Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygepleje med et muntert smil (lang net-version)

Sankt Vincents hospitalslære II

Sygeplejersken 2004 nr. 11, s. 0

Af:

Pia Loyau, sygeplejerske, journalist

Sygeplejersken i aktion

Nu havde søstrene et reglement, nemlig Sankt Vincents ”Reglementet fra Angers” at støtte sig til i pionerarbejdet med at opstille og udføre en systematiseret sygepleje på Saint-Jean hospitalet i Angers. Nu var det med at kaste sig ud i opgaven.
Når man udfører pionerarbejde, ligger det i sagens natur, at man ikke på forhånd ved, hvilken opgave man går ind til. Det vidste søstrene heller ikke; men Vincent de Paul styrede fra starten og hen ad vejen deres skridt med tusinde gode råd og anvisninger.

Disse anvisninger skulle vise sig at være endog aldeles fremsynede - og mange af dem aktuelle den dag i dag - også i et moderne hospitalssystem. Et faktum, som lægen og forfatteren Jeanne Martin du Theil gang på gang gør opmærksom på i sin bog om Sankt Vincent de Pauls hospitalslære ”La Doctrine Hospitalière de Saint Vincent de Paul,” som denne gennemgang bygger på.

Det første, en sygeplejerske måtte lægge sig på sinde, var at efterligne Gud, så de fattige kunne genkende Gud i søstrenes godhed; sygeplejersken skulle behandle de syge med ”mildhed, medfølelse og kærlighed.” Det gjaldt også ”de mest ubehagelige og vanskelige,” og det uden at tage hensyn til hverken antipati eller sympati. Dernæst skulle sygeplejersken være i besiddelse af stor tålmodighed, anbefalede både Vincent de Paul og Louise de Marillac i deres skriftlige værker:
”Der er næsten ikke et øjeblik, hvor vi ikke har brug for tålmodighed; en syg er ikke tilfreds…Oh! straks føler I jeres hjerte såret; hvilket middel er der mod det? Ikke andet end tålmodighed” (1).

SY_2004_11_22_01At kunne sætte sig selv til side var en anden dyd, sygeplejerskerne måtte være i besiddelse af: ”Kommer de ved middagstid tilbage fra sygestuen for at indtage deres måltid, må de, hvis lægen eller en anden søster siger: en syg skal have bragt dette medikament, ikke tænke på hvilken tilstand de er i, men glemme sig selv for at adlyde og foretrække den syges vel fremfor deres eget,” sagde Vincent de Paul bestemt (1), Louise de Marillac på sin side bekæmpede med megen energi den moralske slaphed ved at råde søstrene i Angers til at gå til arbejdet ”med så stor ildfuldhed, at de ikke havde tid til at spekulere på dem selv ej heller være så optagne af at granske i deres egen tilfredsstillelse,” står der i hendes breve (2).

Selvom de Barmhjertige Søstre ikke var nonner lukket inde i et kloster i den egentlige kirkelige forstand, for det ønskede Vincent de Paul netop ikke, var de alligevel som søstre og sygesøstre forpligtede til at ”repræsentere Guds vilje” og i deres barmhjertighed vise en total selvfornægtelse. Men det betød trods alt, at sådanne sejre ikke var opnået uden hård kamp og fald på vejen, og at prisen havde været en konstant selvkontrol, skriver Dr. Jeanne Martin du Theil (3).

Et muntert smil!

Denne indre kamp og selvkontrol måtte patienten på intet tidspunkt mærke noget til. Vincent de Paul ønskede ikke, at de fattige syge skulle føle sig som en byrde, så derfor måtte søstrene få deres ofte hårde og utaknemlige arbejde med de arbejdsbetingelser, 1600-tallets hospitaler kunne byde på, til at se tilsyneladende let ud.
Et muntert smil!, sagde Vincent de Paul til søstrene og tilføjede straks i sin visdom: men ikke for muntert. ”Da I er her for at tjene de verdslige lægfolk, må jeres beskedenhed ikke kyse dem. Det kunne forhindre, at I ikke udnyttede det gode, som en behersket munterhed kunne gøre”(1).

Når Vincent de Paul taler om en ”behersket” munterhed, er det for at gøre opmærksom på, at en overdreven munterhed på sygestuerne af patienterne fejlagtigt kunne fortolkes som en mangel på respekt for deres sygdom.

Respekt for patienten

Tavsheden var som smilet også et middel, der skulle doseres rigtigt. ”I skal passe på ikke at tale for meget,” sagde Sankt Vincent: ”Oh, mine søstre, det er en stor fejl og en upassende ting at tale for meget” (3). Tavshed var hvile for patienterne – og forhindrede søstrene i at sige et og mene noget andet i deres hjerte. Tavshed var også en form for diskretion overfor patienterne, hvis de foretrak ikke at tale om deres problemer og bekymringer. Til gengæld var det tilladt og ligefrem påbudt som en professionel forpligtelse at ”indgående informere sig om deres behov” på den udtrykkelige betingelse at kunne ”give dem den nødvendige hjælp uden at være for påtrængende eller have for travlt.”

Forudsat at søstrenes adfærd overfor de syge ikke var ”fastlåst på forhånd, men meget venlig,” kan man altid komme ind på det emne, der berører dem, eller som de kan lide uden at spørge, ej heller insistere på en klodset måde. (4)

Respekten for patienternes integritet og blufærdighed kom også til udtryk i Vincent de Pauls konkrete anvisninger på ”at når man flytter, skifter eller vasker de syge, skal man passe på, at der ikke kommer noget til syne, der kunne støde den kristne sømmelighed.” Denne respekt for patienten som person var et helt nyt begreb, som Vincent de Paul havde indført i 1600-tallets sygeomsorg – og et skridt på vej mod et moderne hospitalsvæsen (3).

Også den taktfulde Louise de Marillac havde i det hele taget forstået, at overdreven iver kunne støde den syge, og at det derfor var en kunst ikke at tvinge en behandling ned over hovedet på patienten, men derimod tilbyde en behandling og få patienten til at acceptere den. Kunststykket blev ikke mindre set på baggrund af, at 1600-tallets ofte smertefulde behandlinger blev udført uden den mindste skygge af anæstesi.

Korpsånd

Princippet om tavshed gjaldt imidlertid ikke søstrene selv – tværtimod - for Vincent de Paul ville have, at søstrene fungerede som et hold med en ånd af fællesskab, kommunikation og venskab. ”Ja, sådan skal det være: I skal kommunikere indbyrdes, sige alt til hinanden. Der er ikke noget, der er mere nødvendigt. Det binder hjerterne sammen, og Gud velsigner de råd, man får ... på den måde går tingene bedre … at der ikke sker noget, at man ikke gør noget, at der ikke siges noget, uden at I hver især ved det. Man skal have denne gensidighed.”(5).

SY_2004_11_22_02Samarbejde og venskab handlede også denne senere instruktion fra 1656 om: ”Åh ja, hvordan skulle disse søstre kunne støtte de fattige syge med barmhjertighed, hvis ikke de kunne støtte hinanden indbyrdes! Hvordan skulle de kunne give ro til de syge, hvis de ikke har fred indbyrdes!” (1).

Til kommunikation og samarbejde føjede Vincent de Paul endnu et vigtigt princip, nemlig princippet om ensartethed helt ned i den mindste detalje. Alle disse elementer resulterede i en korpsånd, der bestemt kunne være gavnlig i den daglige dont på hospitalet; men som blev helt nødvendig og en kæmpe styrke i søstrenes arbejde, da de flere hundrede år senere blev kastet ud i Krimkrigens kaos.

Uddannelse

Samarbejde og venskab var godt, uddannelse nødvendigt. ”Det er rigtigt, sagde Sankt Vincent, at dygtige søstre er et behov, der ligger mig på hjertet” (1).

At ukyndighed kunne være en kilde til bekymring, viser også dette brev til Louise de Marillac: ” Disse officersdamer fra Saint-Germain-de-L’Auxerrois var i går her i huset for at give mig store formaninger … og for at få søstre som ved, hvordan man skal hjælpe til og lave blandinger og lægemidler, som Maries medhjælper ikke ved noget om … Det viser os i hvor høj grad, det var nødvendigt, at I kom til dette sogn, og at alle jeres søstre er godt uddannede” (1).

Det var altså ikke nok, at søstrene var barmhjertige. Vincent de Paul havde indset, at også uddannelse var nødvendig, hvis der skulle ydes ordentlig sygepleje. Og det skulle der. Den katolske præst havde nemlig visioner om et hospital, hvor de syge modtog pleje - vel og mærke af kvalitet.

Kan det på den baggrund undre, at Florence Nightingale omkring 200 år senere skulle drage den konklusion, at ”der findes intet, som den uddannelse Sankt Vincent Ordenen giver kvinder?” Med til søstrenes uddannelse hørte dengang kunsten at kunne årelade, give lavmenter, omslag og medicin – teknikker, der hørte til de almindelige behandlinger.

Søstrene skulle vide: ”… i hvilke tilfælde, de skulle årelade, hvornår de skulle gentage åreladningen, hvor meget blod de skulle trække ud hver gang, hvornår de skulle årelade foden, hvornår de skulle sætte kopper på, hvornår de skulle give medicin i al almindelighed og den specielle medicin, der var beregnet til en speciel sygdom ud af den mangfoldighed af sygdomme, de kunne møde”, sagde Vincent de Paul (1).

Ligeledes opfordrede han søstrene til at suge viden til sig og give den videre: ”Vær omhyggelige med at fastholde den måde, lægerne behandler de syge og de ringe … Alt dette er virkelig nødvendigt, og I vil kunne gøre meget godt, når I er godt oplærte i alt. Det er godt, hvis I holder små forelæsninger om dette emne (1). Som Dr. Jeanne du Theil skriver det, kan man næsten sige, at Vincent de Paul med disse betragtninger om viden og måden at give viden videre på har skabt en første om end rudimentær sygeplejeskole (3).

At Vincent de Paul via sin egen baggrund vidste, hvad han talte om, vidner blandt andet dette konkrete eksempel om i et uddrag fra et brev til Louise de Marillac: ”Jeg har lært, at det ikke er gavnligt så tidligt at forbinde sår, der er helt friske, tværtimod skal man lade naturen arbejde. Ondet helbredes hurtigere, især når såret har blødt godt og afgivet al sit pus”(1).

Indlæggelse og udskrivning

To faser i patientens liv blev i særlig grad foreholdt søstrenes opmærksomhed: ankomsten til hospitalet og afrejsen fra hospitalet. Det var vigtigt, at den nye patient ikke følte sig udleveret til fremmede, og når han senere blev udskrevet, at han da ikke følte, at hans afrejse var en lettelse for sygeplejerskerne, skriver Dr. Jeanne du Theil. Er det ikke let genkendelige og aktuelle behov?

Når søstrene tog imod patienten, skulle de vaske den nyankomnes ben med varmt vand og rense ham for utøj, blev det præciseret, og ”klippe hans hår hvis nødvendigt,” ”skifte skjorte, give en hue eller en hvid hovedbeklædning, og så lægge patienten i seng efter først at have varmet sengelinnedet,” og ”til slut give patienten en varm bouillon og et krus med drikke” (3).

Der er unægtelig lysår mellem vore dages effektive ”patienten møder fastende op parat til OP,” og søstrenes noget mere tiltalende velkomst med den varme bouillon og det opvarmede sengetøj. Nu skal det retfærdigvis siges, at ”behandlingen” i 1600-tallet netop og først og fremmest bestod i at give de fattige, syge og forkomne varm mad og en seng at sove i, for datidens hospitaler var de hjemløse og fattiges sidste tilflugtssted mere, end det var et videnskabeligt baseret behandlingssted.

Alligevel overrasker Vincent de Paul med sin fremsynethed, når han gav søstrene ordre til ”så snart de havde modtaget en ny patient straks at give besked til lægen”(3). Dermed havde han taget endnu et skridt mod det moderne hospital, hvor man behandler og ikke bare opbevarer de syge, gør Dr. Jeanne du Theil opmærksom på.

At der alligevel var lang vej igen mod en behandling, vidner denne lille praktiske anbefaling fra Louise de Marillac til søstrene om. Hun anbefalede ”at pakke tøj og penge sammen, hvis de fattige har sådant, og opbevare det på et sted beregnet til det og ført på lister, så man kan give dem det tilbage, hvis de bliver raske” (4). Læg mærke til det lille forsigtige hvis.

Når først patienten efter lægens godkendelse var udskrevet, handlede det nu ikke mere om behandling men om barmhjertighed, for andet kunne 1600-tallets hjemmepleje og socialforsorg ikke byde på. Man hører om opmuntring til de ”debile,” og trøst til ”dem, som forlod hospitalet med beklagelse.” Mange, som havde glemt angsten for den overståede sygdom, mødte en anden angst, nemlig angsten for det liv, der ventede dem udenfor hospitalets mure, og som næsten altid var miserabelt. Søstrene prøvede med stor blidhed at give dem forvisning om, at ”forudsat de frygtede og elskede Gud, ville han ikke forlade dem.”

Den ansvarshavende søster for udskrivningen var opmærksom på, at man inden udskrivningen ”skulle se til, at patienterne var blevet tilstrækkeligt styrkede, så de ikke fik tilbagefald” (3). Hertil føjede nu den erfarne Louise de Marillac: ”Man skal ikke lade sig rive med af en vis naturlig form for tilbageholdenhed, som kunne få driverter og dovne til at blive for længe” (2).

Som en mor

”De betragter jer som deres plejemor,” sagde Sankt Vincent til sine søstre om de syge. Allerede i 1634, altså før søstrene kom til hospitalet i Angers, gav han udtryk for samme ide: ”I skal forestille Jer, at I er deres synlige skytsengel, deres far og mor” (1).

Med til at være mor hører også en vilje til at kunne sætte sig ud over en naturlig form for afsky, som enhver sygeplejerske kender til vedrørende syn, lugte, kontakt og behandling, skriver Dr. Jeanne du Theil. Søstrene var blevet advaret på forhånd om, at de skulle kunne klare ”de dårlige lugte uden at være sarte … men uden at patienten mærker noget til det” (3). Igen et udtryk for denne ubegrænsede respekt for patienten som menneske, der lå Vincent de Paul så stærkt på sinde, og som var revolutionerende for hans tid.

En mor skal imidlertid også kunne have en fast hånd, når situationen kræver det. Om behandling og medicin sagde Vincent de Paul: ”Sig dem kun imod om det, der ikke er til deres eget bedste; for da vil det være en grusomhed at give dem, hvad de beder om” (1).

At kunne forudse patientens behov er grundlæggende sygepleje. Derfor er det et godt eksempel på Vincent de Pauls fremsynethed, Dr. Jeanne du Theil giver, når hun anfører, at: ”Vincent de Paul bad også søstrene om at gætte problemer og ønsker; forudse koppen, der er uden for rækkevidde, kniven, der er faldet ud af hænderne på de gamle, lyset, som generer, solen, som gør glad og følelsen af frisk luft. Desuden ville Vincent de Paul have, at hans ”kære syge” fik lidt lækkert som æbler, pærer, ristet brød og syltetøj som opmuntring” (3).

Lutter små foranstaltninger, som gør det lettere at være syg, og igen en erkendelse af patientens basale behov. Det var ikke fordi, patienterne kom fra samfundets laveste bund, at de skulle nøjes med det allermest nødvendige for at opretholde livet. Det var revolutionerende tale i 1600-tallets sygeforsorg.

Da søstrene skulle ”være som en mor” for de syge, var det også deres opgave at skabe en familiær stemning omkring dem. Dertil kom udtrykkelige instrukser til søstrene om ikke at tale til patienten på en kold og indirekte måde og da slet ikke kalde patienten ved en form for nummer, men sige ”mit barn!, min bror!, min søster!” eller deres navn (1). Patienten var ikke bare en syg person, men et helt menneske. Det indskærpede Vincent de Paul gang på gang i alle sine anvisninger.

Og den etik efterlevede søstrene flere hundrede år efter under Krimkrigen i deres arbejde med de syge soldater. En såret soldat fortæller i et vidnesbyrd fra Krimkrigen, hvordan han brød ud i tårer, da en søster tiltalte ham ved hans navn, for lyden af sit eget navn havde han ikke hørt, siden han blev soldat.

Og så skulle søstrene i deres omgang med de syge forstå, at ”en klage ikke er en utilfredshed”(1). Med andre ord måtte søstrene lære at tyde det medicinske indhold af patientens klager og ikke bare affærdige ham som ”en besværlig patient.”
At berede den syge til døden var en af søstrenes store pligter.

Ganske vist var de sygeplejersker, men de var også religiøse søstre, der af Vincent de Paul var blevet foreholdt, at plejen af ånd og krop går hånd i hånd. At berede en syg til døden betød overholdelse af de katolske ritualer som en del af frelsen, et ritual, der i høj grad skulle blive brug for senere under Krimkrigen, hvor den sidste olie og en Mariamedalje på brystet samt søstrenes aldrig svigtende tilstedeværelse omkring den døende ofte var, hvad man kunne gøre for den hårdt sårede soldat.

Dr. Jeanne du Theil giver med dette brev skrevet af en søster på hospitalet i en sen nattevagt til Vincent de Paul et eksempel på, hvor svært det kunne være for en sygesøster også dengang at ”nå det hele.”

”Monsieur, jeg er nødt til at opridse disse få linjer om natten, mens jeg våger over de syge, da jeg ikke har et eneste pusterum om dagen. Mens jeg skriver til Dem, skal jeg samtidig forberede to til døden. Først går jeg hen til den ene for at sige: ”Min ven, løft Deres hjerte til Gud og bed ham om nåde.” Når det er gjort, går jeg tilbage for at skrive en eller to linjer, så løber jeg hen til den anden for at råbe til ham: ”Jesus, Maria. Min Gud, jeg tror på dig.” Så går jeg tilbage til mit brev; og sådan går jeg frem og tilbage, skriver til Dem i flere omgange og ved snart ikke, hvad jeg skal tænke og gøre” (3).

De rent plejemæssige anvisninger omkring den døende gik på at give nogle skefulde vin, nogle dråber saft eller anden væske. Man skulle give meget lidt væske, give det forsigtigt og ikke for ofte, og så måtte man ikke gå bort fra patienten.
Den døde skulle begraves med den fromhed og respekt, som hans egen familie ville have vist ham (3).

Respekt

Selvom Vincent de Pauls sygeplejersker var søstre, der skulle være som en mor for patienterne, var søstrene jo også først og fremmest kvinder. Og de syges tak for søstrenes barmhjertighed var ikke altid påskønnelse og respekt; sygeplejerskerne skulle også kunne klare uforskammethed og ondskabsfuldhed.

På en senere forespørgsel fra søstrene i et andet hospital, ”La Fère,” om, hvordan de skulle forholde sig til dette problem, svarede Vincent de Paul: ”Hvis det sker, at en eller anden bliver uforskammet, skal han sættes på plads på en meget bestemt måde. Hvis han igen bliver uforskammet, skal man true ham med at klage. Ligesom man aldrig skal nærme sig dem uden, at det er nødvendigt for deres behov, og da skal man hurtigt udføre, hvad man har at gøre for dem.” Vincent de Paul opfordrede også sygesøstrene til at undgå en ”naturlig tilknytning” til patienten. (3)

Altså, sygeplejersken skulle være som en mor, men samtidig passe på ikke at blive for familiær. Et råd, der i et vist omfang kan være aktuelt også i dag; men som dengang skulle ses på baggrund af, at Sankt Vincents Barmhjertige Søstre som de første ordenssøstre ikke var lukket inde bag et klosters beskyttende mure. Søstrene blev tværtimod efter Sankt Vincents udtrykkelige ønske som aktive sygesøstre sendt derud, hvor behovet for hjælp fandtes: i fængslerne, i tugthusene, hos galejfangerne og på gaden.

Søstrene var ofte sammen to og to, men løb trods alt som kvinder den risiko alene ude i marken at blive konfronteret med elementer fra samfundets hårdeste miljøer. Vincent de Pauls ekspeditionskorps af søstre var noget af et vovestykke set med samtidens øjne, og en ulastelig moral var derfor strengt nødvendig for at bevare respekten omkring de kvindelige sygeplejere.

Det gjaldt også indenfor hospitalets mure, hvor sygesøstrene som kvinder skulle udgøre autoriteten overfor patienterne, der jo også var mænd. Derfor skal man nok se Vincent de Pauls anvisning til søstrene om ikke at opholde sig unødigt hos den enkelte patient, ikke som et udtryk for mangel på medfølelse eller et ønske om et hurtigt overstået arbejde men som en foranstaltning, der skulle sikre søstrenes uangribelige moral og beskytte dem selv mod unødige grovheder.

Den tætte kontakt mellem de kvindelige sygeplejersker og de mandlige patienter blev i høj grad aktuelt i en krigssituation. Da de franske søstre under Krimkrigen passede soldaterne, var der gået nogle hundrede år siden, de første sygesøstre på ”pilot-hospitalet” i Angers havde bevist, at dette kunne lade sig gøre i gensidig respekt med tilbørlig hensyntagen til den kristne moral og sømmelighed. De franske søstre nød altså godt af flere hundrede års indvunden respekt. Alene synet af søstrenes store stivede slør på sygesalene var i sig selv en beskyttelse og garant for soldaternes agtelse.

Samme dækning bag et beskyttende slør havde i sagens natur Florence Nightingale og hendes sygeplejersker ikke, da de drog til Krim for at pleje de engelske soldater. Der havde da også inden afrejsen været debat hjemme i Victoriatidens moralske England om det sømmelige og fornuftige i at sende unge kvindelige sygeplejersker lige lukt ind i soldaternes rå verden. Et forbehold, der skulle vise sig at være ubegrundet, i og med at de mange vidnesbyrd fra Krimkrigen alle rummer udtryk for de engelske soldaters respekt og taknemmelighed overfor Florence Nightingale og hendes sygeplejersker.

Set i en tidssammenhæng kan man sige, at Vincent de Pauls første sygesøstre skabte revolution ved at forlade bønnen for på en professionel måde at pleje og behandle de syge; men stadigvæk var deres retmæssige identitet som sygeplejersker, at de både var søstre og sygesøstre. Florence Nightingale tager et par hundrede år senere, da hun sammen med sine engelske ikke religiøse sygeplejersker drager af sted til Krimkrigen endnu et skridt videre mod den moderne professionelle pleje ved på trods af tidens skepsis at løsrive sygeplejen fra det religiøse.

Ro, renlighed og orden

” Man kan virkelig frygte, at de (sygesøstrene), når de bliver bebyrdet med for mange gøremål, ikke kan være så nøjagtige i deres arbejde og varetage den renlighed, der er nødvendig i hospitalerne … de syge vil så være i meget stor fare for at lide under det” (2).

Endnu et indlæg i den aktuelle debat om normeringer fra en chefsygeplejerske, der må gøre de ansvarlige beslutningstagere opmærksom på, at behov og ressourcer skal stemme overens i hospitalerne, hvis sygeplejerskerne skal have overskud til at kunne udføre deres arbejde optimalt til fordel for patienterne? Nej, såmænd et hjertesuk fra Louise de Marillac, nedfældet i et brev dateret 1650 til Monsieur de Vaux, en af Angers-hospitalets administratorer.

Der er på det tidspunkt gået flere år, siden Louise de Marillac og de to første søstre ankom til Saint-Jean-Hospitalet i Angers i 1639. Modellen for Angers-hospitalets sygepleje efter Vincent de Pauls forskrifter havde i 1650 bredt sig til flere hospitaler i Frankrig, hvis hospitalsstandard var på vej op, og mange erfaringer var blevet høstet hen ad vejen. Blandt andet også erfaringen om, hvor vigtigt det er for hospitalets drift, at arbejdet er velorganiseret, og ressourcerne godt udnyttede. Det gjaldt også en faktor som tiden. ”Oh, mine søstre, sagde Sankt Vincent til dem, man skal være omhyggelig med at udnytte den tid, som Gud vil bede os om et meget nøjagtigt regnskab for” (3).

Når Louise de Marillac nævner renlighed i sit brev, er det, fordi renligheden på hospitalerne var en dyd og en nødvendighed, som hun selv og Vincent de Paul ofte foreholdt søstrene: ”De skal tømme potterne, bækkenerne og spytbakkerne,” og ”de skal ofte gøre rent i sygestuerne” (1).

Louise de Marillac var efter at have iværksat sygeplejen på hospitalet i Angers nu tilbage i Paris, hvorfra hun via en omfattende korrespondance styrede og overvågede ikke bare Angers hospitalet, men alle de andre hospitaler, der siden var kommet i søstrenes varetægt.

Rengøring, vedligeholdelse af sygestuerne og de syges personlige hygiejne optog en stor plads i hendes breve, gør Dr. Jeanne du Theil opmærksom på. Louise de Marillac kunne konstatere, at disse forhold ikke var i orden på hospitalerne i Paris og frygtede, at søstrene hen ad vejen skulle give efter for en lignende forsømmelighed. ”Har I jeres håndklæder tæt ved de syges senge? Og holder I dem godt rene?” spurgte hun Søster Elisabeth Martin, der var taget til hospitalet i Nantes. Og i et referat af søstrenes ankomst til Nantes-hospitalet: ”Straks den næste dag gik alle vore søstre med stor nidkærhed og velvilje i gang med at gøre rent og rydde op i kvindernes sygesal, som var i den værst tænkelige stand” (3).

Kosten var i datidens sygepleje et meget væsentligt element lige som behandling af den syge. ”Søsteren skal være nøjagtig med at overholde tiderne for lægemidler og mad,” sagde Louise de Marillac. Og Vincent de Paul: ”Pas på, mine søstre, at I ikke lader de syge lide under, at I ikke har bragt dem deres mad til tiden. Dette er meget vigtigt” (3).

Kosten var i det hele taget vigtig i Frankrig – dengang som nu! Dr. Jeanne Martin du Theil fortæller, at de fleste syge ønskede at få brød og vin - og en kost, som de var vant til, i deres hjemegn.

En samtale mellem en af Nantes-hospitalets administratorer på besøg i Paris og Louise de Marillac resulterede i følgende brev som konklusion: ”Han fortalte mig om krydringen af Deres kød; jeg tror ikke, De skal lave for meget vrøvl, men komme lidt hele nelliker i, eftersom det er skik på egnen, ligesom, min søster, I også skal lave kødsupper til dem, der er mest syge … og små ragout’er til de skrantende. Det koster ikke mere, og de bliver stærkere af det; nogle gange skal der så lidt til for at gøre selv de mest vanskelige tilpas” (3).

Det var ikke bare patienternes kost, søstrene skulle sørge for i den daglige hospitalsdrift. Søstrene var af hospitalets administratorer blevet betroet alt, hvad der vedrørte patienternes behov, en tillid, der samtidig betød et stort ansvar, og som derfor skulle styres korrekt. ”Ingen barmhjertighed uden anordninger og slet ikke uden lydighed,” sagde Sankt Vincent i sine foredrag (1).

På sin side anbefalede Louise de Marillac søstrene i Arras ”med fornuft at styre de midler, de får til forvaltning,”(4), og sendte følgende anbefaling til Saint-René-Hospitalet i Nantes: ”I Guds navn skal I styre de fattiges midler så godt, som I kan, og sørg for, at vore søstre gør det med hengivenhed”(2).

Der var ikke tale om, at søstrene skulle administrere pengesager, det drejede sig mere om materiel som lægemidler, brød, forbindinger, linned, skjorter og tøj til de syge og lejlighedsvis lys, varme … ”Hvis man vil betro dem at administrere de fattiges jordiske gods, må de bede sig undskyldt…,” dog ”Hvis de blev nødt til at forestå nogle mindre udgifter, at så plejemoderen (Soeur-Servante) skriftligt noterer det beløb, hun modtager …at hun nøjagtig noterer det som en udgiftspost, så hun kan stå til regnskab for beløbet” (4).

Skulle søstrene være omhyggelige med patienternes midler, måtte de være endnu mere opmærksomme på at være sparsommelige med udgifter til deres eget ve og vel. De fattiges sygekost måtte være god nok også til dem, det var en måde for søstrene at nærme sig de fattige. Louise de Marillac gik et skridt videre: hun ønskede, at man lavede ”en suppe specielt til søstrene, da det ikke var rimeligt, at de skulle spise de syges suppe, med mindre de selv var syge” (2).

Allerede i 1640 havde Vincent de Paul forudset misbrug og kritik, skriver Dr. Martin du Theil. Vincent de Paul erklærede i et brev, at ”overalt klager man over, at de tager det, der er beregnet til de syge. Det er nødvendigt at lave en regel om, at de ikke under noget som helst påskud kan spise, hvad der er beregnet til de syge” (1).

Ifølge Dr. Jeanne Martin du Theil forholdt det sig faktisk sådan, at søstrenes økonomi i starten ikke var helt adskilt fra de fattiges, og klodsethed fra deres side og bagtalelse udefra kunne ramme barmhjertighedsgerningen og gøre megen skade. Hun konkluderer, at administratorernes overgivelse af det fulde ansvar for hospitalets daglige drift til søstrene betød en dobbelt forpligtelse for dem, dels overfor de syge, dels overfor hospitalet; men at regnskaberne fra Saint-Jean-Hospitalet i Angers beviste, at søstrene med omhu opfyldte deres pligt.

Søstrene og de herrer læger

Selvom søstrene handlede frit angående de syges forhold, var de alligevel lægernes lydige hjælpere. Vincent de Paul og Louise de Marillac gentog gang på gang, at søstrene skulle ”vise stor respekt” og ”stor ære” overfor de herrer læger og ”adlyde i et og alt og passe på ikke tage fejl af en af deres forskrifter” (3). Vincent de Paul passede også på, at lægens elskværdighed overfor sygesøsteren ikke ændrede noget i deres indbyrdes forhold: ” Hvorfor skulle I, under påskud af at I kender hinanden, at de taler frit til jer, ikke vise dem den ære og respekt, som I skylder? Oh, mine søstre, jeg beder jer, pas på det” (1).

Ganske vist skulle søstrene adlyde lægens ordrer, men ikke på en ufornuftig eller mekanisk måde, og lydigheden skulle kun gælde det rent medicinske område. De syge og deres behandling var lægernes område, og søstrene måtte aldrig ”gå i gang med at ernære eller behandle en syg med medicin mod de personers vilje, som de var underlagt, eller mod en given ordre” (1).

Vincent de Paul gav i sine foredrag meget klar besked på området: ”I skal ikke sige deres forskrifter imod, heller ikke lave om på lægemidlerne, komme nøjagtig det i lægemidlerne, som de siger, det gælder både dosis og ingredienser. Nogle gange kan det betyde noget for et menneskes overlevelse …og hvis nogle gange I synes, at en ikke gør det lige så godt som en anden, så vær forsigtig med ikke at undervurdere dem, for det er uvidenhed, der forhindrer jer i at forstå, hvorfor lægerne følger forskellige metoder til at behandler de syge, metoder, som ikke desto mindre har samme effekt” (1).

Søstrenes observationer var imidlertid vigtige oplysninger for lægerne. Louise de Marillac opfordrede søstrene til ”meget omhyggeligt at lægge mærke til alle patientens symptomer og ændringer af tilstanden for at kunne underrette om det” (4).

Vincent de Paul forklarede i 1657 i et foredrag om lydighed at ”Ja, man skal nøjagtig følge en forskrift. – Men Monsieur, hvis han giver mig ordre på at årelade en person, som vil dø af det? – Min søster, man skal adlyde ham. Hvis tilfældet er, at De ser en ændring i sygdommen, efter at lægen har ordineret denne åreladning eller dette lægemiddel, bør De underrette ham om det; for man skal gøre, hvad lægen har sagt med mindre, som jeg sagde, at der sker en voldsom ulykke, som når patienten besvimer, så kan man sige til lægen, hvad der skal gøres. Men derudover skal man aldrig gøre anderledes, end lægen har ordineret” (1).

To år senere - i 1659 - kommer Vincent de Paul ind på det samme emne: ”Adlyde undtagen hvis tvingende omstændigheder som forværring i en patients tilstand, feberrystelser eller svedeture eller lignende gjorde det nødvendigt at handle anderledes … gøre alt, hvad de herrer læger forskriver, fordi hvis der sker noget med uheldig følge for patienten, vil I være ansvarlige, undtagen hvis der, som vi har sagt, er tale om en forhindring på grund af de tre årsager” (1).

Disse eksempler fra Dr. Jeanne du Theils bog er vel ikke helt fjerne fra den problemstilling, der også i dag kan opstå omkring ansvarsfordeling mellem den unge læge og den erfarne sygeplejerske?

Enhed gør stærk

Saint Vincent de Paul forudså, at kun enhed i gerningen kunne sikre et frugtbart arbejde. Derfor havde han kortfattet, men klart fastsat regler for sine sygeplejerskers forhold til dem, de var underlagt i forholdet til administrationen og til lægerne. Han overlod det til hver enkelt Supérieure’s (= plejemor, i dag svarende til forstanderinde) klogskab at handle efter omstændighederne.

Hun centraliserede søstrenes handlinger, og alt vedrørende beslutninger, klager og forsøgsordninger skulle gå gennem hende, ligesom ansvaret for den en gang vedtagne orden også hvilede på hendes skuldre, skriver Dr. Jeanne Martin du Theil. Men alle søstrene i hospitalshierarkiet skulle ”adlyde og ære de herrer administratorer på de hospitaler, hvor de tjente de fattige.”

Plejemor skulle være underrettet om alt på hospitalet, det var søstrenes pligt. Hvis søstrene var i tvivl om noget vedrørende en behandling, skulle de først spørge plejemor. Vincent de Paul skar igennem: ”Når jeg siger plejemor, er det, fordi man ikke skal lytte til, hvad en anden søster siger, når hendes råd går i en anden retning. For hvis man skulle lytte til alle, ville man aldrig gøre noget rigtigt” (1). Enhed gør stærk, også i forholdet til patienterne. Derfor rådede Vincent de Paul også den enkelte søster til ikke at efterkomme et ønske fra en patient, som en anden søster lige havde afslået, skriver Dr. Jeanne Martin du Theil.

Søstrene tog sig i 1600 tallets hospitaler af alle funktioner fra sygepleje til køkken, bryggers, linnedrum og apotek, derfor måtte deres indbyrdes samarbejde også her bygge på forståelse for hospitalets samlede funktion og patienternes vel. Navnlig søstrenes apotekertjeneste var omgivet med stor opmærksomhed, og Louise de Marillac rådede ”apotekersøsteren” til at være ”forsigtig, meget omhyggelig og velgørende” (3). Linnedskabene skulle også være i den største orden med tal på hvert et lagen, og kun den ansvarlige søster var i besiddelse af den vigtige nøgle.

Man begynder at ane, hvorfor Florence Nightingale nogle hundrede år senere var imponeret af de franske søstres organisation. Hun måtte under Krimkrigen på stedet, midt i det kaos, de tusinde sårede og syge soldater skabte, bygge systemer op netop for noget så basalt som linned og forbindinger. Til sammenligning kom de franske søstre til Krim med hele deres velorganiserede og flere hundrede år gamle infrastruktur i bagagen, som byggede på en nøje fastlagt uddelegering af roller og ansvar og stor indbyrdes respekt og sammenhold.

Uforgængelighed

Rom blev ikke bygget på en dag, det gjorde Vincent de Pauls hospitalstjeneste heller ikke. Et var at erkende fejlene ved fortidens systemer, et andet var at bygge et nyt og bedre op fra bunden. Den slags tager tid; men netop tiden var en positiv faktor for Vincent de Paul. Det fremgår af Sankt Vincent-forskeres værker, at hans metode aldrig var at skaffe de hurtige fremadfarende løsninger på de problemer eller udfordringer, man stillede ham overfor. Vincent de Paul analyserede problemerne til bunds, skitserede i detaljer en løsningsmodel, opstillede rammer, sikrede både sine fattige syge og sine søstre så godt som muligt – og lod tingene udvikle sig.

Der var plads i Sankt Vincents modeller til at lære af sine erfaringer og dermed rette regler og anvisninger til efter praksis; men samtidig havde han ved sit minutiøse forarbejde og sin store indsigt gjort alt, hvad der var muligt for at komme fejltagelser i forkøbet. Det vigtigste i Sankt Vincents hospitalslære er nok, at han åbner op for fremtidens udvikling og videnskabelige fremskridt ved konstant at opfordre til, at man tilpasser udførelsen af hans reglement efter tid, sted og omstændigheder. Denne egenskab til at se langt frem sammenholdt med Vincent de Pauls store indsigt i patientens basale og dermed evig gyldige behov er den helt store styrke i hans hospitalslære.

Når Saint Vincent i sin tid sagde ”Mine kære søstre, tag allerede nu beslutningen om ikke at ændre noget, hverken i Mademoiselles levetid eller efter hendes død, og heller ikke efter min egen, men hold ukrænkeligt fast i de gode vaner, som hører til” (1), lå der ikke indbygget en lukket dør mod fremtiden, men et stærkt ønske om, at søstrene ville bevare det essentielle i hans hospitalslære. En opfordring søstrene fulgte til punkt og prikke, både på Saint- Jean-Hospitalet i Angers og i de mange hospitaler, der senere tog Sankt Vincents reglement fra Angers til sig.

Det er Vincent de Pauls hospitalslære, de franske søstre havde med i deres åndelige og praktiske bagage til Krim, da krigen brød ud 215 år efter, at Vincent de Paul sendte sit reglement til Saint-Jean-Hospitalet i Angers.

Litteratur

  1. Coste P. Saint Vincent de Paul, Correspondance, Entretiens, Documents. Paris: J. Gabalda, Editeur; 1920.
  2. Lettres autographiées de Louise de Marillac. Paris: Filles de la Charité, rue du Bac; uden angivet dato.
  3. Martin du Theil J. La Doctrine Hospitalière de Saint Vincent de Paul. Paris: Louis Arnette, Libraire à Paris; 1939.
  4. Gobillon N. La Vie de Mlle Le Gras. Paris: André Pralard; 1676.
  5. Equipes Saint-Vincent. Publikation marts 1993. Paris: Editeur Equipes Saint-Vincent AIC France; 1993.

Litteraturhenvisningerne vedrørende kilderne 1, 2 og 4 stammer fra Jeanne Martin du Theils bog ”La Doctrine Hospitalière de Saint Vincent de Paul”.