Jeg kommer fra en verden, hvor vi krammer

Den hedder Tango. Det er ham, der sørger for, at jeg får motion. Man siger, at hunde ligner deres ejer, og det må jeg jo indrømme, at der er noget om. Foto: Simon Knudsen

Hun tog beslutningen om at uddanne sig til sygeplejerske i forlængelse af sin skilsmisse for snart 10 år siden. Her voksede behovet for en mere stabil hverdag - både for sig selv og sine to piger, men også fordi livet som kunstner til tider kunne være rodløst og ustabilt. Allerede som barn havde hun haft en forestilling om, at hun en dag enten skulle blive sangerinde eller sygeplejerske. Da chancen for at realisere karriere nummer to bød sig, slog hun til og begyndte på VUC enkeltfag, der var en del af en pakkeordning, som efterfølgende gav hende automatisk optagelse på sygeplejerskeuddannelsen.

Uddannelsen har budt på flere udfordringer. Som 42-årig studine måtte hun, i modsætning til de unge teorihajer, arbejde lidt hårdere, før stoffet satte sig fast. Omvendt har hun oplevet, at i situationer med mennesker i krise er hendes livserfaring som kunstner og hendes udvikling som menneske kommet hende til gode.

Hun blev færdig på Sygeplejerskeuddannelsen i Herlev den 15. januar i år og blev ansat dagen efter på praktikstedet Øre-Næse-Hals-afdelingen på Gentofte Hospital. Hun bor på Frederiksberg med sine to døtre Julie og Sofie.

Min funktion

"Jeg arbejder fuld tid som basissygeplejerske, men det er ikke sådan, at arbejdet som sygeplejerske har erstattet sangkarrieren. Jeg synger stadig og spiller teater ved siden af. Faktisk er jeg ansat på de vilkår, at har jeg et arrangement eller en sommerrevy, så får jeg orlov. Lige nu bevæger jeg mig rundt i afdelingen for at lære specialet og de forskellige procedurer og patientgrupper."

Lige nu

"Jeg oplever, at jeg på kort tid kan komme tæt på et andet menneske, som er i krise, og tale om det nære og svære. Men jeg kommer også fra en teaterverden, hvor vi knuser og krammer og er enormt åbne over for hinanden. Jeg har ikke så mange tabuer i modsætning til sundhedsvæsnet, hvor tonen er anderledes, og alting kan være meget distanceret. Dog mener jeg ikke, at det er svært at bryde tabuerne, for der skal ikke så meget til. Nogle gange er det bare en hånd på skulderen og en stund til at lytte, der gør forskellen."

Om fem år

"Jeg er meget rastløs og har jo levet det meste af mit liv på landevejen, så hvis jeg ikke har fundet så meget ro, at jeg stadig befinder mig på Øre-Næse-Hals-afdelingen, så søger jeg nok orlov og rejser ud med Læger Uden Grænser eller måske noget socialt arbejde på Vesterbro."