5 faglige minutter: 100 års danmarkshistorie påført tryksår og aldersdiskrimination

I går døde "Momsemor", som jeg altid har kaldt hende. Momsemor var mor til en god veninde, og jeg har været privilegeret at kende hende en tredjedel af hendes 100 år lange liv.

Momsemor døde mæt af dage på den måde, at hun efter et indholdsrigt liv stadig nød livet. Undtaget fem dages hospitalsophold og medfølgende tryksår, og det vender vi tilbage til. I foråret, med lykønskningen fra kongehuset i favnen, fortryllede hun som vanligt forsamlingen med en misundelsesværdig livsenergi og levende beretninger fra 100 års danmarkshistorie. Senere, da hun velfornøjet indtog fødselsdagsmiddagen, spurgte hun, som altid, til mit og mine ungers liv.

Ud over at være en formidabel historiefortæller og interesseret i andre mennesker var Momsemor en stolt og værdig kvinde, der både ville og kunne klare sig selv. Først da hun blev 95, blev støvsugeren for tung at danse med, og trusser og nylonbukserne med et strejf af urinlugt blev ikke længere håndvasket inden tørring. Da hun var 97, kom hjemmehjælpen hver anden dag og optrappede derfra måned for måned. De mange gange, hjælpen ikke dukkede op eller kom for sent, havde hun altid en undskyldning klar på deres vegne. Sidste år, da hun var 99 år, flyttede hun efter eget ønske på plejehjem, hvor hun boede frem til sidste uge, hvor hun var uheldig at snuble og brække sit lårben.

Nu var det vel ikke en helt urimelig tanke, at man fra samfundets side ville vise en 100-årig kvinde, der har slidt og slæbt for at opbygge vores nuværende velfærdssamfund, en smule respekt. F.eks. i form af en menneskelig og professionel behandling og pleje af det brækkede lårben og en ærbødig omgangstone. Men nej. Takken bliver derimod udmøntet i 48 timers fastende rygleje og efterfølgende store, smertende tryksår på hæle og ryg. Og ventetiden til den uundgåelige operation bliver ikke bedre af en henkastet bemærkning fra en sygeplejerske: "Det der, det plejer de at dø af," underforstået, at der ikke er grund til at prioritere hverken hurtig operation eller god sygepleje til en 100-årig med lårbensbrud. Jeg kalder det aldersdiskrimination, hvad vil du kalde det?

Tilbage på plejehjemmet er det ikke bruddet, men tryksårene, der medfører så store smerter, at fysioterapeuten og plejepersonalet må opgive de livsvigtige ud-af-sengen-og-op-at-støtte-øvelser. Urinvejsbetændelsen indfinder sig hurtigt, og smerteplasteret i kombination med p.n.-morfinen lukker for altid Momsemors øjne i løbet af få dage.

Jamen, vil nogen sige, døden skal jo have en årsag, når man er 100. Korrekt, men en gyldig årsag er i mine øjne ikke 48 timers ventetid på en simpel rutineoperation og efterfølgende tryksår. Hvorfor i alverden vælger man ikke fluks at operere en så gammel kvinde og samme dag få hende godt tilbage i vante rammer på plejehjemmet" Eller i det mindste sørge for ernæring, venderegime og kærlig omsorg inden for ventetidsgarantien til operationsbordet på 48 timer, der så sandelig gik lige til stregen. Sandsynligvis fordi hun blev overhalet af yngre og vigtigere personer, dækket af en mere omfattende behandlingsgaranti"

Momsemor havde altid en undskyldning klar på systemets vegne - jeg har det ikke. Vi har alle ret til en ordentlig behandling i sundhedsvæsenet, herunder en værdig sidste tid og død, og hverken aldersdiskrimination eller tryksår hører til her.

Jeg håber for de tilbageværende 696 +100-årige danske kvinder og 113 mænd, at de møder mere respekt i vores behandlingssystem, der er i overhængende fare for at smide fornuft og menneskelige hensyn ud med det markedsgjorte badevand. Hvis sygeplejersker så dertil igen begynder at prioritere omsorgen og den grundlæggende sygepleje som sygeplejens kerneområder, er der håb forude.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.