Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Tag styringen for en dag eller tre

Lederrollespil. Før-leder-kurset er en mulighed for de medarbejdere, der går med lederdrømme. Det fandtes i flere af de gamle amter og kommuner og lever videre i den nye struktur.

Sygeplejersken 2007 nr. 2, s. 15

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

0702-15-01Foto: Søren Svendsen

I sundhedsvæsenet har man tradition for at udnævne de dygtige fagpersoner til ledere. Og somme tider bliver resultatet, at man gør en god specialist til en dårlig leder og bagefter mangler både lederen og specialisten.

Hvis man skal have de rigtige ledere, må man udvælge talenter og dyrke dem. Det er baggrunden for, at amter som Århus og Vestsjælland i en årrække har sendt interesserede medarbejdere på før-leder-kurser.

"Vi kunne se, at vi havde svært ved at rekruttere de bedste, hvis vi ikke nursede dem. Og at der sad nogle rundt omkring, der aldrig skulle have været ledere," siger tidligere uddannelseschef i Århus Amt, Annemette Digmann.

Amtet havde mange forskellige tilbud til nye ledere: Netværk, hotline, mentorordninger osv. Men det allerførste tilbud til de interesserede var et afklaringsforløb, som gav dem mulighed for at finde ud af, om de overhovedet havde lederen i sig.

Før-leder-kurser har været tilrettelagt forskelligt rundt om i landet, men et væsentligt element i Århus-udgaven er ledelsessimulation. Dvs. rollespil, hvor deltagerne kan få en fornemmelse af, hvad det vil sige at være leder, og opleve modsatrettede krav og pres.

I starten meldte 25 pct. af deltagerne fra efter kurset. Ledelse var alligevel ikke noget for dem. Efterhånden blev lederne ude i amtets institutioner imidlertid så gode til at indstille de rigtige, at kun 8 pct. meldte fra efter kurset.

"De, der meldte fra, var måske folk, der gerne ville videre i et karriereforløb og ikke sidde i samme stilling hele deres liv. Så er ledelse den normale karrierevej," fortæller Annemette Digmann.

"Men når man får lov til at prøve det af og oplever, at man skal tænke strategisk og kommer til at stå på kanten af organisationen uden for kollegernes sammenhold - så bliver nogle enkelte klar over, at det ikke er dem.

De kan så gå tilbage til deres chef og diskutere, hvordan de kan komme videre på en anden måde."

Før-leder-kurser bliver sandsynligvis et tilbud i samtlige regioner, selv om planerne ikke er klar og godkendt alle steder endnu. Og en række kommuner afholder enten selv før-leder-kurser eller benytter den Kommunale Højskoles.

Så selv om der måske ikke findes afklarende kurser der, hvor man selv arbejder, er det stadig et emne, man kan tage op med sin nærmeste leder. Hvis man altså går med lederdrømme.

"Der er jo også private organisationer, der udbyder kurser," siger Annemette Digmann.