Synspunkt: Psykisk syge børn svigtes igen og igen

Louise blev indlagt på min børne- og ungdomspsykiatriske afdeling, fordi hun var selvmordtruet og deprimeret. Hun havde ikke gået i skole seks måneder. 

Hver dag brugte faderen over en time på at overtale hende til at tage i skole. Nogle gange lykkedes det ham kun at få Louise med ind i skolegården. Længere kunne hun ikke gå, så fik hun et angstanfald. 

Faderen, som var alene med hende, var mange dage nødt til at køre hende hjem og melde sig syg for at passe på hende, da hun kunne finde på at skade sig selv. Han havde f.eks. nået at stoppe hende en dag, hvor hun var parat til at skære sine håndled over, og en dag, hvor hun var parat til at skære sin kat op, da hun var overbevist om, at den styrede hende. 

Efter ni måneder fik hun plads i den børne- og ungdomspsykiatriske afdeling, hvor jeg mødte hende. Under indlæggelsen fik hun stillet diagnosen skizotyp personlighedsforstyrrelse. Der var altså risiko for, at hun udviklede skizofreni. Louise fik det bedre, mens hun var hos os. 

Efter behandlingen på børnepsykiatrisk afdeling blev hun udskrevet direkte til hjemmet, da der ingen efterbehandlingstilbud var til hende. Da jeg gav Louise de sidste knus, var det med en bitter følelse af, at en stor del af vores arbejde kunne risikere at være spildt. Og sådan gik det. 

Louise fik først en plads på et behandlingshjem efter ca. halvandet år. I mellemtiden gik hun ikke i skole. I løbet af det kommende år blev hun meget psykotisk og ønskede at dø. Hun følte sig selv som to personer og var overbevist om, at hun havde slået sin mor ihjel. Faderen mistede sit arbejde. 

Nu er hun endelig kommet på behandlingshjem, men hun har mistet en stor bid af sin barndom i den langsommelige ventetid. 

Louise er ikke bare et enkelt uheldigt tilfælde. Det er i dag helt normalt, at psykisk syge børn og unge må vente op til et år på efterbehandling og dermed risikere alvorlige tilbagefald. 

Jeg kan fortælle den ene tragiske historie efter den anden. Jeg kunne skrive sider op og sider ned om den afmagtsfølelse, jeg har, når jeg som sygeplejerske sender psykisk syge børn hjem uden at tilbyde dem efterbehandling, selvom de har behov for et langt professionelt efterbehandlingsforløb. 

Et års ventetid på efterbehandling kan let få uheldige konsekvenser for børnene. De kan få nederlag igen og falde tilbage i en negativ spiral, og den hjælp, barnet og familien har fået inden for børnepsykiatrien, vil gå tabt. 

Som sygeplejerske er det meget frustrerende at være vidne til, at et lille barn skal vente et helt år på efterbehandling. 

Ventetiden er en meget lang del af et børneliv. Hvis du selv har børn, så tænk på, hvor stor en udvikling der sker i løbet af et helt år. 

Hvis ikke det psykiatriske arbejde på afdelingerne skal være spildt, må det sikres, at der også er den rigtige opfølgning. Jeg synes, der bør være ventelistegaranti på behandlingshjemmene. Der må ikke være et eneste barn med behandlingsbehov, der udskrives til ingenting. 

Ôzlem Cekic er ansat på Børnepsykiatrisk Afdeling, H:S Bispebjerg Hospital og er medlem af Dansk Sygeplejeråds amtskreds for Hovedstaden.