Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Læs anmeldelserne i dette nummer af Sygeplejersken

Sygeplejersken 2009 nr. 23, s. 66-67

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Trap konflikterne ned

Sebastian Nybo

Sådan håndterer du besværlige personer

Forlaget Lindhardt og Ringhof 2009
208 sider - 299,95 kr.

SY-2009-23-66aArbejdslivet er fyldt med informationskilder, som vi hele tiden skal forholde os til, arbejdspresset er stort, og vi får ikke de pauser, der er nødvendige for at kunne rumme de besværlige mennesker, vi alle møder i vores dagligdag. Forfatteren vil med denne bog give læseren et redskab til at møde besværlige personer på en assertiv måde. Han vil lære folk at nedtrappe konflikter.

Forfatteren inddeler os i fire mennesketyper efter vores stærkeste intelligens. De fire intelligenser er: Den mentale intelligens, den emotionelle intelligens, viljens intelligens og forandringens intelligens. De fire typer har alle deres styrke, som har betydning for, at en arbejdsplads kan fungere. Der kan dårligt undværes nogle af typerne, hvis der skal præsteres noget. Konflikterne opstår, når vi presses af for meget arbejde, får for lidt søvn eller har for mange uløste problemer. Så viser vi vore skyggesider, som opleves besværlige for omgivelserne og tit fører til konflikter imellem medarbejderne.

Bogen er en instruks i, hvordan man analyserer et medmenneskes skyggeside, og hvordan man møder dette menneske med et respektfuldt gensvar, som matcher deres type. Inden man indleder sig på en kommunikation, er det dog vigtigt at analysere sit eget overskud, for hvis man selv har underskud, vil det være svært at håndtere en person, der befinder sig på besværlighedsniveau tre, uden at der sker en optrapning af konflikten.

Bogen indeholder mange skemaer, som hjælper med at analysere én selv og den besværlige person. Skemaer, som gjorde mig mere forvirret end klog, jeg ejede alle typers skyggesider og kunne derfor ikke placere mig i nogen boks. Værket er en metodebog i kommunikation. Forfatteren har mange års erfaring med at afholde kurser i temaet, og jeg kan forestille mig, at det er lettere at arbejde med teksten, når man kan øve praksis og få vejledning samtidig.

Som selvstudiebog virker bogen opremsende og kedelig. Forfatteren fortæller kun sparsomt om egne erfaringer og giver kun få eksempler fra praksis, han refererer mest til kursisters og kunders erfaringer. Ideen med at hjælpe folk til bedre konfliktløsning er smuk, og måske kan typeinddeling hjælpe til at forstå, hvad der sker i en kommunikation. Men jeg ser også en fare ved at gøre hinanden til typer, da det kan fastlåse vores billeder af hinanden.

Af Berit Fekkes, psykoterapeut, MPF og sygeplejerske. 

Dilemmaer i velfærdsstaten

Jørgen Elm Larsen & Nils Mortensen (red.)

Udenfor eller indenfor -- sociale marginaliserings­processers mangfoldighed

Hans Reitzels Forlag 2009
239 sider - 298,00 kr.

SY-2009-23-66bBogen er delt i to, en teoretisk gennemgang af marginaliseringsproblematikker og måder, hvorpå de kan anskues, og en empirisk gennemgang af nogle af de mange medvirkende årsager til social eksklusion. Man skal koncentrere sig under læsningen, for der ruttes ikke med konkrete eksempler, som man kan hænge teorierne op på.

Det er den gamle debat om, hvorvidt social eksklusion er selvforskyldt eller uforskyldt, som her får endnu en tur i vridemaskinen. Spørgsmålet er, om de, som benytter sig af statens støttemuligheder, virkelig er værdigt trængende eller bare skulle tage sig sammen, og i fortsættelse af det, hvorvidt de ydelser, velfærdsstaten giver de nødstedte, er for generøse eller for knapt tilmålte.

En interessant artikel gennemgår retsoptimisme, dvs. det forhold at vi alle har en tendens til at mene, at vi har et retfærdigt retssystem, som sikrer, at uretfærdig udelukkelse af det gode selskab ikke forekommer. Helt så enkelt er det naturligvis ikke. Den stigmatisering, som følger en person, forsvinder ikke, fordi man trækkes ind i en retssal.

Derimod ser det ud til, at vore børneinstitutioner er rummelige.

For de mindste borgere er kravene til inklusion så beskedne, at eksklusion ikke forekommer ret ofte. Men på internettet, som potentielt er et ligeværdigt sted, hvor man kan medvirke uden at afsløre sine stigmatiserende kendetegn, undgår man ikke, at der sorteres i brugerne. Mængden af information og den manglende kvalitetssikring indebærer, at de veluddannede, som er vant til at behandle og vurdere data, får betydeligt mere ud af at bruge internettet end dem, som har en kort eller ingen uddannelse.

Bogen fremtræder som en opsamling på en lang række akademiske arbejder med inklusions- og eksklusionstematikker, og det politiske aspekt ekspliciteres ikke. Men ikke desto mindre er der vigtige politiske implikationer af de mange udsagn i bogen, som peger på bivirkninger af det, der i denne sammenhæng betegnes som velfærdsstatens rundhåndede indkomsterstatning til de mennesker, som ikke kan finde sig til rette på arbejdsmarkedet.

Nogle kapitler vil derfor være guld for en liberal politiker, der forfægter det synspunkt, at pengene ligger bedst i folks egne lommer, fordi der argumenteres for, at høje erstatningslønninger nedsætter incitamentet til at søge arbejde og derfor implicerer, at den enkelte får lange ledighedsperioder. Lange perioder uden arbejde øger risikoen for eksklusion fra arbejdsmarkedet, og derfor er konklusionen, at velfærdsstaten kan komme til at befordre den sociale eksklusion, som den søger at forhindre.

Det er tankevækkende, at den gode gamle klasseanalyse, eventuelt erstattet eller suppleret af socialklasseteorien, nok nævnes, men ellers har trange kår i denne gennemgang af sociale mekanismer, som skiller de kun måske egnede ud. Mange analyser viser tydeligt, at sygdom og vantrivsel og dermed forbundne problemer med at få uddannelse og fast tilknytning til arbejdsmarkedet er bundet til ens sociale position i samfundet. Men den erkendelse vil naturligvis kunne åbne for andre konklusioner, som kunne betyde, at velfærdsstaten ikke gjorde for meget, men for lidt.

Af Karen Ellen Spannow, sygeplejerske og etnograf.

Fem hjerter for en svimlende tur i følelseskarrusellen

 Susan og Alan Binau

Til sygdom os skiller - Sådan overlever kærligheden, når det er svært

Gads Forlag - 2009
256 sider - 199 kr.

SY-2009-23-67a"Jeg har cancer - men jeg har også så meget andet", udtalte en alvorlig syg patient i desperation over alene at blive mødt som sygdomsramt.

Det "meget andet" handler denne bog om. Skrevet af ægteparret Binau, hvis liv ændrede sig dramatisk fra at være en aktiv småbørnsfamilie til også at skulle rumme hustruens alvorlige sygdom. Susan Binau får, da parrets mindste barn er to år, konstateret tarmkræft med spredning til lymfeknuder. Hvordan mestrer man så alvorlig sygdom i et familieliv" Hvordan takler man de forandringer, sygdommen fører med sig og frygten for døden" Hvad gør man, når man følelsesmæssigt fjerner sig fra hinanden" Og hvordan genopbygger man nærhed, intimitet, tillid og fællesskab"

For forfatterparret blev det en svimlende tur i følelseskarrusellen, hvor kampen for kærligheden blev lige så omfattende som kampen mod sygdommen. Den første tids mareridt fik familien til at erkende, at livet var forandret for altid. Livstruende sygdom ændrer alt, også personligheden. Susan overlevede sygdommen, parret hang herefter sammen som "to slatne klude" og var samtidig oppe i det røde stressfelt.

Hvad gør man, når det, der fylder allermest: sygdom og parforhold, undviges som tabu i ens omgivelser" Hvis man er Susan og Alan Binau, bryder man dette tabu, mødes med ligesindede, spørger fagpersoner til råds og skriver en bog. En bog, der vil kunne inspirere og give bud på konkret hjælp til andre, der lever i, er tæt på eller professionelt sammen med et par ramt af alvorlig sygdom. Igennem forfatternes egen og seks udvalgte pars fortælling om skyld og skam, svigt, sex, sorg, angst, afmagt og ubalance i forholdet får man indblik i deres erfaringer samt kontante og konkrete råd. De medvirkende par tilhører forskellige aldersgrupper og er ramt af forskellig alvorlig sygdom.

For forfatterne har parforholdets overlevelse handlet om at finde det, der kunne forene dem, opretholde ægteskabet og være bevidste om at danne en fælles historie. De har skabt en virksomhed "Parforholdet Binau A/S" og formuleret en fremtidsplan, som løbende justeres med ønsker for fremtiden.

I det forandrede liv har det for alle bogens par været nødvendigt at yde en målrettet indsats, finde en ny platform og ændre tidligere rollefordeling. Det har krævet åbenhed og svære samtaler. Der er bogen igennem fortællinger om, hvordan sygdom kan forene og udvikle "Jeg ville gerne være sygdommen foruden, men jeg ville ikke undvære det, som vi oplever nu. Og jeg tror ikke, vi var kommet dertil uden sygdom."

Når jeg læser en bog, der gør indtryk, og skal skrive boganmeldelsen, overvejer jeg indimellem at tildele bogen læseheste, hjerter, ugler eller æselører. Denne bog har jeg, tro mod kærlighedsbudskabet, valgt at tildele hjerter. Bogen får fem hjerter. Et hjerte for mod til at bryde et tabu, to hjerter for emnet og for et billedskabende sprog, et for de udvalgte par og velvalgte fagpersoner, det sidste hjerte for en fin opsætning med udtryksfulde portrætter.

Af Jorit Tellervo, projektleder,  PAVI – Palliativt Videncenter.