Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Indvandrere frygter at komme på plejehjem

Ensomhed. De forstår ikke dansk og kan ikke kommunikere med personalet. En gruppe nydanske ældre vil hellere dø i eget hjem end komme på plejehjem.

Sygeplejersken 2009 nr. 14, s. 24-27

Af:

Rebekka Holm Andersen, journalist

For 30-40 år siden kom de tyrkiske gæste-arbejdere til Danmark for at arbejde, mens bl.a. somaliere, bosniere og irakere kom hertil som flygtninge pga. krig. Nu er de blevet gamle og har ligesom danske ældre nogle forventninger til ældrelivet i Danmark.

De havde måske håbet at kunne vende tilbage til hjemlandet, når de blev ældre, men sådan endte det ikke. De ved ikke, hvad de kan forvente af systemet, og ofte har deres børn ikke mulighed for at passe dem, fordi de har egne job og liv. De ældre har svært ved at tale det danske sprog og går tilbage til at tale deres modersmål. Det er for sent at begynde at lære de ældre nydanskere sproget, mener ældreforsker og antropolog, Peter Lindblad, fordi de ældre mangler ressourcerne til det.

"Hvis det kræver alle dine ressourcer bare at stå ud af sengen om morgenen, fordi du er gammel og slidt, så kan man nemt regne ud, at man slet ikke har mulighed for at lære et nyt sprog," siger han.

Sprog er vigtigere end kultur

Det er altafgørende, at plejepersonalet kan forstå sproget og ikke kun fokuserer på at aflæse kulturen, for ellers kan der opstå misforståelser, mener Peter Lindblad.

"Jeg kender et eksempel fra et hospital, hvor en ældre nyopereret iransk mand blev ved med at gå ud af sin seng og faldt ned på gulvet. Personalet troede, at den ældre mand i kraft af sin kultur gerne ville ligge på gulvet, fordi det var køligere, så da han fik det bedre, lagde de ham på gulvet. Ind-til der kom en sygeplejerske, som kunne forstå ham, og han forklarede, at han bare ville have lov til at gå på toilettet selv, fordi han syntes, at det var nedværdigende at tisse i en kolbe. Det viser, at sproget er vigtigst frem for at forstå kulturen, fordi kulturen kan misforstås," siger han.

Peter Lindblad mener, at der mangler et plejecenter til etniske minoritetsældre, men gruppen er ikke stor nok til, at der kan være ét i hver by. Han foreslår at samle et plejehjem med sprogfællesskaber i de største byer i Danmark, som Århus og København.

"Det bryder med nærhedsprincippet om, at de ældre helst skal være i nærheden af deres familie, men jeg tror, at det er vigtigere, at folk får en ordentlig pleje på et sprog, de kan forstå, og er sammen med andre ældre, der kan tale deres eget sprog, så må børnene køre lidt længere," siger han.

Lis Vidkjær Hjorth, udviklingskonsulent i Ældre Sagens frivilligafdeling og sygeplejerske, arbejder med forskellige tiltag, som kan hjælpe etniske minoritetsældre, bl.a. har de haft succes med, at frivillige kan fungere som bisiddere i forhold til mødet med hjemmeplejen for at undgå misforståelser, når personalet skal komme i den ældres hjem.

Hun tror, at det vil give problemer, hvis de ældre kommer for langt væk fra deres familie.

"Man har behov for at være i nærheden af sin familie, fordi familien er en følelsesmæssigt meget stærk faktor i ens liv. Det er omdrejningspunktet, selvom børnene har travlt med egne gøremål," forklarer hun.

Svært at ændre madvaner

Malik Hussain, leder af et møde- og aktivitetscenter for ældre etniske minoriteter, arbejder med nydanske ældre i sin hverdag og har gjort det de sidste fem år. Han forklarer, at de ældre frygter at komme på plejehjem, fordi de ikke kender til systemet.

"De har ikke selv været ude og se, hvordan plejehjemmene fungerer. De har ikke selv haft forældre, som boede på plejehjem, så de har ingen viden om plejehjem og plejesektoren. De ved heller ikke, hvilken mad de får at spise, derfor skal der være tilbud, hvor der bliver talt deres sprog, så de får den rigtige pleje og mad," siger Malik Hussain.

Han tror, at der vil komme flere etniske minoritetsældre til plejehjemmene, hvis tilbuddene i højere grad matcher deres behov.

"Når vi kommer med et konkret tilbud til de ældre, så vil flere komme på plejehjem, og børnene vil ikke være nødt til at passe dem i deres eget hjem. Hvis vi gerne vil have, at anden- og tredjegenerationsindvandrere skal integreres i det danske samfund, så skal de heller ikke være hjemme og passe deres forældre," siger han.

I Vejle Kommune er der blevet lavet et tiltag, hvor de ældre etniske minoriteter over 60 år, eller som er førtidspensionister, får tilbudt besøg af en konsulent, der skal hjælpe de ældre med at forstå det danske system.

"Jeg forklarer, hvordan de kan blive hjulpet, hvis de har brug for pleje. Besøget foregår sammen med en tolk, så de ældre kan få den bedst mulige hjælp," siger konsulent Nahit Garcevic, der står for besøgene.

Han mener, at løsningen på de ældre nydanskeres ensomhed er at skabe et afsnit på et plejehjem, hvor vi kan samle etniske ældre, som taler samme sprog uanset religion.

Én af de ting, der har stor betydning for alle ældre, er traditionel mad, mener Nahit Garcevic.

"Det er ikke nemt at lave om på sine madvaner efter 60, 70 eller 80 år," siger han.

Mad, som er tilegnet specielle kulturer og religioner, har man haft stor succes med i Tyskland og i Holland, uden at det betød ekstra omkostninger, forklarer Lis Vidkjær Hjorth.

"Jeg har besøgt et dagcenter i Holland, hvor man havde et typisk hollandsk køkken, et vegetarkøkken og et køkken tilpasset muslimer. De spiste alle sammen i samme spisesal med tre forskellige buffeter. De ældre skulle bare bestille maden, inden klokken 10 om formiddagen, så fik de den ret, de gerne ville have," forklarer hun. Efter samme opskrift leverede køkkenet også ud til de ældre i området.

Lam Van Nguyen

SY-2009-14-0022Lam Van Nguyen, 82, kom til Danmark for 12 år siden fra det sydlige Vietnam sammen med sin kone Dau Thi Dinh og tre døtre ved familiesammenføring. Datteren Voc Thi Nguyen kom som bådflygtning i 1980 og er nu købmand i Århus. Familien tæller 15 børnebørn.

Lam Van Nguyen er tunghør og Dau Thi Dinh svagtseende, men ellers er de raske. De taler ikke dansk, og derfor fortæller datteren Voc Thi Nguyen om familiens forhold. Hun oplyser, at forældrene gerne vil bo med familien, men at det ikke er så enkelt:

"Vi er i et dilemma. Det går endnu - både jeg og mine søstre bor i nærheden, og der er gode tilbud fra dagcentret. Men i længden er der behov for mere hjælp," siger hun.

Børnene er positive over for plejekvaliteten og faciliteterne på plejehjemmene, men frygter, at forældrene bliver ensomme, fordi de kun taler vietnamesisk. De efterlyser et plejehjem, som "specialiserer" sig i vietnamesiske gamle.

Familien overvejer også at finde en lejlighed, som både kan rumme de to gamle og Voc Thi Nguyens familie, hvis det viser sig, at det fortsat er muligt at få tilstrækkeligt med hjemmehjælp og andre ydelser, når flere generationer flytter sammen. Ellers er de bange for, at opgaven vil være for stor, for købmandsforretningen kræver også sit.

Sabrie Ali Ahmad

SY-2009-14-0023Sabrie Ali Ahmad, 62, kom til Danmark som flygtning i 1986 fra en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon sammen med sin mand og parrets seks børn. I dag tæller familien også snart barnebarn nr. 25.

Hun er førtidspensionist og lider af en alvorlig leverlidelse, der har krævet flere operationer og medfører hyppige indlæggelser. Hun ser med fortrøstning på udsigten til at blive gammel i Danmark. "Vi har hjemmehjælp hver dag, og der kommer en dame og giver mig bad. Desuden er jeg meget glad for at komme i Lokalcenter Gellerup," siger Sabrie Ali Ahmed, som er god til dansk.

Familien er tæt sammenknyttet. En søn og svigerdatter bor i Kolding, hvor Sabrie Ali Ahmed ofte besøger dem "i mange dage", og resten af familien bor tæt på forældrene i Århus.

"Familien er fantastisk god til at hjælpe os. Vi har selv opdraget børnene til det, for det er traditionen hos os - vi sender ikke vores gamle på plejehjem, og både børnene og svigerbørnene er søde til at hjælpe. Derfor tror jeg aldrig, at jeg kommer på plejehjem, hvilket jeg heller ikke ville bryde mig om," siger hun.

JØDISK PLEJECENTER PÅ ØSTERBRO

Den selvejende institution, Deborah Centret, er et jødisk plejecenter, som ligger på Østerbro i København. Det er et hus med fire etager. Stueetagen er indrettet til ældrecenter, og de øvrige etager huser 40 plejeboliger til 44 beboere. Plejecentret rummer også en mindre synagoge. Af det fasttilknyttede personale er en tredjedel af anden etnisk oprindelse end dansk, og det skyldes bl.a., at beboerne taler forskellige sprog, herunder russisk, polsk og jiddisch, og halvdelen af de ældre beboere taler ikke dansk. Alle jødiske helligdage bliver fejret, og kosherreglerne følges meget strikt. Det betyder, at plejecenteret har to køkkener i ét, ét til kød og ét til alle andre madvarer. Al maden skal være godkendt af overrabbineren i København, som også sidder i institutionens hovedbestyrelse. En af de specielle traditioner er sabbatten, som bliver fejret hver fredag. Det kræver, at der er mere personale på arbejde den dag, fordi beboerne bl.a. skal have en flerrettersmenu.