Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 2001 nr. 8, s. 34

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Betydningen af omsorg, når man har kræft

Vibeke Mikkelstrup

Mine dage er talte

­- jeg vil kun tælle de lyse timer
Vejle: Dansk Sygeplejeråd Vejle Amtskreds 2000
72 sider, 60 kr.

SY-2001-08-34aSygeplejerske Vibeke Mikkelstrup døde den 21. september 1999, 58 år gammel. Fra hun blev syg, til hun døde, skrev hun dagbog, hvoraf hendes døtre nu har udgivet dele efter hendes ønske. Vibeke Mikkelstrup havde ønske om at kunne være en hjælp for bl.a. plejepersonalet i omsorgen for patienter med kræft.

Vibeke Mikkelstrup fortæller først om sin tid som sygeplejeelev og om sin kamp for at blive sygeplejerske. Hun viser stor respekt for og kærlighed til faget. En værdifuld lille beskrivelse af sygeplejen for snart 40 år siden.

I den første periode af sygdomsforløbet havde hun egentlig ikke symptomer, men kun fornemmelser, som ændrer hendes dagligdag arbejdsmæssigt og privat, fornemmelser, som til sidst førte hende til læge. Hun er uendelig træt og glemsom og tror selv på et tidspunkt, at hun er begyndende dement. En del af udredningen bl.a. CT-scanning og efterfølgende behandling foregår på Odense Sygehus. Vibeke Mikkelstrup beskriver sin angst, tro og håb nøgternt og objektivt. Opmærksomheden på de professionelles adfærd øges: ''Med det samme, jeg så lægens ansigt... kunne jeg godt se, at der var noget galt, jeg vidste, jeg havde en tumor indeni.'' ''Lægen var så glad for, at jeg tog det så roligt. Det er ikke særlig sjovt for lægerne at skulle komme med sådan en trist meddelelse.''

Den psykiske reaktion på en steroidkur beskrives humoristisk og i forlængelse heraf betydningen af en kompetent sygeplejerskes omsorg. En sygeplejerske, som turde tage ansvar for, hvad der var bedst for patienten lige nu. Tumor bliver fjernet, og i det postoperative forløb har hun meget kvalme og opkastning. Hun skriver om betydningen af de små ting i plejen, f.eks. var hun dybt taknemmelig over at få hjælp til at børste tænder, hver gang hun var færdig med at kaste op, og at hun om morgenen fik et sengebad, selv om hun i princippet kunne have klaret en del af vasken selv.

Diagnose lød: Metastase, karcinom i venstre hjernehemisfære. Den efterfølgende jagt på primær tumor var uden held. 4-5 måneder efter opstår tanken om recidiv. Pga. specialeopdeling og kautionsregler ser det en overgang ud til, at der er ventetid på tre måneder på en CT-scanning. Det løser sig, og det kommer til at gå hurtigere, men for den syge og de pårørende giver disse administrative regler ingen mening. De værste antagelser bliver bekræftet. Der er recidiv. Ved den efterfølgende operation viser det sig umuligt at fjerne tumor radikalt. Mikroskopisvaret giver diagnosen malignt melanom. Der kan udelukkende blive tale om symptomlindrende behandling.

Vibekes sidste ønske er at få lov til at bevare sin værdighed, ikke at komme til at ende som et ''lal'' i en udsigtsløs behandling med slanger, respirator etc. Hun beslutter, at hun vil leve sin sidste tid på første klasse og kun tælle de lyse timer. Hun skriver et brev til hospitalet om sine sidste ønsker, bestemmer, hvilket tøj hun vil begraves i, og hvilke salmer der skal synges. Hendes mand skriver under, og brevet bliver lagt som dokumentation i journalen. Vibeke Mikkelstrup blev bisat den 24. september 1999.

Bogen rummer salmer, sange, digte og korrespondancer, som har haft betydning for måden, Vibeke Mikkelstrup har håndteret sin sidste tid på. Hun beskriver sin tætte tilknytning til sin mand og to døtre.

I perioder har hun hverken orket telefonisk eller personlig kontakt med familie og nære venner, men det har haft stor betydning for hende, at så mange til stadighed har stillet sig til rådighed og bakket hende op. Beretningen er rørende, men aldrig banal. Den beskriver en af mange måder at håndtere krise og livstruende sygdom på. Den følsomme læser kan få større indsigt gennem denne bog end gennem nok så mange teoretiske adgange.

Af Connie Engelund Erichsen, administrerende oversygeplejerske, brystkirurgisk afdeling F, Amtssygehuset i Herlev.  

Fælles sprog er selvbedrag

Bent Rold Andersen

Ældrepolitik på afveje

København: Forlaget Fremad 1999
250 sider, 268 kroner

SY-2001-08-34bJeg blev så betaget af Bent Rold Andersens bog, at jeg fik vanskeligt ved at forholde mig objektivt til den. Det skal man heller ikke, har jeg besluttet mig til. Man skal lytte med sanserne, for Bent Rold Andersen har fat i noget essentielt, når han bl.a. som tidligere socialminister, tidligere overvismand, tidligere formand for den store ældrekommission og nuværende formand for Ældreboligrådet under By- og Boligministeriet går direkte imod de herskende strømninger i dansk ældrepolitik. Det er hans håb med denne bog at provokere så mange så meget, at den kan starte den nødvendige debat.

Forfatterens hovedangreb sættes ind imod udviklingen af den kommunale hjemmepleje, hvor udviklingen i udgifterne selvfølgelig må holdes i ave, men hvor kommunalpolitikerne griber i en forkert værktøjskasse for at nå målet. Udviklingen imod mere kontrol og styring og anvendelse af moderne managementmetoder svækker kvaliteten af hjemmeplejen og udraderer hjemmehjælpens forebyggende muligheder.

Værdigrundlaget er forkert, og interessen bør drejes væk fra managementmetoder over mod aktivering af de ældre og bevarelse af deres sociale roller.

Det er ældrepolitik på afveje, når vi i dag i den kommunale hjemmepleje i Danmark erstatter indsigt og forståelse med klassificering, lader tilfredshed med hjemmeplejeordninger udtrykkes ved krydser svarende til:

Meget tilfreds, noget tilfreds, lidt tilfreds, lidt utilfreds, meget utilfreds, ved ikke. Tilfredshed kan ikke udtrykkes ved et målbart kryds, fordi betydningen, hjemmehjælperen har for den gamle, ikke kan måles, vejes og dokumenteres på den måde. Trygheden ved jævnlige besøg, den menneskelige kontakt, det at blive draget ind i aktiviteterne i ens eget hjem, at have en at meddele sig til og få råd af, en kontakt til verden udenfor har flere betydninger, end systemet kan klassificere. Her er vi fremme ved kernen: I Danmark skal ''lige tilfælde behandles lige'' i hvert fald inden for den samme kommune, og det er jo forståeligt nok vanskeligt for ikke at mene umuligt at have objektive kriterier og uden skøn, så længe man ikke har nogen objektiv målestok for behov, og det har man ikke. Man kan nedbringe vilkårligheden i tildelingen af hjemmehjælp til et minimum, og man kan sørge for, at skønnet udøves på et fagligt grundlag, men man kan ikke afskaffe det. Heller ikke med Fælles Sprog.

Fælles Sprog er et visitationsredskab, men det er også ældrepolitik på afveje. Formålet med Fælles Sprog er at give et systematisk grundlag for visiteringerne til hjemmeplejens ydelser, så de kan blive mere gennemskuelige og sikre ens behandling af ens tilfælde, i hvert fald inden for den enkelte kommune. Et overfladisk blik på systemet, uden at der gås i detaljer, kan nok give et indtryk af, at formålene med den tildelte hjemmepleje opfyldes, og målene nås. Men en nærmere gennemgang viser, at formålene netop ikke opfyldes. Bent Rold Andersen påpeger, at grupperingen i Fælles Sprog er alt for grov. Og selv med undergrupperinger er det helt væsentlige faktorer, der ikke kommer med. Grupperingen er på den anden side alt for kompliceret til, at den samtidig kan være gennemskuelig. Vi har med andre ord et system, som foregiver at fremme ensartethed i behovsvurderingerne uden at gøre det, og som foregiver at være gennemskueligt uden at være det. Fælles Sprog påstås at fremme effektivitet, rationalitet og retfærdighed i hjemmeplejen. Det holder ikke. Fælles Sprog er et selvbedrag!

Bent Rold Andersen slutter sit afsnit om Fælles Sprog med citatet: ''Men han har jo ikke noget på'' fra ''Kejserens nye klæder'' og tilkendegiver dermed, at drømmen om at gøre borgerne ensbenævnte er en af de helt store illusioner. Drømmen er nærmest et mareridt, når kommunerne i deres iver for at slippe for diverse ''byrder'' på ældre og socialområderne er i færd med at kaste sig i armene på servicemanagementkonsulenter, som flytter opmærksomheden bort fra de gamles situation og behov og erstatter den med regelsæt og kontrol, styringssystemer og plejetyngdemålinger.

Det er ældrepolitik på afveje beskrevet med en blanding af indignation og kølig analyse. Men meget, meget rigtigt og meget, meget kompetent.

Af Anette Brunshøj, primærsygeplejerske i Herlev Kommune.