Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Lægernes håndlangere

Nyuddannede sygeplejersker oplever, at mangel på personale og dårlige normeringer sætter grænser for deres virke som sygeplejersker. De finder det modstridende, at sygeplejen tilsidesættes, samtidig med at en stor del af deres arbejde går med at udføre opgaver, som kunne være udført af andre faggrupper.

Sygeplejersken 2003 nr. 44, s. 18-20

Af:

Dorthe Boe Andersen, sygeplejerske

”Et eller andet sted virker det, som om vi er lægernes håndlangere i stedet for sygeplejersker med vores eget speciale,” fortæller en nyuddannet sygeplejerske.

En anden sygeplejerske udtrykker sin skuffelse over praksis således: ”Jeg vil enormt gerne være tæt på sygeplejen og patienterne, men hvis der ikke bliver flere muligheder for, at man kan udvikle sig og lave nogle af de ting, der er sjove, så tror jeg helt klart, at det har den betydning, at jeg kan finde på at forlade faget.”

De to udsagn kom frem i interviews med to sygeplejersker ansat i H:S. De har begge været uddannet i halvandet år og har begge suppleret grunduddannelsen med professionsbacheloruddannelsen.

Interviewene gennemførte jeg tidligere på året i forbindelse med en opgave på suppleringsuddannelsen på Danmarks Sygeplejerskehøjskole, hvori jeg beskæftigede mig med nyuddannede sygeplejerskers faglige forventninger, og hvorledes de kunne få dem indfriet i praksis.

Som inspiration til interviewene brugte jeg sociolog Feiwel Kupferberg. Han har i en undersøgelse af nyuddannede sygeplejerskers indtræden i sygeplejerskerollen interviewet unge sygeplejersker. Her viste sig en kløft mellem den professionsidentitet, de unge sygeplejersker havde, og den virkelighed, de mødte på sygehusene (1). Noget peger i retning af, at den uoverensstemmelse, der synes at eksistere mellem sygeplejerskernes faglige identitet/forventninger og arbejdsforholdene på sygehusene, vil forstærkes i disse år, i og med sygeplejerskeuddannelsen i 2001 er blevet ændret til en professionsbacheloruddannelse.

Efterlyser mere faglig udvikling

Udvikling og faglighed var ord, der gik igen mange gange hos de to sygeplejersker. I forhold til at få deres faglige forventninger indfriet efterlyste begge mere udvikling i deres arbejde som sygeplejerske. Den ene udtrykte det således: ”Jeg synes meget, at jeg er hænderne, der laver arbejdet.”

De to sygeplejersker var begge meget bevidste om de elementer i deres uddannelse, som relaterer sig til udvikling og forskning, og de havde en klar forventning om, at det indgik i arbejdet på sygehuset. De savnede faglige diskussioner med kollegaer og efterlyste initiativer fra ledelsen, som kunne understøtte den faglige udvikling i afdelingerne.

De oplevede, at bl.a. sygeplejekonferencer blev nedprioriteret i forhold til de instrumentelle opgaver: ”Et eller andet sted virker det, som om vi er lægernes håndlangere i stedet for, at vi er sygeplejersker med vores eget speciale,” forklarede den ene sygeplejerske.

Generelt fandt de, at arbejdet på sygehusene var præget af, at kurser og efteruddannelse ikke blev prioriteret, bl.a. pga. mangel på sygeplejersker.

På afdelingen, hvor den ene sygeplejerske arbejdede, var der løbende nogen på efteruddannelse, men samtidig understregede

Side 19 

hun, at det var op til den enkelte at tage initiativ til efteruddannelse. Der var ingen forventning fra ledelsens side om engagement. ”Jeg synes, at der er en forventning om, at man kommer og passer sit arbejde, og så er det det.”

Begge sygeplejersker udtrykte en form for skuffelse over ledelsens rolle i forhold til udviklingen. De havde haft en forventning om, at afdelingen ville være med til at udvikle dem som sygeplejersker.

Som konsekvens af utilfredshed med de ringe muligheder for udvikling siger den ene: ”Jeg vil enormt gerne være tæt på sygeplejen og patienterne, men hvis der ikke bliver flere muligheder for, at man kan udvikle sig og lave nogle af de ting, der er sjove, så tror jeg helt klart, at det har den betydning, at jeg kan finde på at forlade faget.”

Savner rollemodeller

Tryghed, usikkerhed og kompetence var nogle af de ord, der gik igen. Det, som afspejlede sig, var, at informanterne savnede rollemodeller i deres arbejde. Det var især den ene informant, der talte meget om usikkerheden ved arbejdet som sygeplejerske. Specielt usikkerhed omkring de akutte situationer fyldte hverdagen. Hun udtrykte et behov for at få støtte fra kollegaer: ”Man kan læse sig til meget, men når man står akut, når man lige pludselig står med en patient, hvor det hele bare vælter, så er situationen en anden.”

Interviewene afslørede, at de to sygeplejersker oplevede en form for mangel på erfaringsudveksling med kollegaer i forhold til den udførte sygepleje. Følelsen af, at de andres faglighed ikke kom dem til gode, var fremtrædende. Det kom bl.a. til udtryk ved, at de nyuddannede sygeplejersker følte sig afskåret fra kollegaerne, bl.a. fordi sygeplejerskerne arbejder meget selvstændigt.

Den ene sygeplejerske gav udtryk for, at arbejdet var så hårdt, at hver enkelt sygeplejerske havde nok i at passe sig selv. Derfor var der ikke overskud til at hjælpe de nyuddannede. Usikkerheden i starten var dominerende, og nu, hvor de begge havde arbejdet halvandet år, var de bevidste om deres kunnen, men stadigvæk fyldte utrygheden ved holdningen ”går den, så går den” meget. Den holdning havde de ofte oplevet, ”og det, synes jeg, er ikke særlig fedt,” formulerede den ene sygeplejerske sin kritik.

En af sygeplejerskerne pointerede, at hun passede semiintensive patienter, hvor der fra afdelingens side var et fastlagt introduktionsprogram, som skulle gennemføres, før man kunne passe dem. Under interviewet kom det frem, at hun endnu ikke havde gennemgået dette pga.”(...) ressourcer og penge (...) man kan ikke tage folk ud af plejen.”

Irritation over oprydning

De nyuddannede sygeplejerskers oplevelser af hverdagen på sygehuset var præget af, at der var mange andre opgaver end den direkte sygepleje. De udtrykte begge irritation over de

Side 20 

afdelingsrelaterede opgaver såsom oprydning: ”F.eks. er sådan noget som sygehjælpere skubbet helt ud af afdelingen. Og der har vi jo overtaget meget af deres arbejde (...) Det fylder rigtig meget,” mente den ene.

På den anden sygeplejerskes afdeling var der sygehjælpere, men oprydning og lignende opgaver var stadig opgaver, som fyldte sygeplejerskens hverdag. Hun udtrykte det således: ”Der er modstand fra sygehjælperne, når vi siger, at det (oprydning/opfyldning) ikke er vores arbejdsområde.”

Begge sygeplejersker udtrykte en klar holdning til, at det at tage sig af patienterne og prøve at finde ud af deres behov var kernen i sygeplejen, men opgaver som stuegang og administrative opgaver fyldte ofte mere i hverdagen.

Ingen tid til udviklingsopgaver

Som supplement til interviewene har jeg brugt resultater fra en undersøgelse, gennemført på Sygehus Fyn, som sætter fokus på, hvad plejepersonalet i 38 dag- og aftenvagter har brugt deres tid på. Undersøgelsens formål var at fastsætte tidsnormering ud fra de aktiviteter, som plejepersonalet brugte deres tid på set i forhold til patienternes plejebehov (plejetyngde). Sammenligning af resultaterne må tages med et vist forbehold, da det ikke er tydeliggjort, hvilken uddannelse plejepersonalet har. Trods dette finder jeg undersøgelsen anvendelig i forhold til at få en fornemmelse af, hvor meget tid der bruges på de enkelte hovedaktiviteter inden for sygepleje.

Hovedaktiviteter og fordelingen af plejepersonalets tid er i den fynske undersøgelse opgjort til: direkte sygepleje 44,6 pct., indirekte sygepleje 23,9 pct., afdelingsrelaterede aktiviteter 20,9 pct., personlig tid 10,2 pct. og andet 0,3 pct.

Undersøgelsen angiver - ligesom de nyuddannede sygeplejersker i min undersøgelse - at der er mange opgaver, som tager tiden fra patienterne. Under halvdelen af plejepersonalets tid bruges på direkte sygepleje. Ydermere viste undersøgelsen, at 9,2 pct. af tiden bruges til administrative opgaver og 4,5 pct. på planlægning og kontorarbejde.

Plejepersonalet brugte 0,1 pct. af deres tid til de udviklings- og forskningsmæssige opgaver, som de nyuddannede sygeplejersker efterlyste, mens 1,0 pct. af tiden gik med møder og konferencer (inklusive transporttid). Til sammenligning kan fremhæves, at plejepersonalet brugte 4,8 pct. af tiden på opfyldning, oprydning og rengøring (2).

Sygeplejen tilsidesættes

De problemstillinger, som fremgår af interviewene, koncentrerer sig om, at de unge nyuddannede sygeplejersker ikke får deres faglige forventninger indfriet i praksis. De nyuddannede sygeplejersker har potentiale for faglig udvikling og fornyelse, men hvis dette potentiale ikke får mulighed for næring og udfoldelse, må det forventes, at en stor del af dem forlader faget. Det er nok specielt vigtigt at være åbne over for de nyuddannede, da de igennem deres uddannelse er ”skolet” til at koncentrere sig om det sygeplejefaglige og til at fortsætte med at udvikle deres kliniske kompetencer. Hvis man sammenligner de nyuddannede sygeplejerskers faglige forventninger med de kvalifikationer, som de - ifølge bekendtgørelsen - skal være i besiddelse af, stemmer de godt overens (3).

De nyuddannede sygeplejersker oplever, at mangel på personale og dårlige normeringer sætter nogle begrænsninger for deres virke som sygeplejersker. De finder det modstridende, at sygeplejen tilsidesættes, samtidig med at en stor del af deres arbejde går med at udføre opgaver, som kunne være udført af andre faggrupper.

Det kan diskuteres, om der ikke altid vil være nogle opgaver af ikke-sygeplejefaglig karakter forbundet med arbejdet som sygeplejerske, men det skal tages seriøst, hvis det er på bekostning af f.eks. udviklingsmæssige tiltag.

I et debatindlæg (4) i Britsh Medical Journal sætter professor Steven J. Lewis fokus på problematikken vedrørende ikke-sygeplejefaglige opgaver, idet han fremfører, at undersøgelser fra bl.a. Tyskland og USA viser, at sygeplejersker bruger en stor del af deres arbejdsdag med at udføre opgaver, som kunne være udført af andre. Det drejer sig bl.a. om rengøring og servicerelaterede opgaver. Det er ineffektivt og kan være med til at forstærke den utilfredshed, som mange sygeplejersker oplever i deres arbejde. Lewis pointerer, at så længe sygeplejersker ikke kun har fokus på sygeplejefaglige opgaver, kan sygeplejerskemanglen ikke kortlægges, hvis den overhovedet eksisterer.

Et væsentligt element i sygeplejerskemanglen - reel eller ej - er, om sygehusene udnytter de kompetencer, som nyuddannede sygeplejersker besidder i kraft af deres uddannelse, eller om der fortsat lægges vægt på en forestilling om sygeplejen som et kald, hvor sygeplejersker varetager alt fra den direkte pleje til oprydning.

Praksis bør følge med udviklingen

De tendenser, der tegner sig for sygeplejepraksis, skal tages alvorligt, og jeg mener, det har implikationer for en række tiltag:

  • Tilrettelæggelse og nytænkning af arbejdet i praksis
  • Delegering af ikke-sygeplejefaglige opgaver til andre faggrupper
  • Øget fokus på den forandringsproces, som ændringen af sygeplejerskeuddannelsen medfører
  • Det ledelsesmæssige områdes overvejelser omkring udviklingsmæssige tiltag i praksis
  • Større fokus på overgangen fra sygeplejestudiet til arbejdet som færdiguddannet sygeplejerske.

Det er vigtigt for sygeplejefaget, at praksis følger med den udvikling, som der er sket inden for den uddannelsesmæssige del af faget; hvis ikke risikerer vi, at praksis stagnerer, og de nyuddannede sygeplejersker ikke ønsker at arbejde i praksis, da det ikke indfrier deres forventninger til det at være sygeplejerske.

Dorthe Boe Danbjørg er stud.cur. og ansat på børneonkologisk afdeling på Rigshospitalet.

Litteratur

  1. Kupferberg F. kald eller profession - at indtræde i sygeplejerskerollen. Dansk Sygeplejeråd og Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 1999.
  2. Sygehus Fyn. Aktivitetsstudie; 2001.
  3. Undervisningsministeriet. Bekendtgørelsen om sygeplejerskeuddannelsen http://www.retsinfo.dk/DELFIN/HTML/B2001/0023205.htm.   
  4. Lewis SJ. Extent of shortage will be known only when nurses spend all their time nursing. British Medical Journal 2002;325:1362 (7 December 2002).