Sørg for, at de syge får, hvad de har brug for

Side 21 

Til denne sygesal med de gotiske søljehvælvinger på Saint-Jean hospitalet i Angers ankom Louise de Marillac og de første Barmhjertige Søstre i 1639for at passe de syge efter Vincent de Pauls forskrifter. Og her blev grunden til Frankrigs første form for systematiseret sygepleje lagt. I dag fungerer hospitalet som museum (Musée Jean-Lurcat) og rummer en samling vægtæpper med titlen Chant du Monde af Jean Lurcat.

Da enken Louise de Marillac i slutningen af november 1639 sætter sig ind i den hestevogn, der skal køre hende fra Paris til Saint-Jean Hospitalet i Angers, er hun ikke bare på vej til en fransk provinsby, men også på vej til at skabe, hvad man kan kalde Frankrigs første form for sygeplejeskole. 

Med sig på rejsen har hun to af sine udvalgte ”Barmhjertige Søstre,” og i Angers venter et introduktionsreglement, udfærdiget i Paris af Vincent de Paul. 

Det er den logistiske base, hun råder over som startkapital sammen med sin personlige erfaring med plejen af de fattige syge. Den erfaring er til gengæld stor. For i flere år har Louise de Marillac arbejdet i Paris under Vincent de Pauls ledelse med at passe og pleje de fattige syge, besøge og koordinere de forskellige ”Sammenslutninger af de Barmhjertige Damer” (Les confréries), stiftet af Vincent de Paul, og uddanne de unge søstre åndeligt som praktisk. For Louise de Marillac mente lige som sin spirituelle og praktiske læremester Vincent de Paul, at opfyldelsen af de fattige syges åndelige og kropslige behov går hånd i hånd.

Sammen skulle de to komme til at revolutionere tidens opfattelse af, hvordan man skulle tage sig af samfundets syge og fattige og de fattige syge. Og sammen skabte de nogle rammer for den første form for kollektiv sygepleje med et værdigrundlag, som man også i dag finder spor af i det franske samfund og hospitalsvæsen.

De barmhjertige Søstre

Da Louise de Marillac drager af sted til hospitalet i Angers i 1639, var det seks år siden, Vincent de Paul i fællesskab med hende stiftede ”De Barmhjertige Søstres Fællesskab” (La Compagnie des Filles de la Charité) i Paris. Disse piger var fra landet - robuste og med et godt hjerte.

Louise de Marillac, som i 1633 sammen med Vincent de Paul stiftede De Barmhjertige
Søstres fællesskab. Sammen skulle de to komme til at revolutionere tidens sygepleje
med Louise de Marillac som frontfigur og leder. (Affotograferet maleri fra La Congrégation de la Mission.)

Saint-Jean Hospitalet i Angers skulle nu som det første hospital i Frankrig overgives i De Barmhjertige Søstres hænder. Hospitalets administratorer havde betroet søstrene alle de hverv, der ikke direkte havde at gøre med den økonomiske drift af hospitalet, Side 22

dvs. alt, hvad der var nødvendigt for at opfylde de syges behov og selve hospitalets vedligeholdelse. Også selve behandlingen og plejen af patienterne blev ofte deres ansvar, da de som de eneste var på stedet til at passe patienterne mellem lægens besøg, som dengang i det 17. århundrede var sjældne (1).

De Barmhjertige Søstre skulle snart sande, at de alarmerende rapporter, der var indløbet fra hospitalet i Angers, ikke var overdrevne: ”De fattige havde det så dårligt på hospitalet, at folk fra byen ikke lod sig bringe derhen” (1).

Pilot-hospitalet i Angers

Hospitalet i Angers var, hvad man i dag kunne kalde et ”pilot-hospital” med Vincent de Paul som ”sygehusdirektør” og Louise de Mariallac som ”forstanderinde.” Grunden var således lagt til den første kvindelige ledelse inden for sygeplejen.

Man kan ikke i dag sige, at de to dengang revolutionerede Frankrigs kollektive hospitalssygepleje, for den eksisterede ikke. Dermed være ikke sagt, at der ikke eksisterede hospitaler, men datidens hospitaler var på forskellige religiøse ordeners hænder, og kun overholdelsen af de religiøse klosterregler var der sat faste rammer for (1).

Sammen skabte Vincent de Paul og Louise de Marillac nu en kollektiv sygepleje af kvalitet, bygget på kompetence og reel viden, og det var en revolution.

Den 1. februar 1640 blev kontrakten underskrevet mellem de første hospitalssøstre og hospitalets officielle repræsentanter. Denne kontrakt udgør De Barmhjertige Søstres Fællesskabs første skrevne dokument og kan altså med en vis ret betragtes som Frankrigs første officielle overenskomst mellem ”sygeplejersker” og deres arbejdsgivere (1).

Sygeplejerske i 1600-tallet

Hospitalerne på den tid kan sammenfattes til en ophobning af uorden og urenlighed både hos lægerne og de syge og en dødelighed, der virkelig var skræmmende. Det krævede derfor mod og lydighed at være sygeplejerske på Saint Vincents tid, når man uden angst skulle konfronteres med et hospitalsmiljø, hvor pesten hærgede i en sådan grad, at en af Ludvig d. 13.s læger gav følgende tankevækkende råd: ”Hurtigt af sted, flygte langt væk og komme sent tilbage” (1).

Det var netop, hvad søstrene ikke gjorde. Den allerførste Barmhjertige Søster, Marguerite Naseau, døde, ”fordi hendes barmhjertighed var så stor, at hun tog en fattig pige, som led af pesten, ind at sove hos sig” (2).

Mod til at møde de pestramte og spedalske, utøj og kryb, bylder og materieafsondring og tålmodighed til at omgås vanskelige og grove patienter - det havde de Barmhjertige Søstre. Vincent de Paul havde oplært dem til at varetage ”de laveste og ringeste bestillinger som åreladning, lavement, sårskiftning, sengeredning og overvågning af de syge.” Og disse gøremål skulle udføres med et smil og i stor kærlighed til den syge næste - og til Gud.

Vincent de Paul vidste godt, at det, han bad sine søstre om, betød meget arbejde og ringe belønning. En tanke, der måske ikke altid er det 21. århundredes sygeplejersker helt fjern!

Fra søster til sygesøster

Belønningen var at tjene Gud, for Gud var at finde i den fattige og den fattige syge. Vincent de Paul havde allerede, da han stiftede De Barmhjertige Søstres Fællesskab, givet plads for sygeplejen i søstrenes liv og dermed åbnet for, at søstrene ikke bare tog sig af det åndelige, men også det kropslige - eller sagt på en anden måde - at søstrene fra at være søstre nu også blev ”sygesøstre.”

De Barmhjertige Søstre deler bouillon ud til de syge. En vigtig opgave, som Vincent de Paul havde udfærdiget nøje anvisninger for i erkendelse af,
at en rigtig kost var et væsentligt skridt mod helbredelse. (Kobberstik fra bogen ”Soeurs de Charité - Album,” Arkiv La Congrégation de la Mission.)

Som en hjælp i arbejdet med at sætte sygeplejen i system udarbejdede Vincent de Paul et præcist og detaljeret reglement for søstrenes daglige dont på hospitalet. Reglementet kan sammen med de mange praktiske, lægelige og moralske anvisninger, Vincent de Paul hen ad vejen skulle give sine søstre, betragtes - om ikke som Frankrigs første form for sygeplejeskole - så som en tidlig systematiseret undervisning i sygepleje.

Vincent de Paul foreskriver hospitalssøstrenes dag således:

”De står op præcis klokken fire om morgenen, tilbyder Gud deres tanker, deres ord og dagens handlinger, og beder Ham om den nåde at tilbringe dagen i Hans kærlighed. Klokken seks begiver de sig hen til sygesalen, tømmer potterne, reder de syges senge, gør salene rene, giver medicinen, tager en lille smule brød og en Side 23

fingersbred vin. De dage, der er altergang, tager de en anelse eddike og gnider deres hænder med den. Klokken syv giver de til de mest syge en bouillon eller et frisk æg og til de andre en smule smør og kogte æbler. Efter dette går de til den Hellige Messe, hvis ikke de har været til messen klokken fem. De må være meget omhyggelige med, at de fattige syge får det, de har brug for: deres medicin og måltider på de ordinerede tidspunkter, drikke, når de har behov for det, og indimellem lidt godt til ganen.

Løfte hjertet til Gud

Klokken ti giver de syge deres måltid. Forstanderinden siger bordbønnen og taksigelsen højt og formaner de syge til at løfte deres hjerter til Gud. Hvis det er op til søstrene, giver de dem kalv og får i spiseskålen med en smule oksekød til middag og suppekød til aftensmåltidet til dem, der har brug for det, hvis en allerede given ordre ikke har bestemt det anderledes.

Men til dem, hvor det ikke er gavnligt, at de spiser kraftigt kød, skal der på skift gives bouillon og friske æg hver tredje time, så de på den måde får fire gange bouillon og tre æg om dagen.

Når de fattige har spist, skal de undersøges, derefter spiser de (søstrene, red.) præcis klokken 11. Når det er gjort, går to af dem hen for at afløse den søster, som er blevet hos de syge, hun går så hen og spiser ved det andet bord sammen med oplæsersken. De andre søstre prøver at adsprede de syge.

Lækkerier som mellemmåltid

Hvis der på Hôtel-Dieu (hospitalet i Angers, red.) ikke findes en Sammenslutning af Barmhjertige Damer til at give de fattige syge et mellemmåltid, begiver søstrene sig hen til sygestuerne præcis klokken to for at give dem lidt lækkerier til deres mellemmåltid som kogte pærer og æbler, og hvis de herrer er enige også lidt syltetøj og ristet brød med sukker.

De, som ikke har vagt hos de syge, går tilbage til deres gerning, eller hvis de ikke har noget, der haster, bliver i sygestuen for at oplære de fattige, forberede de nyankomne til skriftemål og få dem til at gøre indre troshandlinger. Klokken fire giver de lavementer, skifter lagner hos dem, der har været urenlige, tømmer potterne, ordner de syges senge uden at de står op.

Præcis klokken fem begiver alle søstrene sig hen til sygestuerne for at servere det sene aftensmåltid for de syge ligesom til middag. Efter taksigelsesbønnen går søstrene til sygestuerne for at afløse de andre, sender dem af sted for at spise til aften med oplæsersken og gøre alt som efter middag, mens de andre får de syge, som er oppe, i seng inden klokken syv og giver ordrer til, at der er vin og andre små lækkerier for at imødegå behovet hos de patienter, der er mest syge.

Dø på en god måde

Klokken halv otte går alle søstrene til sygestuerne, hvor de ser efter, om alt er i orden og beder også de patienter, der er i stand til det, om at ordne sig. Klokken otte trækker søstrene Side 24 

sig tilbage, idet de lader en af dem være tilbage i sygestuen for at våge, bistå de mest syge og hjælpe de døende til at dø på en god måde. De andre trækker sig tilbage til deres anretterværelse for at gøre det nødvendige klar til næste morgen og går i seng præcis klokken ni efter at have tilbedt Gud.

Klokken halv fire beder nattevagten sin bøn, og klokken fire afslutter hun den for at gå hen at vække de andre og spise et eller andet, hvis hun vil, for så at gå i seng og sove lige til klokken ni, hvor hun står op for at gå til den Hellige Messe. Forstanderinden sender en anden, som så beder sin bøn på samme måde og på samme tid som de andre, hvis ikke hendes tilstedeværelse hos en syg er påkrævet. Hvis det er tilfældet, skal hun vide, at den tjeneste, hun gør den syge, er en evig hyldest til Gud” (3).

At være tæt på

Hånden på hjertet - er det ikke sygepleje, man uden større vanskelighed kan genkende i dag? Der er tænkt på væske efter behov - i dag vil man føre væskeskema, men vil det nødvendigvis være en garant for, at patientens behov er opfyldt? Der er tænkt på kost - endog kræsekost for de svage. Hvilken sygeplejerske vil ikke gerne kunne tilbyde patienterne det i dag? Der er tænkt på patienternes adspredelse og deres aktivering ved f.eks. sengeredning - i dag vil man tale om patientens egenomsorg, men læg mærke til, at Sankt Vincent tilføjer de kloge ord ”hvis patienten er i stand til det.”

Sengeredning, uden at patienten står op, er en teknik, som også 1600-tallets sygeplejersker skulle kunne beherske. De syge skal trøstes både morgen og aften - i dag vil man tale om empati, men behovet vil være det samme.

I øvrigt er det tankevækkende, at ordet hjælpe - eller rettere - ordet assistere (fra latin) i det 17. århundrede havde betydningen at ”stoppe op hos, være tæt på.” Der er altså i Vincent de Pauls betydning ikke tale om en ydmygende form for afhængighed, når han opfordrer til ”åndeligt og fysisk at assistere den fattige,” men om en form for ledsagelse og solidaritet, som allerede dengang åbnede for et mere ligeværdigt forhold mellem patienten og hans hjælpere (4).

Og så har Sankt Vincent ikke glemt at tænke på sygeplejerskerne selv: De skal afløse hinanden, så alle kan få hvile og mad, men uden at patienterne på noget tidspunkt bliver overladt til sig selv. Det handler om noget så basalt som tilstedeværelse. Hele Sankt Vincents reglement handler netop om patientens basale behov, som pr. definition er evigt gyldige, og derfor er principperne i hans hospitalslære lige så aktuelle i dag som i 1600-tallet. Det revolutionerende var, at Sankt Vincent dengang som den første erkendte behovene, hæftede ord på dem og satte løsningerne i system.

Denne artikel er en forkortet og redigeret version af Pia Loyaus artikel.

Redigering: Grethe Kjærgaard.

Pia Loyau er bosat i Paris, hvor hun arbejder som freelancejournalist.

Litteratur

1. Martin du Theil J. La Doctrine Hospitalière de Saint Vincent de Paul. Paris: Louis Arnette, Libraire à Paris; 1939.
2. Guillermand J. Histoire des Infirmières. Paris: Croix-Rouge Francaise Editions France-Selection; 1988.
3. Coste P. Saint Vincent de Paul, Correspondance, Entretiens, Documents. Paris: J. Gabalda, Editeur; 1920.
4. Equipes Saint-Vincent. Publikation marts 1993. Paris: Editeur Equipes Saint-Vincent AIC France, 1993