Sygesøstre med ”våben i hånd”

I går derhen, hvor Gud kalder os.” Sådan yndede Vincent de Paul, katolsk præst og skytshelgen for alle barmhjertige gerninger, at sige igen og igen til sine sygesøstre, når de skulle sendes ud på en ny mission. Men derfra og til at drage ud til slagmarken for at passe syge og sårede soldater, var der et stort og grænseoverskridende spring. 

Det var kun ved et tilfælde og på kongelig ordre, at Vincent de Pauls Barmhjertige Søstre, et religiøst ordenssamfund stiftet i Frankrig i 1634, kom til at tage sig af hæren.

Sankt Vincent velsigner fra sin himmel De Barmhjertige Søstre, der gør tjeneste på Invalideinstitutionen (Les Invalides). Sankt Vincent Søstrene havde allerede fra 1676, da Ludvig d. XIV skabte Invalideinstitutionen, fået
betroet plejen af de syge og invalide soldater. Maleriet hører hjemme i Paris hos Les Prêtres de la Maison Lazaristes. Det stammer efter soldaternes uniform at dømme sandsynligvis fra slutningen af det 18. århundrede, nærmere det 19. århundrede, omkring det 2. kejserdømmes krige (Second Empire), dvs. Napoleon d. III´s kejserdømme (1852-70). Kunstneren er ukendt. Affotograferet med tilladelse fra Les Prêtres de la Maison Lazaristes.

I 1658 sendte Vincent de Paul under den fransk-spanske krig i 1655-59 således fire søstre ”med våben i hånd” til militærhospitalet i Calais. 

Søstrenes ”våben” var at behandle og pleje de fattige og syge, en indsats, der både omfattede krop og sjæl (1). 

Det var den franske dronning, Anne af Østrig, enke efter Ludvig den XIII og formynder for sin søn Ludvig den XIV, som fik ideen til, at søstrene skulle tage sig af soldaterne i denne krig (2). 

Det var dog ikke første gang, søstrene tog sig af de sårede soldater. Det skete også under de interne stridigheder mellem fyrsterne og kongemagten i 1648-53. Her blev de syge og sårede soldater bragt ind til landets militærhospitaler, bl.a. til l´hôtel-Dieu (gammelt ord for hospital) i Châlon i Champagne. Her kom dronningen på besøg med den lille barnekonge og udtrykte sin tilfredshed med venlige ord, hedder det (3). ”Militærkarrieren” som sygesøstre for soldaterne skulle blive lang og gloriøs. 

Orden ud af kaos 

Under hele forløbet er det vigtigt at notere sig nøglebegrebet orden. Søstrenes evne til at bringe orden og organisation på et hospital hører man om allerede i 1639, da de blev opfordret til at overtage ledelsen af hospitalet i Angers. Det var ikke mindst erfaringerne herfra, der gjorde, at søstrene kunne trække på kendte systemer, en etableret orden og indøvede rutiner for i krigens kaos - og med de deraf følgende krav - at kunne redde et optimalt antal menneskeliv i den akutte situation. 

De Barmhjertige Søstre skulle fra den første opfordring fra Vincent de Paul og helt op til og med den første verdenskrig komme til at befinde sig på slagmarkens hospitaler for at pleje ofre for revolutioner, oprør og krige både på fransk grund og så fjerne steder som f.eks. Konstantinopel (vore dages Istanbul) under Krim-krigen i 1853-56. 

Munterheden var sammen med søstrenes sans for orden og organisation og deres totale selvopofrelse kendetegn for dem, når de tog ”derhen, hvor Gud kaldte dem.” Overalt i den litteratur og de kilder, der omtaler De Barmhjertige Søstre, bliver det understreget, hvor meget søstrenes smilende ansigter betød for de syge og sårede soldater. Synet af søstrenes hvide stivede slør kendte de fra fredstid. Det

Side 25

Billede

Side 26 

betød hjælp og lindring. At se det dukke op midt i krigens gru var nærmest et mirakel og et symbol på håb. Når søstrene så oven i købet kunne smile, var det vel ikke helt håbløst. Man var nu ikke overladt til sig selv, sin angst og sine smerter. Der var tale om det vigtige og universelle element i sygeplejen gennem alle tider: Tilstedeværelsen. Men hvordan kunne søstrene smile midt i krigens rædsler? 

Det kunne de, fordi Vincent de Paul havde belært dem om, igen og igen, at de skulle henvende sig til de syge med et smil. De syge måtte ikke føle sig som en byrde. Inden han døde, indskærpede han, at søstrene ikke måtte ændre noget efter hans død. Søstrenes pleje har naturligvis over tid tilpasset sig ny viden og nye forhold, men holdningen til medmennesket og patienten bar stadig præg af Vincent de Pauls store respekt for den syges værdighed som person. Dertil kom det vigtige element i den katolske tro, der omfatter martyrdommen, som Vincent de Paul ofte refererede til. En hellig død i det godes tjeneste ved at kæmpe imod sygdom og død var en frelsende gerning, også for søstrene selv. 

Solkongen og søstrene 

Da Solkongen, Ludvig den XIV, i 1676 skabte L´Institution des Invalides i Paris for de invalide og syge franske soldater, blev der samme år på kongens ordre underskrevet en kontrakt mellem institutionen og De Barmhjertige Søstre. De fik nu overgivet ansvaret for sygesalene og plejen af de syge soldater, ligesom man betroede dem den fulde ledelse af apoteket med den præcisering, at apotekeren og kirurgen ikke havde noget at skulle have sagt over dem eller deres bestilling. Hvis de og medicinerne ikke gør deres pligt, skal søstrene underrette øverste administrator, dvs. krigsministeren, hed det i værket Les Invalides, Trois Siecle d´Histoire (4). 

Der var tale om en enorm magtbeføjelse, for kongen havde lært af tidligere tiders erfaring med administrationen af hospitaler og ville sikre sig mod misbrug af hospitalets midler. Med krigsministeren som direktør og administrator for Invalideinstitutionen forbeholder kongen sig den fulde ret til at vælge institutionens personale. Til at pleje soldaterne faldt valget altså på De Barmhjertige Søstre eller Sankt Vincent-Søstrene, som de også kaldes. Dermed havde kongen i Sankt Vincents ånd også givet større plads til pleje og behandling af kroppen i modsætning til tidligere tiders fokus på den mere åndelige pleje af de syge, ligesom der gives nyt afsæt til medicinen, apotekervirksomheden og kirurgien (4). 

Ludvig den XIV er nærmest synonym med slottet i Versailles, men det er værd at notere sig, at han i sit testamente omtaler Invalideinstitutionen som den mest nyttige institution af alle, han har grundlagt i sin regeringstid, og at den fremover skal have en særlig beskyttelse, ”fordi de vigtige tjenester, som vore tropper yder os, forpligter os til at sørge for deres ophold, når de er syge og sårede” (4). 

Og hermed havde Ludvig den XIV skabt den første virkelige sundhedstjeneste for militæret. 

Nye tider 

Invalideinstitutionen var noget helt nyt, som søstrene nu skulle lede, en moderne institution med store, lyse sygesale, udluftede og med udgang til haver for rekonvalescenterne. Hver patient havde sin egen seng i modsætning til de gamle hospitaler, hvor patienterne to og to og helt op til fem var stuvet sammen i den samme seng. Ludvig den XIV havde oprindeligt tænkt sig, at Invalideinstitutionen skulle kunne modtage fra 1.500-2.000 soldater, men det blev ofte overskredet, når der under perioder med krig ankom hele konvojer Side 27
 

med sårede (4 ). I starten isolerede man de sårede soldater, der led af kønssygdomme, i en speciel sygesal med et særligt reglement for kontrol og udgangstilladelse. Det samme gjaldt patienter med cancersygdomme og skørbug. 

Denne opdeling skal ses på baggrund af tidens manglende kendskab til smitteveje og mangelsygdomme. Men takket være renligheden og sundhedshygiejnen var epidemier sjældne netop på Invalideinstitutionen. En enkelt gruppe patienter havde søstrenes særlige opmærksomhed, nemlig de, der manglede deres tænder eller havde ansigtstraumer, hvor kæbe og tænder var skudt i stykker, og som derfor ikke kunne spise institutionens almindelige kost. Disse patienter fik nu en særlig kost, oftest puré, og hjælp til måltidet i deres egen spisesal (4). 

Søstrenes arbejde 

I værket ”Les Invalides, Trois Siècles d´Histoire” finder man denne beskrivelse af søstrenes arbejde: ”De deler lægemidler ud, reder sengene, overvåger de syge. De har været oppe siden klokken fire om morgenen og skal efter messen klokken seks være med på stuegang. Hele dagen lang skal de overvåge de sengeliggende syge og uddele bouillon og lægemidler til andre.” 

Søstrene skulle også vedligeholde de syges linned samt vaske tøj. Det sidste var så omfattende, at de måtte have tilladelse af ærkebiskoppen af Paris til at vaske på søn- og helligdage. Herudover havde søstrene den fulde kontrol over apoteket på Invalideinstitutionen, og det betød, at medikamenterne hverken blev forfalsket eller stjålet, som man ellers havde erfaring for. Dertil kom, at apoteksforsyningerne også omfattede kiks, frugt, syltetøj og ”duftevand.” Alt i alt havde Ludvig den XIV truffet et klogt valg, hedder det i kilderne (4). 

Litteratur

1. Guillermand J. Histoire des Infirmières. Croix-Rouge Francaise Editions France-Selection; 1988.
2. Ingen angiven forfatter. Dieu est Amour. Publikation nr. 34; Editeur Librairie Pierre Téqui Paris 1981.
3. Coste P. Le Grand Saint du Grand Siècle Monsieur Vincent. Edituers Desclée de Brouwer et Cie, Paris 1932.
4. Kollektivt forfatterskab af Musée de L´Armée Les Invalides Trois Siècles d´Histoire. Editeur Musée de l´Armée Hôtel National des Invalides; Paris 1975.

Artiklen er en forkortet version af Pia Loyaus artikler. Søstrene går i krig - se boks nedenfor

Pia Loyau er bosat i Paris, hvor hun arbejder som freelancejournalist.

Redigering: Grethe Kjærgaard.