Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Stafetten: Hvad laver en arbejdsmiljøsygeplejerske?

En arbejdsmiljøsygeplejerske kan beskæftige sig med mange forskellige ting. Det afhænger af, hvor man er ansat og til hvilke opgaver.

Sygeplejersken 2003 nr. 44, s. 25

Af:

Kirsten Buur Hove, arbejdsmiljøkonsulent

Siden 1996 har jeg været ansat som arbejdsmiljøkonsulent i Sundhedsforvaltningen i Vejle Amt, i princippet som konsulent for godt 5.000 medarbejdere og ledere, der arbejder på sygehusene i Vejle Amt.

Jeg blev bl.a. ansat til at opbygge og vedligeholde en rådgivende funktion i forhold til de seks sygehuse i amtet og at være sagsbehandler på henvendelser fra f.eks. Arbejdstilsynet, Bedriftssundhedstjenesten eller faglige organisationer. Jeg skal desuden sætte processer i gang og være katalysator for udvikling inden for arbejdsmiljøområdet bl.a. ved at stille ”frække spørgsmål.”

Min hverdag er fyldt med kontakt til mange forskellige mennesker. Jeg deltager i møder, snakker meget i telefon og skriver og modtager mails. Jeg samarbejder med sikkerhedslederne på de seks sygehuse, hvor vi koordinerer arbejdsmiljøarbejdet og udveksler erfaringer. Jeg deltager i planlægningen af medarbejdertilfredshedsundersøgelser på sygehusene sammen med repræsentanter fra medarbejdere, løn- og personalechefer og sygehusledelser og kvalitets- og personalekonsulenter. Jeg samarbejder med faglige organisationer f.eks. Forbundet af Offentlige Ansatte (FOA) og Dansk Sygeplejeråd. Jeg er med i planlægning af uddannelse og undervisning, og fungerer som arbejdsgiverrepræsentant for Vejle Amt i arbejdsmiljøsammenhænge.

Endelig deltager jeg i projekter. Det kan være projekter, som sætter fokus på faktorer, der kan bevare og udvikle arbejdsglæden i hverdagen, eller som udarbejder retningslinjer for indretning af badeværelser og sengestuer til plejekrævende patienter, der tager hensyn til funktionalitet og et godt fysisk arbejdsmiljø, eller projekter som forener faglig udvikling og forebyggelse af arbejdsulykker.

Det er min erfaring, at det går bedst, når der er klare signaler fra ledelsen, og medarbejderne inddrages med deraf følgende engagement og mulighed for at bruge deres kompetencer, og både ledere og medarbejdere skal have mod til at tage ansvar.

For mig handler arbejdsmiljøarbejdet meget om at lytte, sikre relevant viden/information til de rette personer, skabe synlige og gennemskuelige processer og skabe dialog på tværs af faggrupper, hierarkier og arbejdstager- og arbejdsgiverparterne. Jeg forsøger at leve op til Søren Kierkegaards ord: ”Hvis det skal lykkes mig at føre et menneske hen mod et bestemt mål, må jeg først finde hen, der han befinder sig og begynde lige der. Den, som ikke kan det, snyder sig selv, når han tror, at han kan hjælpe andre.” Det lykkes ikke altid, men jeg forsøger fortsat.

To dage ikke er ens, og arbejdsopgaverne ændrer og udvikler sig løbende. Jeg har et spændende job inden for arbejdsmiljøområdet, et vigtigt område, fordi medarbejderes trivsel og udvikling og kvaliteten af det arbejde, der udføres på sygehusene, hænger uløseligt sammen. 

Kirsten Buur Hove, der er ansat som arbejdsmiljøkonsulent i Sundhedsforvaltningen i Vejle Amt, har givet stafetten videre til chefsygeplejerske Anna Birte Sparvath, som vil besvare spørgsmålet: Hvilken sammenhæng ser du mellem ledelse og psykisk arbejdsmiljø?