Sygeplejen møder det alternative

Foto: Jens Hasse

På en hæmatologisk afdeling et sted i Danmark er personalet i et dilemma. En gang om ugen tager de med et suk afsked med en ung familiefar, der har leukæmi. Manden skal til Tyskland for at få indsprøjtninger med hajfinnebrusk. For han - eller i hvert fald hans hustru - håber på en mirakelkur, og i Danmark er der kun lindrende behandling tilbage.

Stærkt svækket bruger han sine sparsomme kræfter og indtægten fra salg af sommerhuset på den alternative behandling, som ikke har nogen dokumenteret effekt. Til sidst orker patienten kun at tage af sted en gang om måneden. Men af sted kommer han til det sidste.

Hvad skal personalet stille op? Skal de fraråde rejserne og den alternative behandling og opfordre familien til, at mandens kræfter bliver brugt på samvær i stedet? Eller skal de støtte patienten i valget og lade være med at ødelægge håbet?

Det er heldigvis meget sjældent, sygeplejersker møder så alvorlige dilemmaer i forbindelse med patienters brug af alternativ behandling. Der er langt imellem de dramatiske oplevelser, når man ved, hvor udbredt alternativ behandling er.

Men det betyder bestemt ikke, at sygeplejersker i hverdagen er fri for at forholde sig til patienter, der søger egne veje. Forbruget af alternativ medicin er i dag så udbredt, at man som sygeplejerske næppe kan gå på arbejde uden at møde en patient, der supplerer det offentlige tilbud med et alternativt.

Næsten halvdelen af alle danskere har på et tidspunkt brugt alternativ behandling. Det viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed. Og det er ikke kun småpenge, der bliver brugt på det, viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.

Glæde af det alternative

De fleste opsøger den alternative behandling for at forebygge sygdom, opnå større velvære eller behandle milde symptomer eller lidelser. Men for en hel del, 30 pct. af danskerne, er der alvor bag. Så mange har opsøgt det alternative for at lindre kroniske lidelser eller behandle alvorlige symptomer eller sygdomme.

Ser man specielt på gruppen af kræftpatienter, har tre ud af fire brugt alternativ behandling i bred forstand, hvor man medregner grøn te, fiskeolie, fysiske og mentale teknikker som yoga og meditation og vitaminer og mineraler. Lidt over halvdelen har brugt alternativ behandling i mere snæver forstand, efter at de fik konstateret kræft.

Det viser Kræftens Bekæmpelses undersøgelse "Kræftpatienters brug af alternativ behandling" fra 2006.

Halvdelen af kræftpatienterne angiver, at de på den ene eller den anden måde har haft glæde af behandlingen. Alligevel har hele 71 pct. af patienterne hverken talt med en læge, en sygeplejerske eller med andet sundhedspersonale om fordele og ulemper.

Men alternativ behandling kan virke både positivt og negativt sammen med den lægeordinerede behandling. Derfor er det vigtigt, at sundhedspersonalet er åbent over for en dialog om emnet med patienterne. Sådan lyder anbefalingen fra Kræftens Bekæmpelse.

Åbenhed er nødvendigt

Det samme understreger næstformanden for det Faglige Selskab for Komplementær Sygepleje under Dansk Sygeplejeråd, sygeplejerske og cand.cur. Birgitte Rasmussen.

"Der er behov for mere åbenhed af mange grunde," siger hun. "En af dem er, at noget naturmedicin og nogle typer kosttilskud kan interagere med den lægeordinerede behandling. F.eks. påvirker fiskeolie blodets evne til at koagulere, hvilket kan have betydning i forbindelse med operationer."

Samtidig har det betydning for kvaliteten af sygeplejerskens arbejde, at hun kender patientens tilgang til sygdommen. Det kan gavne patienten, at sygeplejersken støtter patienten i valget af alternativ behandling - også selv om behandlingens effekt ikke er dokumenteret:

"Jeg mener, at sygeplejersken skal styrke patienten i det konstruktive, som patienten gør. Brugen af alternativ medicin giver patienterne nogle muligheder for at mestre deres sygdom. Det at gøre noget aktivt kan i sig selv være til gavn for patienten. Det er bl.a. påvist af en undersøgelse blandt kræftpatienter i Nordjylland," siger Birgitte Rasmussen.

Sjældent bivirkninger

Der findes ingen statistik over, hvor ofte brugerne af alternativ behandling kommer ud for alvorlige skader, bivirkninger, interaktion med anden medicin eller direkte kvaksalveri. Men ifølge Sundhedsstyrelsen er der sjældent alvorlige bivirkninger eller komplikationer.

Lægemiddelstyrelsen registrerer bivirkninger af godkendte naturlægemidler sammen med de øvrige bivirkninger af medicin. Ud af 52.000 indberetninger skyldes kun 57 et naturlægemiddel.

Centerchef Helle Lønroth, Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB), bekræfter billedet af de få negative konsekvenser.

"Det hænger sammen med, at de mest udbredte alternative behandlinger er massage, zoneterapi og akupunktur, hvor bivirkningerne blot kan være, at man bliver mere træt eller sveder mere," siger Helle Lønroth.

Hun gør dog samtidig opmærksom på, at den etablerede og den alternative behandlerverden opfatter bivirkninger forskelligt. I den alternative verden betragtes det at svede f.eks. som en velkommen følge af behandlingen. Det gør det ikke i den lægefaglige verden.

Et dyrt bekendtskab

Formanden for kræftsygeplejerskernes faglige selskab, Birgitte Grube, fortæller, at der inden for kræftbehandlingen sjældent dukker så svære situationer op som den med leukæmipatienten, der rejste til Tyskland efter hajfinnebrusk.

"Der er meget langt imellem de grelle historier. Jeg har heller ikke indtryk af, at negative konsekvenser af alternativ behandling som f.eks. interaktion er noget, kræftsygeplejersker møder i hverdagen. Men vi taler i selskabets bestyrelse ofte om, at det er dyre alternative behandlinger, som patienterne betaler," siger hun.

Patienterne, der var i alternativ behandling i undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse, brugte i gennemsnit 600 kr. om måneden. Hver femte patient brugte over 1.000 kr. om måneden på alternativ behandling.

Birgitte Grube var selv sygeplejerske på den afdeling, hvor leukæmipatienten finansierede sin alternative behandling med salg af sommerhuset. Men det økonomiske aspekt var kun en mindre del af dilemmaet, set fra personalets synspunkt.

"Det store dilemma var, at på den ene side var patienten døende og kunne vanskeligt magte rejserne. På den anden side var han stadig myndig. Det blev ikke nemmere af, at konen havde overtaget beslutningerne, mens manden efterhånden resignerede," siger Birgitte Grube.

Hvad gjorde I så?
"Vi talte meget med dem om muligheden for, at manden brugte sine sidste kræfter på at være sammen med børnene i stedet for. Samtidig sagde lægerne, at de ikke kunne anbefale rejserne til Tyskland, for forsikringen dækkede ikke indlæggelse på et tysk hospital.

Men de kunne ikke sige stop med henvisning til, at der var interaktion med den palliative behandling, eller at det var til gene for afdelingens arbejde," fortæller Birgitte Grube.

Efterfølgende satte afdelingen større fokus på alternativ behandling. Det blev også diskuteret, om man forsøgte at presse familien for meget til at blive hjemme: "Måske skulle vi have ladet dem være, da det blev klart, at de havde truffet deres valg. Det er ethvert menneskes ret at bestemme den slags selv. Det kan være, at patienten og familien så havde fået en roligere sidste tid sammen," siger Birgitte Grube i dag.