Tyveri af sygeplejersker

Sygeplejerskemangel betyder, at lande verden rundt med alle mulige midler prøver at lokke andre landes sygeplejersker til sig.

''Tyveri af sygeplejersker,'' siger den nyvalgte præsident for den internationale sygeplejerskeorganisation ICN Christine Hancock om nogle af de eksempler, der har været fremme. F.eks. har et norsk sygeplejebureau stået klar med et godt tilbud til de sygeplejersker, som et af de baltiske lande har videreuddannet med støtte fra Norsk Sykepleierforbund. (Se interviewet med Christine Hancock i Sygeplejersken nr. 24/2001).

I England modtog regeringen for nylig en protest fra den lille caribiske stat Barbados. Den engelske regering deltog aktivt i rekruttering af sygeplejersker fra Barbados, og det bad Barbados' regering den engelske om at holde op med.

I Kuwait er kun 5 pct. af sygeplejerskerne kuwaitiske. Resten kommer fra udlandet. Problemet er, at de kuwaitiske sygeplejersker foretrækker at arbejde i andre lande, fortæller en chefsygeplejerske fra et stort hospital i Kuwait.

''Vi uddanner sygeplejersker, og så rejser de. Vi uddanner flere, og de rejser også. Det er et kæmpeproblem,'' siger chefsygeplejerske Safia Al-Sharrah.

Et land som Kuwait har imidlertid råd til at besætte de tomme stillinger med sygeplejersker fra andre lande. Det er de fattige lande, der bliver sorteper, når de rige går i gang med aggressiv rekruttering, påpeger ICNs afgående præsident Kirsten Stallknecht.

''Når danske sygeplejersker tager til udlandet, tager de typisk til USA og England, og så kommer de tilbage med ny viden. Men de fattige landes sygeplejersker kommer ikke tilbage. Det er jo helt urimeligt, at lande som de caribiske sender sygeplejersker til USA og andre rige lande. Og der er tale om et brain drain. De rige lande kan gå ind og stjæle de bedste.''

Uddanner til eksport

Sygeplejerskemanglen og de rige landes import blev ICN-kongressens mest brændende spørgsmål. Det dukkede op i den ene debat efter den anden, et udtryk for, hvor tilspidset problemet er blevet de seneste år. Traditionelt er USA og England de store importører. Begge lande nyder godt af, at engelsk tales af så mange sygeplejersker.

Til de store eksportører hører Filippinerne, der nærmest uddanner sygeplejersker til

Side 19

eksport. Et land som Taiwan har et overskud på flere tusind nyuddannede sygeplejersker hvert år. Men der har også været overskud i lande som Finland og Spanien, eller måske rettere mangel på job.

I de seneste år er der ikke ansat ret mange udenlandske sygeplejersker i USA. Bl.a. fordi amerikanske hospitalssygeplejersker i vid udstrækning er blevet erstattet af andet plejepersonale med kortere uddannelse. ''Men sygeplejersker i USA har en gennemsnitsalder over 40, så om nogle år forudser man stor sygeplejerskemangel igen,'' siger James Buchan fra fakultetet for socialvidenskab og sundhedsvæsen, Queen Margaret University College, Edinburgh. Han udpeger England som den største importør for øjeblikket.

Sidste år var 34 pct. af de nyregistrerede sygeplejersker i England udenlandske, og i år når tallet op på over 50 pct.

Det er problematisk, fordi en meget stor del af dem kommer fra fattige lande. Det er f.eks. ikke tilfældet i Irland, der ellers også har importeret mange sygeplejersker.

''Men de kommer fra England og andre europæiske lande,'' siger James Buchan.

Prognoser ignoreret

Import og eksport af sygeplejersker bliver somme tider forklaret som et udslag af globaliseringen og de internationale aftaler, som fjerner barriererne for varers og personers fri bevægelighed. Og det er rigtigt, at liberaliseringen letter arbejdskraftens vandring, men det er ikke årsagen, mener James Buchan.

''Problemerne har den baggrund, at der manglede anerkendelse af sygeplejerskers arbejde i mange udviklede lande i 90'erne. Man anerkendte ikke deres indsats, og man engagerede sig ikke i deres uddannelse. Tværtimod ignorerede mange lande de forudsigelser, som pegede på en kommende mangel. Nu er man så nødt til at finde kortsigtede løsninger."

Den langsigtede løsning er selvfølgelig, at hvert enkelt land selv uddanner de sygeplejersker, det har brug for, understreger James Buchan.

Men det tager tid, og i mellemtiden må man satse på at fastholde de sygeplejersker, man har. De skal motiveres, måske med løn, men også med karrieremuligheder, indflydelse på deres eget arbejde og på kliniske beslutninger.

''Og først og fremmest skal man prøve at få de sygeplejersker tilbage, der har forladt faget. De har uddannelsen, og de har sproget. Det er mere effektivt end at vende sig mod andre lande.''

En konstruktiv måde at håndtere problemet på kan også være aftaler som den, England og Spanien netop har indgået på regeringsniveau. Den lægger rammer for spanske sygeplejerskers ophold i England. De får sprogundervisning og bliver ansat på aftalte vilkår i f.eks. to år. Bagefter kan de vende tilbage til Spanien med bedre sprogkundskaber og nye faglige indtryk.

Også en rettighed

Blandt landene i ICN er der enighed om, at man må sikre sig mod den groveste form for udnyttelse med aftaler og etiske regler for, hvordan import af sygeplejersker kan foregå. Men det er et kompliceret spørgsmål, for den enkeltes ret til at søge et job i et andet land skal også respekteres.

''Jeg tror ikke, ICN kan gøre så meget ved problemet,'' siger Marion Howard, der er formand for sygeplejerskerne på Barbados.

''Sygeplejersker i udviklingslande er somme tider meget begrænsede i deres karrieremuligheder, og så er det svært at forhindre dem i at rejse. Selv om der bliver lavet aftaler på regeringsniveau og etiske retningslinjer, bliver private formidlingsbureauer ved med at rekruttere. Nogle regeringer ser det også som en indtægtskilde - en måde at skaffe fremmed valuta på. Når sygeplejersker rejser udenlands, sender de penge hjem. De skaffer deres familie ud af fattigdommen, og de letter presset på regeringen.''

Marion Howard ser ikke anden løsning, end at de enkelte lande tager deres forpligtelser alvorligt og selv uddanner deres egne sygeplejersker. Og så må de udsatte lande gøre en indsats for at holde på deres sygeplejersker.

Marion Howard og sygeplejedirektøren i Barbados' sundhedsministerium inviterede for nylig de andre caribiske lande til et todages møde om problemet.

''Nu udvikler vi en fælles strategi for regionen og lægger planer for, hvordan vi kan holde på vores sygeplejersker. Og måske lokke dem tilbage.''