5 faglige minutter: Grisens år

Foran mig cykler en yngre mand med imponerende stramme baller og fødderne klikket godt fast i pedalerne. Han har fart på, men drejer uden varsel det hjelmbeklædte hoved og sender en sej klat ud ad højre side af mundvigen. Klatten passerer fire centimeter fra min kæbe.

En fløs på mellem 16 og 18 år kan høre toget rumle i det fjerne. Han smider en halv cigaret fra sig og spytter på trappen op til stationen. Han glider hurtigt gennem svingdøren. Jeg undgår kun at blive ramt af døren ved at stikke foden frem og holde min rygsæk op som skjold.

I toget sidder en velholdt kvindelig pensionist og hendes mand og taler kultiveret sammen. "Aaatjuuuhhh," lyder det pludselig rungende, og hun fremdrager et brugt stoflommetørklæde fra manchetten på skjortebluseærmet, som hun højlydt pudser næse i, hvorefter hun anbringer lommetørklædet under manchetten igen. Det gentager sig fire gange, før de stiger af i Vangede.

En unge pige finder en tre-i-en-negleklipper i sin taske og giver sig til at klippe, så stumperne flyver gennem kupéen. Senere filer hun kanterne med en gul neglefil, og det omfangsrige garn friseres med børste. Seancen afsluttes med, at kinderne duppes med en pensel med pudder, og pigen vender og drejer ansigtet foran lommespejlet i flere minutter for at vurdere dækningsgraden.

På kupéens gulv ligger et lag gratisaviser, og en tom ølflaske skvulper dovent rundt mellem dem. En nydelig voksen mand i jakkesæt stripper en Amagerstang og lader papiret dale ned til aviserne.

Gymnasieeleven lægger med største selvfølgelighed og et træt drag om munden sin størrelse 48 op på sædet ved siden af mig og skruer op for teknomusikken, der banker igennem, så jeg kan nynne med. Det første tinnitusangreb ligger utvivlsomt på lur og slår ubønhørligt og uden nåde til inden for de næste par år.

En yngre kvinde instruerer sin mand i, hvor sønnens gymnastiktøj befinder sig og giver de sidste kommandoer fra sig om aftensmad og afhentning i skolefritidsordning, før mobilen slukkes og pakkes ned, og arbejdslivet lukker sig om hende. Den skingre stemme skærer igennem plyssæder og passagerer og gør mig i stand til at opsøge adressen, finde tøjet og hente ungen, hvis jeg vil.

Vi når København og Nørreport Station. Her stritter pomfritter og gamle pølser op af skraldespanden, og en parisertoast ligger død på fliserne. En dagplejemoder med to børn i en kæmpe barnevogn forsøger fortvivlet at stemple sit klippekort, men den gule maskine strejker igen. En fuld grønlænder lugter af tis, og en kvinde uden tænder pusher de hjemløses blad "Hus forbi" til socialt indignerede forstadspendlere. Gratisaviserne ligger overalt, brugte og splittede. Rulletrappen står stille. Det gør den 2-3 dage om ugen.

Offentlig hygiejne er der ikke noget, der hedder. København tager prisen, når det handler om skidt og møg.

På mit arbejde har en medarbejder ikke lært at bruge børsten. Jeg vil spare læseren for detaljer, men delikat er toilettet ikke. Vi skal til life coach, nærhedsterapeut eller krystalhealer alle sammen, hvis det skal blive bedre. Eller have hygiejnesygeplejersker på patrulje både til fods og på motorcykel.

I Kina er det grisens år. Måske skal vi kåre årets gris i Danmark. Prøv at pege på din nabo og opdag, at så peger tre fingre tilbage på dig selv. Vi er nogle svin.

Jeg sætter mit tyggegummi fast under skrivebordet, spiser et æble og lægger skroget i vindueskarmen. Det kan være lige meget.

Klummen “Fem faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.