Faglig kommentar: Stakkels Johan Sebastian

Tonerne fra en af Johan Sebastian Bachs menuetter lød, samtidig med at hun lod sig dumpe ned i det spraglede S-togs-sæde. Hun hev febrilsk mobiltelefonen op af lommen.

''Hvor er du nu? Jamen så gå ind, du skal forbi morgenmaden, så går du til højre ved brødet og ned forbi vinen. Lige ved frugten - overfor i kølemontren står den. Neeej, så er du drejet for tidligt, gå tilbage til brødet. Bøj dig lidt, så kan du godt se den.''

Udviklingen i mobiltelefonien gør det muligt at sidde i toget og guide manden gennem en dagligvareforretning med det ene formål at finde en færdiglavet sovs i kølemontren. Min datter og jeg, der sad overfor, fulgte anstrengelserne med stor opmærksomhed. Det lykkedes ikke for manden at finde sovsen i de 10 minutter, vi lyttede med, for han havde vist aldrig købt ind før. Nu er det ikke høfligt at lytte, men vi var lovligt undskyldt, for kvinden talte så højt, at arbejdstilsynet havde smækket et par høreværn over til os, hvis der altså var tilsyn i S-togene.

Kommunikation i det yderste led, på klicheniveauet, har gode kår, og en stor del foregår i fuld offentlighed på gaden eller i toget.

"Hej, det er mig. Jeg er hjemme om 10 minutter.

Naj, Buddinge. Der var lige en tunnel. Ja, ja."

Eller denne mere uvenlige variant fra Nørreport Station: ''Hva' så? Nørreport. Nå.''

Som Beethoven er de fleste mobiltalende meget længe om at afslutte.

''Ja, det siger vi så. Det er i orden. Ja da. Det gør vi bare. Fint fint. Det er en aftale. Okaayyy.

Mhmm. Godt nok. Ja, vi ses. Det siger vi bare."

Overvågning har forskellige forklædninger. De demente må ikke uden videre få en sladrebrik i skoene, så personalet kan se, om de har forladt deres ældrevenlige lejlighed. Men forældre kan gennem mobilen overvåge deres børn konstant, og ægtefæller kan overvåge hinanden.

Indbygget mobil

Inden der igen bliver brugt en masse penge på at finde ud af, om sygeplejersker i 2015 kan begynde at pleje 2-3 mio. børn og voksne, som enten er ved at gå til af stress, eller hvis hjerner er blevet kogt af en mobiltelefon, kunne man i al stilfærdighed overveje, hvad telefonen skal bruges til.

Afhængigt af humør kan det være meget underholdende at lægge øre til den ene indholdsløse samtale efter den anden, når man kører i tog, men det kan også føles som en ubærlig forurettelse af en sagesløs, når der pludres og pludres og pludres.

Hvis samtalen er ved at uddø, den samtale, der rækker ud over klicheer, mig og mine, kunne man så ikke aflive den helt, når man begynder at klone mennesker? Lad mobiltelefonen indbygge i mundhule og øregang fra begyndelsen. Så er forældre fri for at købe udstyr til børnene i 2. eller 3. klasse. De starter simpelthen ved brystet. Så kan mormor høre med, når den lille sutter.

Det er ikke et moderne synspunkt, men en del stress kan reduceres ved egen fri vilje.

Sluk. Bare sluk. Køb en cd med Johan Sebastian i stedet.