Faglig kommentar: Kun en kvindesygdom

En 52-årig mand skal have ny hjerteklap. En gynækolog taler med ham om den kommende operation. Da manden undrer sig, siger gynækologen, at han indsætter nye hjerteklapper ca. hvert andet år, og at han til dato har opereret fire patienter i alt. Det vil manden naturligvis ikke acceptere. Gynækologen må gå sin vej, og de lokale amtspolitikere lover, at den slags ting aldrig skal ske igen.

Anderledes forholder det sig med kvinder og brystkræft.

I flere år har et par fremtrædende kirurger talt for, at kvinder med brystkræft også er en slags mennesker. Mennesker, der ligesom klapmanden har krav på at blive opereret af kirurger, der har erfaring med at operere og en dyb viden om det arbejde, de udfører. De har ligefrem talt om, at det er en god ide at samle kvinderne på centre, hvor viden og erfaring kan samles, og kommende kirurger kan specialisere sig.

Men nej. Med fem millioner indbyggere og 14 amter er det ikke muligt at få helhed og kvalitet i behandling og pleje på et område af vital betydning for de ca. 3.500 kvinder, der årligt rammes af brystkræft.

Fortæl, fortæl

De kvinder, der bliver berørt af manglen på planlægning og ekspertise, er sjældent i en situation, hvor de magter at søge efter erfarne kirurger og dygtige sygeplejersker. At undersøge operationsresultater og recidivforekomst, umiddelbart efter at diagnosen er stillet, og insistere på at blive behandlet det sted, hvor resultaterne er bedst, ligger måske også mange kvinder fjernt. Og IT-kendskab og stædighed burde ikke være nødvendige krav til de kvinder, der fra dag til anden pludselig befinder sig i rollen som patienter ramt af angst og kaos.

''Det kræver et godt helbred at blive indlagt.'' siger man. Er det efterhånden kommet dertil, at kun de stærkeste overlever et møde med sundhedsvæsenet, fordi de selv magter at undersøge tingene og stille krav?

Forhåbentlig ikke. Læger og sygeplejersker kan gøre noget ved tingene ved at fortælle om det, de oplever. Begge grupper har et ansvar, og det nytter ikke at finde den største og mest løvbærende busk, stikke hovedet i den og håbe, at nogle andre reagerer på, at organiseringen af diagnosticering, behandling og pleje af brystkræftpatienter er elendig.

Din egen familie

Hvis den almindelige, menige kirurgspire ikke bryder sig om at stå frem, kan han som en begyndelse besvare spørgsmålet: ''Hvis din kone bliver syg af brystkræft, hvor skal hun så indlægges og opereres - og hvorfor?''

Hvis den kirurgiske sygeplejerske ikke bryder sig om det, hun ser på sin arbejdsplads, kan hun tænke over spørgsmålet: ''Hvis din søster bliver syg af brystkræft, hvor skal hun så indlægges og opereres - og hvorfor?''

Svarene vil være et godt udgangspunkt, hvis det forsømte område skal styres på en anden måde.

Indtil det bliver aktuelt, og det må det vel blive en dag, kan sygeplejersker hjælpe patienterne ved at have en opdateret viden om, hvor det tjener kvinder bedst med brystkræft at flytte hen, hvis de vil være sikre på at få den bedst mulige behandling og pleje på et givent tidspunkt.

Kvinderne skal have sober rådgivning. De skal ikke ud og finde den selv.

En kirurg, der har opereret tre kvinder forrige år, er ikke dygtig nok, og sygepleje, der bygger på den enkelte sygeplejerskes motivation og kunnen, er ikke kvalificeret nok.

Specialisering er nødvendig, også når det drejer sig om kvindesygdomme.