Jocelyn Lawlers regler om at overkomme forlegenhed

Reglen om føjelighed og kontrol

Føjeligheds- og kontrolreglen følger et mønster, som svarer til patientens vej til bedring, hvor patienten stilles over for stadigt større krav om selvstændighed og selvhjulpenhed. For at fremme samarbejdet og blive helbredt må patienten følge sygeplejerskens anvisninger. Hvis patienten ikke er føjelig, vil sygeplejersken forsøge at overtale eller måske forlange, at patienten gør, som hun vil.

Patienten overlader sin krop til sygeplejersken imod at sygeplejersken overtager hans krop. Sygeplejerskens magt over patienten er motiveret i et fagligt skøn. Hendes viden om f.eks. obstipationsrisici og komplikationer gør, at hun stiller krav til patienten. Kroppen gives tilbage til patienten, når han bedres. Hvis patienten er døende, reduceres sygeplejerskens krav om føjelighed, og sygeplejersken vil være mere tilbøjelig til at efterkomme patientens ønsker. I ubehagelige situationer sætter sygeplejersken farten op eller overvinder situationen med en fatalistisk holdning: "Du må bare gøre dette." Sygeplejersken kan også få patienten til at opfatte situationen fatalistisk "Det her må vi bare igennem."

Sygeplejersken lærer gennem uddannelsen at beherske sine følelser, så følelsesmæssig kontrol og ofte også affektmangel bliver en del af hendes professionelle adfærd. Affektmangel er et middel til at signalere kontrol. Problemet er, at affektmangel kan blive standardiseret og udelukke muligheden for at dele vanskelige øjeblikke med patienterne (1,2).

Reglen om afhængighed

Afhængighed af andres hjælp betragtes som noget negativt og fører ofte til mangel på respekt og anseelse, en frygt, som de fleste deler. Sygeplejerskens forventning til, hvor meget hjælp patienten skal have, afhænger af patientens fysiske tilstand. Det forventes, at patienten følger sygeplejerskens anvisninger om øget selvhjulpenhed. Gør patienten ikke det, kan sygeplejersken i nogle situationer føle sig forlegen og udnyttet f.eks., hvis patienten forventer at blive vartet op. Sygeplejersken praktiserer opgavespecifik afhængighed, dvs. at hun vurderer graden af afhængighed for at motivere patienten til selvhjulpenhed og undgå opvartning (1).

Reglen om blufærdighed

Blufærdighed styrer mødet mellem patient og sygeplejerske og stiller krav til begge parter. Hvis patienten er alt for blufærdig, kan sygeplejersken få svært ved at håndtere situationen, fordi hun selv bliver blufærdig (3). Blufærdighed smitter. Patienten skal hverken være for forlegen, genert eller modsat - alt for tilbøjelig til at blotte sig. Situationen er skrøbelig og kan let ødelægges, f.eks. hvis der iblandes seksuelle undertoner. Overtrædelse af blufærdighedsreglen kan føre til sygeplejekollegaer imellem og bevirke, at oplevelsen hemmeligholdes (1,4).  

Beskyttelsesreglen

Beskyttelsesreglen omfatter ud over patientens behov for beskyttelse også en beskyttelse af sygeplejersken, idet den hjælper hende til at overkomme intim pleje af patienten. Sygeplejersken kan bevidst eller ubevidst anvende teknikker for at tydeliggøre, at der er tale om sygepleje. KontekstmarkerSide 23 for sådanne teknikker er uniformering, “minifismer” (minimering), enrum og privat samtale. 

Fysisk og psykisk uniformering

Uniformen symboliserer en professionel, som kan håndtere en pinlig situation f.eks. intim kropspleje, så den bliver acceptabel for begge parter. Uniformen skaber distance til den seksualitet, som forbindes med intim kroppleje. Sygeplejerskens væremåde som f.eks. at vise, at "jeg har kontrol over situationen," "jeg er professionel" og "jeg har prøvet dette mange gange før," er en personlig kompetence (I.) 

Den britiske antropolog og sygeplejerske]. Littlewood (3) mener, at sygeplejerskens hvide uniform symboliserer en engel. Hvidheden og renheden gør sygeplejersken i stand til at håndtere afføring. Hun er uden risiko for besmittelse og kan rumme det urene og uordentlige.

Minifismer

En anden kontekstmarkør er "minifisme", et ord, som ikke kan oversættes, og som formentlig er Lawlers egen opfindelse. Lawler forklarer, at minifisme betyder, at man minimerer størrelsen, betydningen eller voldsomheden af patientens oplevelse (1). Minifismer kan bringe situationen under kontrol, så begge undgår forlegenhed og støtter dem i en opfattelse af, at alt er normalt. Minifismer skaber en tolerant atmosfære i plejesituationer. Humor kan også anvendes til at dæmpe forlegenhed og genvinde kontrol over en vanskelig situation.

I enrum

Når den intime kropspleje udføres, beder sygeplejersken familie og venner om at forlade rummet. Herved kan patientens og sygeplejerskens forlegenhed mindskes. Det snavsede arbejde skjules for tilskuerne, og sygeplejersken undgår kritik og besværlig indblanding fra pårørende (1). Sygeplejersker har en opfattelse af, at pårørende ikke altid bryder sig om at overvære, når intim kropspleje udføres, så det er nærmest en fast regel at bede pårørende om at forlade rummet.

Den private samtale

En yderligere kontekstmarkør er den private samtale, hvor patient og sygeplejerske sammen diskuterer forhold om sygepleje under forudsætning af, at der er opnået en fortrolighed. Samtalen foregår i enrum eller ved patientens sygeseng, hvor stemmeføringen er lav, og evt. pårørende er bedt om at forlade rummet (1). Det er en måde at beskytte både patient og sygeplejerske på, bl.a. fordi samtaleemnet kan opleves som pinligt.

Litteratur

1. Lawler J. Bak skermbrette. Oslo: Ad Notam 1996.
2. Benner P, Wrubel J. Omsorgens betydning i sygeplejen. Stress og mestring ved sundhed og sygdom. København: Munksgaard 2001. p. 396-429.
3. Lomborg K. Menneske, krop og sygepleje. I: Lyngaa J, red. Sygeplejefag. Refleksion og handling. København Munksgaard; 1998. p. 161-95.
4. Degn-Petersen B. Seksualitet - grænser for omsorg. Sygeplejersken 1997; 34:18-22.