Boganmeldelse

Fællesskab forpligter

Tina Enghoff
Tekst: Preben Brandt

Eventuelle pårørende

København: Tiderne Skifter 2004
47 sider, 200 kr. 
 

Det strammer i kæberne, da jeg ser billederne på udstillingen ”Eventuelle pårørende” af fotografen Tina Enghoff, og det strammer, da jeg genser billederne i bogen af samme navn. Årsagen er, at jeg bilder mig ind, at jeg kan lugte de hjem, der er fotograferet. En ordentlig og værdig død er i sygeplejerskers forestilling en død hjemme eller på hospital med alle nære pårørende forsamlet rundt om den døende. Der bliver grædt, talt og måske sunget, og der bliver sagt ordentligt farvel. Men udstillingen og bogen vidner om helt andre måder at forlade verden på. 

En mand født i 1946 dør i sin beskedne lænestol, hvorefter han langsomt går i opløsning og kun efterlader sig to fodspor i gulvtæppet og lidt kropsvæske på lænestolens træskelet. 

En kvinde født i 1942 dør i sin nye seng i en hvidmalet og gold lejlighed, hun sikkert er blevet installeret i for kort tid siden. Begge dør de en ensom og isoleret død, som ikke harmonerer med billedet af et velfærdssamfund, hvor det offentlige tager over, når den enkelte ikke længere formår at tilrettelægge tilværelsen. 

Mange sygeplejersker læser dødsannoncer, ved jeg, og de skimmer vel også dem, hvor navn og fødselsdag afsluttes med findedato i stedet for den dato, døden er indtrådt. 

Det er dødsannoncer, hvor eventuelle pårørende opfordres til at henvende sig til kvartermesteren inden for en bestemt tidsramme. 

Fotografen har fået adgang til de hjem, hvor der ikke er nogen pårørende, eller hvor de for lang tid siden har opgivet den, der nu er død. Kvartermesteren sørger for at fjerne resterne af det menneske, der er død helt alene og måske har ligget død i en længere periode, indtil nogen i opgangen studser over den påfaldende lugt, der trænger gennem døren. Men hvordan de boliger ser ud, har vi ikke vidst, før denne bog blev til. 

Billederne lægger op til, at beskueren gør sig overvejelser om den afdødes livshistorie, præferencer, eventuelle misbrug og sygdom. Der er ingen belærende undertekster eller informationer. Man må udholde de tanker, der passerer gennem hovedet undervejs, om hvordan vi passer på os selv og vores nærmeste, undgår skæve og skøre eksistenser, og låser døren for at gå ud med skraldespanden og slår alarmen til for at sidde på verandaen. 

Men at fællesskabet forpligter, også over for disse mennesker, fastslår Preben Brandt, læge og leder af Projekt Udenfor, i to tankevækkende tekster, der udgør en del af bogen. Han kredser om retten til at gå i hundene, retten til at vælge ensomheden, men også om pligten til at holde øje med den, der vælger sådan. 

Udstillingen ledsages af en film, hvor kvartermesteren beskriver de lejligheder, han kommer ud til, når ingen pårørende melder sig. Han har set lidt af hvert og gjort sig overvejelser om de mennesker, hvis privatliv han som den sidste bevidner. Han har iagttaget, at ensomme mennesker rykker sammen på færre og færre kvadratmeter for til sidst at forsvinde helt. 

De gør sig parate. Men kan man blive parat til at dø ganske alene? 

Udstillingen ”Eventuelle Pårørende” bliver vist rundt omkring i Danmark. 

Læs i øvrigt Anne Vesterdals faglige kommentar  

Af Jette Bagh, sygeplejefaglig medarbejder på redaktionen.