Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Pligten betyder alt

Ansvarsfølelse. Hun har ret til 40 dages ferie om året, men tager kun de fem. Den 41-årige sygeplejerske Yukiko Hayashi er en af Japans 1,2 millioner sygeplejersker.

Sygeplejersken 2007 nr. 16, s. 24-25

Af:

Britta Søndergaard, journalist

1607-24-03-2Mange sygeplejersker er gift med en mand, der ikke laver mad og hjælper til derhjemme. De kan ikke få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, og så holder de op, fortæller sygeplejerske Yukiko Hayashi. Foto: Per Bodner

Yukiko Hayashi er med sine 41 år en af de ældste sygeplejersker på børneskadestuen på det store børnehospital, National Center for Child Medical Health and Development i Tokyo. Det store hospital med 500 senge er moderne indrettet. Indgangshallen er malet i indbydende gule og røde farver, og en gruppe børn boltrer sig i en rutsjebane.

Mange af Yukiko Hayashis kolleger har forladt deres fag, fordi de ikke kunne få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Men Yukiko Hayashi har været sygeplejerske i 20 år, og hun taler med begejstring om den specialuddannelse inden for børnesygepleje, som hun gennemførte for to år siden. Yukiko Hayashi arbejder 40 timer om ugen og med alle tillæg tjener hun ca. 15.000 kr. efter skat. Ud over dagvagterne fra 8.30-17.30 har hun fire nattevagter og seks eftermiddags/aftenvagter om måneden.

Egentlig har Yukiko Hayashi ret til 40 feriedage om året, men i Japan er det ikke normalt at tage hele sin ferie. Japanerne gemmer i stedet de mange opsparede fridage til den dag, de skal afslutte arbejdslivet.

Yukiko Hayashi tager derfor kun fem dages ferie med børnene i august. Mere synes hun ikke, hun kan tillade sig.

Ingen barns sygedag

Yukiko Hayashi er gift og har to børn på 12 og 14 år, og familien har netop købt et lille treetages rækkehus i en forstad til Tokyo, så privatbudgettet er stramt.

Hun fortæller, at det var et slid at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, da børnene var små. Ansatte i Japan har ikke ret til barns første sygedag, og da hun ikke har bedsteforældre i nærheden, måtte hun hyre en privat børnepasser til omkring 80 kr. i timen.

På et tidspunkt blev livet for surt for den unge børnefamilie. "Da min ældste datter var syv år, kom hun hjem til et tomt og mørkt hus klokken fem om eftermiddagen. Hun fortalte os, at hun gik på hovedet i seng for ikke at føle sig så alene," fortæller Yukiko Hayashi.

Datterens triste eftermiddage var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Yukiko Hayashis mand fandt et nyt job som chauffør for en børnehave. Det betyder, at han nu er hjemme hos børnene klokken fem hver dag.

På hjemmefronten er Yukiko Hayashi i det hele taget meget anderledes stillet end flertallet af japanske kvinder. Mens de fleste japanske mænd arbejder til langt ud på aftenen, tager hendes mand aktivt del i familien.

"Jeg har været heldig. Generelt burde de japanske mænd være mere oppe på mærkerne og hjælpe til med at lave mad og passe børn," siger Yukiko Hayashi, der også ser kritisk på sygeplejerskernes rolle i det japanske sundhedssystem.

"Sygeplejerskerne kunne godt gøre mere for at promovere deres faglighed. Hospitalerne styres i for høj grad af læger. Og det er til dels sygeplejerskernes egen skyld. De er for tilbageholdende," lyder kritikken fra den 41-årige sygeplejerske. 

MERE END EN MILLION SYGEPLEJERSKER

Der findes 1,268 millioner sygeplejersker i Japan. En sygeplejerske tjener i gennemsnit 12.000 kr. om måneden efter skat. Dertil kommer overarbejdsbetaling.

Arbejdstiden er typisk 40 timer om ugen for sygeplejersker ansat i plejesektoren og 38 timer for sygeplejersker ansat på hospitalerne.

I 2005 havde en japansk sygeplejerske i gennemsnit 14 timer og 44 minutters overarbejde om måneden.

Dødsfald på grund af stress er et problem i Japan. Den japanske sygeplejerskeorganisation registrerede i 2005 157 dødsfald blandt sygeplejersker, der skyldtes hjerte-kar-sygdomme på grund af stress og overarbejde.

Kilde: Japanese Nursing Association.