Faglig kommentar: De har været her

Jeg vil undersøge ensomheden,” har fotografen Tina Enghoff sagt. 

Gennem et års tid har hun samlet og udstillet mere end 100 dødsannoncer. Annoncer, der fortæller, at en person er afgået ved døden eller er fundet død på sin bopæl, og at eventuelle pårørende kan henvende sig til kvartermesteren. Vi kender alle disse nøgterne orienteringer, som selv i den korte tid, inden blikket farer videre til næste nyhed, giver os en påmindelse om et ensomt liv og en ensom død.

Hvis vi vil bruge tid på eftertanke, ved vi, at nogle af personerne fra annoncerne har været indlagt på et sygehus, hvor de er døde uden et familiemedlem eller en ven i nærheden. Nogle er ikke kommet længere end til skadestuen. Andre er fundet i deres hjem, fordi naboerne uger eller måneder efter dødsfaldet har følt sig generet af lugt, insekter eller pletter på loftet. Hver tiende, der dør her i landet, dør alene. Flest i storbyer, hvor der også går længere tid, inden de findes. 

Hjemmeplejen og distriktspsykiatrien har i mange tilfælde haft kendskab til den skrigende ensomhed og somme tider ufatteligt uhumske forhold, de døde har levet under. De kan have følt sig som tavse vidner til elendigheden og uden reel mulighed for at hjælpe til bunds. Det er ikke nødvendigvis de offentlige myndigheder, der skal klandres. Alt kan ske, så snart det offentliges repræsentant har lukket døren efter sig. Elendigheden har rod i den måde, vi har accepteret og indrettet os i samfundet på. Skylden må vi deles om. 

Tina Enghoff har imidlertid gjort noget, vi kunne lære af i sygeplejen. Hun har brudt tavsheden om, hvad der er foregået i hjemmene forud for døden. Det er blevet til en kunstudstilling, som allerede er taget af plakaten. Men alene det, at udstillingen ”Eventuelle pårørende” har været en realitet, er bemærkelsesværdigt. Sygeplejersker tildækker den døde, skriver ”mors er indtrådt” og sætter nye papirer ind i Kardex. Elendighederne skjules under et lagen af diskretion og en buket tavshedspligt. Indignationen deles måske med et par kolleger, eller den vendes indad, så vi til sidst kun kan føle magtesløsheden. 

Tina Enghoff har rendt kommunale og statslige myndigheder på dørene for at få lov at fotografere i de tomme hjem. Hun har brudt normer for, hvad man må vise frem. I hvert fald de normer, sygeplejersker følger. Inden der er ryddet ud, men efter den døde er kørt væk, har hun taget fotografier af sofaen, sengen, gulvet, møgbunken, luftmadrassen, stolen og tæppet, der har været den dødes sidste opholdssted.

Hun har vist de sidste spor efter nogle menneskeliv uden fagsprogets distancering eller bureaukratiske omskrivninger. Tilskueren tvinges til at forholde sig som et menneske til det, hun ser. Enghoff har brudt normer, men hun har også givet de døde menneskelig værdighed, fordi de nu bliver set. De har været her. 

Det kan vi lære af. Reflektere over, hvornår tavshedspligten og den professionelle pænhed bruges som en bekvem beskyttelse af sygeplejersken selv, fordi det hverken koster overarbejde eller fritid og ikke medfører vrøvl med myndighederne.

Måske kan refleksion føre til handling. Kun få kan se og udtrykke sig som kunstnere. Men vi kan lære, at de mere utraditionelle veje kan være virkningsfulde, hvis nogen skal råbes op. Sygeplejersker er vidner til mange andre forhold end de ensomme dødes, der trænger til lys og opmærksomhed. Vi kan også lære af Tina Enghoff, at selv kommunale og statslige myndigheder har sprækker, selv om vi ikke altid tror det.

Læs Jette Baghs anmeldelse af bogen "Evnetuelle pårørende".