Sygepleje til patienter med obstruktiv søvnapnø syndrom

Patienter med obstruktiv søvnapnø syndrom (OSAS) er ikke altid selv helt klar over, hvor meget sygdommen præger dem. Mange gange er det ægtefællen, der får patienten til at henvende sig. Patienten har måske gennem tiden lært at affinde sig med døsigheden i løbet af dagen og tager højde for det i forbindelse med bilkørsel og anden aktivitet. Men hvor stor en del af hans liv der har været levet i en halv rus pga. træthed, finder han først ud af, når behandlingen er startet. 

For at patienten kan acceptere og dermed få gavn af behandlingen, må patienten forstå, hvad der er årsag til hans symptomer. 

God søvnhygiejne er af stor betydning. Lejring i sengen har bl.a. stor betydning. På Respirationscenter Øst har vi erfaring med, at en række generelle søvnråd vil kunne hjælpe (1). De kan i nogle tilfælde gøre søvnen bedre, men helbreder ikke i sig selv OSAS (se boks side 40).

Polysomnografi

Alle nye patienter på Respirationscenter Øst får foretaget en polysomnografi (PSG). Det indebærer, at patienten overnatter 2-3 nætter i afdelingen. 

Den første nat sover patienten uden maske, mens der bliver opsamlet data fra klokken ca. 22 til ca. 6. Patienten møder på afdelingen klokken 13.30 og får målt temperatur, puls, blodtryk og vægt, og BMI beregnes. Sygeplejejournalen (VIPS) udfyldes sammen med et specifikt statusark for søvnmonitorering. Herefter har patienten fri og kan spise, drikke og tilbringe eftermiddag og aften som sædvanligt, inden han møder op på afdelingen, går i seng og får monteret PSG-udstyret. 

Polysomnografien kræver, at patienten har mange hudelektroder med ledninger monteret, så han ikke bare kan stige ud af sengen (se figur 1). At være bundet til sengen kræver, at patienten føler sig tryg og har tillid til personalet. Patienterne må ikke stå ud af sengen om natten, mens de bliver monitoreret, så de må forberede sig på at skulle bruge kolbe eller bækken, hvis de skal have vandladning. Personalet undlader så vidt muligt at forstyrre patienten og dermed monitoreringen om natten og foretager derfor ingen kliniske observationer (2).

 Den efterfølgende nat sover patienten med det ordinerede udstyr, efter at det er afprøvet i løbet af dagen. Patienten lærer selv at tage masken på og af og informeres om, at det kræver tilvænning at sove med apparat og maske. Anden nat vil søvnmålingen vise, om patienten får en mere sammenhængende søvn, om udstyret og indstillingerne er korrekte, og om der er lækage ved masken. Hvis der skal justeres yderligere, kan det betyde endnu en overnatning.  

CPAP-behandling

Tilvænningsperioden til udstyret er ofte på 2-4 uger. Flere patienter har svært ved at acceptere, at de har en kronisk sygdom, som kræver, at de resten af livet er tilkoblet en maskine hver nat. Nogle patienter har en forestilling om noget ganske forfærdeligt, når man taler om vejrtrækningshjælp. Sygeplejerskerne må afdramatisere behandlingen og forklare, hvorfor den næsten altid må være livsvarig.  

Problemer eller gener i forbindelse med apparaturet skal tales igennem, så patienten kan være bedst muligt rustet, når han skal hjem med sit nye udstyr. Tryksår efter masken, tørre slimhinder og stoppet næse er typiske problemer. Pårørende inddrages i det omfang, patienten og de pårørende selv ønsker det, da forståelse og accept også her er vigtigt. 

Der mangler undersøgelser af, hvordan maskebehandlingen har indflydelse på seksuallivet. Nogle kan finde det svært at indlede nye bekendtskaber, når de skal sove med maske. Andre oplever, at ægtefællen vender tilbage til det fælles soveværelse, når nattesøvnen bliver rolig. 

Patienten skal have vist de forskellige masker, vejledes om fordele og ulemper ved de forskellige typer og finde korrekte størrelser. 

I starten kan nogle patienter få klaustrofobi, når de skal have masken på. Udbuddet af masker er i dag meget stort, og patienten skal have lov til at se og prøve alle relevante masker. Patienten og sygeplejepersonalet vælger en maske, der er enkel at betjene for patienten, og som skal prøves om natten.

Typisk vil en næsemaske være første valg (figur 2). Andet valg kan være næsemaske og en hagerem, der holder munden lukket og dermed forhindrer luftudslip og tørhed i mund og svælg. Endelig er der mulighed for en full face-maske, der dækker både næse og mund og forhindrer utæthed gennem munden (figur 3).

Masker, der dækker både næse og mund, er gode, hvis der er dårlig passage i næsen, skæv næseskillevæg eller forkølelse. Ulempen er, at talen bliver utydelig, og at nogle får klaustrofobiske fornemmelser. Med en maske, der kun dækker næsen, føler patienten sig mere fri og kan f.eks. have sine briller på. Til gengæld er der risiko for utæthed/lækage gennem munden og dermed tør mund (3). 

Patienten prøver i dagtiden at have masken på for at mærke, hvordan det føles, når maskinen giver luft. Herefter ligger patienten med udstyret en nat, så man kan observere, om der er lækage, frie næsebor, om masken er spændt rigtigt osv.

Under indlæggelsen skal patienten vejledes ved evt. problemer og instrueres i at vedligeholde apparatur og maske.

Patienten skal selv kunne skille masken ad og samle den igen. Masken vaskes dagligt i vand og opvaskemiddel (sulfo) og lægges til tørre på et håndklæde. Nye masker, filtre og reservedele betragtes som behandling og leveres af respirationscentret. CPAP og auto-CPAP samt evt. fugter leveres også uden omkostninger for patienten.

Ved udskrivelse får patienten en ambulant tid ca. tre måneder senere. Hvis tiden ligger for tæt på start af behandlingen, er det ikke sikkert, at effekten er slået rigtig igennem. Hvis der går for lang tid efter start, kan der være opstået problemer, der har fået patienten til at opgive at bruge apparatet. Patienten får telefonnumre til ambulatoriet og til sengeafsnittet, der kan kontaktes 24 timer i døgnet.

Hvis patienten skal til udlandet, er det nødvendigt med et rejsebrev, der beskriver apparaturet, så det ikke skaber problemer ved sikkerhedstjek i lufthavne. Patienten kan uden problemer bo og campere, blot der er strømforsyning. Hvis der er tale om steder med usikker strømforsyning, kan der desuden udlånes batteri til drift af apparaturet. Et batteri kan give fra fire til syv timers strømtilbud. 

Gener ved maskebehandling

Gener ved behandling er typisk maskeproblemer, gener fra slimhinderne i næse og svælg og tryksår over næseryggen. Maskerne er konstrueret, så de ikke skal spændes for hårdt. Jo hårdere man spænder masken, des mere utæt vil den blive, og der kan komme tryk over næseryggen. En løsning kan være at skifte mellem to forskellige masketyper. Endelig kan der støbes individuelle nasalmasker, hvis en præfabrikeret maske ikke findes egnet.  

Gener fra næse og svælg kan vise sig ved tørre slimhinder og/eller flåd fra næsen. Ved forkølelse, hvor man pga. stoppet næse trækker vejret gennem munden, kan man benytte en full face-maske. En del af patienterne tilknyttet Respirationscenter Øst har både nasal og full face-maske af samme grund.

Patienten kan evt. bruge en saltvandsspray. Spray med xylometazoli (f.eks. Otrivin-spray) virker slimhindeskrumpende (sympatomimetisk) og letter passagen i løbet af få minutter. Midlet fås i håndkøb, men må kun bruges en uge for at undgå tilvænning. Ved tørhed i næseslimhinden kan man smøre slimhinden med vaseline eller pensle med olie. Patienten skal også sørge for at indtage tilstrækkelig væske. En koldt- eller varmtvandsfugter kan afhjælpe tørhed i næse og svælg. Der er mulighed for at indbygge en fugter i både en CPAP og i en auto-CPAP. 

Kostbar patientgruppe

Samfundsmæssigt er ubehandlet OSAS en kostbar patientgruppe. Mange patienter vandrer ind og ud af hospitalerne med vage ikke-målbare gener, og mange ender med at få pension eller sygedagpenge. I dag er der op til to måneders ventetid på udredning og behandling. Undersøgelse og behandling koster 13.000-20.000 kr. pr. patient på Respirationscenter Øst, Rigshospitalet, hvilket er mindre end sygedagpenge i ca. en måned. 

Den væsentligste årsag til at behandle OSAS er dog, at livskvaliteten forbedres efter behandlingen, fordi patienten får sovet om natten.

Marian Petersen og Grethe Nyholm er ansat på Respirationscenter Øst, Rigshospitalet.  

Litteratur

1. Jennum P. Søvnen og dens sygdomme. København: FADLs forlag; 1991. p. 43-5.
2. Mekki TE, Pedersen S. Sygeplejebogen 1, Grundlæggende sygepleje. København: Gads forlag; 2004. p. 423-5.
3. Søvnapnø og andre søvnrelaterede respirationsforstyrrelser. Referenceprogram Ugeskr Laeger 2002;(39):33-4.