Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Bare vi havde råd til en sekretær

Den tjekkiske sygeplejerskeorganisation er lille, men hyperaktiv i moderniseringen af den tjekkiske sygepleje. Arbejdet sker på frivillig basis. Både formand og næstformand er ulønnede. Organisationsprocenten er lav, for sporene fra Sovjettiden skræmmer.

Sygeplejersken 2004 nr. 7, s. 13-14

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

SY_2004_07_13_01Hilda Vorlickova: ”Vi behøver en fast daglig hjælp, som kan forberede papirer og materiale til de mange aktuelle møder i forbindelse med Tjekkiets optagelse i EU.”

”Jeg kommer i morgen kl. 8,” siger hun og protesterer, da jeg som hendes gæst ikke synes, hun skal haste til vores afsluttende interview så tidligt på dagen. 

”De fleste dage er jeg på mit kontor fra klokken 5, så klokken 8 er ikke spor tidligt, forklarer Hilda Vorlickova med et smil. Næste morgen stiller hun et kvarter før vores aftale på det store nationale uddannelsescenter, hvor de tjekkiske sygeplejersker og andre sundhedsgrupper kan få deres fagspecialisering, og hvor hun har været så omsorgsfuld at indlogere mig på kollegiet i et rart værelse til billige penge - også for de tjekkiske sygeplejersker, som bor her som led i deres videreuddannelse. 

Hilda Vorlickova har siden 2000 været formand for den tjekkiske sygeplejerskeorganisation (CAN) med base i Brno, en by i det østlige Tjekkiet på knap 400.000 indbyggere - og som regionsby forsynet med flere hospitaler og et stort universitet. Et af hospitalerne er Masaryk Memorial Cancer Institute, hvor Hilda Vorlickova er chefsygeplejerske til daglig. 

Kontakt ønskes

Hilda Vorlickova, formand for den tjekkiske sygeplejerskeorganisation, ønsker større kontakt til kolleger i Vesten - meget gerne i form af udvekslingsaftaler. Hun har allerede veletablerede kontakter med hospitaler i Storbritannien, hvor tjekkiske sygeplejersker kommer på ugelange studieophold. Tilsvarende kommer britiske sygeplejersker på lignende ophold i Tjekkiet. Sådanne ordninger ser hun meget gerne udvidet til andre lande. Dansk Sygeplejeråd har gennem flere år haft et samarbejde med de tjekkiske sygeplejersker, bl.a. gennem et netværk blandt sygeplejerskeorganisationer i Øst- og Centraleuropa, ligesom man har været involveret i udvekslingsprogrammer. Hilda Vorlickova er bekendt med reformen af den danske sygeplejerskeuddannelse og vil meget gerne have information og hjælp fra organisation og uddannelsesinstitutioner til en overgangsordning - eller brobygning, som hun kalder det, mellem de gamle og nye uddannelsestilbud i Tjekkiet. 

Formandsjobbet for den tjekkiske sygeplejerskeorganisation foregår i fritiden som frivilligt ulønnet arbejde. Det samme forhold gør sig gældende for næstformanden i hovedstaden Prag, hvor organisationen har officiel postadresse. Også næstformanden har fuldtidsarbejde som chefsygeplejerske på et af Prags universitetshospitaler. 

Afhængig af IT 

”I modsætning til mange andre er jeg heldig, fordi jeg ofte kan få fri fra min arbejdsplads, f.eks. når jeg skal til møde i Prag eller Bruxelles, men alligevel må jeg bruge weekender, ferier og fridage på organisationsarbejdet for at få hverdagen til at kunne hænge sammen. Derfor ville jeg ønske, vi snart kunne få råd til at ansætte en sekretær,” siger Hilda Vorlickova på sit hyggelige kontor efter mit besøg på nogle af kræfthospitalets afdelinger. En stor flot blomst i potte lyser op på skrivebordet.

”Fra en taknemmelig patient,” siger hun og skænker kaffe til kagerne, som vi har medbragt i servietter fra hospitalets personalekantine. 

Computeren er som altid tændt, for uden den ville det være temmelig svært for hende både at være formand for de tjekkiske sygeplejersker og samtidig klare sit eget job i Brno - et par hundrede kilometer væk fra Prag. Her tjekker næstformanden dagligt organisationens e-mails og anden post og handler af med Hilda Vorlickova. På den måde bliver formanden konstant opdateret og kan hurtigt reagere.

Også informationer til medlemmerne bliver lagt ud på organisationens hjemmeside. Det samme gælder fagligt stof:

Side 14 

”Når jeg modtager eller selv finder noget interessant for vores organisation eller vores sygeplejersker, får jeg det oversat til tjekkisk og lægger det ud på vores hjemmeside. Det kan f.eks. dreje sig om materiale fra den internationale sygeplejerskeorganisation ICN og andre relevante europæiske og internationale sygeplejerskefora,” fortæller hun.

Paraplyen CAN

Den tjekkiske sygeplejerskeorganisation Czech Association of Nurses (CAN) forhandler ikke løn, men varetager medlemmernes faglige interesser. Der er tale om en paraplyorganisation for en lang række faglige selskaber og regionale sektioner. CAN har omkring 5.000 medlemmer - sygeplejersker, laboratorieteknikere og studerende. Ud over rådgivning, information og professionelle tiltag som arbejdet med kvalitetssikring af sygeplejen samarbejder organisationen med relevante ministerier, sundhedsmyndigheder og uddannelsesinstitutioner. Topprioritering for tiden er arbejdet med at harmonisere den tjekkiske sygeplejerskeuddannelse med de øvrige EU-landes. Organisationen har en bestyrelse på ni medlemmer, inklusiv formand og næstformand. Bestyrelsen mødes mindst 10 gange om året. Medlemskontingentet er 300 tjekkiske koruna om året, hvilket svarer til knap 70 danske kroner. Det skal sammenholdes med en gennemsnitlig sygeplejerskeløn, der ligger på godt et par tusind danske kroner om måneden. Når man melder sig ind i et fagligt selskab, er man automatisk medlem af organisationen.
 

”Alligevel må vi konstatere, at det ikke fungerer optimalt. Vi behøver en fast daglig hjælp, som kan tilrettelægge og forberede papirer og materiale til vores mange forhandlinger med ministerier, EU, ICN og alle de andre deltagere i den igangværende omstillingsproces, som både omfatter en ny sygeplejerskelov og en reform af sygeplejerskeuddannelsen.” 

P.t. er Hilda Vorlickovas kalender fuld af aftaler om møder lokalt, i Prag og i Bruxelles. Sammen med andre ledende sygeplejersker i Tjekkiet deltager hun på fuld kraft i arbejdet med at gøre Tjekkiet klar til optagelse i EU i maj i år. 

Mangler opbakning 

I 2000 fusionerede de to små sygeplejerskeorganisationer ”Czech National Association of Nurses” og ”Czech Society of Nurses” til den nuværende ”Czech Association of Nurses” (CAN), der i dag har godt 5.000 medlemmer. Det er den organisation, der er medlem af ICN og PCN (Det faste udvalg for sygeplejersker i EU), og dermed også den organisation, som Dansk Sygeplejeråd samarbejder med. 

Organisationen har ikke selv forhandlingsret, men samarbejder med fagforeningen for sundhedspersonale, hvor der sidder en sygeplejerske og varetager professionens interesser. 

Det betyder, at fagforeningen tager sig af lønforhandlingerne, mens den tjekkiske sygeplejerskeorganisation profilerer sig som faglig organisation for medlemmerne. 

Tjekkiet har ifølge landets sundhedsministerium godt 80.000 sygeplejersker, så der er lang vej, hvis den nuværende organisationsprocent skal op i nærheden af de nordiske sygeplejerskeorganisationers. Her organiseres stort set alle sygeplejersker i de enkelte lande.

”Heldigvis stiger medlemstallet,” fortæller Hilda Vorlickova, som med Tjekkiets indlemmelse i EU håber at få rigtigt mange nye medlemmer. 

Når den nuværende interesse for faglig organisering hos de tjekkiske sygeplejersker ikke er større, forklares det med en generel afstandtagen fra alt, hvad der kan minde om Sovjettiden. Her var der tvungent medlemskab af en fagforening, og det var de partitro kommunister, der sad på lederposterne. Siden ”Fløjlsrevolutionen” i 1989, hvor den kommunistiske regering gik af, har tjekkerne haft deres demokratiske rettigheder og dermed også retten til selv at bestemme, om de overhovedet vil stå i en fagforening.

Da en gruppe sygeplejersker under Sygeplejerskens besøg på Hilda Vorlickovas arbejdsplads får at vide, hvor høj organisationsprocenten er for sygeplejersker i Danmark, samt at man helst skal være fagligt organiseret som offentligt ansat, er der både undren og afstandtagen:

”Hvorfor dog det? Det lyder ikke rart.” 

Sporene fra det kommunistiske regime skræmmer stadig. Selv om overgangen til markedsøkonomi har skabt mange problemer og sendt priserne på himmelflugt, så ønsker tjekkerne ikke de gamle tilstande tilbage.
 

Tema: Sygepleje i Tjekkiet