Man skal undre sig

Da laborantelev Betina Eskesen i slutningen af 1980'erne kørte rundt med sin vogn for at tage blodprøver, var hun tilbøjelig til at fortabe sig i snak med patienterne, for hun var rent ud sagt mere optaget af de mennesker, som befandt sig i den anden ende af kanylen, end i de mikroskoper og reagensglas, som ventede hende på laboratoriet.

Efter 2½  år med rullebordet indså hun, at det egentlig var sygeplejerske, hun altid havde villet være, og i 1990 kom hun så på Bispebjerg Sygeplejeskoles sidste elevhold på den gamle uddannelse.

Dette skift var godt for hende. Og for faget, tilføjer man beredvilligt på Vejle-Give Sygehus, hvor Betina Eskesen gennem de sidste fem år har gjort sig gældende som en energisk, engageret og inspirerende sygeplejerske på Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling.

Hendes største fortjeneste er deltagelsen i et ernæringsprojekt, som har skabt opmærksomhed om de ernæringstruede patienter. Sammen med sygeplejerske Helle Rossen fortalte hun om projektet i Sygeplejersken nr. 37/1999.

Lige for tiden venter en artikel om projektets resultater på at blive skrevet. Den artikel har måttet stå lidt i kø, fordi Betina Eskesen gennem det sidste år har taget suppleringsuddannelsen i sygepleje på Danmarks Sygeplejerskehøjskole i Århus.

Hvis det går, som drømmene spår, skal der senere følges op med en MPH (Master of Public Health).

Rundt omkring i Danmark er der adskillige yngre sygeplejersker, som er godt i gang på mange fronter med projekter, forskning og videreuddannelse.

Side 13

Betina Eskesen skynder sig at understrege, at hun skam hverken er eneste, første eller største, når vi eksempelvis taler om ernæringsprojektet.

Generationen med et ben i hver lejr

Til gengæld er hun et godt eksempel på interesserne og ambitionerne i den sygeplejerskegeneration, som nu er i 30'erne, og som har stået med et ben i hver lejr - den gamle og den nye uddannelse - samt den skiftende opfattelse af faget, som uddannelsesreformen afspejler.

Selv har Betina Eskesen både været elev og studerende. Det kom sig af, at hun fik sit første barn midt i uddannelsen i 1992, og da hun skulle tilbage efter orloven, var toget kørt med den gamle uddannelse. Efter barslen blev det ikke alene et skift mellem uddannelserne, men også et geografisk skift fra Bispebjerg til Herning Sygeplejeskole, fordi hendes dyrlæge-mand fik stilling i Jylland. Ham traf hun, da de begge havde studenterjob på et plejehjem i Søborg, og barnet var tilstræbt.

I dag vil hun ikke fremhæve den ene uddannelse for den anden. Varmen, engagementet og den praktiske faglighed var vigtige elementer i hendes elevuddannelse, mens det især er sygeplejestudiet, der har indpodet hende behovet for systematisk viden og fordybelse i sygeplejefaglige emner.

"Man skal undre sig og søge svar," siger hun selv.

Da hun i sommer kom tilbage fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole blev hun modtaget i afdelingen med en flot buket blomster fra hospitalsledelsen og en stor ny opgave som specialeansvarlig på brystcancerområdet. Hendes nye arbejdsområde falder sammen med en omstrukturering, så alle brystcancertilfælde i Vejle Amt i den nærmeste fremtid skal til Vejle. Hun ser frem til den udfordring, som ligger i at få sat struktur, miljø og faglighed på den nye specialefunktion.

Karriere og privatliv

Betina Eskesen glæder sig over at være på en arbejdsplads, hvor der generelt er fokus på kvalitetsfremmende projekter, selvom det hele tiden er en kunst at få tid og økonomisk mulighed for udfoldelse af engagementet i udvikling og forskning.

Man kan i nogen grad blive frikøbt til projekterne, men det dækker sjældent helt:

''Når jeg sidder og taster en masse data ind og pludselig begynder at ane nogle mønstre, ja, så bliver jeg så opslugt af arbejdet og så spændt på resultatet, at familien godt kan lade være med at spørge, hvornår jeg kommer hjem.''

Hvordan hun får karriere og privatliv med mand, to børn og hus til at hænge sammen?

''Ja, det undrer jeg mig også tit selv over. Men jeg har en mand, som forstår og respekterer mine interesser, fordi han selv er et engageret menneske, der skriver artikler og tager ud og holder foredrag.

Til hverdag har han til gengæld ikke vagter, så der er altid nogen hjemme efter klokken fire. Og derudover har jeg nogle forældre, som er meget på,'' siger hun.

Sygepleje central i forhold til ernæring

For Betina Eskesen er det engagementerne, der har dannet udgangspunktet for deltagelsen i udviklingsprojekterne. Der var ikke langt fra bekymringen over de ernæringstruede patienter på den organkirurgiske afdeling til ernæringsprojektet, som startede i februar 1997 med nedsættelse af en gruppe bestående af overlæge, økonoma og to sygeplejersker.

Hun havde forinden oplevet, hvordan manglende appetit og ringe fødeindtag forværrede mange operationspatienters situation, og at det nu og da kunne være lidt tilfældigt med hensyn til plejepersonalets bevidsthed og handling i forhold til problemet, der i høj grad er sygeplejefagligt - som hun forklarer:

''Sygeplejen er central i forhold til ernæring, fordi plejepersonalet er sammen med patienten hele døgnet og er med, når der

Side 14

Annonce

Side 15 

skal vælges kost og væske, eller når patienten lider af kvalme og opkastning. Plejepersonalet har ansvaret for at handle på observationerne, og handlemulighederne forbedres, når man får sin faglige viden opdateret og får bedre redskaber.''

Projektet affødte ikke alene forbedret faglig indsigt i ernæringsproblemerne, men også konkret struktur på, hvordan problemet skulle angribes.

Der blev således udarbejdet en generel ernæringspolitik og retningslinjer for pleje af patienter med ernæringsproblemer samt en folder til patienterne med ''Information om ernæring under længerevarende sygdom.'' Som arbejdsredskab for plejepersonalet blev der udarbejdet en lommeguide med oversigt over protein- og kilojouleindhold i mad- og drikkevarer.

For de enkelte patienter bliver der derefter nu udarbejdet ernæringsplejeplaner, som følges op med kost- og væskereguleringsskemaer.

Et spørgsmål om liv og død

Sygeplejerskerne er meget centrale personer i hele dette forløb, men Betina Eskesen understreger, at hele projektet og den vellykkede opfølgning bygger på et godt samarbejde mellem de forskellige fagfolk:

• Lægen, som ved indlæggelsen er ansvarlig for at diagnosticere og udarbejde den ernæringsmæssige behandlingsplan.
• Sygeplejersken og det øvrige plejepersonale, som også foretager en løbende vurdering af patientens ernæringstilstand, problemformulerer, udarbejder ernæringsplejeplan, udfører den daglige sygepleje og videregiver observationer til lægen.
• Og økonomaen, som udregner og laver forslag til kost, der dækker patientens ernæringsbehov.

Vejle Sygehus har i øjeblikket ikke diætister ansat, og Betina Eskesen ser frem til, at den faggruppe igen får indpas på hospitalet som en naturlig del af ernæringsstrategien.

Men viden, planer og teknik gør det ikke alene, når man skal have appetitløse, svage patienter til at spise:

''Der skal kræses ekstra og vises kreativitet og opfindsomhed, når madlysten svigter. Man skal eksempelvis sørge for, at der også er mulighed for at servere noget godt om natten, hvis det netop er på det tidspunkt, patienten vågner og får lyst til mad,'' siger Betina Eskesen og understreger, at ernæringen kan blive et spørgsmål om liv og død:

''Alle patienter skal have god ernæring for at overleve operationer, behandling og sygdom. Man får ikke noget til at lykkes, hvis ernæringstilstanden ikke er i orden. Ernæringen betyder også meget for livslysten, og hvis den svigter, dør man lettere.''

Stuegangsundersøgelse

Nu har Bettina Eskesen et hængeparti med hensyn til den artikel, der skal beskrive resultaterne af ernæringsprojektet. Hun tør godt forudse den konklusion, at projektet i det store og hele er lykkedes, men at der stadig er mulighed for forbedringer, at det er vigtigt at fastholde opmærksomheden på områdets store betydning, og at der løbende skal foretages evalueringer og justeringer.

Når artiklen har fået lov at hvile sig lidt, skyldes det ikke alene Sygeplejerskehøjskolen. Det skyldes også et nyt projekt på afdelingen, et såkaldt Stuegangs-projekt, som hun er blevet involveret i.

Dette projekt går ud på at udforske stuegangsformen ved en sammenlignende undersøgelse. Gennem tre måneder fik patienterne traditionel stuegang med sygeplejerske og læge rundt på stuerne, og gennem tre måneder kom patienterne i stedet ind til konsultation i et særligt indrettet konsultationsværelse på afdelingen. Derefter har alle patienterne fået spørgeskemaer om konsultationsformerne.

Data fra de mange spørgeskemaer skal nu behandles af overlæge Peter Wamberg, som hun samarbejder med om undersøgelsen. Derefter vil de i fællesskab analysere og fortolke. Betina Eskesen har i dette projekt stået for at formidle spørgeskemaerne og indtaste alle data.

Stuegangsformen har meget at gøre med forholdet til patienterne, og det tør Betina Eskesen godt have en personlig mening om:

''Mit udgangspunkt er patienten, og det kan godt ind imellem koste lidt kamp. Regler og principper er gode, og læger og overlæger er gode, men vi lever ikke i 1800-tallet, og vi har en forpligtelse til at samarbejde og opfatte hinanden som ligeværdige. Når man stadig kan høre en overlæge sige: ''Nå, fru Nielsen, nu er du rask!'' så er vi ikke kommet langt nok. Der er i systemet et efterslæb af ukritisk autoritetstro, som vi skal til livs,'' siger hun, der var tre år gammel i 1968.