Synspunkt: Fra kostinterview til havresuppe

Som søn har jeg gennem de seneste par uger haft min faste gang på et af vore store hospitaler. Det selv samme hospital hvor både jeg og min mor i sin tid blev uddannet fra.

Sammen sidder vi og betragter og taler om den nye tredje generation af sygeplejersker, og hvordan det står til med vores fag. Meget er ændret fra første generations lærdom i fyrrerne til min egen i halvfjerdserne og frem til i dag. Sammen undres vi over, hvad der sker med sygeplejen; det fag vi begge er så stolte af at tilhøre.

I min mors tid vaskede sygeplejerskerne selv sengene af, og de lærte os i den næste generation at give en støttende hånd i lænden ved bækkengivning. Begge dele er gået af mode. Det med sengene er fint nok, men hvor er den støttende hånd blevet af?

Ved indkørslen til hospitalet mødes jeg af et stort skilt med''Røgfrit hospital år 2000.'' ''Fint nok,'' tænker jeg. ''Forebyggelse er en god ting.''

Inden for døren til afdelingen hænger et endnu større skilt med mange ord om kvalitetssikring og teknologivurdering. Underpunkter om samarbejde, ligeværd og respekt. ''Fint nok,'' tænker jeg. ''Kvalitet er en god ting.'' Samtidig bilder jeg mig ind, at der tidligere var mere fokus i praksis på begreber som basal sygepleje, kliniske observationer og håndværket i sygeplejen. Det, der skilte os ud som en gruppe med ekspertise i at passe syge mennesker.

Hvorfor støtter sygeplejersker ikke længere patientens lænd ved bækkengivning og er opmærksomme på kroppens udskillelser?

Hvordan kan det gå til, at sygeplejersker giver patienten Magnesia i flere dage samtidig med, at hun fortæller om op til 10 daglige afføringer pga. antibiotika, og ingen ser, at patienten er inkontinent? Hvor er øjnene henne, der skal observere klinisk?

De er flinke og venlige. Smiler, når de haster forbi, hører på sønnen, der prøver ikke at lyde alt for meget som en gammel bedrevidende dinosaurus fra længst svunden tid, men blot prøver at gøre det så godt som muligt for sin cancersyge mor.

Hvorfor skal den gamle sygeplejerske selv ordinere havresuppe til sine ømme tarme og fortælle, hvordan det laves? Tilmed har hun givet kostinterview til en klinisk oversygeplejerske i stabsfunktion, der af oprigtigt hjerte prøver at forbedre hospitalskosten. En kost, patienterne bliver fejlernæret af, medmindre de spiser meget store mængder.

Hvorfor skal sønnen tvinges ind i en pseudoprofessionel rolle for at koordinere pleje og behandling for sin mor? Gøre opmærksom på, at hun ikke kan høre, og at det kan afhjælpes på hørecentralen, der ligger lige over for afdelingen. At hun lider af stafylokokinfektion i øvre luftveje og er generelt afkræftet, at hun er stråleskadet i hoved og hals og har specielle kostbehov. At der er aftaler om aflastningsplads forud for indlæggelsen, så hun i evt. ventetid på transplantation af bensår kan vente der. Der tages vare på alle disse elementer i plejen af min mor, men først efter at jeg har nævnt de fleste af dem. Det står ellers alt sammen i hendes journal. Jeg læste den en dag, hvor vi ventede på lægesamtale på nabohospitalet. Alt står nydeligt og sirligt listet op; alle problemerne, men det nåede ikke rigtigt frem til dem, der skulle kvalitetssikre og pleje. De har for travlt, sygeplejerskerne, og måske er det gået lidt af mode det med omsorgen og den basale sygepleje?

Et kættersk spørgsmål, men fornemmelsen gnaver i mig. Det kom til at fungere, sygeplejen, men delvist kun med min hjælp, og hvad med de patienter, der ikke har en stædig sygeplejerske som søn?

Hvad hjælper det at kalde et hospital for ''Forebyggelseshospital,'' når der er beskidt i krogene og sidder ugegammelt fæces på patienttoilettet? Alt ifølge den gamle sygeplejerske, der ser og sanser alt, men ikke tør sige det højt til personalet, ''for jeg vil ikke være upopulær, og de er faktisk så søde og har så travlt.''

Mogens Jørgensen er førtidspensioneret sygeplejerske.