Hvorfor leder?

Anette Anker, 35 år, netop tiltrådt som distriktsleder for en gruppe hjemmehjælpere i den ny Aabenraa Kommune. Foto: Lene Esthave

"Jeg kommer til at savne den direkte kontakt med borgerne som hjemmesygeplejerske," siger hun. "Men jeg har altid været mest glad for de komplicerede opgaver. Som at tage ud i et hjem og snakke med de pårørende, hvis hjælpernes arbejdsforhold ikke er i orden."

Som tillidsrepræsentant har hun arbejdet med sundhedsfremme og medarbejdertrivsel. Med i bagagen har hun også en uddannelse i kommunikationsmetoden NLP. Og hun har gode erfaringer med at løse konflikter i den gruppe hjemmehjælpere, hun hidtil har koordineret og fordelt opgaver i.

"Det har altid interesseret mig, hvorfor kommunikation går galt, og hvorfor andre opfatter noget helt anderledes end den, der siger det," siger hun. "Og så synes jeg, det er sjovt at tilrettelægge. Så er det, jeg glemmer tiden."

Ane Dragsbæk Poulsen, 47 år, afdelingssygeplejerske på afd. M3, Sygehus Thy-Mors, Thisted, siden 2003. Foto: Lars Horn

"Jeg blev opfordret af kollegerne," husker hun, om hvorfor hun blev 1.-assistent i 1997. "Det var efter et personalemøde om en samarbejdsproblematik, og de snakkede om, at jeg havde en evne til at sætte mig uden for situationen og se ting i perspektiv.

Jeg ville gerne udvikle sygeplejen, bl.a. til patienter, der døde i vores afsnit, og efterforløbet med deres pårørende. Det tiltalte mig, at jeg kunne få indflydelse, men stadig havde en overordnet at sparre med."

Man skal kunne lide at organisere og sætte ting i værk i samarbejde med andre, er hendes råd til dem, der overvejer. "Man skal have tillid. Hvis man er lidt perfektionistisk og selv skal have sit fingeraftryk på alt, så trives man ikke med at være leder."

Lone Dahl, 32 år, afdelingssygeplejerske i M5, Køge Sygehus, siden 2001. Foto: Søren Svendsen

"Jeg har nok altid været én, der sagde min mening og arrangerede ting, har været involveret i grupper, idrætsklubber osv.," siger Lone Dahl.

Hun var kun 26, da hun blev souschef og senere afdelingssygeplejerske i et afsnit, hvor hun tidligere havde arbejdet. På opfordring af de gamle kolleger.

"Så jeg sprang ud i det. Jeg var sikker på, at de ville bakke mig op," husker hun. I dag er hun grundigt fanget ind af lederjobbets udfordringer: "At få ting til at lykkes sammen med personalet. Være med til, at forandringsprocesser oppefra også bliver noget, de synes, de har gavn af. At give plads til deres ideer."

En omkostning er til gengæld, at man ikke kan blive ved med at se sine kolleger privat."Jeg kunne mærke, det virkede forkert. Man kan ikke længere sige: Skal vi gå i biografen på fredag? Så tænker de andre: Nå, nu kan hun få de vagter, hun vil have. Det har også været svært, at jeg ikke længere er så dygtig fagligt. Personalet forventer det ikke, men jeg synes, det er frustrerende."

Heidi Stuhaug, 40 år, sygeplejefaglig leder på Kysthospitalet i Skodsborg, afdelingssygeplejerske 1995-2006 på tre forskellige sygehuse. Foto: Søren Svendsen

"Jeg kunne høre, at jeg havde lydhørhed, når jeg sagde noget. Og når jeg gik forrest, var der som regel nogle, der gik med. Jeg havde også svært ved at se en dårlig sygeplejeinstruks uden at få enorm lyst til at ændre på den," husker Heidi Stuhaug.

Hun var på barsel, da hendes afdelingssygeplejerske ringede i 1995 og opfordrede hende til at tage en 1.-assistent-stilling. Indtil da havde hun ikke tænkt i ledelse, men der gik ikke længe, før hun sad som afdelingssygeplejerske i et andet afsnit.

"Jeg tænkte: Hvor må det være spændende at vende en personalegruppe, der er lidt tvære og nedslidte, til at være glade for at komme på arbejde.

Hvis man har lyst til det, skal man vælge at blive leder. Men man skal også turde modstand. Det kunne jeg mærke, at jeg skulle arbejde med, og det havde jeg rigtig lyst til at udfordre hos mig selv. Også at bruge mit faglige skøn til at gå mod gruppen. Ikke at tilfredsstille alle, for det kan man ikke. Men hele tiden at søge den bedste løsning."

Annegerd Grimsbo Birk-Sørensen, 38 år, afdelingssygeplejerske i M6, Køge Sygehus, siden 2006. Foto: Søren Svendsen

"Jeg er sådan en, der skal fodres med udfordringer daglig for at synes, det er interessant at gå på arbejde. Og dem har jeg rigeligt af som afdelingssygeplejerske," siger Annegerd Grimsbo.

Da hun gik til MUS-samtale i 2003, havde hun haft samtlige kliniske funktioner i sit afsnit og taget diplomuddannelse med ledelse og forebyggelse som fag. Så valget mellem klinik og ledelse stod stadig åbent, da hendes afdelingssygeplejerske foreslog hende at søge en stilling som souschef.

"Men jeg kunne mærke, det var det rigtige. Jeg syntes, jeg havde et godt overblik og lyst til at tage ansvar, når det var nødvendigt," siger hun.

Da oversygeplejersken tre år senere ringede om en ledig stilling som afdelingssygeplejerske, var hun ikke i tvivl. "Jeg er praktisk anlagt og kan lide den kliniske sygepleje. Men jeg har ambitioner om at få indflydelse, og det får man altså ikke så let som almindelig sygeplejerske."