Intensivafdeling opfandt koncept til sygeplejestuegang

Klinisk vejleder Edel Laursen (th.) stiller åbne og undersøgende spørgsmål og lader sygeplejerske Mette Olsen og kursist Dorthe Sahl Royal (tv.) om at reflektere. Selve sygeplejestuegangen foregår på kontoret og ikke ved patientens seng. Foto: Kissen Møller Hansen

Klokken er 11 om formiddagen på Intensiv afdeling 600 på det tidligere Århus Amtssygehus, i dag Århus Sygehus, Tage Hansens Gade. En ung mand med åbenstående abdomen skal til sårskift. Han kobles fra respiratoren, og en anæstesilæge overtager ventilationen.

En portør kører sengen ud af stuen og ned på operationsgangen. Imens patienten er væk, har sygeplejerske Mette Olsen behov for at vende et sygeplejeproblem med klinisk vejleder Edel Laursen.

Mette Olsen har passet patienten de sidste tre dage, hvor han har været uden bevidsthed og kraftigt relakseret pga. komplikationer efter en stor operation i maven. Hun er usikker på, hvordan hun bedst kommunikerer med patienten og læser hans signaler. 

Sygeplejerskerne afholder en sygeplejestuegang. Den foregår ikke over patientens seng, men på kontoret i fred og ro. Det er Mette Olsen, der vælger, at de skal tale om ”kommunikation,” som er et af de såkaldte statussøgeord (se artiklen ”Sygeplejestuegang sætter ord på den tavse viden,” side 46), man bruger på afdelingen. Edel Laursen foreslår også, at de taler om ”aktivitet” pga. patientens bevidstløse tilstand. De afsætter 25 minutter til sygeplejestuegangen. 

Sygeplejerske Dorthe Sahl Royal har været med til at passe patienten denne dag. Hun kommer fra intensiv børneafdeling på Skejby Sygehus og er kursist på Afsnit 600 i tre måneder som led i sin uddannelse til intensivsygeplejer- ske. Hun deltager også i sygeplejestuegangen.

Mette Olsen lægger sin tvivl på bordet: ”Der er ingen grimassering, og han er ikke i stand til at løfte en pegefinger, alt er sat ud af spil, fordi han er relakseret. Jeg spekulerer på, om der er noget, jeg burde være opmærksom på for at sikre mig, at han bl.a. er ordentlig smertedækket,” siger hun.

Et vigtigt princip på sygeplejestuegangen er, at den kliniske vejleder forholder sig undersøgende og spørgende og lader sygeplejersken selv om at reflektere. Edel Laursen stiller derfor et åbent spørgsmål: ”Hvilke kort har vi på hånden til at vurdere hans kommunikative status?” 

Dorthe Sahl Royal nævner faktorer som puls, blodtryk og pupillernes størrelse, som kan fortælle, om smertedækningen er effektiv. 

Basal stimulation

”Har I fornemmelse for, om patienten får nogle sanseindtryk?” spørger Edel Laursen. Mette Olsen fortæller, at der var en reaktion fra patienten, da hans forældre var på besøg, men at det måske skyldtes, at den muskelafslappende medicin på det tidspunkt var blevet stoppet.

”Er der andet, der kan påvirke patientens sanser, bruger han normalt høreapparat, briller, det vil jo være nemt at finde ud af,” foreslår Edel Laursen.

”Jeg har tænkt på, at denne patient har været ude for et psykisk traume af horribel

Side 23 

størrelse. Han nåede at få at vide, at han skulle have en stomi, men han ved ikke, hvor syg han har været, og han har ikke forestillet sig, at han skal vågne op til en hylen og bippen fra apparater. Muligvis vil han trække sig ind i sig selv, når han vågner,” siger Dorthe Sahl Royal.

Mette Olsen foreslår at stimulere hans sanser med basal stimulation. At give ham kropsfornemmelse ved at lægge dynen tæt, så han mærker kroppens afgrænsning. Måske vil musik virke afslappende, men først må hun finde ud af, hvilken musik patienten kan lide. 

Dagen før har han fået vasket sit hår og fået sin egen deodorant på, og sygeplejerskerne taler om, at det er en måde at stimulere lugtesansen på.

De diskuterer, hvordan de bedst informerer patienten om, hvad der er sket, når han vågner, og hvordan de forebygger intensivsyndrom. 

”Det er vigtigt at tale til ham i korte sætninger. Måske er det forældrene, der skal fortælle ham, hvad der er sket. Men vi skal huske at sikre os, hvilket forhold han har til sine forældre, at han har lyst til, at de skal være involveret,” siger Dorthe Sahl Royal.

Mette Olsen har siddet og tænkt lidt og er nu kommet på flere ideer:

”Vi skal give ham ro, samle de ting, vi skal foretage os, så vi ikke forstyrrer ham mere end højst nødvendigt. Måske skal vi sætte et skilt på døren om, at patienten sover. Vi skal lave en døgnrytmeplan, så patienten kan holde fast i tiden. Jeg vil bede aftenvagten om at komme med et forslag til sygeplejen om aftenen,” siger hun. Hun foreslår også en opvågningsplan, så sygeplejerskerne kan være på forkant med medicineringen.

Edel Laursen synes desuden, at de ser på, hvilke sygeplejeopgaver der er i forbindelse med at få patientens led bevæget. ”Vi skal have gang i fysioterapien i morgen, og han skal vendes og drejes,” siger Dorthe Sahl Royal. ”Det vil også være godt, hvis han så hurtigt som muligt kommer op at sidde og mærker støtte og afgrænsning under fødderne,” siger Edel Laursen. 

Der er efterhånden en del informationer, sygeplejerskerne skal finde frem til, nogle af dem kan de få ved at spørge forældrene. Edel Laursen har f.eks. fundet ud af, at han er ivrig lystfisker. ”Han skal ud og fiske igen,” fastslår Dorthe Sahl Royal.

De 25 minutter er gået. De to sygeplejersker føler sig rustede til at sætte nogle tiltag i gang. De skal lave en døgnrytmeplan og sætte mål. Handlinger og vejledninger skal ind i plejejournalen, så de kan formidle oplysningerne til kollegerne og skabe kontinuitet i sygeplejen.

Læs den sygeplejefaglige artikel om baggrunden for og indførelsen af sygeplejestuegang på intensiv afdeling ”Sygeplejestuegang sætter ord på den tavse viden”