Søstrene i krig II

Kun som netversion - har ikke været trykt

Mod Krim! 

”Koleraen, som har kostet så mange ofre blandt hæren, er nu i kraftig tilbagegang; de syge forlader lazaretterne og vender raske og kampdygtige tilbage deres korps, man melder knap nok om enkelte dødstilfælde. Om få dage vil hæren være parat til, hvad marskalen måtte ønske. 

Jeg hører glad uro i lejren… Ordren er kommet, vi skal til Krim!”. (1)    

Sådan skrev den franske officer Herbé* fra Jefferlick lejren den 25 august 1854 med stor entusiasme i et brev til sine forældre. Den allierede hær, der nu endelig var parat til at rykke frem fra dens første position og gå i land på Krim, talte på dette tidspunkt: 28.000 franske soldater, 22.500 engelske og 6.000 tyrkiske soldater.   

Det var ombord på krigsskibet Valmy på vej til Krim, at Herbé otte dage senere skriver endnu et referat i bedste elegante officersstil til sine forældre: ”Ved middagen om aftenen udbragte den ældste af marineofficererne i udsøgte vendinger en skål for hæren og flåden og vores militære ære i forening; og det var med entusiasme, at vi tømte vore glas med champagne: Frankrig leve! Leve Kejseren!” (1)

* Den franske officer Herbé har samlet sine breve skrevet hjem til familien under hele Krimkrigen i en bog udgivet i 1892.

Lettelsen over at være sluppet af med koleraen og iveren for at komme i gang med et stort slag til Frankrig og kejserens ære strømmer gennem dette brev. Hvilken slående kontrast til denne militære optimisme fandt man ikke på samme tidspunkt i sundhedstjenestens rækker. Her blev der ikke skålet i champagne, for her herskede der anderledes bekymring for soldaternes videre færd.

Den franske militærlæge Quesnoy skriver i sine memoirer:
”At indskibe de tropper, der knap nok var undsluppet denne dødelige epidemi, var det ikke at stile lige mod en ny epidemi, som ville blive endnu værre på grund af den påtvunge sammenstuvning? Dette var den almindelige frygt, fra det øjeblik hæren havde modtaget dagsbefalingens beslutning. (…

Denne situation var chefens (Dr. Scrive, chef for den franske lægetjeneste under Krimkrigen) største bekymring; og derfor blev der givet ordre om at udvælge de mænd i de forskellige kompagnier, der udgjorde den bedste garanti for at være ved godt helbred og derved kunne skabe en veritabel elitehær under betryggende sundhedsvilkår. Stillet foran nødvendigheden af de militære operationer var dette, hvad man med mest mulig fornuftig omtanke kunne befale at gøre”. (2) 

Dr. Quesnoys formulering ”stillet foran nødvendigheden af de militære operationer” rummer i sig selv hele den i bund og grund paradoksale og frustrerende situation, som det militære lægekorps’ oplevede, når den lægelige vægtning måtte vige for de militære hensyn. Dette skete gang på gang under Krimkrigen og var sammen med tidens rudimentære isolationsteknik medvirkende til, at Krimkrigen udviklede sig til den medicinske katastrofe, som de franske militærlæger efter krigen selv har beskrevet i deres rapporter og memoirers, alle med spørgsmålet: hvad lykkedes, hvad kunne gøres bedre, og først og fremmest hvad lærte vi af krigen?   

Slaget ved Alma

Det var altså væbnet til tænderne og med den størst mulige forudseenhed, at de franske læger havde organiseret soldaternes overfart til Krim. Der var taget hygiejniske forholdsregler ombord på skibene og sørget for maksimal udluftning. Alligevel dukkede den velkendte fjende og hærens trofaste følgesvend koleraen op igen, om end der ikke ligefrem var tale om nogen epidemi. Betingelserne for, at koleraen kunne brede sig, blev forværret, da hæren gik i land den 14 september og slog lejr, for der var ingen kilder i nærheden, så soldaterne måtte grave dybt i jorden kun for at finde inficeret vand. Værst stod det til i den engelske lejr, for her havde soldaterne ikke engang telte, men måtte de første regnfulde nætter sove direkte på den våde jord uden dække overhovedet: fra det øjeblik kom koleraen igen i de engelske rækker og kostede flere ofre end i den franske hær, noterede Quesnoy sig. 

Kolera eller ej den 20 september om morgenen rykkede den allierede engelske og franske hærs soldater i stor styrke frem over det åbne land mod floden Alma. Oppe på højderne af Almaflodens venstre bred ventede den russiske hær parat til at forsvare sine stillinger mod angrebet. Resten var et inferno af kanonkugler, granater, rifler og bajonetter, lemlæstelser og død.

Klokken tre om eftermiddagen kunne det franske flag vaje på toppen af tidens nye opfindelse telegrafen, som var centrum i russernes stillinger på højderyggen. På dette tidspunkt havde slaget kostet den franske hær: 136 dræbte, 251 let sårede og 852 hårdt sårede soldater; den engelske hær: 400 dræbte, 1.600 sårede. Russernes tab sårede og dræbte talt sammen var på mellem 5-6.000 soldater. De allieredes nye våbentyper, der kunne affyres med større hastighed, på større afstand, og som ramte med en eksplosiv roterende effekt, havde gjort deres til sejren .

Længe leve Frankrig! Længe leve kejseren! Og længe leve marskalen!

Sådan lød hurra råbene, da sejren var sikret. Det gjorde det også fra den franske officer Herbé; men ekkoet fra sejrsråbene skulle senere få en anden klang, da han efter middagen om aftenen i lejren, hvor alle var gået til ro, besluttede sig for at gå tilbage til slagmarken. Her er, hvad han oplevede:

”Jeg ville, inden natten faldt på, gå tilbage til slagmarken for at finde nogle sårede, som jeg havde passeret tæt på…Åh, hvis sejsrusen havde overvældet mig, har mit besøg på slagmarken rørt mig lige i hjertet!…Især på højderyggen, hvor kampen havde været mest heftig, og hvor man var tættest på sin fjende, fandt jeg de sårede næsten altid to og to og ofte en franskmand og en russer side ved side i færd med at hjælpe hinanden med at forbinde deres sår, idet de rakte hinanden deres feltflaske, og idet de, selvom de ikke talte samme sprog, forstod hinanden, mens de klagede sig.

Når først pligten var opfyldt og det brillant opfyldt, var der ikke spor af had hos disse mænd, som for få øjeblikke siden havde prøvet af deres bedste evne at dræbe hinanden; medmenneskeligheden havde taget over…Jeg stødte på en zuave soldat med en såret arm, han støttede en russer, hvis ben var såret; begge begav de sig møjsommeligt på vej hen mod feltlazarettet”.(1)

Spirende humanisme

Det, som Herbé lige har beskrevet her, er i virkeligheden en spontant opstået form for humanisme og broderskab mellem soldaterne. Den fødtes på Krims slagmarker, gør den franske læge og forfatter Jean Guillermand opmærksom på og skriver: ”Den upersonlige og ofte ikke-selektive effekt af artilleriet var med til, at soldaterne nærmede sig hinanden og overførte deres had mod fjendens abstrakte væsen, ja mod selve krigen mere end mod en modstander med et menneskeligt ansigt”. (3)  

Denne dybe gensidige respekt for fjenden som et menneske møder man mange eksempler på franskmænd og russere imellem gennem hele Krimkrigen ikke bare hos soldaterne, men også hos lægerne og sygesøstrene i deres breve og memoirers. Ikke nok blev de russiske sårede akut behandlet af lægerne på lige fod med de franske soldater; men de blev også plejet af sygesøstrene på militærhospitalerne i et senere behandlingsforløb. Alle også søstrene respekterede russerne for deres kultur og deres nationale og religiøse forskellighed, og de franske søstre gjorde, hvad de kunne for at komme russerne i møde. Det gjorde de blandt andet ved at sørge for, at de søstre i ordenssamfundet, der var af polsk oprindelse, fortrinsvis passede de russiske soldater, for disse søstre kunne tale russisk. 

Søstrenes omsorgsfulde pleje af de russiske soldater blev ikke bare i høj grad værdsat af de russiske soldater selv, men fik anerkendelse med på vejen fra højeste officielle sted. I en rapport fra den 4 marts 1855 skrives der fra Krim til Monsieur Etienne, lederen af Lazarist Congregationen i Paris og overhoved for søstrene om disses arbejde under krigen: 

Denne pleje til de russiske fanger har haft den bedst mulige effekt. Saint Vincent ville uden tvivl have været tilfreds, vil dette komme Gud til ære? Vi ved med sikkerhed, at den russiske regering har været tilfreds, den har endog udtrykt sin taknemmelighed. Jeg håber, at det vil passe den franske regering lige så godt, at der ikke er blevet gjort nogen forskel mellem de russiske og franske syge, hvad angår pleje, behandling eller de lækkerier der er blevet ligeligt fordelt mellem dem. Det er smukt for vores land ikke mere at se en fjende i en mand uden for kamp, men en bror”. (4)

Ikke så dårligt gået af en flok sygesøstre i en krigssituation ligefrem at kunne indhøste anerkendelse for deres pleje fra ”fjendens” officielle og højeste repræsentant. Ikke at søstrene bevidst søgte om anerkendelse og ros, for dem var der helt naturligt tale om konkret at adlyde Sankt Vincents ånd, hvilket betød pleje til ethvert menneske, der måtte have behov for det ven eller fjende.  

Den franske officer Herbé udtrykker nok på sin side mange franske soldaters mening, når han i kapitlet om fredsslutningen afslutter sin erindringsbog med disse ord : ”Den nådegave, jeg beder Gud om, er aldrig mere at skulle kæmpe mod russerne!……Åh, nej, ikke mod russerne…… med dem……aldrig mod dem!” (1)  

Hele denne spirende humanisme, som den opstod under Krimkrigen, skulle senere konkretiseres af en vis Henry Dunant, da han efter at have været vidne til soldaternes ubeskrivelige lidelser og manglen på organisation af førstehjælpen på slagmarken efter slaget ved Solferino den 24 juni 1859 under den fransk/østrigske krig modner ideen om Røde Kors. Men inden Dunant i 1863 skaber Røde Kors og med organisationen det nu velkendte Røde Kors bind, der i international sammenhæng skal identificere og beskytte bærernes person, indtraf der under Krimkrigen en begivenhed, der i den sammenhæng er værd at opholde sig ved.  

Den franske læge og sundhedsinspektør under Krimkrigen Lucien Baudens skriver i magasinet ”Revue des Deux Mondes” om den ulykkelige hændelse, der indtraf under slaget ved Traktir, hvor russerne efter slaget åbnede ild mod de læger og sygepassere, der var i færd med at samle sårede russere op og forbinde dem: ”Man ville gøre disse fejltagelser umulige, hvis lægerne og hospitalspersonalet efter fælles aftale nationerne imellem bar et kendetegn, som skulle være det samme i alle hære og alle lande og som gjorde, at de nemt blev genkendt af begge parter ”. (5)

Evolution

Det er Jean Guillermand, der fremhæver episoden i sin artikel om lægen og humanisten Baudens, der indgår i en samling med den rammende titel ”Præludier og Pionerer – forløbere for Røde Kors 1840-1860” . Hermed gives der endnu et eksempel på, at man lærer under krigens nødvendighed…og at de store ideer og tanker ofte er et resultat af mange menneskers erfaringer og visioner gennem en lang evolution, der på et givent tidspunkt udkrystalliseres ved en enkelt persons gennemslagskraft.  

Det samme gælder den moderne sygepleje, der ved pioneren Florence Nightingale bryder igennem efter Krimkrigen; men igen er det værd at hæfte sig ved, at også denne udvikling skyldes et lang sejt træk bygget på flere sygeplejerskers kunnen og indsigt.  

Da de franske sygesøstre på de forskellige militærhospitaler i og omkring Konstantinopel efter slaget ved Alma modtog de sårede soldater fra feltlazaretterne og gjorde sig deres erfaringer, var Florence Nightingale end ikke ankommet til Krim endnu. Til gengæld var hendes landsmænd, de engelske militærlæger på dette tidspunkt efter Almaslaget ved at notere sig, hvad de kunne lære af deres franske kolleger om organisationen af opsamling af sårede på slagmarken. 

Lige siden faderen til den franske akut medicin, Napoleon Bonapartes feltkirurg Dominique Larrey i sin tid opfandt de mobile feltlazaretter les ambulances volantes direkte oversat ”de flyvende ambulancer” d.v.s. mobile feltlazaretter (ordet ”ambulance” på fransk kan betyde både selve køretøjet og en militær forbindingsstation) for hurtigt at kunne nå frem med hjælp til de sårede på slagmarken, har hans efterfølgere arbejdet på at forbedre metoderne omkring opsamling af de sårede. Slaget ved Alma var anledningen for de franske militærlæger til at afprøve deres erfaringer om militære mobile ambulancer og fremskudte medicinske forposter. Resultatet har Quesnoy i sine memoirers beskrevet som noget, der nåede ”grænsen for perfektion”; men lad militærlægen selv beskrive, hvordan de franske læger havde organiseret sig under slaget ved Alma.

Opsamling af sårede

”Fra udvekslingen af det første riffelskud mellem de russiske og franske skytter, gjorde ambulanceenhederne holdt og anbragte deres materiel på udvalgte steder bag reservetropperne; en sektion blandt hver enhed blev skilt ud for at gå frem til krigsskuepladsen og på den måde ved hjælp af muldyrstole udgøre en let ambulance med en ekstrem mobilitet i ethvert terræn. Disse ambulancers rolle er at samle de faldne op på slagmarken, give dem den øjeblikkelige første behandling, som arten af deres sår kræver og straks transportere dem hen til det sted, hvor hver korps hovedfeltlazaret befinder sig. (…)
Korpsets læge har en ambulancetaske som bliver båret af en soldat, der går ved hans side. I tasken er der alt, der skal bruges til en første forbinding og hvis de sårede ikke bliver forbundet af ham, bliver de det øjeblikkeligt af de læger, der følger med de forskellige ambulancetyper. Disse ambulancer er mere mobile end de vogne, der blev brugt under Empiretiden (Napoleon d. I’s kejserdømme).

I løbet af dagen blev de sårede samlet op på feltlazaretterne. Alle forbindingerne blev lagt øjeblikkeligt, ligesom man øjeblikkeligt udførte de operationer, der var skønnet nødvendige, og fra det øjeblik vi blev herre over terrænet, udvalgte vi de huse, hvori de sårede kunne finde ly. Opsamlingen af de sårede på slagmarken var så hurtig, at da natten faldt på, var der ikke én såret tilbage på slagmarken, og vi havde da allerede opsamlet et stort antal sårede russere”. (2) 

Ikke bare er der ikke en eneste fransk såret soldat tilbage på slagmarken, da natten falder på; men natten bruger de franske læger til at forbinde de sårede, stabilisere deres frakturer og operere dem. Quesnoy fortæller:

I takt med, at de sårede bliver bragt ind, bliver de klædt af, anbragt side ved side og forbundet i rækkefølge med mindre der er indikation for øjeblikkelig behandling. De tilfælde, hvor der kan være tvivl om behandlingen, bliver signaleret til cheflægen, som så tager en beslutning eller rådslager med sine assistenter. Operationerne, med mindre de haster, bliver foretaget efter de andre forbindinger er lagt, og når lægerne ikke mere risikerer at blive forstyrret af den stadige ankomst af sårede.
Det er ved at handle på denne måde med metode, at natten var tilstrækkelig for os til at forbinde alle de sårede, og næste dag lige fra morgenstunden var vi i stand til at bringe dem ned på stranden, hvorfra de skulle indskibes videre til Konstantinopel”. (2) 

Denne metode, Quesnoy lige har beskrevet, bygger på det princip, der i dag er nøglen i katastrofemedicin, nemlig triage systemet dvs. opdeling i sværhedsgrad og prioritering af de sårede. Et udviklet system der i dag har gjort Frankrig til et af de førende lande hvis ikke ligefrem det førende land indenfor akut og katastrofemedicin.

De engelske feltlazaretter

Quesnoy gør hærens tab efter slaget ved Alma op til 1.339, den første deling hvor Quesnoy var knyttet til talte alene 792, hvoraf 60-70 var let sårede og 80 dræbte.

Den franske læge kommer med følgende konklusion i sine memoirers :
”Ved Alma kunne vi konstatere, at intet overgår disse transporter, og det er ikke uden stolthed, at vi viser, at hvis ildhu, livlighed og hurtighed er de egenskaber, der karakteriserer vore soldater, er de midler vi har for at kunne opsamle de faldne soldater sikre og hurtige midler, så vore soldaters blod ikke længe skal gøre slagmarken rød.
Vore allierede, et fra naturens side observerende folkefærd, var ikke længe om at lægge mærke til denne overlegenhed; og efter denne erfaring ventede de ikke i lang tid med at forsyne deres feltlazaretter med de samme transportmidler, fordi de havde konstateret deres effektivitet”. (2)

Hvis man sammenligner slaget ved Alma rent medicinsk mellem den franske og den engelske hær, kan det ikke undre, at de engelske militærlæger tog til sig af de franske erfaringer og metoder. Quesnoy beretter:

”De engelske feltlazaretter var, må man sige, blevet noget overrumplede; deres køretøjer, der var noget tunge og med en fejlagtig struktur hvad angår sygetransport, var blevet i Varna for at blive sendt videre senere; det medicinske personel kunne være tilstrækkelig i antal, men var ikke i aktion for de sårede, som var spredt udover slagmarken, og som man kun langsomt samlede op ved hjælp af sygebårer, der blev båret af trommeslagere og musikere, som ved denne anledning blev brugt til sygepassere; på den måde gik dagen, uden at man kunne opsamle selv et mindre antal sårede, og næste dag var det matroser, der samlede dem op fra slagmarken, hvor de havde tilbragt natten, matroserne havde rigget bårer til ved hjælp af hængekøjer, som de havde anbragt mellem to årer. To og ofte fire mand transporterede på den måde en såret over en mil væk, og da ofrene var talrige, tog denne operation meget lang tid. De sårede kom på den måde til at tilbringe to nætter på slagmarken, og de fleste modtog først kirurgisk hjælp, når de var kommet ombord på skibene, der skulle transportere dem til Konstantinopel.

Samme dag som vi evakuerede vore sårede, kunne vore ambulancer og feltlazaretter heldigvis stille deres materiel til rådighed for den engelske hær og på den måde betragtelig forkorte den tid, der var nødvendig for at indskibe de sårede. (…)
De sårede, der var efterladt på slagmarken, fik tæpper til natten, man bragte dem mad, mange operationer, der var øjeblikkelig nødvendige, blev foretaget i løbet af dagen; men man havde spildt megen tid på grund af spredningen af de sårede, og de engelske læger var de første til selv at beklage en situation, som det ikke var dem muligt at ændre med det samme”. (2)  

Stillet overfor denne åbenlyse mangel på organisation og forberedelse af førstehjælpen til de engelske soldater, er det ikke underligt, at tilstandene på Krims slagmarker gav alvorlig genklang hjemme i den engelske presse. Quesnoy kommer imidlertid loyalt sine engelske kolleger i møde, når han i sine memoirers, udtrykker, at mange klager i pressen efter slaget ved Alma var overdrevne, fordi de var baseret på de såredes egen korrespondance.  

At de engelske soldater ikke kunne få øjeblikkelig hjælp uden hurtige transportmidler var imidlertid et faktum, men ”intet af det, der var muligt, blev forsømt”, konstaterer Quesnoy.

Sundhedstjenestens stilling

Hermed rører Quesnoy ved den evig tilbagevendende problemstilling for sundhedstjenesten under Krimkrigen nemlig afhængigheden af de militære beslutningsinstanser.   

”Intet af det, der var muligt”…under slaget ved Alma var det ikke altså muligt at få bjerget de sårede engelske soldater før næste dag og næste dag igen; men til gengæld lærte de engelske læger af deres franske kollegers metode. Synergi! Eller endnu et eksempel på at midt i krigens elendighed udvikles der gang på gang ideer, som får betydning for sundhedstjenesten også i fredstid fremover. 

Kunne de engelske militærlæger lære af deres franske kollegers erfaringer om, hvordan man organiserer opsamlingen af de sårede og den fremskudte ambulancetjeneste, var der til gengæld et stort og vigtigt område, hvor englænderne var mestre, nemlig hygiejnen. Og her kunne franskmændene tage ved lære, mente den franske læge og sundhedsinspektør Lucien Baudens.

”De hygiejniske vaner, som den engelske hær udmærker sig ved, burde også indføres i vore lejre. Englænderne vaskede deres undertøj i varmt vand og skiftede det to gange om ugen. Vore soldater var langt fra denne omhu”, skriver Baudens. Han var i krigens sidste del sendt ud for at inspicere og rådgive den franske sundhedstjeneste og havde også lejlighed til at besøge de engelske lazaretter. Og her kunne den franske læge konstatere, at den engelske sundhedstjeneste på dette tidspunkt af krigen ikke lod noget tilbage at ønske.

”De engelske lazaretter var bemærkelsesværdig rene. Man havde konstateret, at man ikke stødte på denne gode egenskab i vore lazaretter. Denne forskel skyldes delvis den engelske militærlæges højere og mere uafhængige stilling, som gør, at han har en større autoritet til at få gennemført hygiejniske forholdsregler”, skriver Baudens i sin rapport.
At hygiejnen eller manglen på samme virkelig var et kardinalproblem for Baudens, forstår man af dette hjertesuk fra den dybt engagerede læge.

”I Frankrig må man jo sige, lærer man alt undtagen hygiejne. Hvis eleverne på Saint-Cyr (fransk officersskole) brugte bare tolv timer på at lytte til tolv lektioner om hygiejne, ville de bringe nogle principper fra en videnskab med sig til hæren, som soldaterne selv hurtigt ville erkende nytten af; der ville blive lyttet mere til lægernes råd, og de farer for epidemier, som hæren konstant bliver udsat for, ville oftere kunne afværges”. (6)

En kamp uden ære

Efter slaget ved Alma forlod den franske hær deres nattelejr for at rykke frem mod Sebastopol. Det var imidlertid ikke kun den franske hær, der var i fremmarch, den evige følgesvend koleraen fulgte også med. Og koleraen kender ikke forskel på ven eller fjende, læge, sygesøster eller soldat. Da den franske hær den 26 september nåede frem til Balaklava for at mødes med den engelske hær, havde den under fremmarchen mistet en oberst og to læger på grund af koleraen. Et symbol i sig selv for hele Krimkrigen. Eller som Quesnoy udtrykker det: ”på den måde blandede vi andre ofre for det forfærdelige onde, der ikke holdt op med at overmande os med de sejrrige ofre for slaget, men den engelske hær var hårdere ramt end vores”.

Han tilføjer :
”Vores svage hær blev hver dag reduceret på grund af sygdom, og hvis modløsheden ikke viste sig endnu midt i alle disse penible prøvelser her i starten, var håbet og illusionerne allerede kraftigt for nedadgående: man spurgte sig hver især, hvornår den dag ville komme, hvor man ville kunne se afslutningen på den energiske kamp uden ære mod sygdommen”. (2)
Kampen uden ære mod sygdommen…kortere og mere rammende kan Krimkrigen ikke beskrives!

Amputationer…med bedøvelse!

I takt med sygdommenes fremmarch blev de franske militærhospitaler i og omkring Konstantinopel fyldt op med syge, og det var også disse hospitaler, der modtog de sårede sendt fra Krim efter slaget ved Alma. På dette tidlige tidspunkt af krigen fungerede de nyligt indrettede militærhospitaler godt og kunne opfylde kravene til hygiejne. Således havde den franske lægetjeneste gode resultater med de 28 soldater, der under slaget ved Alma som følge af deres sår var blevet amputeret og derefter overført til Konstantinopel, kun seks var døde i efterforløbet, kunne Quesnoy begejstret konstatere. Han kunne også sammen med sine kolleger under Krimkrigen en gang for alle konstatere, at jo hurtigere man amputerede efter et traume, jo bedre blev resultatet. Dertil krævedes imidlertid soldatens samtykke, men også her gjaldt princippet jo hurtigere jo bedre forstået på den måde, at ifølge Quesnoys erfaring var en soldat mere tilbøjelig til at gå ind på kirurgens forslag om amputation på selve dagen, hvor slaget havde fundet sted end dagen efter, hvor tvivlen kunne begynde at melde sig. En overbevisende faktor, Guds og kirurgens gave til den franske soldat, nemlig kloroformen gjorde sit til at overvinde soldatens sidste angst for udsigten til en amputation. 

Alle amputationer og længerevarende operationer på de franske soldater blev under Krimkrigen udført med anvendelse af kloroform. I den franske sundhedstjeneste var det altså standardprocedure, og ”hverken på Krim eller i Konstantinopel har vi hørt tale om, at en eneste ulykke skulle være et resultat af anvendelsen af kloroform”, noterer Quesnoy.  

Selvom anvendelsen af kloroform var i sin startfase, kunne man ikke betegne metoden som et eksperiment, og derfor tøvede de franske læger heller ikke med at anvende den under Krimkrigen, inspirerede og instruerede som de var af deres fortræffelige kollega senere sundhedsinspektør under Krimkrigen Lucien Baudens. Han havde nemlig allerede i 1853 på militærhospitalet Val de Grace i Paris præsenteret de solide erfaringer, han havde gjort sig med anvendelsen af kloroform under kampagnen i Algeriet. Og de franske læger kunne altså under Krimkrigen for første gang i større målestok konstatere, at en rigtig doseret anvendelse af kloroform ikke udgjorde nogen risiko for patienten. Baudens anslår, at kloroformbedøvelse har været anvendt 30.000 gange mindst under Krimkrigen. Og nævner i øvrigt at de sardiske læger i starten af den sardiske hærs deltagelse på allieret side havde tøvet med at anvende kloroform; men vore kirurgers succes havde snart beroliget dem, skriver Baudens. Så var de franske læger begejstrede for deres resultater med amputationer under kloroformbedøvelse, var de franske soldater, der skulle under kniven, det naturligt nok også og det af mere indlysende grunde! 

De franske erfaringer med kloroformbedøvelse under Krimkrigen blev endnu et eksempel i rækken på, at man i kraft af den store målestok under en krig kan fastslå nye landvindingers reelle effektivitet og i efterforløbet i fredstid anvende de dyrt indhøstede erfaringer. Lederen af den franske sundhedstjeneste, Dr. Scrive beskriver nemlig i sin opgørelse efter Krimkrigen, hvordan anvendelsen af kloroform kom til at betyde en mindre revolution indenfor sårpleje :
”Brugen af dette vidunderlige middel til bedøvelse har været til umådelig nytte for Orient (Krim) hæren; …( ); men større studier som anvendelsen af kloroform har tilladt os at gøre, har inspireret os til efter at have konstateret metodens absolutte ufarlighed den geniale ide om at udstrække anvendelsen til helt håbløse sårtyper og til alle smertefulde forbindingsskifter hos nervøse og stærkt pirrelige personer”. (7)

Sårpleje og skiftning af forbinding i fuld bedøvelse…hvilken sygeplejerske kan i dag som noget selvfølgeligt ikke glæde sig over at kunne berolige en patient med, at de første ellers smertefulde skiftninger af et sår kan foregå i fuld bedøvelse? Selvfølgeligt i dag, men lige efter Krimkrigen ikke mindre end ”en genial ide”.

Ærens bagside

Da den franske hær slog lejr på bjergsletterne ved Chersonèse på de højeste og bedst ventilerede højdepunkter udvalgt til formålet af sundhedstjenesten, befandt den sig kun få kilometer fra Sebastopols befæstninger. Feltlazaretterne blev indrettet med telte beregnet til 16 mand og anbragt tæt på kilderne, så vandforsyningen var sikret. Og arbejdet med at grave skyttegrave til den kommende belejring kunne begynde. Koleraen var for en gangs skyld i stærkt aftagende.
Den 9 oktober var de første skyttegrave blevet åbnet, og de franske soldater kunne se frem til måneders penibelt ophold i skyttegravene med kulde og regn, og senere da vinteren stunder til også frost og forfrysninger. Men de franske læger blev ikke arbejdsløse på grund af belejringen, hver dag modtog feltlazaretterne sårede, for russerne foretog med jævne mellemrum udfald mod de franske stillinger. Sådan kørte det frem og tilbage mellem fæstningerne og skyttegravene uden andet mærkbart resultat, end at hospitalerne og lazaretterne i skyttegravene blev fyldt op. Et øjenvidne beretter om lægernes arbejde i skyttegravene:  

”På et langt improviseret bord lå mænd udstrakt, som blev skåret i af andre mænd bevæbnet med knive og save; på jorden lå arme og ben i dynger; ikke langt væk lå der sårede på bårer, som ventede på deres tur; blod overalt; kort sagt bagsiden af æren”. (8)  

Som et led i forberedelserne til de kommende større slag havde lederen af den franske lægetjeneste Dr. Scrive givet ordre om at oprette et fremskudt feltlazaret så tæt på skyttegravene som muligt, så de sårede soldater øjeblikkeligt kunne modtage kirurgisk hjælp og få lagt forbindinger. Dette feltlazaret med navnet Clocheton, skulle hurtigt komme i brug. Som Quesnoy skriver: hvilket trist syn var ikke dette feltlazaret! Man kunne der optælle alt det, som hvert et skridt fremad kostede os!  

Den 25 oktober befandt russerne sig ved Balaklava sletten, da de angriber de allieredes stillinger. Slaget ved Balaklava kom til at koste det engelske kavaleri dyrt, men blev også optakten til et senere angreb d. 5 november slaget ved Inkermann. Under dette blodige slag blev der kæmpet med alt, hvad tidens krigsvåben kunne præstere fra mand til mand kamp med bajonetter og til en veritabel kanonduel mellem de stridende parter. Kuglerne fløjtede, granaterne eksploderede, og projektilerne faldt som hagl, på broen ved Inkermann var tumulten på sit højeste, skriver den altid nærværende Quesnoy. Og tilføjer: jeg tror ikke, at man under nogen krig har set så mange lig på så snæver en plads.  

Helt tæt ved slagmarken havde de franske læger opstillet deres sygestole båret af muldyr, og så snart en soldat faldt, blev han øjeblikkelig samlet op på mulddyrsbåren og ført til videre behandling på lazarettet. Her var det et grufuldt syn, der ventede, efterhånden som de sårede blev bragt ind: afrevne lemmer, forfærdelige lemlæstelser og sprængninger. 

Slaget ved Inkermann havde i alt kostet russerne 18.000 mænd døde og sårede tilsammen, franskmændene havde 1.500 ukampdygtige mænd efter slaget, og det engelske tab var opgjort til mellem 4-5.000 mænd. Med andre ord det var ikke mangel på arbejdsopgaver, der ventede sygesøstrene på hospitalerne.

Søstrenes arbejdsvilkår

Lederen af den franske sundhedstjeneste Dr. Levy var den 20 oktober ankommet til Krim for ved selvsyn at danne sig et indtryk af hærens sundhedsmæssige situation. Han havde umiddelbart inden da inspekteret de franske militærhospitaler omkring Konstatinopel og opgjort tallet af syge til 4.074 inklusive de 150 syge fra Krim. Dertil ankom så de sårede fra slaget ved Inkermann. 

Søster Landes skrev i november måned 1854 fra det store franske militærhospital i Konstantinopel hjem til søstersamfundets ledelse i Paris: 

”De syge kommer til os i mængdevis fra Krim, man får medlidenhed med dem, stakkels soldater de betaler en dyr pris for deres opofrelse for fædrelandet; de giver os så megen trøst, at vore anstrengelser og vores træthed ikke syner os af stor betydning ved siden af disse stakkels døende, som vi ser forlade denne verden forsynet med alle sakramenterne, og et stort antal af dem, der bliver raske henter ny styrke i den hellige nadver, de gør sig bemærket ved deres store fromhed, i går gik en af vore rekonvalescenter for første gang til alters”.  

Brevet er underskrevet: Søster Vincent Landes en uværdig barmhjertig søster og de fattige syges tjenerinde. (9) 

Dette brev er typisk for de franske Sankt Vincent søstres korrespondance gennem hele Krimkrigen. Man får kort at vide, at der ankommer syge og sårede i hobetal, og at søstrene føler med disse syge og sårede soldater, som søstrene altid med ømhed omtaler som ”vore soldater”. Set på baggrund af de førnævnte tal for belægningen på militærhospitalerne, kan man kun alt for godt forstå, hvorfor der i brevet står, at søstrene var trætte. Man ved, at søstrene, fra de stod op om morgenen ved femtiden, var nærmest uafbrudt i sving med tusinde gøremål fra uddeling af mad og drikke, stuegang med lægerne til skiftning af forbindinger og uddeling af medicin og hjælp til både de døende og rekonvalescenterne. De førstnævnte var der flest af!  

Det forklarer i nogen grad, hvorfor søstrenes breve helt generelt indeholder så mange og så udførlige beskrivelser af, hvordan de døende soldater ved søstrenes og især ved præsternes hjælp blev forberedt efter den katolske tros ritualer på at forlade denne verden som en god katolik. Dette var søstrenes mission; men deres opgave var sygeplejen. 

Den 23 august 1854 på et tidspunkt, hvor der var brug for forstærkning til de søstre, der allerede var tilstede i Tyrkiet, kunne man således læse følgende notits i Le Moniteur: 

Krigsministeren har appelleret til Sankt Vincent søstrenes opofrelse for bede dem tage af sted til Orienthærens hospitaler for der at pleje vore soldater. Denne appel er blevet hørt: femogtyve af disse fromme søstre vil i Marseille gå ombord i den næste postbåd; femogtyve andre vil følge hurtigt efter, og den værdige forstanderinde har givet håb om, at hun kan forhøje antallet helt til hundrede. 

Dette løfte blev langt overgået, for over trehundrede søstre blev hen ad vejen sendt til Krimkrigen. (10)
De franske søstre var sendt til Krim for at passe og pleje de syge soldater med al den viden og kunnen indenfor plejeområdet, deres søstersamfund gennem århundreder havde bygget op. En know-how der i parentes bemærket var af en sådan kvalitet, at engelske læger som Pincoff lagde mærke til den. Den religiøse pleje skulle hærens feltpræster hjulpet af de frivillige præster udsendt fra Lazarist congregationen derimod tage sig af…i realiteten ofte hjulpet af søstrene.
En af præsterne, den navnkundige Monsieur Boré besøgte på et tidspunkt søstrene på det feltlazaret bestående af tyve barakker, der bar navnet Gul-Hané. Besøget gav anledning til følgende notat: ”dette feltlazaret, tæt på havnen næsten i niveau med havet, giver mulighed for en nem landsætning, og derfor er det fortrinsvis de meget syge, der bliver anbragt der; derfor er dødeligheden der også større og hurtigere end i de andre lazaretter. Tjenesten for vore søstre der er meget anstrengende; beviset er, at fem af søstrene allerede er taget fra tjenesten for at dø.

Den pleje, som søstrene kan give vore soldater, er ikke begrænset: man giver søstrene fuldt råderum til at lægge forbindinger og administrere lægemidler indenfor alt, der er muligt og anstændigt; sårene i dette lazaret er i almindelighed meget alvorlige, fordi man har transporteret de meget syge dertil for at skåne dem”. (11)

Med denne klare fordeling af opgaverne for øje står man efter gennemlæsningen af søstrenes mange breve hjem til Frankrig fra Krimkrigens hospitaler tilbage med et stort spørgsmål: hvorfor er der så få notater fra søstrenes hånd om selve sygeplejen?

Et tilnærmelsesvis dækkende svar set på baggrund af søstrenes historie og deres trossamfunds opbygning må være, at de Barmhjertige Søstre nu kaldet Sankt Vincent søstrene først og fremmest var sygesøstre med tryk på søstre. Og at de som sådanne ikke følte sig kaldet til at aflægge forklaringer og stå til ansvar for sygeplejen, men kun for det religiøse. Man skulle ikke vente nogle ”Notes on nursing” forfattet af søstrene efter Krimkrigen, sådan som Florence Nightingale udgav dem hjemme igen i England. Det betød imidlertid ikke, at de franske søstre opgav sygeplejen efter Krimkrigen, tværtimod fortsatte de med at blive sendt derud, hvor hjælpen for pleje fandtes også ved fronten; men det var stadig i den ånd af ”uværdige barmhjertige søstre og de fattige syges tjenerinder”, som Søster Landes underskrev sit brev med fra militærhospitalet i Konstantinopel.

Vil man danne sig et mere detaljeret billede af, hvilke udfordringer sygesøstrene var stillet overfor under Krimkrigen rent plejemæssigt, må man gå tilbage til fronten, feltlazaretterne og de militære lejre og følge krigens gang. Det var, hvad der skete ved fronten, og sundhedsforholdene i lejrene, der var bestemmende for, hvilke typer plejemæssige problemer, sygesøstrene på hospitalerne omkring Konstantinopel ville møde, når de syge og sårede soldater efter en første behandling på feltlazaretterne blev sendt videre til efterfølgende behandling. Og det var på hospitalerne og hospitalsbarakkerne bag fronten, at søstrene koncentrerede deres arbejdsindsats. Det er en myte at tro, at de franske søstre var med til at pleje de sårede mere eller mindre direkte på slagmarken, selvom det var et reelt ønske fra søstrenes side at få lov til at gøre det.

Man ved, at søstrene, da de franske tropper befandt sig foran Sebastopol, bad general Pélissier om tilladelse til at samle de sårede soldater op fra skyttegravene og behandle dem der under salverne fra russernes kanoner. Generalen nægtede kategorisk at imødekomme søstrenes anmodning med det argument, at han ikke ville sætte livet på spil for dem, som Frankrig havde udsendt, for at de kunne pleje forsvarerne af fædrelandet. Søstrene insisterede i flere omgange, men uden held. Pélissier var og blev urørlig til søstrenes store sorg. ”De vil aldrig tilgive mig det”, fortælles det, at generalen med et smil havde sagt om søstrene. (12)

At myten om søstrene ved fronten kan opstå, er forståeligt, når man ser datidens romantiske illustrationer som det kobbertryk fra Krimkrigen, der viser to søstre, der er ved at samle en såret soldat op på slagmarken, mens en tredje søstre folder hænderne i bøn mod himlen. Set på baggrund af antallet af syge som søstrene skulle tage sig af, kan man noget mere jordnært kun konstatere, at en sådan situation var helt urealistisk alene af den grund, at søstrene ifølge Dr. Guillermand hver i gennemsnit skulle pleje 100 syge og sårede soldater!

Den triste rejse

Forfrysninger ofte med komplikationer i form af gangræn var et af de sygdomsbilleder, som søstrene mødte på Konstantinopels militærhospitaler både under den første og den anden vinter i løbet af krigen.  

”Da sneen gjorde sin ankomst i januar 1854 efterfulgt af en ødelæggende kulde, så man hver morgen hos franskmændene ”de forfrosne fødders konvoj” begive sig til Kamiesh for at gå ombord på skibene mod Konstantinopel og byens hospitaler. De skulle blive tusinder at gøre denne triste rejse” (8). 

De allierede styrker havde ved krigens start troet, at Krimkrigen ville blive en lynkrig. Det kom derfor bag på det militære forsyningssystem, at soldaterne skulle komme til at tilbringe en vinter i det fremmede. Denne situation var de franske soldater slet ikke udrustede til. De havde ikke andet ly end små telte og lette tæpper. Værst var det for de soldater, der på skift havde tjeneste i skyttegravene, hvor de i timevis stod immobile i iskoldt vand til knæene, og når de gennemblødte nåede hjem til lejren efter endt tjeneste, var der ikke tørt skiftetøj til rådighed. Der var blevet bestilt store telte, vintertøj, uldsokker og træsko i Frankrig; men det var først langt henne på vinteren, at disse forsyninger nåede frem til de forfrosne soldater; men da havde kulden og fugten allerede været skyld i mange lidelser…og manglende hænder og fødder. En fransk feltpræst giver et malende billede af situationen :

Soldaten er nødt til at tilbringe natten på jorden i sit våde tøj. På den måde vågner flere mænd op næste morgen ude af stand til at rejse sig, de har forfrysninger i hænder og fødder. Så bliver de bragt til feltlazarettet. Deres fødder svulmer op, og snart er de helt sorte, som når man har fået et slag, kødet falder af i stykker, fingrene brækker af som vægen på et lys, når det er brændt. Nogle gange bliver man nødt til at skære de forfrosne hænder og fødder af, og det sker ofte, at staklerne dør af smerte”. (13)  

Feber, diarre, dysenteri, lungebetændelse og den velkendte kolera fulgte i kølvanden af vinterens elendighed og gjorde deres til, at feltlazaretterne nærmere blev til medicinske hospitaler end centrum for krigskirurgi. De syge opholdt sig kun kort tid på feltlazaretterne for derefter at bliver overført til søstrenes videre pleje på hospitalerne i Konstantinopel…og dermed give plads til den stadige strøm af nye syge soldater. Alene i januar blev der sendt over 6.000 syge soldater af sted til Konstantinopel; men en særlig komplikation nemlig skørbug skulle snart give særlige plejeopgaver til søstrene.

Skørbug

Var koleraen en sygdom, der ikke kendte forskel på høj og lav i det militære rangsystem, kunne man ikke sige det samme om skørbug, som var en udpræget selektiv sygdom, man ikke fandt hos officererne og kun sjældent hos underofficererne under Krimkrigen. Officererne fik en bedre kost, var bedre indlogeret og havde i det hele taget bedre betingelser end den menige soldat, der dag efter dag fik den samme ensformige kost med en konstant mangel på friske grøntsager og ofte også friskt kød. Dertil kom soldaternes udmattende arbejde i de fugtige og kolde skyttegrave, som gjorde dem til lette ofre for den frygtede og velkendte mangelsygdom. Indtagelsen af mælkebøttesalat når årstiden var til det, var efter Dr. Scrives anbefalinger blevet udbredt hos soldaterne og kunne i sig selv være nok for, at de første symptomer forsvandt, men ofte var symptomerne vedvarende og forværredes hurtigt. Dr. Quesnoy beskrev tilstanden således: 

”Slapheden blev forværret, huden blev strågul, tør og ubehagelig at røre ved, det røde ophovnede tandkød blødte ved tryk, musklerne var i konstant i kontraktion, som gjorde, at de syge blev nødt til at ligge med benet bøjet under låret…, der var mørke blodudtrædninger i knæhaserne. Der udviklede sig af og til blålige sår omkring anklerne, og det bløde kød blødte ved det mindste tryk.( …)” På dette stadium kunne et skift i miljø bare i form af en overfart til havs nå at ændre sygdommens udfald, i modsat fald var udgangen fatal. ”Tandkødet og svælget blev gangrænøst og udbredte en forpestet lugt, mandlerne og kinderne fik gangrænøse pletter, en voldsom diarre efterfulgt af tarmblødninger indtraf, urinproduktionen holdt op, og hyppige besvimelser markerede en snarlig død.” (2)  

Der har ikke ligefrem været tale om et hospitalsklima for sarte sjæle; men det var søstrene heller ikke. Fromme ja, men ej sarte for det lå i deres korpsånd helt tilbage til stifteren Vincent de Pauls tid, at en Barmhjertig Søster uden at kny eller vise afsky måtte pleje de syge. Det var mere hensynet til den religiøse moral og den anstændighed, som Boré talte om end hensynet til søstrenes egne sarte fornemmelser, der afgjorde, hvilke plejeopgaver de kunne påtage sig. Men uanset hvor mange gruopvækkende lemlæstelser eller bare uhumskheder søstrene blev vidne til på sygesalene, mødte de soldaterne med et smil og deres legendariske munterhed, som den søster, der på kyrassérernes og artilleristernes sygestue i Gallipoli udbrød, idet hun gik hen mod de syge soldater: ”Åh, mine venner, jeg vil tage mig godt af jer, for jeg vil være alt for ked af det, hvis denne smukke race skulle gå tabt hos os”. (10) 

Soldaterne var jo ikke kun soldater, men først og fremmest mænd, så man må gå ud fra igen af hensyn til sømmeligheden, at det var de mandlige militære sygepassere, der måtte træde til, når man på hospitalerne i Konstantinopel med fordel anvendte dampbade og gnidninger med olie for at bekæmpe den muskulære stivhed, der ses så ofte hos patienter med skørbug. Gurglen med syrligt mundvand og pensling af gummer og tandkød med saltsyreopløsning var de almindeligt brugte midler mod sår i munden. Den symptomatiske behandling af skørbug kunne dog kun give resultat, hvis man fjernede de syge fra det inficerede miljø både på lazaretterne og på hospitalerne, hvilket i praksis betød, at de syge blev sejlet hjem til Frankrig, så snart tilstanden tillod det.  

Skørbugen, der ved sit symptomkompleks prægede og komplicerede alle andre sygdomme under Krimkrigen, banede også vejen for den frygtede sygdom tyfus og for den lige så frygtede sårkomplikation nemlig gangræn, der dengang sammen med hospitalsinfektioner under eet blev kaldt ”hospitalsråddenskab” (la pourriture d’hôpital direkte oversat). Soldaterne blev i hobetal bragt til lazaretterne og hospitalerne med skørbug; men det var selve denne ophobning af mange syge soldater på det samme sted gennem lang tid, der fik tyfus epidemien og hospitalsinfektionerne ikke bare til at florere, men også ligefrem fremkaldte dem. Og det var disse to sidste tilstande, man fra lægernes side frygtede som den virkelige fjende, der skulle bekæmpes.

Hospitalsinfektioner og gangræn

Det var i slutningen af den første vinter, da de forskellige hospitalsetablissementer blev inficerede af et stort antal syge, at hospitalsinfektionerne og tilfælde af gangræn viste sig hos mange sårede. På Krim, var antallet relativt lille, fordi man nemt kunne skaffe udluftning under teltene, og fordi man ikke beholdt de syge lang tid af gangen; men i Konstantinopel (altså hos søstrene) vandt dette frygtelige onde hurtigt frem og gjorde stor ravage, skriver Quesnoy.  

Også Baudens var på vagt overfor hospitalsinfektionerne, som var så svære at undgå i de situationer, hvor hæren var immobil og samlet på det samme sted, hvor luften var, som Baudens kaldte det, kvælende og forpestet. Både Baudens og Quesnoy var som tidens andre læger overbeviste om, at smitten blev spredt gennem luften den såkaldte miasmeteori, som betød, at de giftige dunster enten ved indånding eller ved direkte nedfaldning gennem luften inficerede sårene og førte til gangræn. Så længe sårene ikke var fuldstændigt helede, skulle man frygte dette. Hvor mange gange skete det ikke, at de stakkels sårede, som var så godt som ved vejs ende af deres helbredelse og i færd med at forberede sig på at vende hjem til deres familier, døde som ofre for hospitalsinfektioner, skriver Baudens i sin rapport.  

Smittespredning gennem luften var altså den overvejende teori, men som Quesnoy gjorde opmærksom på, var man også klar over, at snavsede bestanddele til forbindinger og lærredsklude til forbindinger som var i gæring samt kirurgiske instrumenter, som man ikke havde haft omhu for at vaske, efter at de havde været i kontakt med gangrænøse sår, kunne fremkalde hospitalsinfektion. 

Et sår, der udviklede sig til gangræn, så ifølge lægernes beskrivelse sådan ud: mørkt med sorte pletter, blodigt pus med stinkende lugt, en sårdannelse der bredte sig og endelig en påvirkning af almentilstanden med spredning af infektionen førende til en hurtig død. Sådan så altså de gangrænøse sår ud, som sygesøstrene skulle skifte; men hvilke behandlingsmuligheder rådede de over dengang? Her følger Dr. Baudens forskrifter: 

”Det første middel, har man forstået, er at isolere den syge på et sundt og ikke inficeret sted både af hensyn til den syge selv og af hensyn til hans medpatienter, der ellers udsættes for smitte. (…) Hvad angår selve sygesalen, er det meget vanskeligt at rense den, når den først er fyldt med smitsomme miasmer. Man må evakuere sygesalen i en vis tid, gøre den rent med kalk, overrisle den med chlorure og ofte foretage desinfektion med dampe. Det er kun på denne måde, at hospitalsinfektionen kan fortrænges.  

Den lokale behandling har været ætsning med glødende jern eller jern perchlorure, som er et kaustisk middel, som nemt trænger ind i alle sårets hulrum, og som M. Salleron har brugt med succes. Forbindinger med citron, kulpulver, kinin tilsat kamfer har været effektive midler til at øge virkningen af de kaustiske produkter.”(6)   

At de lokale lægemidler kun var af sekundær betydning for at bekæmpe hospitalsinfektionerne, var der ikke tvivl om i sundhedstjenesten. Erfaringen viste, at det eneste virkelige effektive middel hed isolation, tomhed og plads omkring patienten; men som Quesnoy ikke uden resignation måtte konstatere: 

”Det er en anerkendt sandhed, det ved vi; men desværre er det sådan i krig, at det ikke altid er muligt at drage lære af erfaringers lektioner og således bekæmpe de onder, som man kan forudse kan udvikle sig under bestemte betingelser; derfor kan man frygte, at så længe der er hære i krig, vil der være hospitalsinfektioner, tyfus og alle disse sygdomme, som er de obligatoriske følgesvende til ophobningen af mænd, der er underkastet krigens hårde krav. Derfor er må alle militærlægernes anstrengelser i en krigssituation mere rette sig mod forebyggelsen og forsinkelsen af disse sygdomme end mod behandlingen.” (2)

En heldig officer

Den franske officer Herbé skulle på sin egen krop komme til at teste Baudens og Quesnoys teorier om isolationsteknik og smittespredning; men det var officerens intuition og instinkt, der kom til at frelse ham fra gangræn, og det der under Krimkrigen så uhyggeligt nemt kunne blive værre. 

Herbé skriver den 16 august 1855 fra det fremskudte feltlazaret ved slagmarken hjem til sine forældre for at fortælle dem, at han dagen før var blevet såret. Krimkrigen har på dette tidspunkt udviklet sig til en regulær skyttegravskrig med de alieredes belejring af Sebastopol, og krigen går sin lange gang med de engelske og franske hæres bestræbelser på at vinde frem, og russernes punktvise angreb på de allieredes stillinger for at forsvare byen Sebastopol og dens fæstningsanlæg. Det er under et angreb fra russernes side under slaget ved Tchernaïa , at Herbé bliver ramt af en granatsplint i den ene ankel for minutter efter også at blive ramt af en kugle i hoften. Da man er på vej hen til feltlazarettet med Herbé på en båre, bliver han ramt af endnu en kugle, det er kun, fordi en af bårebærerne resolut tager den sårede officer på nakken, at han når frelst hen til lazarettet. Herfra skriver Herbé den 21 august videre til sine forældre:

Mine sår er ikke mere bekymrende i dag end den første dag.
Hver morgen er doktor Felix gået forbi min seng uden at stoppe op for at gå videre til at behandle de sårede, der efter hans skøn havde størst chancer for helbredelse; men i dag, da han mødte op, kom jeg med en humoristisk bemærkning om, at han kunne få madding fra mit sår til at fiske med, hvilket fik ham til at smile og stoppe op for derefter at undersøge mit sår med sonde, hvorefter han rensede mine sår, hvilket var højst nødvendigt, for så at give en sygepasser besked om at forbinde dem.

Denne læge er beundringsværdig; hans lazaret rummer i dag over 500 sårede, og han har kun to andre kirurger til at hjælpe sig; han spiser, mens han forbinder patienternes sår, sætter sit brød og sit stykke kød uden videre omstændigheder på de såredes senge. En første evakuering mod Konstatinopels hospitaler fandt sted i forgårs, og man forbereder en anden i morgen. (…)”

Den 2. september tømmer man systematisk feltlazaretterne for de sårede, der kan tåle overfarten til Konstantinopel for at gøre plads, for alt tyder nu på, at det endelige øjeblik er kommet for angrebet på Sebastopol. Og her er jeg dømt til stilstand…!”, skriver officeren.

Det er altså uden selv at have været med til det store angreb, at Herbé den 12 september kan skrive hjem til Frankrig, at de allierede har indtaget Sebastopol. Herbé opgør tabene efter indtagelsen af Sebastopol: ud af de omkring 60.000 mand, som var samlet for at deltage i denne sidste store kamp, havde vi mistet omkring 10.000 mand, heraf 2.000 englændere, dræbt eller såret, man anslår fjendens tab til det dobbelte, skriver han. Men at det under Krimkrigen så ofte var sygdom og ikke fjenden, der skulle bekæmpes, skulle Herbé komme til at sande.

Den 12 oktober skriver han stadig fra lazarettet følgende brev hjem til sine forældre:
”Jeg har været nær på at blive offer for en frygtelig hændelse. Mine sår helede meget hurtigt op, for hurtigt ifølge vor fremragende doktor Felix; der var kun en lille fistelgang tilbage, som ikke ville lukke sig; lægen skønnede, at det var nødvendigt at åbne de sår igen, som ellers var helet op for at finde årsagen til den genstridige materieafsondring. For at gøre dette, åbnede han med nogle store snit og var så heldig at kunne tage et stykke læder ud fra såret, som stammede fra den rygsæk, jeg bar d. 16 august. Læderstykket var blevet indført i kroppen med en de kugler, der ramte mig. Siden denne operation gik min sårheling regelmæssigt frem mod den endelig helbredelse.

Men i forgårs var doktor Felix nødt til at tage væk, og stuegangen blev varetaget af hans hjælper, en major-læge fra anden årgang; da denne nåede hen til min seng, ville han undersøge mine sår; jeg havde lidt feber på det tidspunkt og var i virkelig dårligt humør. Denne læge mishagede mig med hans store hvide forklæde helt plettet med blod, og jeg nægtede kategorisk i noget iltre vendinger at lade mig behandle af ham. Han var storsindet nok til at instruere sygepasseren om den type forbindingsskift, der passede mig og gik så videre.

Næste dag, da doktor Felix genoptog sin tjeneste ,sagde han til mig efter at have undersøgt mine sår:
”De har modtaget doktor X dårligt i går…det skal De ikke fortryde; der har bredt sig gangræn til alle de sår, han har skiftet i går, De er den eneste fra Deres sygestue, der har undsluppet denne hospitalsinfektion og for at sikre Dem fuldstændigt, vil jeg nu lade Dem transportere til et telt, hvor De vil være alene”. 

Dette blev gjort; doktoren informerede mig derefter om, at jeg så hurtigt som muligt, måske allerede i morgen ville blive overført til et hospital i Konstantinopel.”

Næste brev er skrevet den 25 oktober fra den russiske ambassade i Konstantinopel lavet om til militærhospital for officererne og lyder således:

”Det er siddende på en fremragende stol med albuerne støttet på et stort bord og med en lys dag, der kommer til mig fra to store åbne vinduer ud mod en fantastisk udsigt: Bosforstrædet, byen og Skutari…at jeg skriver til jer. Jeg forlod den 2. divisions lazaret den 13 oktober for at gå ombord på St. Patrick, et engelsk dampskib, som den franske administration har chartret til transport af de sårede.

Næste dag fra morgenstunden forlod vi havnen ved Kamiesch, og 36 timer senere efter en heldig overfart, kastede vores båd anker i la Corne-d’Or. (..)   

Mit liv er totalt ændret; vi har et ordentligt køkken, får varieret mad, vi spiser af porcelænstallerkener og drikker af krystalglas!!…og oven i al denne luksus hører vi den blide og sympatiske stemme af de barmhjertige søstre, som opmuntrer os til tålmodighed og tiltro! 

Ambassadehospitalet er udelukkende beregnet på officerer, og man har valgt søstre med en perfekt skoling til der på hospitalet at pleje de sårede og omgive dem med en søsterlig opmærksomhed; de udfører deres rolle med en så udsøgt følelse, at det formilder det faktum, at man er langt fra sin familie, styrker kroppen og højner modet…

Det er især, når man er syg, at man værdsætter disse brave piger, som de fortjener det. Alle officererne venter utålmodigt på, at de skal komme og finder på alle mulige kneb for at få dem til at blive så længe som muligt ved deres sengegærde. De hjælper ikke til med forbindingsskift; denne opgave er af hensyn til sømmeligheden og respekten overladt til sygepasserne; men de udfører alle disse små plejeopgaver, som de sårede har sådan brug for, med en elskværdighed og et godt humør, så det næsten i sig selv er nok til at få sårene til at hele op! Derfor er de da også i høj grad adlydt, kærligt passet på, elsket og velsignet! (…)”

Hvis Herbé kun har lovord tilovers om hospitalet og søstrene, giver han til gengæld sygetransporten over havet til Konstantinopel hård kritik med på vejen:

”Jeg har sagt jer, hvilken forsømmelighed der angik lazarettjenesten på Krim: personale og materiel i hel utilstrækkelig grad, etc., etc., men transporten af sårede fra Kamiesch til Konstantinopel står helt anderledes til kritik.
Ombord på St. Patrick , som transporterede mig til Konstantinopel, var vi 13 sårede officerer og 120 syge eller sårede soldater, og der kun to eller tre sygepassere ombord, en sergent fra administrationen og ikke en eneste læge! Tilmed blev mine rejsefæller og jeg fire dage, den 13,14, 15 og 16 oktober ombord, uden at vore sår blev renset eller forbundet! Det er beklageligt! (…)

Hvis det militærlægelige personale var utilstrækkeligt under krigen, hvorfor har man så ikke appelleret til civile læger? De skulle nok have svaret på denne patriotiske appel.” (1)

Hele denne sygehistorie er værd at opholde sig ved, fordi den i et koncentrat rummer mange af Krimkrigens medicinske problemstillinger og mønstre, som gik igen. Man hører om smittespredning, isolationsteknik, mangel på hygiejne, mangel på personale, kritisable forhold under den evige sygetransport mellem fronten på Krim og hospitalerne i Konstantinopel. Og man hører om den ultimative belønning for alle lidelserne, der venter på militærhospitalerne i Konstantinopel: søstrenes omsorgsfulde pleje! Ganske vist ankom Herbé til officerernes hospital, hvor standarden på alle måder var anderledes høj for indkvartering end hos de menige soldater på sygesalene; men det hengivne forhold, som han beskriver officerer havde til søstrene, gjaldt alle soldater. Der var nærmest ikke grænser for, hvad søstrene kunne udrette i soldaternes øjne: få længslen efter familien derhjemme til at forsvinde og få sårene til at hele op kun ved deres blotte tilstedeværelse og omsorg. Til gengæld kan det undre, at Herbé slår fast, at søstrene af hensyn til anstændigheden ikke tog sig af sårpleje på hospitalet for officerer. Præsten Boré fortalte ellers om sit besøg hos søstrene på Gul-Hané sygebarakkerne, at ”man der giver søstrene fuldt råderum til at lægge forbindinger og administrere lægemidler indenfor alt, der er muligt og anstændigt”, ligesom man i søstrenes egen korrespondance finder bemærkninger om, at den og den søster var i færd med at forbinde et sår.  

Og den ledende søster Lesueur skriver under den store og dræbende tyfus epidemi i krigens sidste måneder den 26 februar hjem til forstanderinden i Paris: 

”Den guddommelige Mester fortsætter med at lade os følges med ham på den smertefulde vej; landet i eksil vil igen modtage de jordiske rester, og himlen, håber jeg, tæller allerede en ny udvalgt, vores gode og kære søster Aveilhé (…) Det vil være umuligt for os at beskrive hendes barmhjertigheds prisværdige handlinger…Det, vi kan sige uden frygt, er, at hun er død som offer for hendes konstante nærværelse og opmærksomhed overfor vore brave sårede og syge soldater. De mest afskrækkende tjenester, gangrænøse lemmer der faldt af i stumper, sådan var de områder, som hendes tjenstiver havde valgt. Ferm som hun var til kunsten at lægge forbinding på disse afskyelige sår, betroede major-lægen hende denne opgave med en total tillid; og denne de fattiges heroiske tjenerinde udholdt, idet hun gjorde vold på sin naturlige følsomhed, med en konstant uforfærdethed dette forfærdelige syn, som hun hver dag havde for sine øjne.(9)  

Dette vidnesbyrd fra søstrenes leder i Konstantinopel lader ikke tvivl om, at sårskiftning har været en del af søstrenes opgaver. At der så kan have været en gråzone mellem søstrenes hensyn til sømmeligheden og soldaternes behov, er en anden sandsynlighed. Set på tværs af både soldaterne egne og øjenvidners skildringer kan man imidlertid slå fast, at søstrenes helt store fortjeneste udover deres konkrete sygepleje var deres omsorg uden svigt og deres, som søster Lesueur kaldte det ”konstante nærværelse”.

Tyfus

Selvom de allierede i september 1855 havde erobret Sebastopol og dermed de vigtigste russiske stillinger, var det først et halvt år senere, at våbenhvilen mellem de stridende parter kunne underskrives. Disse sidste vintermåneder i lejrene tilbragt sammenklumpet i hermetisk lukkede telte på Krims fugtige og kolde jorde inficerede med både menneske og dyre kadavere var nær ved at tage livet af den samlede franske hær…og af dens læger, sygepassere, sygesøstre og præster. Tyfusen den frygtede epidemi over dem alle var brudt ud! Og den slog til overalt i kasernerne, på skibene, i lejrene, fængslerne, hospitalerne og de overfyldte lazaretter, hvor den i løbet af uhyggelig kort tid fik mænd, der ellers kun var lettere syge, til at bukke under. Intet syntes at kunne stoppe sygdommens fremmarch, heller ikke lægernes indsats. Det var netop lægernes, sygepassernes og søstrenes tilstedeværelse i centrum af ophobningen af syge og det inficerede miljø, der gjorde dem selv til de mest udsatte ofre, svækkede som de var af deres utrættelige og udmattende arbejde. Baudens fortæller i sin rapport, at i en enkelt hærdivision havde tyfusen ramt så godt som hele hospitalspersonalet, og at 15 læger ud af 16 var blevet angrebet af sygdommen, der var ikke én rask sygepasser.  

Smitten, fastslog Baudens, skete ikke ved direkte kontakt fra en syg til en rask person, men via indånding af det tyfoide element i luften, altså igen miasme-teorien. Dette bekræftedes af Quesnoy, der kunne konstatere, at på Krim som i Konstantinopel blev lægerne, søstrene, sygepasserne og feltpræsterne smittede i stor målestok, selvom de ikke havde rørt nogle af ting, der havde været brugt til tyfuspatienterne. 

Tyfusen startede næsten altid med kuldegysninger, derefter fulgte voldsomme hovedsmerter, delirium og stærk feber og bagefter fulgte en inflammatorisk periode. Døden indtraf som regel på tredje dagen, hvis det da ikke var anden dagen…eller den første dag. Kort sagt tyfusen var en lynhurtig dræber!  

Dr. Baudens, der var udsendt som general inspektør af sundhedstjenesten, blev på dette tidspunkt af den franske krigsminister bedt om personligt at overtage den officielle ledelse af sundhedstjeneste for med al sin viden og dygtighed at bekæmpe tyfusepidemien. Denne bekæmpelse af tyfusen skulle for Baudens få karakter af en læges personlige felttog mod overmagten. Og midlet til at bekæmpe fjenden hed luft, luft, atter luft, og endnu mere ren og fornyet luft. Dertil krævedes der plads. Med disse to simple virkemidler luft og plads kunne man med øjeblikkelig virkning få antallet af tyfus ofrene til at svinde. Problemet var bare, at både i lazaretterne på Krim og på sygesalene i Konstantinopel var netop plads og frisk luft et luksusfænomen og en udpræget mangelvare, for her lå de syge soldater i hobetal, og sengene stod aldrig tomme hverken dag eller nat. 

”Vi må hurtigt transportere halvdelen af vore syge til de ubrugte barakker i Maslak lejren og installere en stor bivuak der. Det er, hvad jeg skriver fra morgen til aften”, noterede Baudens nærmest hektisk i sin rapport.

For det var ikke bare forholdene i lejrene og på hospitalerne, der bekymrede Baudens, også i den franske flåde var der fare på færde. Og det var en virkelig trussel, for skibene ville på den måde ikke bare bringe syge soldater videre frem , men også tyfusen selv!  

”Det er fra Krim, smitten stammer; men smitten vil udvikle sig på overfarten, den vil ramme marinens besætning og i hvilket størrelsesforhold, det kan kun Gud vide! På den måde vil smitten blive spredt til alle de hospitaler, der kan modtage patienter med tyfus; og vi vil bringe smitten videre til Frankrig. Vi må undgå at få enhver mand med tyfus ombord på skibene til Frankrig…jeg ønsker at aflægge besøg på hver eneste båd, der skal af sted for at undgå transport af en eneste tyfuspatient”.  

Perspektivet var i sandhed skræmmende, og Baudens gjorde sig ingen illusioner om, at situationen ville vende uden en energisk og målrettet indsats fra sundhedstjenestens side.  

”En konstant udluftning af sygesalene, fem dampbehandlinger om dagen heraf to med chlorure og tre med aromatiske stoffer, et depot under hver tyfuspatients seng med kalkchlorure, grundig vask og hvidtning af sygesalene den ene efter den anden, et permanent depot af jernsulfat i bakker i salene, store åbninger ud til frisk luft af toiletterne, to senge når det er muligt til de mænd, der er voldsomt angrebet af tyfus, linned vasket i kogende vand, forbedring af sygekosten, en mere kraftig bouillon, Bordeaux vin til de mest syge. Det er ved hjælp af disse samlede tiltag, som jeg hver dag overvåger udførelsen af, at vi kan stå imod ondet, men samtidig taber vi hver dag en smule terræn. Vi vil først triumfere, når vi kan tage de nye hospitalsbarakker i Maslak lejrene i brug. Jeg har store vanskeligheder med at udrydde den følelse af sikkerhed, som hersker hos chefskommandoen, her tror man, at tyfusen, der er kommet fra Sebastopol, vil forsvinde i Konstantinopel, så snart den ikke mere bliver importeret fra Krim.” 

Ændring af de fysiske vilkår på sygesalene var altså den virkelige behandling af tyfus; men derudover gav Baudens visse anvisninger på en rent medicinsk behandling af den enkelte patient. Han anbefalede ikke åreladning med mindre, der var tale om en meget kraftig og stærk patient, eller der var risiko for cerebral apopleksi, derimod kunne man prøve at anbringe nogle blodigler bag ørene eller enkelte kopper mellem skulderbladene. Kininsulfat var også et anbefalet middel i stil med slimede eller syrlige drikke og endog en blanding af vand og vin. I tilfælde af sløvhed og svindende muskelkontrol anbefaledes opkvikkende drikke som vine fra Malaga og Porto, der fremskyndede helbredelsen.

Baudens beretter i øvrigt i sin rapport at Florence Nightingale under tyfusepidemien bragte hjælp netop i form af portvin til de allierede.

”Denne sarte unge kvinde, som man så til hest i færd med at gennemse lazaretterne, skelnede i sin fromme omsorg ikke mellem de syge fra de tre allierede hære. Under perioden med tyfus gav hun en betragtelig donation af portvin og konserves af enhver art til de franske og sardiske lazaretter.” (6)

Den engelske lejr

Florence Nightigale var på dette tidspunkt i krigens sidste måneder ikke den eneste fra den engelske lejr, der havde overskud til at bringe hjælp til den sygdomsramte franske hær. Baudens fortæller om general Storks, at han tilbød den franske sundhedstjeneste at installere et komplet hospital til tusind syge i en af de franske lejre og endda at behandle disse syge og holde dem med kost, hvis det var ønsket. ” Hvad vi end gør, sagde han, kan vi aldrig kvittere for, hvad franskmændene gjorde for os sidste år”.  

Nu var situationen rent sundhedsmæssigt i de to hære vendt om. I den engelske lejr, som ellers rent fysisk ikke befandt sig så langt fra den franske, var der ikke skyggen af tyfus overhovedet ej heller af banebæreren for sygdommen nemlig skørbug. Hvorfor? 

Dette spørgsmål stillede den franske læge Quesnoy sig også og gav svaret.
”Erfaringen havde været en stor mester for dette observerende folk, som mindedes alle de miserer sidste vinter, som skyldtes utilstrækkelige forsyninger, mangelfulde lejre, dårligt organiseret ambulancesystem, og som ikke havde tøvet med at bruge alt det fra vores organisation, som erfaringen havde vist var bedre.

De engelske ambulancer var hurtigt blevet forsynet med sygestole båret af muldyr(…) og der var kommet betragtelige forsyninger af mad, vinter og sommertøj, og allerede før midten af år 1855 var der installeret perfekte barakker i alle de engelske lejre, som kunne rumme alle tropperne. Hæren var undergået en forandring under indflydelse af dette gode, og da sygdommene kom, blev de mødt af kraftfulde og robuste mænd, som fandt modstand mod alt i de hygiejniske forholdsregler, de var omgivet af.

Efter Sebastopols fald arbejdede vores hær på at åbne en vej indad i landet, og det var først efter, at regnen havde gennemblødt jorden, at hæren kom op på højderyggen for at slå vinterlejr. Den engelske hær havde vendt alle sine kræfter mod at etablere en komfortabel installation, lejrene var meget velholdte og mændenes logi lod intet tilbage at ønske; hver barak havde et trægulv og var udluftet ved hjælp af store vinduer, i læ for fugtighed og mindede mere om en kaserne end en lejr; mændene fik hver dag deres ration efter reglementerne og beregnet efter deres behov og de havde rigeligt med varmt tøj.

Under disse betingelser så forskellige fra vores hær, havde sygdommene ingen magt. (…) Hvis man skulle tvivle om, at en god installation og en udbredt hygiejne er de første betingelser for troppernes sundhed, når de er i krig, så beviser de resultater, som den engelske hær opnåede fra vinteren 1855 til 1856 det som et skoleeksempel. (…)  

For det må man sige til Englands ære, det at bevare deres soldater er målet for alle deres anstrengelserne under en krig, og hvis exceptionelle omstændigheder overrasker dem på et vanskeligt tidspunkt, tøver de ikke med at blive i stand til at rette op på alle eventualiteter; man ved, at for at bekæmpe fjenden som besværligheder, har man brug for sunde mænd. (…)” (2)  

Det var altså ikke mangel på viden og indsigt hos den franske sundhedstjeneste, der gjorde, at skørbug og navnlig tyfus i krigens sidste måneder skulle få så voldsomt fat, men mere den frustrerende mangel på autoritet som de franske læger oplevede i forhold til den militære administration. Og så naturligvis ikke at glemme ”krigens nødvendighed”. Eller som Quesnoy udtrykker det: 

”Alle disse forholdsregler ville få den mest gunstige effekt, og de ville være at anbefale, hvis det altid var muligt at praktisere dem. Men det er nødvendigt, at de hygiejniske forholdsregler, man omgiver en hær med, står i forhold til krigens nødvendighed, og de må ikke sætte aktionsfriheden på spil, og hvis overfloden i visse tilfælde bliver en fordel, kan den i andre tilfælde blive en fare. En hær, der er vant til at nøjes med lidt, og som er vant til besvær, vil være stærkere end en anden, som kun bliver holdt ved lige i kraft af omsorg, og som omstændighederne ved et tilfælde anbringer i det aktive livs nødvendighed.” (2)

Tab blandt søstrene

Freden kom omsider og gjorde en ende på vores misere, kan Baudens udmattet skrive i sin rapport. Men på dette tidspunkt havde sygdomme og epidemier krævet deres talrige ofre blandt lægerne, sygepasserne …og sygesøstrene! Der døde i alt 33 søstre under Krimkrigen.

Baudens oplysning om, at 46 læger døde ramt af tyfus, og at i alt 82 mistede livet under krigen, giver et indtryk af katastrofens omfang. Baudens skulle selv blive offer for krigen, han døde i 1857 som følge af den sygdom, han havde pådraget sig i Orienten.

”Jeg kan huske, at den 2. marts var befolkningen i Péra meget trist ved synet af tre bårer med de tre læger, som sammen var faldet som offer for deres selvopofrelse. Disse sørgelige rejser til kirkegården knuste sindene; man optalte hinanden, og man kunne spørge sig: hvem af os vil i morgen modtage dette triste og sidste farvel?  

Det var lægeinspektøren, som stod for den mest penible pligt, nemlig den at holde en tale ved sine ulykkelige kammeraters grav. Sankt Vincent de Pauls fromme piger gav også et stort bidrag til døden; 31 døde tæt på de rørte og taknemmelige syge, som de plejede uden nogensinde at føle træthed, afsky eller bekymring for dem selv med en omsorg, der ikke har nogen sammenligning; 24 døde af tyfus. Den første, som sygdommen rev væk, søster Walbin sagde, idet hun udåndede: ”den eneste nådegave, jeg beder om, er at blive begravet sammen med soldaterne; de vil kede sig uden mig.”, skrev Baudens (6) 

Om søster Walbin skriver lazarist præsten Doumerq hjem til søstrenes forstanderinde i Paris:
”Det var en smuk sjæl, en værdig Sankt Vincent søster. Hendes kammerater er meget berørte, hendes patienter begræder hende; lægerne og sygepasserne savner hende som den mønstersøster, hun var med sin ihærdige og intelligente pleje. (…)  

Cheflægen Valoge, som havde behandlet hende med den største hengivenhed, holdt en tale ved hendes grav, talen var meget værdig med stor indføling og helt igennem ærefuld for den afdøde og for søstrene på lazaretterne.” (4)
Her følger indledningen til dr. Valoges tale ved graven: 

”Mine herrer,
Jeg vil her ved denne grav på vegne af militærlægerne ved Rami-Tchifflick hospitalet udtrykke nogle ord af sand sorg. Lægerne er vidner til den konstante opofrelse, det endnu mere konstante mod og den uendelige hengivenhed, som den barmhjertige søster har overfor vore tapre soldater ramt af sygdom”…(9)
Dr. Valoges tale er et typisk udtryk for den respekt, der herskede omkring søstrene. Den viser også en lægelig anerkendelse af den store arbejdsbyrde og risiko, søstrene påtog sig. Hvor stor en risiko, der var tale om i tyfus epidemiens tid, ser man i søster Lesueurs brev om søster Aveilhés død fra den 26 februar :

”Vor kære søster Vigneau from som altid og sendt ud for at erstatte søster Aveilhé på eksercérpladsen, er nu øjeblikkeligt blevet revet væk knap nok to dage siden vor gode søster Aveilhés død, som hun nu vil møde i himlen, som vi dog vil begræde hendes død…” .(9)

Søstrenes breve fra denne periode er fulde af sorg over de medsøstre, der var bukket under for tyfusen for at i de katolske søstres begrebsverden at lide martyrdøden. Søster Lesueur skriver til forstanderinden i Paris :

”Den 10 marts var dagen, der så Deres sidste tårer; men de skulle igen løbe. Lad Guds vilje ske, at den altid er med os…De har sikkert allerede forstået, det er igen af Deres salige pigers død, som jeg må melde Dem i dag. Min søster Fayt er i forgårs gået bort for at modtage uskyldighedens og martyrdommens dobbelte krone. Tyfusen syntes først at være slået tilbage ved hjælp af lægemidlerne; men den udviklede sig snart med en sådan voldsomhed, at man skulle skynde sig at give hende den sidste olie. Stakkels barn! Hun var kun i sit kalds fjerde år.” 

Et andet brev fra søster Lesueurs hånd nævner i al korthed den 30 marts 1856 :
”Den gode søster André fra Dolma-Batché er den 25 i denne måned gået bort til et bedre liv efter otte dages sygdom. Dagen før hendes død, var doktoren stadig fortrøstningsfuld. Det er et af vore største tab. Må Guds vilje ske og for altid være velsignet!” (9) 

Her følger et uddrag af talerne, der blev holdt ved hendes grav af de militære ledere:
”Søster Maria André var skytsenglen, som forsødede de fysiske lidelser og dæmpede savnet af den fraværende familie. Tro ikke derfor, mine Herrer, at I i hende har set en undtagelse blandt hendes kammerater; hun var, hvad de Barmhjertige Søstre disse Sankt Vincent de Pauls fromme piger er i Orienten og overalt perfekte modeller på den uudtømmelige blidhed for de syge, den tålmodige resignation og den sublime opofrelse hvis belønning ikke er af denne verden. (…) Ved hendes overtalelsesargumenters blidhed, forstod hun at viderebringe sine religiøse overbevisninger, overtale en vaklende samvittighed og gøre den slags trøst, der ikke er påtvunget ønsket. På den måde var det kun få syge, der modstod hendes fromme beredelser.”(9) 

Overalt i korrespondancen ser man det samme billede gå igen: den fromme søster som både er sygeplejerske og mor for de syge soldater. Og den hårdtarbejdende sygesøster, der uden tanke for egen sygdom, udsætter sig for fare. Og endelig sygesøsteren, der også er søster og derfor ifølge sin dybeste overbevisning ikke kan adskille den frelsende pleje fra den frelsende katolske religion, hvad angår de syge soldater, ”der ikke kunne modstå hendes fromme (for)beredelser”. Den ultimative belønning for søsteren selv fandt hun i martyrdommen og i himlen.  

At søstrene var værdsatte af de syge soldater, og at der var hårdt brug for dem, er et faktum, der også går igen og igen i alle breve og vidnesbyrd. Således modtager den 8 marts søstrenes øverste leder i Paris følgende telegram fra krigsministeren selv: ” Tyfusen raser blandt de Barmhjertige Søstre; deres tjeneste er ved at blive umuliggjort; det er yderst nødvendigt med forstærkning. Kan man sende 15 af sted?” 

Krigsministerens appel blev hørt, og langt flere frivillige end de 15, der var bedt om, var parate til at melde sig. At søstrene virkelig var ventede af de syge soldater, vidner dette brev fra søster Cordero (en sardisk søster – sarderne kom med i krigens sidste halvdel) ganske vist skrevet før tyfusepidemien; men i den grad beskrivende for situationen, at det er berettiget at citere brevet i denne sammenhæng. 

”Vi fandt 1800 syge, som rakte armene imod os!! Oh, min Fader som De ville have været glad for at se vores modtagelse!!
Vore stakkels syge tror, de er frelst, fordi vi er ankommet… Som om 11 stakkels piger kunne forhindre en så skrækkelig krigs forfærdelige katastrofer?”(9)

Krimkrigen – den endelige test?

Nej, 11 stakkels piger kunne ikke forhindre en så skrækkelig krigs forfærdelige katastrofer. Det kunne deres medsøstre de franske Sankt Vincent søstre heller ikke; men de kunne mildne konsekvenserne af krigen ved deres omsorgsfulde pleje og deres aldrig svigtende tilstedeværelse. Blev Krimkrigen af den grund den test, det gigantiske lakmuspapir hvis endelige farve skulle komme til at være bestemmende om søstrenes fremtidige berettigelse som sygeplejersker i hærens hospitaler? I så fald fremstod der ikke et entydigt svar efter krigen. 

I Madame Bourdons bog ”De barmhjertige Søstre i Orienten” står der indledningsvis:
”Koleraen har igen været den faktor, der fik Sankt Vincent søstrene ind på militærhospitalerne, som uden den omstændighed fortsat ville have været betjent som før, det vil sige med mindre orden, renlighed og først og fremmest mindre åndelig vinding. Der er derfor grund til at tro, at krigen i Orienten vil tjene som forløber for den definitive og generelle brug af søstrene i hærens hospitaler og lazaretter. 

Søstrene egner sig helt naturligt til dette hverv. Deres instituts regler har allerede vænnet dem til den militære disciplin, og deres ensartede og regelrette funktion tiltaler soldaten. Revet væk som størstedelen var det fra deres skoler og andre ikke mindre fredelige beskæftigelser, da de skulle tage af sted til Gallipoli eller til Varna, sagde de muntert til deres venner, som jeg tror, jeg tæller iblandt, at de ”tog af sted i krig med en taske i hånden” i stedet for en taske på ryggen. Det forholdt sig sådan, at deres bagage kunne være i den lille blå taske, der fulgte dem på deres rejser. Vante som de var til træthed og til afsavn af enhver slags, gjorde de front mod søsygen og blev ikke overraskede over det nøgne hummer, der blev dem anvist. Glade for at have lejlighed til nødvendigvis at praktisere en mere strikt fattigdom, fandt de i denne mangel på forplejning og i alle de små aktiviteter, som denne bibragte dem, en uudtømmelig kilde til spøgefuldheder og godt humør.” (10) 

Søstrenes egen ordensdisciplin og deres beskedne liv gjorde dem altså tilsyneladende på forhånd til velegnede deltagere af en krigs hårde betingelser. Men hvordan blev søstrene modtaget af soldaterne selv? Kunne de holde skansen midt i dette rå soldatermiljø, og ville der ikke være fare for deres moral? Det var en bekymring, der også herskede i Victoriatidens England, da tanken om at sende kvindelige sygepassere af sted til Krimkrigen begyndte at blive konkret. Åbenbart var disse bekymringer for de franske søstres vedkommende overflødige, skulle erfaringen vise. En af søstrene fra hospitalet i Varna bekendtgjorde, at:

”Ikke en eneste gang er det sket for mig at se en militær person gøre eller sige noget, der kunne gøre os ondt, eller se på os på en måde, der kunne gøre os forlegne. De afholdt sig i vores tilstedeværelse fra disse grove ord, som er så almindelige for soldaterne, og hvis der skulle slippe et enkelt ord ud af vanvare, bad de os øjeblikkelig om at undskylde dem. De omgav os ikke bare med betænksomhed, omhu og velvilje, men oven i købet med respekt og ærbødighed. De unge officerer fra Frankrigs mest udmærkede familier gjorde det til en fornøjelse for dem at yde os tusinde små tjenester; de bad os indtrængende om vi ikke ville bruge dem til noget nyttigt til gavn for alle de mange døende, som fyldte vore hospitaler op.” (10)

Forfatteren Madame Bourdon mente altså, at Krimkrigen ville blive en forløber for den definitive anvendelse af søstrene i den franske hærs hospitaler og lazaretter. En hændelse, der bliver citeret i et oplæg til Det Franske Medicinhistoriske Selskab, viser, at der også fra engelsk side blev udtrykt beundring for, hvad søstrene kunne præstere som militære sygeplejersker.
”I 1856 gik skibet ”Le Byzantin” på reden med kun fem raske mænd ombord. 800 syge var hobet op i et hospital. Et medlem af det engelske parlament, Sir Dudley Stuart sagde i løbet af et besøg om søstrene: ”Franskmændene er modeller på opofrelsens værk. ” Den engelske general, der var chef for lazaretterne, sagde: ”Med fire søstre, kan et lazaret gøre mere godt, end jeg kan med 20 sygepassere”. (14)

Denne opfattelse af, hvordan søstrene kunne gøre gavn i en krigssituation og nærmest erstatte de mandlige militære sygepassere, blev ikke delt af den franske læge J.C. Chenu, der var Krimkrigens store statistiker. Han giver i sin rapport om Krimkrigens lazaretter udgivet i 1865 sin personlige professionelle mening om søstrenes aktivitet som militære sygeplejersker.  

Allerførst afliver også han myten om søstrene på slagmarken ved at fastslå at:
”De personer, der står udenfor hæren, har en virkelig fejlagtig opfattelse af den lethed med hvilken, man kan nærme sig en slagmark og den mulighed, der er for at samle en såret op, i det øjeblik han falder. Det er kun efter slaget, at man kan se horisonten; og de tilfælde, hvor man kan være vidne til et slag, er ekstremt sjældne og fuldstændig exceptionelle.

Hæren, og de elementer der udgør den, har alene ret til slagmarkens ære og fare.
De ædle engelske damer, som under ledelse af miss Nightingale har givet en så værdifuld og rørende pleje til vore allierede, kunne først gøre dette efter den militære aktion, og det er kun i lazaretterne og på hospitalerne, at de har gjort enorme tjenester. Vore Barmhjertige Søstre, deres medkæmpere har ikke kunnet blive kaldet til at bringe de sårede hjælp, som man har troet det og gentaget det så ofte, fordi ikke én af dem har set Krim, og alle er blevet på hospitalerne i Konstantinopel, Varna og hospitalerne længere væk endnu fra krigens skueplads. Den sardiske hær, det er rigtigt, skilte sig ikke fra sine barmhjertige søstre, men hæren udsatte dem ikke for fare, og de tjenster disse fromme kvinder gjorde gik ikke ud over hospitalets grænser i Piémont lejren, som var etableret lagt fra fjendens rækkevidde.”

Dr. Chenu fortsætter i sin rapport fra 1865 :
”Spørgsmålet om at indføre de Barmhjertige Søstre i vore militærhospitaler inde i landet såvel som i krig, kan fra nu af blive bedømt; det er en betragtelig forbedring set fra visse synspunkter; men det er en begrænset foranstaltning; disse fromme kvinder, hvis opofrelse, tjenstiver og mod jeg erkender, kan kun påtage sig detaljer, som er meget nyttige og meget gunstige for patienten, som er bundet til sin seng og på den måde møder en søsters kærlige pleje; men i en krigssituation især, skal man afklæde den sårede eller syge, som ankommer; man skal vaske ham, anbringe ham, tage ham op fra sengen, nogle gange bære ham langt, og hvis den religiøse følelses kraft slukker sømmelighedens skrupler hos søstrene og giver dem en tålmodighed mod alt og en guddommelige resignation, kan den ikke give dem en styrke, som ikke hører til deres køn. (15)

Dr. Baudens , gør Jean Guillermand opmærksom på, omgiver over en kam de kvindelige sygeplejere med respekt. Som allerede nævnt omtaler Baudens Sankt Vincent søstrenes pleje som ”en usammenlignelig omhu”, som søstrene giver de syge uden at vise træthed, afsky eller bekymring for dem selv. Men også til de sardiske søstre under Krimkrigen falder der rosende ord fra Baudens:

”I hver sektion stod en søster i spidsen for uddeling af mad og medicin, hun overvågede patienternes pleje og styrede sygepasserne. I køkkenet, administrationen, apoteket, linneddepotet, bryggerset, ja overalt fandt man en intelligent og omhyggelig søster.”

Og om de engelske lazaretter ved Inkerman og Balaklava noterede Baudens:
”Sygepasserne opfyldte med tjenstiver deres funktioner under den aktive og intelligente påvirkning af de kvindelige sygeplejersker, i hvis ledelse man lagde mærke til den berømte miss Nightingale. Skønhed, ungdom, formue, alt havde hun ofret for den ædle mission at lindre lidelser”.

Den samme hyldest blev de russiske kvinder til del, da Baudens efter fredsaftalen kunne besøge Belbec lazarettet, som under hele belejringen havde modtaget sårede russere, skriver Guillermand og citerer Baudens:

”Som englænderne og sarderne blev russerne plejet af kvinder. Til deres barmhjertige søstre, som de priste meget, var der kommet ”sygepleje damer” for størstedelen enker efter officerer, som frivilligt bragte deres fromme opofrelse med sig til Krim. De tog sig af linned, køkken, apotek, overvågning af sygesalene, plejede de febersyge og de sårede med en utrættelig tjenstiver”. (5)

Er der mere at tilføje efter disse forskellige vidnesbyrd andet end endnu en gang at erkende, at i krig som i sygepleje gives der ingen fastslåede resultater eller konklusioner. Alt pionerarbejde er udvikling. Og udvikling sker som bekendt også og måske først og fremmest på baggrund af kritik positiv som negativ.

De franske Sankt Vincent søstre skulle for deres vedkommende snart efter Krimkrigen igen få lejlighed til at føre Dr. Quenoys læresætning om erfaringen som den mester, der ikke overgås af nogen lektion ud i livet.

Efter at Frankrig, der var allieret med Piémont, den 3 maj 1859 havde erklæret Østrig krig, henvendte den franske regering sig til søstrenes øverste leder i Paris Monsieur Etienne for at bede om et betragteligt antal søstre, der øjeblikkeligt skulle organisere tjenesten i lazaretterne. Forstanderen svarede intendant generalen Darricau :

”Fyrre søstre vil øjeblikkeligt gå ombord i Marseille. For at styre dette personale og fordele dem i de forskellige lazaretter, har jeg udpeget søster Coste, som har erfaring med den slags tjeneste, i og med hun allerede har udført en lignende mission under Krimkrigen.(16) 

Og krigen går sin gang…

Litteratur

1. Herbé J. Français & Russes en Crimée. Lettres d’un officier français à sa famille pendant la campagne d’Orient. Editeur Calmann Lévy ; Paris 1892
2. Quesnoy M.F. Souvenirs Historiques militaires et médicaux de l’Armée d’Orient. Labbé, Libraire de l’Ecole de Médecine; Paris 1858
3. Guillermand J. Histoire des Infirmières. Paris : Croix-Rouge Française Editions France-Selection ;1988. 
4. Dossier « Guerre de Crimée » C215. Archives Lazaristes C.M.
5. Guillermand J. La vision de la guerre de Crimée du médecin inspecteur Lucien Baudens. Indlæg i Préludes et Pionniers, Collection Henry Dunant Nr.5, Editions Roger Durand et Jacques Meurant ; Genève 1991
6. Baudens L. Une Mission Médicale à l’Armée d’Orient. Imprimerie J. Claye ; Paris 1857
7. Ferrandis J.J. Histoire de l’anesthésie militaire française. Médicine et Armées nr. 4, Revue du Service de Santé et des hôpitaux des armées. Edition ADDIM ; Paris 1999 
8. Gouttman A.La guerre de Crimée 1853-1856. Edition SPM et Kronos ; Paris 1995 
9. Circulaires du Premier de l’An, 1853-1864, 1856-1866. Archives Lazaristes. C.M. 

10. Bourdon M.L. Les Sœurs de Charité e Orient. Editeur L.Lefort ; Lille 1857

11. Eugène Boré L’Homme privé, l’homme public, les voyages, les œuvres d’après un témoin de sa vie avec de nombreux extraits des souvenirs personnels de Boré. Forfatter ikke angivet. Librairie St. Charles ; Lille. Værket er ikke dataret. 

12. Taxil L. et Marcel P. Les sœurs de Charité. Editeur H. Geffroy ; Paris. Værket er ikke dateret. 

13. De Damas R.P. souvenirs Religieux et Militaires de la Crimée. Editeur Joseph Albanel ; Paris 1866 

14. Gilbrain E. L’Hôpital français de Constantinople Les Médecins français et les Filles de la Charité dans les hôpitaux de Constantinople. Communication présentée à la séance du 22 janvier 1977 de la Société Française d’Histoire de la Médicine.  

15. Chenu J.C. Rapport au Conseil de Santé des Armées sur les résultats du service médico-chirurgical aux ambulances de Crimée et aux hôpitaux militaires français en Turquie pendant la campagne d’Orient en 1854-1855-1856. Editeurs Victor Masson et Fils et G. du Maine Librairie; Paris 1865.

16. Lelandais R. Les Filles de la Charité sur les Champs de bataille 1847-1863. Indlæg i Préludes et Pionniers, Collection Henry Dunant Nr.5, Editions Roger Durand et Jacques Meurant ; Genève 1991