Sørg for, at de syge får, hvad de har brug for (lang netversion)

Pioner og forstanderinde Louise de Marillac

Da Louise de Marillac - også kaldet Mademoiselle Le Gras- i slutningen af november 1639 sætter sig ind i den vogn, der skal køre hende fra Paris til Saint-Jean Hospitalet, er hun ikke bare på vej til Angers, men også på vej til at skabe, hvad man kan kalde Frankrigs første form for sygeplejeskole.

Turen fra Paris til provinsbyen Angers ved Loirefloden, en afstand på omkring 300 kilometer, tog dengang ti dage i hestevogn og på flodpostskib, så der var rigelig med tid til at tænke over tingene undervejs.

Alligevel har Louise de Marillac næppe forestillet sig, at den mission, hun var blevet betroet af Vincent de Paul, skulle komme til at bane vej for Frankrigs første rammer for systematiseret hospitalssygepleje, der senere skulle brede sig til hele landet. Med sig på rejsen har hun to udvalgte Barmhjertige Søstre, og i Angers venter der allerede et introduktionsreglement udfærdiget i Paris af Vincent de Paul. Det er den ”logistiske” base, som Louise de Marillac råder over som startkapital sammen med hendes personlige erfaring med plejen af de fattige syge.

Den erfaring er til gengæld meget stor. For allerede fra årene 1624 eller 1625 arbejdede den unge enke Louise de Marillac i Paris under Vincent de Pauls ledelse med at passe og pleje de fattige syge, besøge og koordinere de forskellige Sammenslutninger af de Barmhjertige Damer (Les confréries) stiftet af Vincent de Paul og uddanne de unge søstre såvel åndeligt som praktisk. For Louise de Marilac mente som sin spirituelle og praktiske læremester Vincent de Paul, at opfyldelsen af de fattige syges åndelige som kropslige behov går hånd i hånd.  

De Barmhjertige Søstre deler bouillon ud til de syge.  En vigtig opgave,
som Vincent de Paul havde udfærdiget nøje anvisninger for i erkendelse af,
at en rigtig kost var et væsentligt skridt mod helbredelse. (Kobberstik fra bogen ”Soeurs de Charité - Album,” Arkiv La Congrégation de la Mission.)

Pierre Coste beskriver Louise de Marillac i sit værk om Sankt Vincent de Paul som en kvinde opfyldt af Gud og med stor hengivenhed for de fattige, som hun glæder sig over at tjene. Hun var oplyst, fornuftig og beskeden. Louise de Marillac modtog søstrene ”med en hellig tålmodighed,” ”stor barmhjertighed,” ”bevarede på trods af besværligheder et muntert smil” og svarede alle med ”stor åndsro” (1)*. Dertil kom en god sans for praktiske gøremål, som var ham, hun kaldte for ”Højtærede Fader” værdig, tillige forbundet med en beskedenhed og ydmyghed, som kun bestyrkede Vincent de Paul i hans tillid til hende (2)**. :

Sammen skulle Vincent de Paul og Louise de Marillac komme til at udgøre en usædvanlig dynamisk duo, som helt kom til at revolutionere tidens opfattelse af, hvordan man skulle tage sig af samfundets syge og fattige og de fattige syge. Og sammen skabte de nogle rammer for den første form for kollektiv sygepleje med et værdigrundlag, som man også i dag finder spor af i det franske samfund og hospitalsvæsen.

De barmhjertige Søstre

Da Louise de Marillac drager af sted til hospitalet i Angers i 1639, var det seks år siden, at Vincent de Paul i fællesskab med hende stiftede ordenssamfundet ”De Barmhjertige Søstre” (La Compagnie des Filles de la Charité) i Paris. Søstrene var dengang robuste piger med et godt hjerte fra landet, som Sankt Vincent ofte priste med lovord i sine skrifter.

Siden den første Sammenslutning af Barmhjertige Damer havde set dagens lys i 1617, stiftet i landsognet Châtillon-les-Dombes af Vincent de Paul, havde disse sammenslutninger af damer fra et relativt beskedent miljø bredt sig ud over hele Frankrig. I Paris var det imidlertid især damer fra aristokratiet, der havde meldt sig under fanen som Barmhjertige Damer.

Denne rekruttering fra det aristokratiske miljø, som kunne risikere at ændre den praktiske og ofte beskedne karakter af hjælpearbejdet blandt de fattige, var ikke ønsket af Vincent de Paul, men var et resultat af hans anseelse. Vincent de Paul og Louise de Marillac beslutter derfor i 1633 at knytte et fællesskab af Barmhjertige Søstre fra et mere ydmygt miljø som hjælp til de Barmhjertige Damers Fællesskab (3).

Arbejdet med de syge og fattige bestod dengang hovedsageligt i at bringe mad ud til de fattige og opfylde deres basale behov for pleje i hjemmet. Der var altså i første omgang udelukkende tale om en hjemmesygepleje, men allerede i 1639 begyndte søstrene at gøre tjeneste på hospitalet i St.Germain-en-Laye lige uden for Paris.

De første Barmhjertige Søstre i hospitalstjeneste

Det er i det samme år, at Vincent de Paul modtager en henvendelse fra Madame Goussault, en af hans mest trofaste støtter i arbejdet med de syge og fattige. Hun var gift med den øverste leder af hoffets regnskaber, var bosat i Paris, men kom fra provinsbyen Angers og kendte derfor til den uorden og kaos, der havde hersket på Saint-Jean hospitalet (dengang også kaldet Hôtel-Dieu) i Angers siden 1633. Nu var alle forsøg på at reorganisere hospitalet mislykkedes, og administratorer og rådmænd anmodede kongen om hjælp (2). Denne anmodning gik under indflydelse af Madame Goussault videre til Vincent de Paul, som presset fra alle sider accepterede opgaven (1).

Saint-Jean Hospitalet i Angers skulle som det første hospital i Frankrig overgives på De Barmhjertige Søstres hænder og ledes af dem uden assistance fra Damerne. Afstanden mellem Angers og Paris betød også, at hospitalet i Angers blev det første hospital, hvor søstrene skulle udføre deres tjeneste langt væk fra hovedorganisationen og Vincent de Pauls årvågne og kompetente ledelse i Paris.

Opgaven skulle vise sig at blive stor. Hospitalets administratorer havde betroet søstrene alle de hverv, der ikke direkte havde at gøre med selve den økonomiske drift af hospitalet. Alt, hvad der var nødvendigt for at opfylde de syges behov og selve hospitalets vedligeholdelse, blev overgivet til søstrene. Også selve behandlingen og plejen af patienterne blev ofte deres ansvar, da de som de eneste var på stedet til at passe patienterne mellem lægens besøg på hospitalerne, som dengang i det 17. århundrede var sjældne (2).

Og søstrene skulle snart sande, at de alarmerende rapporter, der var indløbet fra Angers hospitalet, ikke var overdrevne: ”De fattige havde det så dårligt på hospitalet, at folk fra byen ikke lod sig bringe derhen”og ”Hvis de var nødt til at komme på hospitalet, fik de bragt hvide skjorter hjemmefra” og ”Det gjorde ondt at se sådan en uorden og spild på de fattiges bekostning” (citater hentet fra De Barmhjertige Søstres arkiv i form af memoires dateret 1675 og underskrevet af de tre første søstre som øjenvidner) (2).

Angers - et pilot-hospital fra 1600 tallet

Der kan ikke have været skygge af tvivl i Vincent de Pauls sind, da han udpegede Louise de Marillac til opgaven med at bringe orden i Angers hospitalets forhold og etablere en såvel åndelig som fysisk pleje af de syge.
Samarbejdet mellem de to var gennem tiden blevet meget tæt og byggede på stor gensidig tillid og en fælles holdning til opgaverne, som man finder mange spor af i deres indbyrdes korrespondance. Som Jeanne Martin du Theil skriver om Vincent de Paul og Louise de Marillac: ”Han kontrollerer og korrigerer, men er også så fornuftig at tage imod hendes kvindelige initiativer” (2).

”Mademoiselle, skriver Vincent de Paul den 30 november 1639, jeg sender Dem det lille reglement, som De må få renskrevet, og De må ændre det, der er nødvendigt.”
Eller om et reglement: ”Dette er så godt, Mademoiselle, at jeg ikke har villet tilføje noget.” (1). Dermed er grunden lagt til den første kvindelige ledelse indenfor sygeplejen. Og den samme dag var Louise de Marillac og de to første Barmhjertige Søstre allerede på vej til Angers til det, man i dag kunne kalde et ”pilot-hospital” med Vincent de Paul som ”sygehusdirektør” og Louise de Marillac som forstanderinde.

Man kan ikke i dag sige, at Vincent de Paul og Louise de Marillac dengang revolutionerede Frankrigs kollektive hospitalssygepleje, for den eksisterede ikke som en veldefineret størrelse. Dermed være ikke sagt at der ikke eksisterede hospitaler; men dengang var alle hospitaler på forskellige religiøse ordeners hænder, og kun overholdelsen af de religiøse klosterregler var der sat faste rammer for (2). 

Louise de Marillac, som i 1633 sammen med Vincent de Paul stiftede De Barmhjertige
Søstres fællesskab. Sammen  skulle de to komme til at revolutionere tidens sygepleje
med Louise de Marillac som frontfigur og leder. 

Sammen skabte Vincent de Paul og Louise de Marillac derimod en kollektiv sygepleje af kvalitet bygget på kompetence og reel viden, og det var en revolution.

Vincent de Paul gør senere i 1653 de søstre, der skal sendes til Nantes, opmærksomme på den nye situation: ”I skal til et stort hospital. Det er ikke som i et sogn i Paris, hvor I kun skal tage jer af et lille antal patienter … der er forholdene helt anderledes.”

Her er den lille introduktion, som Vincent de Paul sendte til Mademoiselle Le Gras, for at hun skulle give den videre til ”de gode piger fra marken:”

”De fattige syges Barmhjertige Søstre tager til Angers for at ære vor Herre, de fattiges Fader, og hans hellige Moder, og for at hjælpe de fattige syge i Hôtel-Dieu i den førnævnte by, både kropsligt og åndeligt: kropsligt ved at uddele mad og medicin til dem og åndeligt ved at oplære de syge i de nødvendige ting for frelsen og ved at sørge for, at de skrifter for hele deres hidtidige liv, for at de, som skal dø, forlader denne verden på en god måde, og de, som bliver helbredt, tager den beslutning ikke mere at synde imod Gud.” (1).

Denne introduktion sendte Vincent de Paul sammen med et brev til Angers, som hospitalets administratorer og rådmænd senere gennemgik nøje med Louise de Marillac. Og den 1.februar 1640 blev kontrakten mellem de første hospitalssøstre og hospitalets officielle repræsentanter underskrevet med en vis højtidelighed, skriver Dr. Jeanne Martin du Theil. På det tidspunkt var yderligere seks nye søstre ankommet til Angers for at slutte sig til de to først ankomne. Denne kontrakt udgør De Barmhjertige Søstres ordenssamfunds første skrevne dokument og kan altså med en vis ret betragtes som Frankrigs første officielle overenskomst mellem ”sygeplejersker” og deres arbejdsgivere.

Sygeplejerske på Vincent de Pauls tid

Det er kun ”presset fra alle sider,” at Vincent de Paul accepterer opgaven med at stille en form for systematiseret sygepleje på benene og sende sine søstre til hospitalet i Angers som pionerer på området. Ingen kunne imidlertid siges at være mere egnet til opgaven end netop Vincent de Paul. Han havde dengang som 58-årig en meget stor personlig teoretisk og praktisk erfaring med at pleje syge, dels fra hans tidlige ungdomsår i fangenskab hos en læge i Tunesien, dels fra hans år tilbage i Paris med en daglig gang på hospitalerne; men det må siges, at opgaven var overvældende.

Hospitalerne på den tid kunne sammenfattes til en ophobning af uorden og urenlighed både hos lægerne og de syge og en dødelighed, der virkelig var skræmmende. Det krævede derfor mod og lydighed at være sygeplejerske på Sankt Vincents tid, når man uden angst skulle konfronteres med hospitalerne, der dengang var hærgede af pesten i en sådan grad, at en af Ludvig d. 13.s læger gav følgende tankevækkende ”recept” mod sygdommen: ”Hurtigt af sted, flygte langt væk og komme sent tilbage” (2).

Det var netop, hvad Sanktt Vincents søstre ikke gjorde. Den allerførste Barmhjertige Søster Marguerite Naseau døde, fordi, som Vincent de Paul i 1642 fortæller det i en forelæsning for De Barmhjertige Søstre,” hendes barmhjertighed var så stor, at hun tog en fattig pige, som led af pesten ind at sove hos sig” (3).

Mod til at møde de pestramte og spedalske, utøj og kryb, bylder og materieafsondring og tålmodighed til at omgås vanskelige og grove patienter, det havde søstrene. Vincent de Paul havde oplært dem til at varetage ”de laveste og ringeste bestillinger … som åreladning, lavement, sårskiftning, sengeredning og overvågning af de syge.” Og disse gøremål skulle udføres med et smil og i stor kærlighed til den syge næste – og til Gud. Vincent de Paul vidste godt, at det, han bad sine søstre om, betød meget arbejde og ringe belønning. En tanke, der måske ikke altid er det 21. århundredes sygeplejersker helt fjern!

Fra søster til sygesøster

Belønningen, belærte Sankt Vincent sine søstre, var at tjene Gud, for Gud var at finde i den fattige og den fattige syge. Derfor, sagde Vincent de Paul, var det ”at forlade Gud for Gud,” når søstrene forlod bønner og andagtsøvelser for at passe de syge. Med disse anvisninger havde Vincent de Paul allerede, da han stiftede De Barmhjertige Søstres ordenssamfund, givet plads for sygeplejen i søstrenes liv og dermed åbnet op for, at søstrene ikke bare tog sig af det åndelige, men også det kropslige - eller sagt på en anden måde: at søstrene fra at være søstre, nu også blev ”sygesøstre.”

Vincent de Paul var imidlertid helt klar over, at en ting var at oplære sine søstre til at blive gode individuelle sygeplejersker i de syges eget hjem, en helt anden ting var at organisere en oplæring i den kollektive sygepleje og samarbejdet på et hospital. Til hjælp i arbejdet med at sætte sygeplejen i system udarbejdede Vincent de Paul et præcist og detaljeret reglement for søstrenes daglige dont på hospitalet. Her følger det reglement, som Vincent de Paul havde udfærdiget i Paris, og som ventede Louise de Marillac, da hun i 1639 sammen med de to første søstre ankom til hospitalet i Angers. Et reglement, som sammen med de mange, mange praktiske, lægelige og moralske anvisninger, Vincent de Paul hen ad vejen skulle give sine søstre, kan betragtes som om ikke Frankrigs første form for sygeplejeskole så en tidlig systematiseret undervisning i sygepleje.

En dag som sygesøster

Angers Hospitalsreglement.
Vincent de Paul foreskriver hospitalssøstrenes dag således :
”De står op præcis klokken fire om morgenen, hengiver sig til Gud ved deres opvågnen, tilbeder ham, takker ham for den nåde, han har givet dem ved at have tilbragt en god nat; beder ham om forladelse hvis de har forsyndet sig mod ham, tilbyder ham deres tanker, deres ord og dagens handlinger, og beder ham om den nåde at tilbringe dagen i hans kærlighed.

Klokken seks begiver de sig hen til sygesalen, tømmer potterne, reder de syges senge, gør salene rent, giver medicinen, tager en lille smule brød og en fingersbreds vin før de starter på det føromtalte hospital; de dage, der er altergang, tager de en anelse eddike og gnider deres hænder med den.
Klokken syv giver de til de mest syge en bouillon eller et friskt æg og til de andre en smule smør og kogte æbler.

Efter dette går de til den Hellige Messe, hvis ikke de har været til messen klokken fem, og de er omhyggelige med at give bouillon til de syge, der har taget medicin på præcise tidspunkter.

De, som har brug for at spise et eller andet, gør det efter dette, og går så igen til de syge, belærer de uvidende om det nødvendige for frelsen, leder dem til at skrifte for hele deres liv og herefter at skrifte og gå til alters hver søndag, mens de er syge, og de kan gøre det og leder dem til at modtage den sidste olie i god tid; de trøster dem, som er meget syge, får dem til at gøre troshandlinger og handlinger om håb, barmhjertighed og anger til Guds glæde, sørger for at de, der nærmer sig døden, forlader denne verden i god tilstand, og at de, der bliver raske, aldrig mere synder imod Gud og i det tilfælde, at de gør det, skrifter så hurtigt som muligt.

De må være meget omhyggelige med, at de fattige syge får det, de har brug for: deres måltider på de ordinerede tidspunkter, at drikke når de har behov for det - og indimellem lidt godt til ganen.

Klokken ti går de til sygehuset for at give de syge deres måltid. Forstanderinden siger bordbønnen og taksigelsen højt og formaner de syge til at løfte deres hjerter til Gud i den forbindelse. Hvis det er op til søstrene, giver de dem kalv og får i spiseskålen med en smule oksekød til middag og suppekød til aftensmåltidet til dem, der har brug for det, hvis en allerede given ordre ikke har bestemt det anderledes.

Men til dem, hvor det ikke er gavnligt, at de spiser kraftigt kød, skal der på skift gives bouillon og friske æg hver tredje time, så de på den måde får fire gange bouillon og tre æg om dagen.

Når de fattige har spist, skal de undersøges, derefter spiser søstrene præcis klokken 11.

Når det er gjort, går to af dem hen for at afløse den søster, som er blevet hos de syge, hun går så hen og spiser ved det andet bord sammen med oplæsersken , de andre søstre prøver at adsprede de syge.

Hvis der på Hôtel-Dieu (hospitalet) i Angers ikke findes en Sammenslutning af Barmhjertige Damer til at give de fattige syge et mellemmåltid, begiver søstrene sig hen til sygestuerne præcist klokken to for at give dem lidt lækkerier til deres mellemmåltid som kogte pærer og æbler, og - hvis de herrer er enige - også lidt syltetøj og ristet brød med sukker.

De, som ikke har vagt hos de syge, går tilbage til deres gerning, eller hvis de ikke har noget, der haster, bliver i sygestuen for at oplære de fattige, forberede de nyankomne til skriftemål og få dem til at gøre indre troshandlinger om håb, barmhjertighed og anger for Guds glæde og trøster dem ligesom om morgenen.

Klokken fire giver de lavementer, skifter lagner hos dem, der har været urenlige, tømmer potterne og ordner de syges senge, uden at de står op.

Præcis klokken fem begiver alle søstrene sig hen til sygestuerne for at servere det sene aftensmåltid for de syge ligesom til middag.

Efter taksigelsesbønnen, som vil finde sted omkring klokken halv seks, går søstrene til sygestuerne for at afløse de andre, sender dem af sted for at spise til aften med oplæsersken og gøre alt som efter middag, mens de andre får de syge, som er oppe, i seng inden klokken syv og giver ordrer til, at der er vin og andre små lækkerier for at imødegå behovet hos de patienter, der er mest syge.

Klokken halv otte går alle søstrene til sygestuerne, hvor de ser efter, om alt er i orden og beder også de patienter om det, som er i stand til det.

Klokken otte trækker søstrene sig tilbage, idet de lader en af dem være tilbage i sygestuen for at våge, bistå de mest syge og hjælpe de døende til at dø på en god måde og afslutte sin rosenkrans, så snart de syge sover, og tilbringe natten med at våge og indimellem blunde, mens de syge hviler sig; de andre trækker sig tilbage til deres anretterværelse for at gøre det nødvendige klart til næste morgen og går i seng præcis klokken ni efter at have tilbedt Gud.

Klokken halv fire beder nattevagten sin bøn, og klokken fire afslutter hun den for at gå hen at vække de andre og spise et eller andet, hvis hun vil, for så at gå i seng og sove lige til klokken ni, hvor hun står op for at gå til den Hellige Messe; og forstanderinden sender en anden, som så beder sin bøn på samme måde og på samme tid som de andre, hvis ikke hendes tilstedeværelse hos en syg er påkrævet, hvis det er tilfældet, skal hun vide, at den tjeneste, hun gør den syge, er en evig hyldest til Gud» (1).

Er det ikke sygepleje, man uden større vanskelighed kan genkende i dag? Der er tænkt på væske efter behov – i dag vil man føre væskeskema, men vil det nødvendigvis være en garanti for, at patientens behov er opfyldt? Der er tænkt på kost, endog kræsekost for de svage – hvilken sygeplejerske vil ikke gerne kunne tilbyde patienterne det i dag? Der er tænkt på patienternes adspredelse og deres aktivering ved f.eks. sengeredning – i dag vil man tale om patientens egenomsorg; men læg mærke til, at Sankt Vincent tilføjer de kloge ord ”hvis patienten er i stand til det.”

Sengeredning uden at patienten står op er en teknik, som også 1600-tallets sygeplejersker skulle kunne beherske. De syge skal trøstes både morgen og aften – i dag vil man ophøje det til et videnskabeligt niveau og tale om empati, men behovet vil være det samme. I øvrigt er det tankevækkende, at ordet « hjælpe » eller rettere ordet assistere (fra latin) i det 17. århundrede havde betydningen at ”stoppe op hos, være tæt på.”

Der er altså i Vincent de Pauls betydning ikke tale om en ydmygende form for afhængighed, når han opfordrer til ”åndeligt og fysisk at assistere den fattige,” men om en form for ledsagelse og solidaritet, som allerede dengang åbnede op for et mere ligeværdigt forhold mellem patienten og hans hjælpere (4).

Og så har Sankt Vincent endelig ikke glemt at tænke på sygeplejerskerne selv: de skal afløse hinanden, så alle kan få hvile og mad, men uden at patienterne på noget tidspunkt bliver overladt til dem selv. Det handler om noget så basalt som tilstedeværelse. Hele Sankt Vincents reglement handler netop om patientens basale behov, som pr. definition er evigt gyldige, og derfor er principperne i hans hospitalslære lige så aktuelle i dag som i 1600-tallet. Det revolutionerende var, at Sankt Vincent dengang som den første erkendte behovene, hæftede ord på dem og satte løsningerne i system.

 Fodnote*+** Teksterne om Sankt Vincent de Pauls hospitalslære og forholdene på hospitalet i Angers bygger i overvejende grad på Dr. Jeanne Martin du Theils bog ”La doctrine hospitalière de Saint Vincent de Paul”, ligesom citaterne fra Pierre Costes 14 binds værk ”Saint Vincent de Paul, Correspondance, Entretiens, Documents” også er hentet fra denne kilde. 

Litteratur

1. Coste P. Saint Vincent de Paul, Correspondance, Entretiens, Documents”. Paris : J. Gabalda, Editeur ; 1920
2. Martin du Theil J.La Doctrine Hospitalière de Saint Vincent de Paul. Paris: Louis Arnette, Libraire à Paris ; 1939
3. Guillermand J. Histoire des Infirmières. Paris : Croix-Rouge Francaise Editions France-Selection ;1988
4. Equipes Saint-Vincent. Publikation marts 1993. Paris : Editeur Equipes Saint-Vincent AIC France, 1993