Evidens i praksis

Sygepleje bør hvile på evidens, dvs. på forskningsbaseret viden, frem for på erfaringsbaseret viden. Vi har hørt det ustandseligt de senere år og har for længst passeret mæthedspunktet. Men hvor langt er vi egentlig fra at kunne kalde sygeplejepraksis for evidensbaseret? Mærker patienterne noget til den eksisterende, forskningsbaserede viden?

En måde at få svar på er at observere praksis. Dette sker ved at se på primærsygeplejen i Nykøbing Mors.

Primærsygeplejerske Lone Saaby indvilligede i at lade sig observere en formiddag under sine hjemmebesøg. Besøgene havde meget forskelligt indhold. Kortvarige rutineopgaver, medicinophældning, injektioner, støttende samtaler, vurdering og behandling af sår, skiftning af stomibandage, kost- og medicinvejledning mv. Frem for alt bestod sygeplejen dog i observation, vurdering og samtale.

Flere af de mere afgrænsede, instrumentelle opgaver var af en sådan karakter, at der eksisterer dokumenteret viden på området. En række sygeplejersker med ekspertise inden for samme område har siden læst beskrivelsen af den praktiserede sygepleje og har fået stillet følgende opgave:

• Hvad er nyt inden for netop dette område? Hvad sker der?

• Henvis til nyeste sygeplejerskeforskning og skriv et par linier om, hvad man kan finde i pågældende reference.

De otte kliniske specialister har fået meget begrænset plads at skrive på, men de har selv prioriteret indholdet i de otte små artikler, der bringes i tilknytning til beskrivelsen af den praktiserede sygepleje.

I den efterfølgende artikel ''Individuelle forhold tæller stærkt'' har Lone Saaby forholdt sig til specialisternes artikler, som hun har kommenteret, samtidig med at vi får at vide, hvordan det siden er gået patienterne.

Evidensbaseret sygepleje handler om at koble klinisk sygepleje med den bedste tilgængelige viden fra systematisk forskning for at sikre, at den sygepleje, patienten tilbydes, vil gavne ham (1). Evidensbaseret sygepleje handler ikke om, at eventuelle forskningsresultater skal følges slavisk. Den evidensbaserede sygepleje består i at koble forskningsbaseret viden med klinisk erfaring og individuelle patienthensyn.

Når man sammenholder primærsygeplejerskens sygepleje med specialistsygeplejerskernes anbefalinger, må man konkludere, at der er høj grad af sammenfald. Hvor den praktiserede sygepleje afviger fra det anbefalede, kan primærsygeplejersken i de fleste tilfælde begrunde sine vurderinger og handlinger med individuelle patienthensyn. Afvigelserne skyldes ikke manglende viden, undtagen måske i et enkelt tilfælde. Forskningsresultater og specialistanbefalinger når ud i praksis.

Til gengæld fremgår det også af de fleste af specialistsygeplejerskernes små artikler, at der endnu er mange uudforskede områder inden for sygeplejen. Jeg kunne fristes til at sige, at meget af den gode, erfaringsbaserede sygepleje, der hviler på omhu, omsorg og respekt for patienten, venter på at blive bekræftet af forskning. Endelig er der jo selve kunsten i sygeplejen, som først kommer til udtryk i samværet med patienten, og den lader sig ikke dokumentere ud over i en beskrivelse af selve øjeblikket.

LITTERATUR

1. Christensen D, Zielke S. Evidensbaserede kliniske retningslinier. Sygeplejersken 2000(17): 38-43.