Sundhedsplejersken på vrangen

Foto: Søren Svendsen

Sundhedsplejersken er den rolige klippe, den svale hånd, der klapper de nybagte forældre på armen og forsikrer om, at alt nok skal gå, selvom den nyfødte har kolik og skriger døgnet rundt.

Men hvad er der inde bag facaden?

Har sundhedsplejersken et privatliv

De spørgsmål søger Ida Jessen at besvare i sin seneste, anmelderroste roman "Børnene". Her er sundhedsplejersken som både fagperson og menneske det samlende midtpunkt.

"Jeg var fascineret af tanken om de menneskelige dilemmaer, sundhedsplejersken oplever gennem sit arbejde," fortæller Ida Jessen.

Hendes hovedperson - sundhedsplejersken Solvej - havde rumsteret længe i hendes tanker, før selve historien tog form.

"Sundhedsplejersken er en blanding af en myndighed og en tryghedsskabende person. Selvom det er frivilligt at tage imod besøg fra sundhedsplejersken, siger de fleste ja tak til tilbuddet. Forældrene har som regel brug for råd og vejledning og er trygge ved, at sundhedsplejersken kommer på besøg. Samtidig har hun pligt til at skride ind og orientere myndighederne, hvis børnene bliver forsømt, udsættes for overgreb, eller hun får mistanke om f.eks. misbrugsproblemer, psykisk sygdom og lignende i familien. Det giver hende en dobbeltrolle. Hun er én, man kan have tillid til og samtidig er på vagt over for, hvis ikke alt er, som det burde være."

Det første job

Den lille by Hvium, på kanten af Limfjorden, er det første sted, Solvej skal prøve sig af i rollen som sundhedsplejerske. Det er hendes første faste job, siden hun tog en overbygning på sin sygeplejeuddannelse.Hun blev færdiguddannet til stor arbejdsløshed i slutningen af 1980'erne og valgte at videreuddanne sig til sundhedsplejerske næsten med det samme.

I Nordjylland møder hun ikke alene en ny by og dens beboere, hun skal også finde ind i sin nye rolle og prøve, om hun kan leve op til de faglige forventninger.

På privatfronten svarer hendes liv nok ikke lige til bysbørnenes forventninger til en sundhedsplejerske. Solvej er enlig og delemor. Hun er fulgt efter sin fraskilte mand og deres fælles femårige datter og har alene bosat sig i Hvium for at være i nærheden af barnet. Hun kommer til byen som arbejdsløs og slår sig ned i et afsides beliggende hus uden for byen.

"Sundhedsplejersker er selvfølgelig som folk er flest. Men folk opfatter sundhedsplejersken som en institution og forventer, at hun skal være på en speciel måde, og de forestillinger smitter af på Solvej. Og på de krav, hun stiller til sig selv," fortæller Ida Jessen, som har skabt en romanfigur, hvis privatliv i starten af bogen er ét stort, ravende kaos.

Forlod hun ikke sit barn, fordi hun havde fundet en ny kærlighed? Hvad er hun for en mor?

Hendes fortvivlelse er så stærk, at hun kaster sig i grams for sin utiltalende husvært, Søren. Det sker pga. en enkelt aftens beruselse, men så hænger hun på den.

Søren vil have mere. Og hun, der er ensom og ulykkelig og savner én at ligge i arm med, føjer ham. Hun væmmes ved ham (og endnu mere ved sig selv), men kan først gøre sig fri, da hun har været igennem den totale fornedrelse: En graviditet uden for livmoderen og efterfølgende abort. Det var straffen, fordi hun forlod sin lille datter. Heldigvis for vores fordomme træder Solvej snart i karakter.

"Den dag hun knapper den blå cardigan og skal starte i sit første sundhedsplejerskejob i Hvium Kommune, den dag tager hun ikke bare et nyt klædningsstykke på, men også en helt ny identitet. Hun tager en ro på sig og håber, at den vil smitte af på hende selv. Godt nok har hun sluppet taget i sit eget barn, men nu er det hendes ansvar at vise de nye mødre, hvordan man holder en nyfødt," siger Ida Jessen.

I et uddrag fra "Børnene" hedder det:
"Med sit arbejde var hun blevet en del af Hvium. Følelsen af oprevethed var forsvundet. Sårbarheden var ved at forsvinde. Selv de mødre fra børnehaven, der ikke havde villet tale med hende, omgikkes hun nu. Hun kom i deres hjem, når de fik børn. De havde brygget kaffe, puderne var rystet, vinduerne var pudsede, barnet klædt på i en sød sparkedragt. Solvej havde aldrig før spist så mange boller og drukket så meget kaffe.

Det gik lettest med at rådgive middelklassemødrene, fordi de lignede hende selv. Folk kom med de problemer, som de regnede med, at Solvej kunne løse, og resten holdt de for sig selv. Hun ville gerne nå mødrene, og de fleste mødre ville gerne nås, for det hører med til en normal familie, at man har sundhedsplejersken på besøg.

Det tager kun en brøkdel af et sekund at danne sig en mening om et hjem, og man kan tage så gevaldigt fejl. Er der bøger? Er der pæne møbler? Lugter der, som om de lader tissebleerne dumpe om bag sofaen? Solvej var klar over, at hun talte forskelligt til dem, der var som hun selv, og dem, der ikke var det. De, der ønskede fortrolighed, var som regel dem, der ikke havde noget at skjule. Spillereglerne hed tillid og orden og fornuft og ro."

Som Ida Jessen ser det, er det eneste moralske krav til sundhedsplejersken, at hun skal være fordomsfri. Hun skal holde sig åben, lytte, se og ikke drage forhastede konklusioner: "Man vinder ikke folks respekt ved at føre et uklanderligt liv. Man skal først og fremmest være rummelig og kunne lide mennesker for at kunne arbejde som sundhedsplejerske."