Helbredte kræftpatienter føler stadig sorg

"Så er det frem med brystvorterne, piger!" Opfordringen kommer fra fysioterapeut Dorthe Machon. Musikken banker rytmen i et hurtigt tempo i det bordeauxrøde højloftede træningsrum. Der bliver grinet og svedt, ryggen strækkes og brystet skydes frem, øjnene lyser.

En vilter lok hår bliver strøget til side i ansigtet på en af de tilstedeværende kvinder, hvoraf enkelte er påfaldende korthårede. Mange af deltagerne har efterhånden fået det forhold til deres krop, at bare de ikke mærker noget til den, så er alt godt. Tidligere på dagen har kvinderne ellers lært, at ''kroppen er ligesom en cykel. Den skal vedligeholdes, ellers ruster den.''

Og sikke der er gang i vedligeholdelsen. Udenfor i novembertusmørket ligger søen blank, en fugleflok holder hvil, de skal sydpå.

Vi befinder os i fysioterapien på Dallund Slot, Kræftens Bekæmpelses Rehabiliteringscenter på Fyn, hvor en gruppe kvinder deltager i kurset ''Underlivskræft.'' Fælles for kvinderne er, at de har modtaget behandling for underlivskræft, og at de har behov for midlertidig hjælp til rehabilitering.

Med på kurset er også seks såkaldt professionelle, fire sygeplejersker (denne artikels forfattere) og overlægerne Lone Kjeld Petersen og Ole Mathiesen fra gynækologisk afdeling Y5 på Skejby Sygehus, som har landsdelsfunktion i behandling af gynækologisk cancer.

Bør være taknemmelige

Betegnelsen ''professionelle'' lykkes det os ikke at vænne os til i de seks dage, kurset varer.

Vi føler os i høj grad som kursister. Baggrunden for vores deltagelse er et tværfagligt ønske i personalegruppen om en dybere indsigt i de rehabiliteringsmuligheder og problemer, den kirurgisk færdigbehandlede kræftpatient kan have. Et område, afdelingen har arbejdet målrettet med i en årrække.

At få en kræftdiagnose er at blive udsat for en trussel på livet. Også behandlingen medfører en lang række tab, f.eks. for unge kvinders evne til at få børn. På trods af det føler mange kvinder ikke, at deres sorg og angst bliver respekteret. De er erklæret raske og mødes ofte med en forventning fra omgivelserne om, at de skal være taknemmelige, hvilket medfører isolation og fremmedgørelse (1,2).

Den indsigt og viden, vi mener, vi kan få ved at deltage i kurset, skal vi bruge til at optimere udskrivelsesproceduren og det ambulante kontrolprogram til de gynækologiske kræftpatienter og deres pårørende. Det er vores erfaring, at kvinderne har svært ved at komme i gang, selv flere år efter behandlingen,

Side 23

hvilket kommer til udtryk gennem f.eks. træthed, manglende engagement i livet eller småklager over fysiske gener.

''Kun ved at forstå hvad sygdommen gør ved patienten og hans oplevelse af sig selv, ved hans selvrespekt og ved hans livshistorie i øvrigt, kan man tilrettelægge en optimal behandling'' (3).

Motion over kost

Scenen skifter. Vi er til foredrag om kræft og kost. Diætist Lisa Bolting gennemgår principperne for sund, kræftforebyggende kost. Indledningsvis har hun med et glimt af selvironi pointeret, at vil man forebygge kræft, skal man først og fremmest motionere. Kosten kommer i den sammenhæng i anden række. Udsagnet er karakteristisk for alle foredragsholderne. Her er ingen fanatisme at spore og masser af plads til nuancer inden for rammerne af en velfunderet faglighed.

Ved bordene bliver der flittigt skrevet ned og spurgt. En større teoretisk forståelse for kostens sammenhæng kobles nu på praksis. Maden er veltilberedt af gode, sunde råvarer, brødet er hjemmebagt, og til alle måltider bugner fadene med frisk frugt og grøntsager. Det serveres smukt og indbydende i slottets hyggelige, lyseblå spisestue med de mange levende lys. Rammerne er i orden, teorien er på plads, og ved måltiderne trænes der flittigt i at spise og i at mærke efter, hvor godt kroppen får det af den sunde kost. Kurset indeholder undervisning i kriseteori og psykologi. Her lærer vi, at ''angsten er ligesom en lille hund, der skal luftes hver dag. Ellers bliver den ustyrlig og begynder at tisse i krogene,'' som psykolog Helle Dam siger.

Cullbergs kriseteori bliver der nikket genkendende til. Mange giver udtryk for, at det føles som indvendig massage. ''Det er præcis sådan, jeg har haft det.''

Fællessang og Kleenex

Der undervises også i cancersygdomme, parforhold og sexologi og i pleje og behandling. Desuden indeholder kurset massage, individuelle samtaler med den tilstedeværende vifte af fagpersoner, inklusive socialrådgiver. Der er også tilbud om visualisering, orienteringsløb på slottet og foredrag om livskvalitet ved præst Egon Lausen: ''Græsset er altid grønnere på denne side af hækken.''

En aften spiller tre musikere fra konservatoriet Mozart for os i den gule dagligstue. Der er fællessang, megen snak og latter, afbrudt af trave- og løbeture i den smukke natur.

De mange pakker Kleenex, der står i hver vindueskarm, og deltagernes ind imellem meget røde øjne, vidner om, at kurset også er dyb alvor. Som deltager på et af Dallunds rehabiliteringskurser må man sande, at der ud over alle de gode oplevelser, støtten, omsorgen og forkælelsen også venter kursisterne et omfattende og hårdt arbejde, både i den uge kurset varer og i tiden bagefter. Kurset er tilrettelagt ud fra en overordnet tankegang om, at et ophold er hjælp til selvhjælp. Kun ved at tage fat lige akkurat der, hvor det gør ondt, både på det fysiske og psykologiske plan, kan den enkelte forvente at komme videre i sit liv.

Kontakt med smerten

På rehabiliteringscentret forskes der, og aktuelt arbejder man med at udvikle videnskabelige metoder til måling af effekten af et ophold. For os som deltagere og observatører er det tydeligt, at der sker noget med hver eneste kursist. Det skal ikke forstås sådan, at de bare får det bedre og bedre, som ugen skrider frem. Enkelte får for første gang kontakt med det svære og smertefulde. Som en deltager udtrykker det:

''Indtil nu har min strategi været at løbe fra mine problemer. Jeg har sørget for at have travlt hele tiden.''

I de mørke timer bliver dagens mange indtryk forløst, og følelserne får frit løb i både gråd og grineflip. På Dallund findes støtten og rammerne til at turde stå stille og mærke efter. Ansigterne bliver dag for dag mere afslappede, men også mere alvorlige og skrøbelige. Vi bliver forberedt på at være endog meget, meget trætte, når vi kommer hjem.

Deltagerne arbejder med så grundlæggende behov som atter at kunne trække vejret ordentligt, at spise sundt og godt, at være fysisk aktive og at sove. Dertil kommer træning i at håndtere angst for tilbagefald, i kropsbevidsthed og i at vise følelser. Mange af kvinderne angiver ved kursets begyndelse, at de har kontaktproblemer som følge af deres kræftdiagnose. Afslutningsvis udarbejder kursisterne en fremadrettet personlig handleplan, som skal hjælpe dem til at mestre deres fremtidige liv bedre.

Stort udbytte

Som fagpersoner kunne og ville vi ikke deltage i det individuelle arbejde for den enkelte kursist om personlige problematikker og samværet med ligestillede. Som en forberedelse til opholdet havde vi i personalegruppen nøje drøftet det moralske ansvar, vi mente at have for ikke at komme tættere på deltagerne, end der var fagligt belæg for. Set udefra er det vores vurdering, at der blev arbejdet med meget personlige og langvarige problematikker såvel enkeltvis som i grupper, og at deltagerne havde et stort udbytte af samværet med ligestillede. Vi hørte spontane udsagn som ''sammen med jer føler jeg ikke skyld,'' og ''jeg har opdaget, at der ikke er noget i vejen med mig, at jeg godt må være, som jeg er.''

Det er lørdag formiddag og afskedens time er nær. Der bliver udvekslet adresser og tlf.numre og knebet en tåre. I ugen der er gået, har kursisterne oplevet varme, samhørighed og åbenhed. De har fået ny viden om sygdommen og om livet med kræft. Det har været hårdt, men også forløsende at få kontakt med egne følelser og reaktioner. Den personlige handleplan er i tasken, nu går det hjemad.

Opholdet på Dallund må betragtes som et stort skridt i den rigtige retning på vejen mod rehabilitering. For mange er der lang vej endnu, men også en stor portion håb om og tro på, at målene er inden for rækkevidde.

Lene Seibæk er specialeansvarlig sygeplejerske i onkologisk gynækologi. Hun er sammen med Anne Dikland Jacobsen, Jeanette Pia Lillebye Friis og Birgit Hessellund ansat på gynækologisk afdeling Y5 Skejby Sygehus.

Litteratur

1. Seibæk L. Gynækologisk sygepleje til mænd. Sygeplejersken 1999; (50).

2. Seibæk L. Helbredte kræftpatienter skal støttes bedre. Sygeplejersken; 2002; (28).

3. Elsass P. Sundhedspsykologi. København: Gyldendal: 2000.