Stafetten: Grundlæggende sygepleje i højsædet

Er der strengt taget brug for sygepleje i rehabiliteringen af apopleksipatienter? 

Den sure, snæversynede, selv-devaluerende og sjældne begrundelse lyder: ja. Men det er da kun til at gøre patienterne klar til terapeuterne. 

Den rigtige begrundelse lyder: Sygeplejen skal være dér, hvor patienten ikke har viden, vilje eller styrke til at opfylde sine behov for... Her kunne passende følge hele rækken af grundlæggende menneskelige behov iflg. Virginia Henderson. 

Så er vi rolige, vi, der er uddannet i begyndelsen af 70´erne. Vore skuldre falder ned. Vi ved nemlig, at det er, hvad sagen drejer sig om. At kunne hjælpe patienten på disse områder og efterhånden et par stykker til. 

Det er måden, det bliver gjort på, der afgør, om sygeplejen bliver en del af rehabiliteringen. Gøre duelig igen, betyder det faktisk. Set i det perspektiv står de rehabiliterende opgaver i kø efter sygepleje hos den apopleksiramte patient. Ernæring skal illustrere den kompleksitet, der er karakteristisk for en apopleksiramt person, et område, som alle sygeplejersker i dag har et forhold til og en mening om. 

Den sufficiente ernæring sikres som bekendt ikke ved, at skeen og gaflen kan føres op til munden. Der skal både vises interesse for mad, tygges, synkes og spises tilstrækkeligt på trods af dysfagi, træthed og nedsat koncentration. Mad og måltider skal igen betragtes som en mulighed for socialt samvær, måske på trods af kluntede bevægelser og risiko for at spilde, savle eller hoste. 

Men frem for alt skal nogen være i stand til at finde ud af, hvad der betyder noget for den enkelte i forbindelse med det at blive sufficient ernæret: Er det vigtigst at få livretterne? Er det vigtigst at kunne spise selv uden hjælp? Er det vigtigst at kunne være sammen med andre, når man spiser eller selv at kunne vælge, hvad man vil spise? Først, når de ting er klarlagt, og rehabiliteringsindsatsen følger den afstukne kurs, kan man tale om en rehabiliterende indsats. 

Efter måltidet er evnen til at rense munden måske gået tabt, og hvis ikke sygeplejen i den forbindelse er at hjælpe patienten til igen at kunne gøre dette bevidst, kan resultatet meget vel blive en klækkelig tandlægeregning. 

Ting skal gøres, men der skal også vælges, planlægges og tages beslutninger. Mange gange om ting, som tidligere har været selvfølgeligheder, men som efter apopleksien kan forekomme helt uoverskuelige eller helt uvigtige. 

Hele sygeplejerskens viden og kunnen inden for den grundlæggende sygepleje udfordres i arbejdet med patienter med apopleksi. 

En stor del af rehabiliteringsprocessen består af genoptræning af funktioner. Genoptræning kræver kræfter og overskud. Som terapeut kommer man ikke langt med en patient, som er underernæret, har smerter, er træt, forstoppet eller ikke får sin medicin til tiden. Dét er sygeplejearbejde, er det. 

Ingrid Muus er udviklingssygeplejerske på Esbønderup Sygehus.

Hermed er artikelserien ”Stafetten” afsluttet.