Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hillerød lokker med faglig udvikling og frugt

Medarbejdergoder. Ønskelisten var lang, da medarbejderne på lunge- og infektionsmedicinsk afdeling i Hillerød og Helsingør skulle pege på, hvad der hører til et godt arbejdsliv. De viser vejen mod landets bedste medicinske afdeling.

Sygeplejersken 2009 nr. 14, s. 32-34

Af:

Søren Palsbo, journalist

SY-2009-14-32aOm to et halvt år ligger Danmarks bedste akuthospital i Hillerød. Det er i hvert fald visionen på Hillerød Hospital, der hører under Region Hovedstaden. Allerede nu er personalegrupperne på de lunge- og infektionsmedicinske afsnit i fuld gang med at gøre visionen til virkelighed.

Hvad skal der helt konkret til for at gøre en travl medicinsk afdeling til en attraktiv arbejdsplads?

I Hillerød er ledelsen ikke i tvivl om, at medarbejderne har svarene. Recepten er derfor at spørge dem og at bruge deres forslag på vejen mod den arbejdsplads, de ansatte drømmer om. Processen, der begyndte for mere end et år siden, følges nu op i tværfaglige grupper af medarbejdere og i den lokale ledelse.

"Vi står nu med et materiale, som meget præcist fortæller os, hvad der skal til for at skabe den bedste medicinske afdeling i det bedste akuthospital. Medarbejderne vil gerne involveres så tidligt som muligt og synes, at det ville være ret underligt, hvis de, der skal føre visionen om det bedste akuthospital ud i livet, ikke blev inddraget. Medinddragelse er afgørende, og medarbejderne har forudsætningerne for at tage bestik af hele organisationen," siger ledende oversygeplejerske Britt Holmgaard.

Ønskelisten fra medarbejderne er vejviseren i retning mod de ambitiøse mål.

Medarbejderne har peget på, at det sociale element på arbejdspladsen skal styrkes. Det betyder søde og hjælpsomme kolleger, teamwork, en venlig omgangstone, indbyrdes anerkendelse, fælles fodslag, gensidig tillid, fællesarrangementer, opprioritering af humor samt ansvar for hinanden og hinandens trivsel.

Farver og frisk luft

De fysiske forhold betyder også meget. Der skal være rent og ryddeligt, afdelingen skal have nye farver og moderne udsmykning, patienter må ikke ligge på gangene, der skal være ordentlig udluftning, og der skal være plads. Andre ønsker drejer sig om personalepleje såsom frugtordning, madordning, gratis massage, kaffe, vandautomat og servicemedarbejder.

Endelig peger medarbejderne på, at et godt arbejdsliv kræver:

  • mulighed for faglig specialisering og efteruddannelse
  • flere interne uddannelsesdage på tværs af afdelinger
  • mere respekt for individuelle ønsker og vilkår
  • mere tid til patientkontakt
  • mere tid til kvalitetssikring
  • mere fokus på det gode patientforløb
  • udviklende personalemøder
  • bedre koordinering af stuegang
  • øget indsats for at nedbringe sygefravær og sikre en bedre normering
  • at sygeplejersker slipper for ikke-sygeplejefaglige opgaver
  • åbenhed og tydelig information fra ledelsen.

Hillerød Hospitals rådgiver under hele udviklingsprocessen er chefkonsulent Benny Blak fra Blak Consult i Roskilde.

"Der er slet ikke tale om, at medarbejderne "piber" over forholdene. Medarbejderne er fagligt stolte og professionelle og vil gerne udfordres helt ud på kanten af deres ydeevne. Anerkendelse er det allervigtigste, hvis man vil skabe den attraktive arbejdsplads," siger han.

Medarbejderne har i tværfaglige grupper drøftet holdninger til fem nøgle-værdier på vejen mod de ambitiøse mål. Det har resulteret i en lang række konkrete forslag, som er sendt videre til ledelsen.

I de kommende måneder skal den lokale ledelse omsætte de mange forslag i konkrete handlinger, og medarbejderne følger meget opmærksomt med i processen.

"Det er vigtigt, at medarbejderne føler sig som en ressource, der bliver plejet," siger oversygeplejerske Britt Holmgaard og tilføjer, at det er væsentligt, at der bliver opstillet målbare mål for indsatsen.

De lunge- og infektionsmedicinske afsnit i Hillerød og Helsingør omfatter 33 sengepladser og to ambulatorier med i alt hen ved et halvt hundrede sygeplejersker.  

FEM NØGLEVÆRDIER

"Det er i mødet med patienten, den pårørende, kollegaen, medarbejderen og lederen, at værdierne skal stå deres prøve, og det er derfor ikke tilstrækkeligt, at vi selv synes, vi gør det godt."

Det fastslår ledelsen på Hillerød Hospital, som har udpeget fem nøgleværdier som afgørende for, at medarbejderne og ledelsen i fællesskab gør hospitalet til Danmarks bedste akuthospital i 2012. Værdierne er: professionalisme, troværdighed, kreativitet, tilstedeværen og stolthed.

"Værdier kommer til live i relationer mellem mennesker, og de giver kun mening, hvis de sætter sig reelle spor i den daglige praksis. Vi skal turde konfrontere hinanden, hvis vi oplever, at værdierne ikke bliver efterlevet," hedder det i værdigrundlaget.
 

POSITIVE SOMMERFUGLE I MAVEN

Signe Bendtsen, sygeplejerske, Infektionsmedicinsk Sengeafdeling, Helsingør:

"Vores lille infektionsmedicinske afdeling i Helsingør skal til september flytte til Hillerød. Dermed skal vi blive en del af en ny arbejdspladskultur. Det har været rigtig godt at have lejlighed til at drøfte værdier med de fremtidige kolleger, så vi kan få en fælles forståelse af værdierne. Nu har vi "positive sommerfugle i maven" i forhold til alt det nye.

Det er vigtigt, at vi drøfter professionalisme og tilstedeværen, men diskussionen er også kommet helt ned i de små fysiske detaljer, og det har nok overrasket ledelsen. Eksempelvis hvor mange saturationsmålere eller bækkenstole har vi brug for, så vi undgår irriterende ventetid for patienterne og sygeplejerskerne. Adgang til efter- og videreuddannelse er også afgørende, hvis vi skal blive landets bedste medicinske afdeling. Det er der heldigvis stor lydhørhed for i ledelsen, men det handler jo også om rekruttering og fastholdelse."
 

MERE VÆGT BAG VORE ARGUMENTER

 

Camilla Jacobsen, sygeplejerske og tillidsrepræsentant, Lungemedicinsk Ambulatorium, Hillerød:

"Man kan sige, at der har været en vis træthed eller afmatning hos medarbejderne, når der tidligere har været talt om værdier og visioner, og det var også ledelsen, der valgte de fem nøglebegreber, som vi har drøftet i tværfaglige grupper. Men der kommer unægtelig mere liv i diskussionerne, når vi bliver opfordret til at komme med konkrete forslag til en bedre arbejdsplads. Det forpligter både ledelsen og os som medarbejdere. Det behøver ikke være de store forkromede løsninger, vi skal komme med. Men det er vigtigt, at vi får snakket om stort og småt på arbejdspladsen, og der er kommet mere vægt bag vore argumenter, efter at vi er inddraget i denne proces. Og så betyder det meget, at vi ikke længere er "dem" og "os", når vi til september flytter sammen fra to adresser."
 

KENDER HINANDENS KOMPETENSER

Jenny Villadsen, sygeplejerske, Lungemedicinsk Sengeafdeling Hillerød:

"I min gruppe var vi lidt forbeholdne, før der blev lejlighed til at drøfte værdierne, fordi værdierne var formuleret oppefra på forhånd, uden at vi var inddraget. Men vi blev positivt overraskede, og det var rigtig godt at få mulighed for at drøfte værdierne på tværs af faggrupper. Og det er positivt, at vi bliver opfordret til at bidrage med forslag til en bedre arbejdsplads.

Hvis vi skal have en fælles kultur, så er det nødvendigt med en tværfaglig dialog om de helt grundlæggende ting. Vi har bl.a. snakket om, hvordan vi kan være nærværende hos den alvorligt syge patient, samtidig med at vi har ansvar for mange andre i afdelingen. Det er vigtigt, at vi kender hinandens styrker og kompetencer. Det betyder rigtig meget at lære hinanden bedre at kende, når vi arbejder sammen om at hjælpe mennesker."