Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Respektér mandens reaktioner på sygdom

Artiklen henvender sig til alle sygeplejersker. Hovedbudskabet er, at omsorgen til mandlige patienter bør være individuel, men også inddrage og respektere mænds kønsspecifikke måder at håndtere sygdom på. Artiklen bygger på en afgangsopgave på diplomstudiet i klinisk sygepleje.

Sygeplejersken 2007 nr. 16, s. 40-45

Af:

Birgitte Lundberg Pedersen, sygeplejerske, SD,

Hanne Agnholt, sygeplejerske,

Lena Rodkjær, sygeplejerske, SD,

Charlotte Delmar, cand.cur., ph.d

1607-05-01-3Foto: Søren Holm

I øjeblikket er der en øget interesse for mænd i relation til sundhedsvæsenet, og det kan bl.a. ses på baggrund af den forskel, der ifølge Danmarks Statistik er i middellevetiden på mænd og kvinder, hvor mænd dør fem år før kvinder (1).

Det er derfor relevant at beskæftige sig med, om de to køn reagerer forskelligt over for sygdom, og i givet fald, på hvilken måde dette har, eller skal have, indflydelse på sygeplejen.

Med udgangspunkt i vores afgangsopgave på diplomstudiet i klinisk sygepleje, hvor vi har haft fokus på, om sygeplejersker medtænker en kønsspecifik tilgang i omsorgen til den mandlige patient, ønsker vi med denne artikel at bidrage til en debat om en kønsspecifik omsorg.

I artiklen definerer vi den kønsspecifikke forskel som karakteristiske egenskaber, herunder værdier, idealer og normer, som ofte er forbundet med eller rettet mod manden.

Elefantsyndrom, kvindemagt og manderoller

Vores gennemgang af internationale kvalitative undersøgelser viser sparsom viden relateret til den kønsspecifikke omsorg. I artiklen "Elefantsyndromet," der bygger på Simon S. Simonsens ph.d.-afhandling om maskulinitet, sundhed og sygdom, beskrives, at syge mænd distancerer sig både socialt, verbalt og mentalt, idet de ikke vil bringe sig selv i en situation, hvor der bliver fokuseret på, at de er syge. Derfor opleves det som en slags overgreb, når familie eller sundhedspersonale i en god mening forsøger at få mændene til at tale om sygdommen (2).

I sin afhandling viser Simon S. Simonsen, at syge mænd ofte har behov for at være alene med deres sygdom, da de ikke ønsker at udstille deres svaghed. Mænd sammenstilles derfor med gamle hanelefanter, der har det samme behov for at trække sig tilbage ved sygdom. Distanceringen kan ifølge Simonsen ses som en sund form for autonomi for at undgå at blive reduceret til en person, hvis eneste karakteristikum er, at man er syg.

Simonsen fremlægger også det traditionelle i, at kvinder har magten, når det gælder omsorg i hjemmet, og da de fleste sygeplejersker er kvinder, kommer omsorgen til at foregå på kvindernes betingelser. Mændene kan opleve omsorgen som omklamrende, hvis sygeplejerskerne ikke tager højde for deres autonomi, men i stedet vil have dem til at tale om deres sygdom (3).

Sociolog Jutta Ølgod viser i sin analyse af 81 mandlige kræftpatienters breve om oplevelser i forbindelse med deres sygdomsforløb, at de gamle mandlige idealer og normer om, at en mand skal klare sig selv, skal beskytte sin familie og have styr på livet og tilværelsen, stadig betyder meget for mandlige kræftpatienter. Fælles for mændene er, at de oplever deres mandlige identitet antastet, både fordi de oplever nogle voldsomme følelser relateret til sygdommen, men også fordi de føler, at de mister kontrollen over deres liv (4).

Jutta Ølgod skriver også, at mændene gerne vil have præcis og hurtig information om sygdommen og behandlingsmulighederne (4), og i Norge er det vist, at de professionelle oplever kvinder mere krævende at passe, og at det er vigtigt, at bevidstheden omkring kønsforskellen øges, således at mandlige patienter får tildelt lige så stor opmærksomhed som kvindelige (5).

En engelsk undersøgelse af 25 mænd beskriver, hvordan mænd anvender humor i et forsøg på at holde distance og forblive private. Mændene har brug for information og er teknisk interesserede. Trods dette nyder de situationer, hvor sygeplejersken udviser medlidenhed og bekymring. Konklusionen i studiet er, at sygeplejerskerne skal uddannes til at have øget fokus på manden ved at inddrage maskuliniteten (6).

Design og metode

For at undersøge, om sygeplejersker medtænker en kønsspecifik tilgang i tolkningen af den mandlige patients behov, har vi foretaget et semistruktureret fokusgruppeinterview (7) med fem sygeplejersker ansat i samme sengeafdeling. Sygeplejerskerne er udvalgt af afdelingssygeplejersken ud fra aldersmæssig spredning og minimum to års anciennitet i afdelingen.

Da interviewet er lavet med sygeplejersker fra samme afdeling, vil sygeplejerskernes udsagn være præget af denne afdelings kultur og værdier, hvorfor undersøgelsens fund ikke kan overføres til alle landets sygeplejersker, men udelukkende vise nogle tendenser, der kan bidrage til en debat om emnet.

Sygeplejerskerne blev bl.a. bedt om at diskutere følgende spørgsmål med hinanden:

  • Er der forskel på mandlige og kvindelige patienter i forhold til deres reaktion ved sygdom?
  • Oplever I, at mandlige patienter udtrykker deres behov på en anden måde end kvinder?
  • I hvilke situationer inddrager I bevidst kønsperspektivet i omsorgen til den mandlige patient?
  • Kræver det specielle faglige/teoretiske/personlige forudsætninger hos jer som sygeplejersker at kunne yde omsorg til den mandlige patient?

Til analyse af data er anvendt Steinar Kvales meningskondensering, hvor analyseprocessen omfatter fem trin (8), og herudfra er der fremkommet seks centrale temaer.

Det er dog ikke alle citater og tolkninger i forhold til disse temaer, som vil blive inddraget i denne artikel. Hvorledes analyseprocessen har bevæget sig fra meningsenheder til betydningsenheder til temaer og for yderligere information om metode og analyse, henvises til diplomopgaven. De seks centrale temaer beskrives nedenfor.

1607-05-01-4Ønsker kontrol, vil selv og skaber humor

Sygeplejerskerne oplever, at de mandlige patienter tager imod omsorgen og hjælpen, når de har brug for den, og at de, så snart de kan, vil selv. De ønsker at have kontrol over egen situation. Der tales også om, at mænd er konkurrenceprægede, og at de opmuntrer hinanden til at komme videre. En af sygeplejerskerne fortæller: "Jeg synes tit, mænd har den her kampgejst, de giver videre til hinanden."

Sygeplejerskerne oplever også, at det sociale miljø på en mandestue ofte er præget af humor: "Når mændene er samlet på en stue, bliver det tit humoren, som styrer deres samvær." En anden siger, at på stuen "bliver miljøet sådan lidt friskfyragtigt," og at manden ofte anvender humor til at klare sin situation som en form for at holde distance.

Sygeplejerskerne fortæller, at de vælger at respondere på mandens humor, og tillægger den betydning, specielt i starten af indlæggelsen, hvor tilliden er sårbar.

Mænd snakker ikke om følelser

Sygeplejerskerne beskriver, at mændene har svært ved at tale om deres følelser, og en af sygeplejerskerne siger, at ikke alle mænd har brug for at give udtryk for deres tanker: "Jeg synes, det virker meget generelt for mænd, at de er dårlige til at sætte ord på følelser. Det er sjældent, jeg har set en mand stå og græde, når jeg tager imod ham i afdelingen. Mænd prøver virkelig at holde facaden så lang tid som overhovedet muligt."

Sygeplejerskerne presser ikke på, de fornemmer, om han er klar til at åbne sig, og derfor vender de flere gange tilbage for at vise deres tilstedeværelse, og dermed give ham mulighed for at snakke. "Hvis han ser mig mange gange i løbet af dagen og får mere tillid, så kan det være, at han er klar til at åbne sig."

Mænd har grænser for nærvær

Sygeplejerskerne giver udtryk for, at de ikke har svært ved at acceptere, at manden vil være alene og generelt har et behov for at holde en vis form for distance. En af sygeplejerskerne siger, at "hvis manden ikke er klar til at snakke, presser jeg ikke på, men venter." Sygeplejerskerne oplever også, at mændene har grænser for, hvor tæt man kan nærme sig. En sygeplejerske siger: "Kvinder; der kan vi jo sidde helt oppe i sengen hos dem, og det generer dem overhovedet ikke, hvor manden, der skal du ikke nærme dig sengen for meget."

Sygeplejerskens erfaring har betydning

Sygeplejerskerne giver udtryk for, at de tænker personligt og individuelt, og ikke medtager et kønsspecifikt perspektiv i plejen. Som én siger: "Jeg møder dem der, hvor de er, det kan godt være ubevidst. Så tror jeg egentlig, jeg gør det samme, om det er en mand eller en kvinde, jeg synes, jeg har svært ved at nå ind til."

Hovedparten af sygeplejerskerne mener, at deres erfaring har betydning for forståelsen af den mandlige patient. En af sygeplejerskerne udtrykker det således: "Alt i alt synes jeg, at det er min erfaring som sygeplejerske, der gør, at jeg bliver bedre til at læse dem og bedre til at forstå dem."

Sygeplejerskerne fortæller også, at de tillægger deres personlige erfaringer med mænd stor betydning i omsorgen til den mandlige patient. F.eks. hvem de bor eller har boet sammen med, da de mener, at det letter deres forståelse af den mandlige patient.

Mandlige generationsforskelle

Hovedparten af sygeplejerskerne oplever, at der er en forskel mellem den yngre og den ældre mands reaktioner. Flere af sygeplejerskerne oplever, at den yngre mand er mere informeret, selv tager initiativ til at søge information, mens den ældre generation virker meget autoritetstro og ikke efterspørger information. En af sygeplejerskerne mener, at den ældre generation ikke mangler den viden: "Jeg tror slet ikke, de ældre har brug for den."

Manglende bevidsthed

Analysen af de seks temaområder har vist følgende diskussionsområder:

De interviewede sygeplejersker udtrykker på den ene side, at de ikke bevidst medtænker en kønsspecifik tilgang, når de tolker den mandlige patients behov. Men de fortæller på den anden side, at der er områder som f.eks. mændenes følelsesmæssige reaktioner og tilbagetrækning, hvor den kønsspecifikke pleje kommer til udtryk. De oplever sig bl.a. bevidste om, at manden har grænser for, hvor tæt de kan nærme sig ham både fysisk og psykisk, og de udtrykker, at de respekterer og accepterer denne distance og er opmærksomme på ikke at overskride den. Udsagn der peger på, at de opfatter mandlige patienter anderledes end kvindelige.

Sygeplejerskernes udsagn kan umiddelbart virke modsatrettede, men man kan ikke se bort fra, at sygeplejerskerne i løbet af interviewet bliver mere bevidste om deres tilgang til mandlige patienter. Sygeplejerskerne var ikke orienterede om undersøgelsesspørgsmålene på forhånd. Når sygeplejerskerne tillægger den personlige erfaring så stor betydning, kan det overvejes, om årsagen kan være det manglende bevidste faglige fokus på en kønsspecifik omsorg, underbygget af, at den forskningsbaserede viden om kønsspecifikke behov i omsorgen er meget sparsom.

Venter på åbning

Sygeplejerskerne giver udtryk for, at manden har svært ved at tale om følelser, han trækker sig, og de er enige om, at det ikke er det bedste for ham. Dette viser, at sygeplejerskerne oplever den mandlige patients manglende behov for at tale om følelser som uhensigtsmæssig i forhold til sygdom, og som noget hun nødvendigvis må handle på. Sygeplejerskerne vil derfor gerne i tættere kontakt, hun fornemmer, om manden er klar til at åbne sig, at hans facade falder, men presser ikke på - hun venter.

Adskillige gange i interviewet vender sygeplejerskerne tilbage til at omtale det tidspunkt, hvor manden måske er klar til at åbne sig. Meget tyder derfor på, at sygeplejerskerne er optaget af tidsperspektivet, fordi de har et ideal om, at den mandlige patient på et tidspunkt skal åbne sig og italesætte sine følelser.

Det peger også på den risiko, som Simon S. Simonsen anfører, nemlig at omsorgen - også fra sygeplejersker - kan opleves omklamrende af mændene i forhold til deres intimgrænser, fordi kvinder i deres omsorgskultur kan være utålmodige med hensyn til at respektere mandens grænser, og i forhold til det tempo og det ønske, kvinderne har til, at manden skal sætte ord på sin situation (3).

Måske kan det medføre en mere hensigtsmæssig omsorg, hvis sygeplejerskerne, som beskrevet af Simonsen, ser mandens distance i forbindelse med sygdom som en sund form for autonomi, hvor distanceringen bruges som en måde på at tage sig den tid, det tager for at komme overens med sig selv, og derved også en måde at forsøge at affinde sig med sygdommen på (3).

Humorens dobbeltbetydning

Sygeplejerskerne oplever, at den mandlige patient anvender megen humor i samspillet med sygeplejersker som en form for distancedragning, og de vælger at respondere på mandens humor for at komme tættere på manden, og for at opnå et tillidsforhold, specielt i starten af indlæggelsen, hvor tilliden opfattes som sårbar. Sygeplejerskernes fortolkning af humoren som distanceskabende er i overensstemmelse med den engelske undersøgelse, hvor humoren beskrives som et redskab til at forblive privat, beholde selvkontrol og nedsætte den anspændthed, der kan være mellem sygeplejersken og den mandlige patient (6).

Dét at sygeplejerskerne responderer aktivt på mandens humor, demonstrerer, at sygeplejerskerne ubevidst tolker mandens humor som et element i en tillid, som de først må vise sig værdige til at modtage, før manden vil åbne sig. Det viser, at sygeplejerskerne har mændenes åbenhed og villigheden til at tale om deres følelser som et fagligt ideal. Hvis sygeplejerskerne ikke opfanger den mandlige patients mulige appel i humoren om at holde sygeplejerskerne på afstand og derved respektere hans grænser for, hvornår og om der skal tales om hans oplevelser af at være syg, kan der være en risiko for, at sygeplejerskerne ikke vil kunne magte den fine grænse mellem humor og patientens urørlighedszone. På samme måde kan relationen blive ligegyldig og overfladisk, hvis samværsformen ikke ændres i forløbet. Humoren bliver da til åbenmundethed, og sygeplejerskernes opførsel kan af manden blive opfattet som taktløshed, og der vil kunne opstå et vaklende tillidsforhold.

Afrunding og perspektivering

Studiet peger således på, at de interviewede sygeplejersker på den ene side mener at yde omsorg uden hensyn til patienternes køn, men at de reelt medtager kønsspecifikke hensyn i omsorgen til den mandlige patient. Hensyn, der ofte anvendes til at komme tættere på manden og skabe tillid med det formål, at manden skal åbne sig og italesætte sine følelser i forbindelse med sin sygdom - et ideal i omsorgen. Disse underliggende hensigter kan i værste fald medføre en omklamrende omsorg, hvor mændenes intimgrænser og strategier ikke respekteres, eller en taktløs åbenmundethed, hvor humoren i interaktionen med patienten tager overhånd i fagligheden.

Mandlige patienter er selvfølgelig forskellige, både med hensyn til alder og personlighed, og skal ikke behandles ens. Men en optimal sygepleje til mænd vil omfatte bevidste overvejelser om, på hvilken måde netop denne patient har brug for omsorg, på hvilken måde vedkommende anvender maskuline strategier i sin sygdomshåndtering, og hvorledes sygeplejersken kan respektere dette uden at svigte patienten. Flere studier er nødvendige, og måske vil flere mænd i sygeplejen kunne bane vejen for den nødvendige diskussion af en kønsspecifik omsorg?

Birgitte Lundberg Pedersen er ansat som gruppeleder ved Hjemmeplejen, Frederikshavn Kommune.
Hanne Agnholt er klinisk undervisningsansvarlig sygeplejerske ved Hæmodialyseafdelingen på Aalborg Sygehus, Århus Universitetshospital.
Lene Rodkjær er ansat som sygeplejerske på Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling, Specialkirurgisk Center, Aalborg Sygehus, Århus Universitetshospital.
Charlotte Delmar er forskningsleder ved Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje, Aalborg Sygehus, Århus Universitetshospital, og har været vejleder på artiklen.

Litteratur

  1. Kruse M & Larsen-Helweg K. Kønsforskelle i sygdom og sundhed. Statens Institut for Folkesundhed, For Minister for Ligestilling; 2004;p.56-63. 
  2. Simonsen SS. Elefantsyndromet. Ny viden, Universitetsblad. Syddansk Universitet; 2003.
  3. Simonsen SS. Ronkerdorfænomenet - konstruktioner af sundhed, sygdom og maskulinitet. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet; 2004;p.280. 
  4. Ølgod J. Mænds behov ved livstruende sygdom. In: Almind G. & Hjortedahl P (red.). Medicinsk Årbog 2003. København: Munksgaard; 2002.
  5. Foss C & Sundby J. The construction of the gendered patient: hospital staff's attitudes to female and male patients. In: Patients Education and Counseling; 2003; p.49.
  6. White AK. Interactions between nurses and men admitted with chest pain. European Journal of Cardiovascular Nurs-ing; 2003;p.2. 
  7. Halkier B. Fokusgrupper. Roskilde: Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag; 2002;p.56.
  8. Kvale S. Interview: En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag; 1997.
ENGLISH ABSTRACT

Pedersen B L, Agnholt H, Rodkjær L, Delmar C. Respect a man's reaction to illness. Sygeplejersken 2007;(16):40-5.

The article presents partial findings from a study in which the focus is on gender-specific care of male patients.

The purpose is to investigate whether nurses think in terms of gender-specific differences when interpreting males patients' needs and whether nurses include a gender perspective in the care they provide.

The study was designed as a qualitative focus group interview with eight nurses. The results show that the nurses do include a gender-specific perspective in their care of male patients but that this is not conscious and is frequently intended to get men to open up and put words to their emotions in relation to their illness. At worst, this can lead to disrespect of men's intimacy limits and strategies, and greater focus on gender-specific care being justified in nursing.

Key words: gender-specific care, nursing, male patients.