Nyt livsmod til tidligere kræftpatienter

Når den tidligere kræftpatient genoptager dagliglivets gøremål, daler støtten og interessen fra omgivelserne.

Illustration: Claus Seidel

En gruppe på ni forhenværende kræftpatienter fra gynækologisk afdeling Y5, Århus Universitetshospital, Skejby Sygehus, deltog i november 2002 i et rehabiliteringskursus for kvinder med underlivskræft, som fandt sted på Kræftens Bekæmpelses rehabiliteringscenter Dallund Slot ved Søndersø på Nordfyn. Kurset var af seks dages varighed og indeholdt forskellige former for undervisning, fysisk træning, individuelle samtaler og socialt samvær (1).

De deltagende kvinder var opereret mellem tre måneder og halvandet år tidligere og deltog på afdelingens foranledning. Deltagere på kurset var også fire sygeplejersker og to læger fra afdelingen.

Rehabiliteringskurset viste, at den såkaldt heldige kræftpatient, som hverken skal have kemoterapi eller strålebehandling, trods den gode prognose og den skånsomme behandling, kan have et betydeligt behov for professionel støtte og intervention i rehabiliteringsfasen, samt at helt basale menneskelige behov så som at spise, sove og trække vejret indirekte kan forstyrres som følge af sygdom og behandling (2).

Repræsentanter fra gynækologisk afdeling mødtes med kvinderne til to uformelle opfølgningsmøder hhv. tre og 12 måneder efter hjemkomsten. Disse møder blev afholdt om aftenen på Skejby Sygehus og var af cirka to timers varighed.

De fremmødte kvinder har alle haft en meget positiv vurdering af rehabiliteringskurset, som de på det personlige plan karakteriserede som både nødvendigt og udbytterigt.

Generelt var kvindernes udsagn lidt diffuse til det første møde efter tre måneder, hvorimod de efter et år udtrykte sig præcist og direkte om det personlige udbytte af opholdet.

Kvinderne har alle givet udtryk for større selvindsigt og øget velbefindende et år efter opholdet.

Kvinderne har også oplevet kurset som krævende. En deltager udtrykker det sådan: ”Det var en utrolig stor psykisk belastning for mig at beskæftige mig med min sygdom og se både min og andres kræftsygdom i øjnene fra morgen til aften en hel uge i træk.”

Udsagnet indikerer både fordele og ulemper ved den intensive internatform. Afholdelse af kursusaftener med eksempelvis en uges mellemrum kunne give et mere skånsomt, men muligvis også mindre udbytterigt kursusforløb. En anden kvinde siger: ”Jeg mener, at jeg på Dallund blev tvunget til at se i øjnene, at selv om jeg er rask, så har jeg mén, jeg skal leve med, og jeg kan ikke vende tilbage til præcis det liv, jeg levede før.”

De deltagende kvinder har alle, foranlediget af kurset, skullet arbejde bevidst med at erkende, at diagnose og behandling for altid har forandret deres liv. Dette blev af deltagerne i de to opfølgningsmøder betragtet som opholdets helt afgørende udbytte, idet denne erkendelse efter kvindernes eget udsagn har været en forudsætning for på ny at kunne orientere sig mod fremtiden.

Flere kvinder udtrykte, at de havde oplevet et særligt stort behov for professionel støtte og intervention omkring det tidspunkt, hvor de genoptog deres arbejde. Det er kendt klinisk viden og overbevisende beskrevet andetsteds (3), at når patienten genoptager dagliglivets gøremål, daler støtten og interessen fra omgivelserne. Det ser således ud som om, en rehabiliterende indsats med fordel kan iværksættes omkring tidspunktet for sygemeldingens udløb.

Nogle kvinder angav, at de i forbindelse med deres sygdom havde haft svært ved at søge kontakt til andre mennesker, og at de af den årsag ikke selv har magtet at søge hjælp. Man bør derfor i forbindelse med udskrivelsen være opmærksom på, at en vis opsøgende virksomhed kan være nødvendig. Der er i den forbindelse dokumenteret positiv effekt af telefonisk opfølgning til kræftpatienter (4).

Afdelingens møder med kvinderne viser tydeligt, at deltagelse i et rehabiliteringskursus medfører nyt livsmod og mobilisering af energi til selvhjælp.

At tage mennesker behandlet for en potentielt livstruende sygdom en uge væk fra den travle hverdag og i smukke omgivelser skabe tid og rum for refleksion, samvær med ligestillede, fysisk og kreativ udfoldelse samt regulær undervisning, vil for de allerfleste i sig selv have stor værdi.

Ved komplekse rehabiliteringsproblemer vil institutioner som Dallund Slot, hvor en bred vifte af erfarne eksperter er til stede, og hvor der arbejdes systematisk med udvikling af tilbud og erfaringsopsamling, i allerhøjeste grad også i fremtiden have sin berettigelse. Samtidig er der tydeligvis behov for etablering af målrettede lokale rehabiliteringstiltag.

Imidlertid viser det sig, at adskillige barrierer i det offentlige sundhedsvæsen skal overvindes, før lokale rehabiliteringstilbud reelt er andet end en vision.

Vi må allerførst indse, at den helbredte kræftpatients potentielle rehabiliteringsproblemer er en vigtig del af sygeplejerskers ansvars- og arbejdsområde.

Rehabilitering skal vægtes som en konkret del af pleje og behandling. Ikke blot på papiret i den Nationale Kræftplan (5), men også reelt, når der planlægges patientforløb, og de økonomiske ressourcer fordeles.

Et lokalt rehabiliteringstilbud betyder aktivitetsøgning, ofte med inddragelse af personalekategorier, f.eks. psykolog og massør, som traditionelt ikke tilhører behandlingsteamet i en afdeling, hvilket kan være både en mental og en økonomisk udfordring. Side 23
 

Der skal udvikles metoder til identifikation af netop de patienter, der har behov for rehabiliterende intervention og til at beskrive og måle effekten af en sådan.

Endelig skal forskellige rehabiliteringsaktiviteter afprøves, både sammen og hver for sig.

Lene Seibæk er specialeansvarlig sygeplejerske for onkologisk gynækologi på Skejby Sygehus, gynækologisk afdeling Y5.

Litteratur

1. dallund.dk  
2. Seibæk L, Jacobsen AD, Lillebye Friis J.P, Hessellund B. Helbredte kræftpatienter føler stadig sorg. Sygeplejersken 2003; 17: 22-3.
3. Rasmussen E. Den dag du får kræft. København: Aschehoug; 2003.
4. Cox K., Wilson E. Follow-up for people with cancer: nurse-led services and telephone interventions. Journal of Advanced Nursing, 43 (1), 51-1. London: Blackwell Publishing Ldt; 2003.
5. Sundhedsministeriet. National Kræftplan. Status og forslag til initiativer i relation til kræftbehandlingen. København: Sundhedsministeriet; 2000.