Synspunkt: Sygepleje uden nål

Morten Mortensen er ansat på Kardiologisk afdeling Y21, Bispebjerg Hospital.

Blev færdiguddannet i januar sidste år som tredje generation af sygeplejersker i min familie. Allerede måneder forinden jeg blev færdig med min uddannelse, havde jeg fået arbejde på en god og spændende afdeling.

Som tredje generations sygeplejerske er jeg ligesom min mormor og min mor stolt af mit fag og sætter en ære i at udøve god sygepleje. Det punkt, hvor jeg ikke slægter min mormor og mor på, er, at jeg ikke tillægger den røde firkløver, som pryder det gyldne emblem, nogen speciel betydning.

Ofte spørger patienter, når de ser mit navneskilt med stillingsbetegnelse, hvorfor jeg ikke bærer nålen med den røde firkløver som mine kollegaer. Jeg svarer, at nålen for mit vedkommende er et fagforeningsemblem, som jeg ikke ser grund til at skilte med.

Sygeplejen har på mange måder ændret sig fra dengang, min mormor virkede som sygeplejerske - og dog. Fra dengang faget blev betragtet som et håndværk til i dag, hvor vi bliver professionsbachelorer. Essensen i dette fag er stadigvæk pleje af syge. Men de anderledes krav og udfordringer til nutidens sygeplejersker må vel også betyde nye og anderledes krav til vores fagforening.

Der er vist ingen, der bliver sygeplejersker med det sigte at kunne købe liebhaveri - jeg er ikke nogen undtagelse. Men i en hverdag, hvor det er mere reglen end undtagelsen at ligge vandret, fra man møder ind, til man går hjem, hvor morgenmad og frokost tit ikke er muligt grundet travlhed, høj stressfaktor og hårde treholdsskift, ja, så er det åbenlyst, at man ikke vælger dette fag udelukkende for lønnens skyld. Derimod er det, der gør det hele værd, mødet med patienterne, et spændende speciale og søde kollegaer.

I den korte periode, jeg har været medlem af DSR, har det undret mig, hvordan det kan være, at vores løn er lavere end de faggrupper med mellemlange videregående uddannelser, som vi plejer at sammenligne os med såsom skolelærere og politibetjente. Hvor og hvornår er det, at DSR har sovet i timen? Jeg er bevidst om de samfundsøkonomiske aspekter og argumenter, man støder på, når man forhandler løn for ca. 75.000 sygeplejersker i en sundhedssektor, som er under konstant pres for effektivitet og budgetter. Jeg er vidende om, at jeg som nyuddannet har fået lidt mere i lønningsposen efter sidste overenskomstforhandling, men med udsigt til almindelig løntrinsstigning i 2014 er jeg ikke svært imponeret. Det er stadigvæk uforståeligt, hvorfor en så vigtig og kompetent faggruppe ikke får mere i løn og især ikke i en tid, hvor der er stor mangel på sygeplejersker.

Hvad det er, mine få kontingentkroner går til ud over uddannelse af tillidsrepræsentanter og et medlemsblad, er ikke svært at få øje på. Et flot nyt DSR-hovedsæde til næsten 500 mio. kr. og lønninger i DSR-toppen, som klinger sært i en almindelig sygeplejerskes ører.

Der er sandsynligvis mange flere aspekter og problematikker angående lønforhandlinger, både for almindelige sygeplejersker og sygeplejersker, som bestrider topposter i DSR, som jeg ikke er vidende om.

Men jeg har nu taget den beslutning at bryde en tre generationers tradition og melde mig ud af DSR. Smålighed og små sko er ikke motivet bag min beslutning, men jeg har svært ved at se nødvendigheden i et DSR-medlemskab og forstår ikke prioriteringerne af DSRs kroner og tid.