Brug for tre slags hjemmesygeplejersker

Aase Koch er ledende sygeplejerske i Rødekro Kommune med 11.000 indbyggere, nabokommune til Aabenraa. Foto: Palle Peter Skov.

Hjemmesygeplejersken har i mange år været indbegrebet af en generalist. Men de tider, hvor alle hjemmesygeplejersker havde samme slags opgaver, er ved at være forbi, som Aase Koch ser det. 

Hun er ledende sygeplejerske i Rødekro, en kommune med 11.000 indbyggere, hvor lovens krav om en særskilt visitatorfunktion har givet bureaukrati og ekstraarbejde i en ellers decentral struktur.

Men fremtiden er ikke kommuner med 11.000 borgere, hvor der er for få visitationsopgaver til at holde funktionen bemandet hele ugen igennem. 

Fremtiden er større enheder og nye opgaver. I dag bruger kommunens hjemmesygeplejersker 51 pct. af deres tid på medicin, 36 pct. på sårpleje og andre behandlings- eller undersøgelsesopgaver og 12 pct. på personlig pleje. Om fem eller ti år vil billedet se helt anderledes ud. 

”Jeg tror, vi kommer til at gå flere veje,” siger Aase Koch. 

”Hjemmesygeplejen vil blive en mere integreret del af behandlingssystemet. Hvordan det så skal organiseres, vil afhænge af, hvad der sker af strukturændringer i kommunerne. 

Der vil også være en forebyggende del, hvor sygeplejersker kommer til at indgå, men som en del af noget tværfagligt. Som sygeplejersker har vi haft det med at brede os mere, end godt er. 

Endelig tror jeg på, at der stadig skal være sygeplejersker på hjemmehjælpsområdet. Men det skal være i en anden funktion end i dag.” 

Smidighed går tabt 

I de 11 år, Aase Koch har været leder i Rødekro, er der sket radikale forandringer. Meget større krav til sagsbehandling og dokumentation, nye opgaver som posedialyse og trakeostomier og en vis specialisering blandt hjemmesygeplejerskerne. 

Hjemmesygeplejen har indført dosisdispensering hos en del af borgerne, men der er stadig mange opgaver, som hedder noget med medicin. 

”Medicinadministration er jo ikke en rent teknisk opgave. Den kan indeholde både vejledning og omsorg, og i de hjem, hvor der har ligget andet i ydelsen end dosering, bliver sygeplejerskerne ved med at komme,” siger Aase Koch. 

Den seneste store ændring er det frie leverandørvalg på hjemmehjælpsområdet. 

Hvor alle hjemmesygeplejersker før visiterede til hjemmehjælp, har to sygeplejersker nu fået visitation som en særlig arbejdsopgave. 

Det giver selvfølgelig en mere ensartet behandling af borgerne. Men smidigheden er væk, konstaterer Aase Koch. 

”Og vi bruger vældig meget tid på at udveksle information og overdrage ting til hinanden. 

Når en borger kommer hjem fra sygehuset og skal have meget mere hjælp, skal visitatoren først selv lære borgeren at kende. Eller hun må have informationen fra den sygeplejerske, der kender ham, ved hvordan hjemmet er indrettet og kender alle de andre små detaljer, der betyder noget.” 

For at forenkle sagsgangen har Rødekro indført en ordning, hvor hjemmesygeplejersken stadig kan visitere i et vist omfang. 

”Hvis en borger har brug for flere besøg til hjælp til at komme på toilettet, kan vi jo ikke sige, at vi først kan hjælpe ham på onsdag, når visitator er på arbejde igen,” bemærker Aase Koch. 

”Vi må finde en måde at gøre det på, så loven ikke ødelægger mulighederne for at give borgeren et godt forløb.” 

Generalist med speciale 

Aase Koch forestiller sig fremtidens hjemmesygepleje inden for rammerne af en stor kommune, hvor der er gode muligheder for specialisering. Der vil være rene specialfunktioner som visitation og planlægning. 

”Og jeg tror, visitationsenheden i en større kommune vil være tværfagligt sammensat. Sygeplejersken skal selvfølgelig stå for behandlings- og omsorgsdelen, men hun er nok også den, der skal samle trådene. 

Den sygeplejerske, vi har som forebyggende, ser f.eks. andre ting end terapeuten. Hun ser hele hjemmet, og hvor det er, vi skal gå ind. Det er så fortærsket at tale om helheden. Men det drejer sig altså ikke bare om, at borgeren skal lære at tage strømper på.” 

Ude i marken skal der være en stor gruppe sygeplejersker, som er generalister, mener Aase Koch. 

”Dem kan vi ikke undvære. Borgeren skal ikke have ti forskellige sygeplejersker, fordi han har ti forskellige diagnoser.” 

De vil have en kombination af basisviden Side 15

og et område, hvor de er specialister. 

”Ikke sådan at forstå, at de skal udføre alle opgaver inden for området. I en kommune med måske 60.000 indbyggere vil det koste alt for meget i tid og transport, hvis specialisterne skal køre i hele kommunen. 

Men de skal have en slags specialeansvar. Være opdateret, så de kan vejlede deres kolleger, og de skal sørge for, at de nødvendige materialer er til stede.” 

Samarbejde med sygehuse 

Sygeplejerskerne i marken vil komme til at bruge megen tid på at koordinere i forbindelse med de nye behandlingsopgaver. 

Det viser erfaringerne fra den terminale pleje, hvor Rødekro Kommune siden slutningen af 80´erne har haft et samarbejde med Sønderjyllands Amt. 

I fremtiden vil en lang række patientgrupper kunne blive i deres hjem, selv om de har store behandlingsbehov. 

”Det er en udvikling, vi allerede har set i det små, og det vil være til borgernes bedste,” siger Aase Koch. 

De nye patientgrupper vil kræve et veludviklet samarbejde med specialafdelingerne på sygehusene, og det bliver ikke helt billigt i tid og transport. Efter den nyeste strukturændring i Sønderjyllands Amt har kommunen borgere liggende på samtlige fire sygehuse. 

Men Aase Koch kan kun se det som en fordel for patienterne, at sygehusafdelinger og hjemmepleje lærer hinanden bedre at kende. Hun har gode erfaringer fra en ordning, hvor sygeplejersker fra kommunen kom på studiedage på Aabenraa Sygehus, mens sygehussygeplejersker kom på studieophold i hjemmeplejen. 

”Det flyttede noget, at hjemmesygeplejerskerne fik set, hvad sygehuset gjorde for diabetes- og apopleksipatienter. Og at sygeplejerskerne fra sygehuset så, hvad der kan lade sig gøre i eget hjem, og hvilke informationer det er vigtigt at give.” 

En forudsætning for at flytte behandlingsopgaver ud er selvfølgelig, at der er økonomi til det, tilføjer Aase Koch. 

”I den nuværende struktur ser vi på økonomien og siger: Det er vist ikke vores opgave. 

Men hvis kommunerne skal betale for behandlingen, får vi også et incitament til at forebygge, og det kan jeg se en mening med. For det gør vi simpelthen ikke godt nok i dag.” 

Tværfaglig forebyggelse 

Forebyggelsen er det andet område, hvor Aase Koch kan se opgaver for fremtidens hjemmesygeplejersker. De skal også være specialister, for sundhedsfremme og forebyggelse kræver en anden tilgang end pleje- og behandlingsopgaver. 

Politikerne har besluttet, at der skal oprettes et sundhedscenter i Rødekro i 2006. Det kan f.eks. danne rammen om kostvejledning, motion, diabetesskole og andre former for sundhedspædagogik. 

Men i forebyggelsen må sygeplejerskerne arbejde sammen med terapeuter, diætister og andre faggrupper, understreger Aase Koch. 

”Jeg tror ikke på, at et sundhedscenter kan fungere uden en tværfaglig styregruppe til at prioritere indsatsen.” 

Forebyggelse kan også være at vedligeholde eller genoptræne borgernes daglige færdigheder i hjemmet. Det ser Aase Koch dog først og fremmest som en terapeutopgave. 

”Den store hurdle er, hvordan vi får fat i borgerne, inden de kommer ind i vores system. 

De forebyggende hjemmebesøg opfanger nogle behov, men en anden indgang kunne være den første anmodning om hjælp til rengøring. Den er jo tegn på en eller anden form for svækkelse.” 

Det tredje område, hvor Aase Koch kan se opgaver for fremtidens hjemmesygeplejersker, er det sociale, dvs. hjemmehjælpsområdet, madordninger mm. 

Traditionelt har det sundhedsfaglige og det sociale været flettet sammen i kommunernes hjemmepleje, og hjemmesygeplejersken har ubesværet bevæget sig fra det ene til det andet. 

Men efterhånden har lovgrundlaget for hjemmesygepleje og hjemmehjælp udviklet sig så forskelligt, at man må skille de to områder ad, mener Aase Koch. 

”Vi er nødt til at vide, om vi arbejder ud fra lov om hjemmesygepleje eller ud fra serviceloven, hvor der er frit leverandørvalg.” 

Hun fastholder, at der er brug for sygeplejersker som koordinatorer og faglige vejledere, også i det sociale område. 

”Det er ganske vist sociallovgivningen, der siger, at vi skal yde personlig pleje. Men behovet kommer jo af en eller anden form for svækkelse og sygdom. Det kipper hurtigt over i noget sundhedsmæssigt,” siger Aase Koch. 

”Sygeplejerskerne skal være der for at koordinere med sagsbehandlere, behandlingssystemet, forebyggelsen osv. De skal nok ikke gå med i plejen. Deres hovedopgave vil blive at sikre, at der er viden til stede. Så der bliver gjort noget ved det, der kan gøres noget ved. 

Den rolle kan jeg ikke se andre end sygeplejersker udføre.”