En sygeplejestuderendes liv - slår jeg til?

Kræver det en særlig robusthed at være sygeplejerske? Det spørgsmål har Kathe Vammen af og til måttet stille sig selv, efter hun er startet i praktik på Gastroenterologisk afdeling D 113 på Herlev Hospital. Hun er 43 år, og der er mange yngre og jævnaldrende sygeplejersker på afdelingen. Tager de også oplevelserne med døende eller meget syge patienter til sig på samme måde? Kathe fornemmer, at det handler om, at sygeplejersker er gode til at læsse af på hinanden. De bearbejder de svære situationer, når de sidder ude i deres team.

"Før jeg startede på uddannelsen, troede jeg kun, at jeg kunne blive rigtig ked af det, hvis det var én, jeg kendte, der var alvorligt syg. Ikke når det var en fremmed hr. Petersen. Men det niver lidt, og jeg kan blive rigtig ked af det. Derfor har jeg tænkt, at Gud ved, om jeg kan blive en god sygeplejerske, når jeg tager tingene til mig på den måde," siger Kathe.

Særlig én oplevelse har gjort indtryk. En ældre kvinde begyndte pludselig at styrtbløde fra sin stomi, mens Kathe og en af de sygeplejersker, hun følger, var ved at ordne noget på stuen.

Kvindens mand var netop kommet på besøg og sad ude på gangen og ventede, mens Kathe og sygeplejersken var inde på stuen. Sygeplejersken kalder hjælp over nødstoppet, og kort tid efter vrimler det med læger og sygeplejersker. Kathe bliver bedt om at hente forskellige ting. Noget af tiden står hun og holder kvinden i hånden og forsøger at berolige hende, mens den ene blodpose efter den anden bliver tømt. Det tager halvanden time at stabilisere kvinden med blod, men hun dør et par timer efter, hun er kørt på operationsgangen.

"Mens jeg var på stuen, stod jeg og iagttog samarbejdet mellem læger og sygeplejersker, og det var imponerende, at alle kendte deres rolle. Jeg så også, at personalet flere gange var henne og tale med kvindens mand og drage omsorg for ham. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan det var at være i hans sted. Han kom for at besøge sin kone, men han nåede aldrig ind på stuen," siger hun.

Kathe har bearbejdet oplevelsen på en refleksionsøvelse for de studerende på afdelingen og i sin midtvejsevaluering med den sygeplejerske, der var med på stuen. Der har været andre episoder, hvor hun har talt en oplevelse igennem med en af de to kontaktsygeplejersker, hun følger, når hun er på vagt.

Hård start

Hun startede i klinik på Gastroenterologisk afdeling i midten af november 2006 og slutter 1. februar i år efter en eksamen. De første uger var lidt hårde, fordi hun ikke helt forstod den måde, den kliniske vejledning foregik på.

"Fra min tidligere klinik på Hjerteafdelingen på Glostrup var jeg vant til at følge min kliniske vejleder. Her på afdelingen skal jeg følge to kontaktsygeplejersker. De er dygtige, men i begyndelsen var jeg i tvivl om, hvem jeg skulle gå til med mine spørgsmål," siger hun.

Det overraskede hende, at de rutiner, hun havde indarbejdet i klinikken på Hjerteafdelingen, åbenbart ikke var så indarbejdede alligevel. "Jeg havde forventet, at jeg bare kunne fortsætte, hvor jeg slap, men det er et halvt år siden, jeg sidst var i klinik, og det har taget længere tid, end jeg regnede med, at komme ind i rutinerne igen," siger Kathe.

Gastroenterologisk afdeling har kliniske vejledere, og når Kathe skal til eksamen, foregår det sammen med en af dem. Som studerende skal man udarbejde læringskontrakter om udvalgte emner, som som er godkendt af den kliniske vejleder.

"Efterhånden har jeg fundet ud af, at jeg selv skal sige til, når jeg har brug for min vejleder," siger Kathe, som efter de første par uger har fundet sig godt til rette på afdelingen.

Undrer sig

Kathe har i alt tre refleksionsøvelser i løbet af sin klinikperiode på afdelingen. Det kan være her, man bearbejder en svær oplevelse, som patienten der nærmest forblødte for øjnene af hende. Man kan også tage emner op, som vækker undren. Eksempelvis forstår Kathe ikke, at man går stuegang og taler med patienterne om meget alvorlige diagnoser, mens andre patienter ligger lige ved siden af.

"Hvis jeg var patient, tror jeg, det ville afholde mig fra at stille spørgsmål, hvis medpatienter kunne lytte med. Det er et emne, jeg godt kunne finde på at tage op på én af mine refleksionsøvelser. Jeg opfatter den måde at informere patienter på som et levn fra fortiden," siger hun.

Hun er kun halvandet år inde i uddannelsen og har endnu ikke nogen klar idé om, hvor hun vil arbejde, når hun bliver færdig.
"Gastroenterologisk afdeling er en spændende afdeling, og sygdomme i lever og pancreas er et spændende speciale. Der er ikke to dage, der er ens, fordi størstedelen af patienterne bliver indlagt akut. Måske skal jeg bare ikke starte på en afdeling, hvor patienterne er så syge, men er de mon ikke det mange steder?" spørger hun.

Fra første februar, og efter eksamen er overstået, skal hun starte i sin næste klinik på Herlevgårdscentrets plejehjem.