Sygeplejersken
Sygeplejersker flytter grænser
- Nye roller og funktioner i fremtidens sundhedsvæsen
Sygeplejersken 2005 nr. 24, s. 15
Af:
Susanne Bloch Kjeldsen, journalist,
Anne Skrubbeltrang Thomsen, journalist
1.500 sygeplejersker deltog i Dansk Sygeplejeråds fagdag i Odense Kongrescenter den 14. november. Fokus for arrangementet var sundhedsfremme og forebyggelse i de nye kommuner - og sygeplejerskers særlige rolle der. Det afspejledes i de forskellige workshopper, i indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens og i formand Connie Kruckows oplæg samt i den paneldebat om sundhedsfremme og forebyggelse, der var med til at runde dagen af.
Dagens store trækplaster var den kendte amerikanske professor i sygepleje fra University of Pennsylvania, Linda Aiken. Med baggrund i egen forskning fortalte hun om sygeplejerskenormeringers betydning for patienternes sikkerhed. Også uddelingen af Dansk Sygeplejeråds Firkløverpris, der uddeles til en ildsjæl, som har udmærket sig særligt, tiltrak sig stor opmærksomhed.
Hele dagen var der mulighed for at gå rundt imellem forskellige stande, hvor man kunne få information om de faglige selskaber, få tips til, hvordan man skriver en faglig artikel, eller komme med ideer til Sygeplejersken.
Både formiddag og eftermiddag kunne man følge en workshop, der enten lagde op til debat om sygeplejerskers arbejde, fortalte om den nyeste udvikling i faget eller beskrev et interessant projekt ude i sygeplejerskefelten.