Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Psykologen siger, at jeg skal skifte fag

Efter at have plejet andre mennesker i mere end 10 år sagde sygeplejerske Anne Mette Hjort Jensens krop stop. Hun overvejede selvmord og fik diagnosen depression, som siden er blevet ændret til udbrændthed. Hun er sygemeldt på sjette måned og i vildrede, da læge og psykolog meget mod hendes vilje helst ser, at hun skifter fag.

Sygeplejersken 2011 nr. 11, s. 20-22

Af:

Christina Sommer, journalist

SY-2011-11-20-1a

Foto: Lars Horn

Anne Mette Hjort Jensen har aldrig været i tvivl. Hun kunne mærke, at sygeplejen var hendes fag, både da hun begyndte at læse, og da hun blev autoriseret som 25-årig i 1997. ”Jeg har været sygeplejerske i ca. 13 år og elsker det,” siger den nu 37-årige sygeplejerske og uddyber:

”Jeg har altid tænkt meget over min dag – har jeg nu gjort det godt nok, og har jeg haft tid nok til patienterne? Havde jeg en fridag, kunne jeg godt finde på at ringe ind og høre mine kolleger, om fru Hansen stadig levede. Jeg slap det aldrig, var hele tiden på arbejde, og det virkede helt naturligt for mig,” fortæller Anne Mette Hjort Jensen, som i dag kan se, at hendes dybe engagement for patienterne tog til med årene.

”Det skyldtes nok, at jeg blev mere og mere erfaren. Fik jeg nogle yngre kolleger, skulle jeg altid lige følge op og se, om jeg kunne hjælpe dem. De syntes bare, at jeg var dybt engageret i mit arbejde, og det var jeg jo også,” siger hun.

Anne Mette Hjort Jensen har arbejdet på en børneafdeling, på en medicinsk og en hæmatologisk afdeling samt i stråleterapien og til sidst endelig også et par år som hjemmesygeplejerske. Og netop jobbet i hjemmeplejen var nok medvirkende til, at hun i dag er sygemeldt på 6. måned og måske aldrig kommer til at arbejde med sygepleje igen.

”Det er et ensomt arbejde. Der står ikke lige en læge ved siden af, så vi tager ofte nogle kæmpe beslutninger helt alene. Og især her var det godt at kunne ringe sammen med kollegerne, også når vi havde fri. Det syntes vi alle var helt ”lovligt”, men helt ærligt, hvornår har man så fri?” spørger Anne Mette Hjort Jensen. 
 

Planlagde selvmord

Det fungerede da også ganske godt indtil foråret 2009, hvor både hendes mor og svigermor blev syge og indlagt på samme tid. ”Så når jeg havde fri, havde jeg både mine patienter i hovedet og min egen familie, som jeg skulle give omsorg til. Men det gik helt fint, jeg passede bare mit arbejde, min familie og dem, der var syge, ved siden af.”

I efteråret 2009 begyndte Anne Mette Hjort Jensens krop dog at sige fra. Hendes mor og svigermor var stadig syge, men udskrevet og stabile, hvilket hun dog selv på ingen måde var.

”Det massive pres var væk, og så kom reaktionen. Jeg begyndte at lukke mig inde i mig selv, var helt tom for følelser og sad bare og græd hele tiden. Til sidst tænkte jeg, at det var bedre, hvis jeg ikke levede, for det gik bare ud over min mand og to børn. Jeg begyndte faktisk at planlægge et selvmord. Det føltes så rigtigt. Jeg tænkte slet ikke på, at det var forkert, hvilket er lidt skræmmende nu.”

Anne Mette Hjort Jensens mand fik dog rusket op i hende, og hun kom til læge, hvor hun brød fuldstændig sammen. Lægen stillede diagnosen depression, udskrev antidepressiva og ville også sygemelde hende, da hun mente, arbejdet fyldte for meget, men det nægtede Anne Mette Hjort Jensen.

”Jeg tog stadig på arbejde hver eneste dag, og mine kolleger kunne intet mærke. Jeg ville ikke sygemeldes, arbejdet var det eneste sted, hvor jeg følte, at jeg levede. Her kunne jeg holde facaden og gemme mig og slippe for at kigge på mine egne problemer, for ingen vidste noget. Og jeg skulle i hvert fald heller ikke til psykolog, for så var jeg jo lige pludselig skør – jeg skulle nødigt have den samme behandling, som mine patienter fik! Langt ude, men jeg havde det også skidt,” fortæller hun.
Efter fire måneder fik lægen overbevist Anne Mette Hjort Jensen om, at hun skulle til psykolog, og en måned efter blev hun sygemeldt, i første omgang i tre måneder.

”I den periode havde jeg en række opfølgende samtaler med min leder, og efter nogle måneder blev jeg konfronteret med en opsigelse, hvis jeg ikke snart vendte tilbage. Min læge og psykolog vurderede, at jeg fortsat skulle være sygemeldt, men jeg valgte alligevel at starte op på deltid. Kort tid efter var jeg på fuld kraft igen. Jeg er jo sygeplejerske med stort S og sagde nok hurtigt ja til flere opgaver, end jeg kunne magte,” fortæller Anne Mette Hjort Jensen, der understreger, at hun ikke bebrejder sin tidligere arbejdsplads noget.

”Jeg er blevet rigtig fint behandlet og har ikke noget i klemme.”

Find et andet fag

Men efter fem måneder, i november 2010, ramlede det hele imidlertid igen. ”Jeg fik det fysisk dårligt, når jeg skulle på arbejde. Havde kvalme og hovedpine og kunne slet ikke holde ud at høre om patienternes problemer. Jeg var nærmest ligeglad, og det skræmte mig,” fortæller Anne Mette Hjort Jensen, der derfor selv sagde fra, blev sygemeldt igen og i samråd med sin leder kom frem til, at en fyring nok var næste skridt. ”Kunne jeg ikke passe patienterne, skulle jeg heller ikke være der, tænkte jeg.”

Anne Mette Hjort Jensen er stadig sygemeldt, nu med diagnosen udbrændthed. ”Både min læge og psykolog er overbeviste om, at jeg er endt her, fordi mit arbejde har fyldt for meget, og de anbefaler, at jeg ikke kommer tilbage til sygeplejen de næste 10 år. Patienterne fylder for meget, siger de.”

Anne Mette Hjort Jensen kan nikke genkendende til, at hun som person elsker at give omsorg både til patienter og familie og venner og nok ikke er så god til at modtage. Men hun er blevet bedre til at lytte til sig selv og sige fra, noget hun sjældent gjorde før, hun blev syg. Hun ville ønske, der havde været flere muligheder for supervision og faglig sparring på hendes tidligere arbejdspladser, og også at hun selv havde gjort mere for at koble af, når hun havde fri.

”Jeg tror f.eks., det kunne have hjulpet mig at dyrke mere motion,” siger Anne Mette Hjort Jensen, der stadig går til psykolog og er i bedring, men også i et vadested:

”Jeg har det meget ambivalent med at skulle skifte til et andet fag. Der er ikke andet, jeg hellere vil, end at blive ved med at være sygeplejerske, men jeg har heller ikke lyst til at få endnu et knæk.”