Systemerne har overtaget styringen

Susanne Meldgaard er sygeplejerske, MPH og konsulent. Når hun ikke er engageret til faglige udviklingsprojekter i hjemmeplejen, kører hun som vikar.

Foto: Heine Pedersen

”I første omgang er det patienterne, der bliver tabere. Men jeg ser også meget personale blive tabt. Brændt ud,” siger sygeplejerske Susanne Meldgaard. 

Hun fører et dobbeltliv, som giver hende et ualmindelig godt indblik i hjemmesygeplejens hverdag. 

Som konsulent med en mastergrad i folkesundhed har hun arbejdet med faglig udvikling i en række kommuner. I perioder, hvor hun ikke har job som konsulent, kører hun som vikar i forskellige kommuner på Sjælland. 

Hendes dom over, hvad der foregår i disse år, er hård:

”Det er ikke patienternes behov, der styrer. Det er politiske beslutninger, styresystemer, administratorer - og tidspres.” 

Eksemplerne er talrige. En gammel mand med et sår på benet kan principielt ikke få et fodbad, før visitator har været kontaktet og har visiteret til ydelsen. 

En gammel dame kommer hjem fra sygehuset en fredag. Hun er ganske vist visiteret til hjælp til indkøb, men får ikke noget at spise i løbet af weekenden, fordi der er fire dage til den faste indkøbsdag. 

En cancerpatient er visiteret til hjemmesygepleje eller, som der står på køresedlen, hjælp til oplæring i trakeostomipleje. Det viser sig, at han ser meget dårligt og ikke kan klare opgaven selv. Det ved visitator sådan set godt. Men omsorgssystemet kan ikke skrive den ydelse, manden har brug for, nemlig pleje ved trakeostomi. Det kan kun skrive oplæring.

 ”Hvis patienternes behov ikke passer ind i systemet, kan vi ikke hjælpe. Vi må genfinde evnen til at se behovene. Og hvis vi varetager patienternes tarv, varetager vi også personalets,” siger Susanne Meldgaard. 

”Jeg hørte en tidligere kollega fortælle om et sygefravær på 26 dage om året i gennemsnit. Meget ville være vundet for patienterne, hvis man bare kunne halvere det fravær og lægge det ind som reel tid, som den enkelte kan bruge på at gøre det, man synes skal gøres i situationen. 

Den samme kollega fortalte, at hun ikke kunne holde ud at være på sin arbejdsplads mere. Men der er ingen steder at gå hen. Det er det samme alle vegne.” 

I mange år har der været for lidt styring på ressourcerne, erkender Susanne Meldgaard. 

”Det er derfor, vi pludselig får den meget

Side 11
 

stramme ressourcestyring, og det er måske også det, der skal til i første omgang. Men man kan sagtens have styring uden at gå ned i de små detaljer.” 

Må stjæle tid fra borgere 

Man kan vel ikke fortænke politikerne i, at de vil vide, hvad pengene går til? 

”Nej. Men politikerne er ikke bedre end den viden, de får. Og desværre er mange af de tal, de får serveret, ubrugelige. Et argument for at beskrive og sætte tid på de enkelte ydelser er, at brugere med samme behov skal have samme tid, uanset hvor de bor. 

Men mange steder er vejtiden lagt ind i ydelserne. På den måde bliver det meget forskelligt, hvad borgerne får af konkret tid. Det vil afhænge af, om de bor langt ude på landet eller i samme opgang. 

Det er ikke sammenligneligt, det er heller ikke retfærdigt. Og det stresser de sygeplejersker, der må stjæle vejtiden fra borgerne.” 

Fremtidens hjemmesygepleje vil Susanne Meldgaard ikke give et samlet bud på. Opgaver og struktur må først og fremmest afhænge af de lokale forhold. 

”Politikerne må f.eks. beslutte, om man især vil gøre noget for de ældre og patienter, der bliver udskrevet fra sygehuset, eller om man i højere grad vil arbejde forebyggende ud fra store problemer som inkontinens eller diabetes. 

Så må ledelsen gøre sig klart, hvilken viden man har brug for. Og om de samme mennesker skal dække sygeplejens fire områder, at udføre, lede, formidle og udvikle sygeplejen. Eller om man har brug for specialistfunktioner.” 

Den faglige udvikling i hjemmesygeplejen har typisk været styret af, hvad den enkelte sygeplejerske havde lyst til, bemærker Susanne Meldgaard. Det er ikke holdbart. 

”Ledelsen og politikerne må prioritere ud fra lokalbefolkningens problemer. Der er forskel på en kommune med fabrikker og mange borgere, der er nedslidt i en tidlig alder, og en velstillet nordsjællandsk kommune, hvor der snarere er brug for at sætte fokus på livsstilssygdomme.” 

Fagligt ansvar skal placeres

Den store gruppe hjemmesygeplejersker vil formentlig stadig være generalister, men kombineret med en speciel funktion. 

”Og den kliniske udvikling skal meget mere i fokus,” fastslår Susanne Meldgaard. 

”For 25 år siden kunne man holde sin viden ved lige ved at læse Sygeplejersken. Der skal meget mere til i dag, og det er ledelsens ansvar at skabe rammer, så en sygeplejerske kan rive en dag eller uge eller måned ud til at fordybe sig. 

Der er stadig mange steder, hvor lederen mener, at hvis sygeplejersken har en halv time over middag, så kan hun være faglig i den halve time.” 

Lederne må også overveje, hvor og hvordan sygeplejersker kan varetage et fagligt ansvar over for kolleger og andre faggrupper. 

Der er mange muligheder. Man kan lave samtalegrupper, hvor sygeplejersker eller andre kan diskutere tunge faglige problemstillinger med deres kolleger. Hvis sygeplejersker har en vejlederfunktion over for andre faggrupper, kan man måske indføre, at sygeplejersker med jævne mellemrum tager med ud og kigger over skulderen. Så det bliver rutine, ikke kontrol.  Side 12
 

”Men sygeplejersker må også blive bedre til at tage ansvaret på sig og handle ud fra deres faglige viden,” tilføjer Susanne Meldgaard. 

”Jeg undrer mig i hvert fald, når jeg kommer ud i et hjem, hvor der befinder sig både en praktiserende læge og en hjemmehjælper, og jeg kan se, at sæben er knastør.” 

Kritisk blik på sædvanen 

Når hjemmesygeplejersker i et eller andet omfang bliver specialister, må man også overveje, om patienterne skal være fast knyttet til en bestemt sygeplejerske. 

Susanne Meldgaard nævner et eksempel, hvor hun blev sendt ud på omsorgsbesøg hos en alkoholdement mand. 

”Som vikar har jeg ikke meget at tilbyde den patient. Den sygeplejerske, der plejede at komme, havde en vældig god kontakt med manden. Men hun vidste også noget om demens. Hun bør have mulighed for selv at disponere over en del af sin tid, så hun kan lægge sådan et besøg på de dage, hvor hun er på arbejde. 

For hvis hun ikke kan komme, er manden måske bedre tjent med slet ikke at få besøg.” 

Et andet område, hvor der er brug for at se kritisk på sædvanen, er forebyggelse og sundhedsfremme.