Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Læs bl.a. anmeldelser af "Frivillighedens velfærdssamfund" og "Når vi skal dø - 8 historier om livets afslutning".

Sygeplejersken 2011 nr. 3, s. 30-33

Indfør social værnepligt på fire måneder 

Knud Aarup

Frivillighedens velfærdssamfund

Frydenlund 2010
236 sider – 269 kr.

SY-2011-03-b%C3%B8ger%20(1)Gør din pligt og kræv din ret, stod der på socialdemokratiets første fane.

Betydningen af denne tekst skal, mener Knud Aarup, genoplives i det danske samfund.

Skal velfærdsstaten reddes, må den enkeltes ansvar strammes op, og forpligtelsen til at deltage i samfundet understreges.

For det er gået svært tilbage med forsyningen af tryghed til alle, mener forfatteren. Der må derfor nødvendigvis ændres på, hvad den offentlige sektor skal yde, ved at den civile sektor mobiliseres. Der skal mobiliseres langt mere frivilligt arbejde.

Rygraden i Aarups forslag til frivillighedens velfærdssamfund er en social værnepligt på fire måneder, som alle unge skal deltage i, med mindre de er syge eller indisponerede. På denne måde skaffes svarende til 15-20.000 heltidsansatte, som kan tørre næser i daginstitutioner eller duppe tårer på hospices.

Aarup gør grundigt rede for de besværligheder, det kan give, hvis frivillige skal påtage sig arbejde, som indtil nu har været professionaliseret og lønnet. Dels kan man tænke sig, at fagforeningerne ømmer sig, og dels er det svært at blande folk med en faglig baggrund og de glade amatører.

Men forhindringerne må overvindes, mener han. De private organisationer, der har varetaget socialt ansvar, tit med en kommunal kontrakt i baghånden, har indtil nu ofte set sig selv som behovsafdækkende og derfor i måske for høj grad spejlet det offentlige offentlige system. Så der er behov for, at mere frihed og mere innovation præger deres fremtidige virke, mener Aarup.

Bogens hovedbudskab er, at der er nogle, som har for lidt, ikke bare af penge, men også af sundhed og (ud)dannelse, og de skal have noget fra dem, hvis sociale, kulturelle og økonomiske kapital er i bedre form. Aarup lægger primært skylden for den øgede ulighed på den liberale regering og undlader således at forholde sig til, hvordan man kan stoppe middelklassens rovdrift på velfærdsstatens goder. Men det er jo også netop middelklassen, der skal mobiliseres, så det ville måske ikke være så taktisk at hænge den ud.

Aarup mener med henvisning til Sverige, hvor det frivillige engagement blev meget forstærket under krisen i firserne, at den nuværende finanskrise vil være med til at åbne danskernes øjne for nødvendigheden af mere deltagelse fra de ressourcestærke. Men der skal nok mere hjertelyd og vildere ideer til at vække entusiasmen, end man finder i Aarups bog.

Den almene sociale samfundstjeneste er det mest opfindsomme, mens de øvrige forslag hovedsageligt er mere af noget, vi allerede har.

Af Karen Ellen Spannow, sygeplejerske og etnograf. 
 

Eksemplarisk, men der er plads til forbedringer

Birgit Bidstrup Jørgensen og Vibeke Østergaard Steenfeldt (red.)

Med sygeplejeteori som referenceramme – i forskning og udvikling

Gads Forlag 2010
216 sider – 249 kr.

SY-2011-03-b%C3%B8ger%20(2)Redaktørerne skriver i forordet, at de som undervisere ofte har manglet en bog, der kunne give sygeplejestuderende mere nuancerede forudsætninger for at udvælge og anvende sygeplejeteori som referenceramme for egen tænkning om sygepleje.

Derfor er denne bog blevet til i den hensigt, at den skal være anvendelig i sygeplejerskeuddannelsen generelt og særligt på modul 9, som bl.a. omfatter fagene sygepleje, videnskabsteori og forskningsmetodologi samt vidensbaseret virksomhed.

I bogens første del belyses udvikling og anvendelse af sygeplejeteori, og hvad en teoretisk referenceramme er.

Bogens anden del består af syv kapitler, hvor fortrinsvis sygeplejeforskere gennemgår, hvordan de har inddraget sygeplejeteori som referenceramme i eget arbejde.

Da det således drejer sig om en fagbog, der fortrinsvis retter sig mod sygeplejestuderende, tilbød jeg som en del af undervisningen på netop modul 9, at tre studerende kunne anmelde et af de mere centrale kapitler – kapitel 3, ”Sygeplejeteori som referenceramme”. Ved de tre studerendes præsentation på holdet fremgik det, at den tilgang, de havde haft til at læse kapitlet, var umiddelbar skepsis: ”Køber vi ikke bøger nok?”

Alle gav dog udtryk for positiv overraskelse efter at have læst kapitlet, hvor følgende blev fremhævet: God indledning, gode forklaringer på vanskelige begreber som f.eks. transparens og stringens, fine, genkendelige eksempler underbygger teksten, der indeholdt elementer, som de studerende ikke kendte i forvejen, og som de fandt anvendelige, når de fremover skal skrive opgave.

En studerende nævnte, at det havde hjulpet hende at bytte ordet forskning ud med ordet undersøgelse, herved mente hun, at teksten henvendte sig mere til hende som studerende på modul 9. Kapitlet havde givet de tre studerende flere tilfredsstillende ahaoplevelser under læsningen.

Som anmelder af hele bogen vil jeg nævne, at den indeholder en række brugbare kapitler.

Bl.a. kan kapitel 5, Kari Martinsens ”Omsorgsfilosofi som referenceramme for undersøgelse af sygeplejerskens stedfortrædende praksis”, fremhæves som meget enkelt og klart. Jeg vil betegne det som eksemplarisk ift. at besvare spørgsmålet: Hvad kan man bruge sygeplejeteori til – og hvordan bruger man den?

Bogen er dog en anelse for omfattende og til tider tung at læse. Et par af kapitlerne i anden del kunne med fordel udelades. Selv om bogen er forsynet med et udmærket indeks, vil jeg anbefale, at kapitlerne i en evt. kommende udgave på overskriftsplan blev forsynet med otte til ti linjers tekst omhandlende kapitlets hovedindhold. Det vil øge læsevenligheden og gøre bogen enklere at benytte.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at det er en bog, vi fremover vil se en del i bachelorprojekternes referencelister.

Af Vibeke Lorentzen, forskningslektor, Center for Sygeplejeforskning – Viborg. 

Powerpoint bliver sygeplejeskolernes undergang

Patricia Benner, Molly Suthpen, Victoria Leonard, Lisa Day

Å utdanne sykepleiere – behov for radikale endringer

Akribe 2010
277 sider – 390 kr.

SY-2011-03-b%C3%B8ger%20(4)Benner og hendes forskerteam har brugt fire år på at undersøge, om sygeplejerskeuddannelsen ruster de studerende til at blive trygge og effektive klinikere.

Og som bogens undertitel antyder, så er svaret:

Nej. Klinisk sygeplejepraksis er i dag karakteriseret ved meget komplekse patienter, invasiv teknologi og øget ansvar for overvågning og implementering af nyeste forskning.

Dette i et ofte kaotisk og dysfunktionelt system, hvor der er fokus på besparelser og effektivisering. Det kræver et stort arsenal af færdigheder og viden rettet mod den enkelte patient i konstant uforudsigelige situationer. Det er i klinikken, de studerende dannes som sygeplejersker. Det er her, de møder rigtige patienter, sanser lugte og lyde, oplever kritiske situationer, hvor det bliver tydeligt for dem, at en patients overlevelse kan afhænge af sygeplejerskens dygtige kliniske skøn. De studerende prøver både at fejle og være den, der gør en forskel for patienten. Når den kliniske uddannelse fungerer optimalt, benytter vejleder en udforskende spørgeteknik over for de studerende.

F.eks.: Hvad er vigtigst at gøre først for denne patient? Hvorfor og hvordan vil du gøre det? Hvilken viden mangler du? Hvordan opfatter patienten det?

Og hvis den studerende skal udfordres, spørges ind til: Hvad nu, hvis patientens tilstand forværres med f.eks. bradykardi?

De studerende skal dannes til hele tiden at stille sig åbne og nysgerrige, reflektere, søge ny viden både i praksisfællesskabet og i diverse databaser.

Uddannelsen skal stimulere til livslang læring og ikke til en bevidstløs socialisering ind i en profession. Så uddannelsen skal både i klinisk praksis og på skolen sammenfattende indeholde tre væsentlige læringsområder: relevansvurdering i konkrete kliniske situationer (baseret på kundskab og videnskab), klinisk fantasi samt etiske holdninger (dannelse).

Disse læringsområder er generelt fraværende på skolen. Her mødes de studerende med abstrakte, dekontekstualiserede teorier i powerpoint-præsentationer. Forelæsninger, der fokuserer på informationsoverføring. De studerende forstår ikke, hvad det skal bruges til. En studerende siger: ”Powerpoint bliver denne skoles undergang.”

I bogen beskrives tre mønstereksempler på undervisning, der netop tager afsæt i klinisk praksis, enten ved lærerens eller de studerendes beskrivelse af en konkret patient.

Undervisningen kopierer klinisk praksis ved hele tiden at stille udforskende spørgsmål, godt nok med patienten in absentia, men det forbliver konstant nærværende og relevant for de studerende, hvorfor det er vigtigt at have viden fra mange fag, og hvad denne viden skal bruges til.

Bogen er en levende revitalisering af diskussionen om forholdet mellem teori og praksis efter den øgede akademisering af sygeplejerskeuddannelsen. Men hvor der ofte stoppes ved analysen, giver denne bog konkrete bud på vellykket undervisning, der integrerer begge områder. Jeg kan varmt anbefale bogen.

Af Kirsten Dalby, underviser, cand.pæd., sygeplejerskeuddannelsen, Professionshøjskolen Metropol. 
 

En personlig skildring - modig og ærlig

Kirsten Sefland

Sindslidendes vilkår – og muligheder for et godt liv med en bipolar maniodepressiv affektiv sindslidelse

Books on Demand 2010
92 sider – 89 kr. 

SY-2011-03-b%C3%B8ger%20(5)Bogen er en førstehåndsberetning om at leve med bipolar sindslidelse.

Forfatteren har haft sygdommen inde på livet igennem en lang årrække og har været flittig bruger af det psykiatriske behandlingssystem.

Mange forskellige behandlingstilbud har været taget i anvendelse, og som læser er man ikke i tvivl om denne sygdoms sværhedsgrad og alvor. Det er en helt subjektiv fremstilling af, hvad det vil sige at leve med sygdommen.

Symptomer og hvordan de opleves af den sindslidende selv, mødet med behandlingssystemet, vilkår og begrænsninger, men også hvilke muligheder der åbner sig i kølvandet af et sygdomsforløb. Der spores både håb og optimisme.

Det slås fast, at medicinen er en uundværlig del af behandlingen, men det understreges også, at den langtfra kan stå alene. Psykoedukation og samtaleterapi, omsorg og næstekærlighed er elementer, som spiller en lige så væsentlig rolle.

Bogen illustrerer nødvendigheden af at inddrage pårørende i behandlingsarbejdet og værdien af, at det nære netværk stiller op og holder ud. Det er en stærkt personlig skildring – modig og ærlig. Den er skrevet i respekt og taknemmelighed over for behandlingssystemet, men også iblandet konstruktiv kritik, som vi professionelle kan blive klogere af.

Hvis vi gerne vil være med til at øge livskvaliteten for de mennesker, vi tager os af, må vi også være klar til at lytte til deres egen version og oplevelse af, hvad der virker godt, og hvad der virker krænkende. Bogen giver sig på ingen måde ud for at være et videnskabeligt værk og skal heller ikke læses som sådan.

Indimellem har den nærmest dagbogspræg, bl.a. når forfatteren beskriver hændelser fra indlæggelserne og lufter sine tanker og refleksioner om dette og hint. Men den er autentisk, og det er en nyttig lille sag med stof til eftertanke for alle professionelle, der arbejder i psykiatrien, herunder naturligvis også sygeplejersker.

Forfatteren ønsker, med hendes egne ord, at være ”en sten i systemets sko”. Ikke for at kværulere og beklage sig, men for at gøre opmærksom på de eksisterende forhold og deres indvirkning på recoveryprocessen.

Af Sonja Bech, afdelingssygeplejerske i distriktspsykiatrien i Virum. 

Siddekulturen har en pris

Birte Servais Bentsen

Bevægeomsorg

Børnemotorik i teori og praksis

Bogforlaget Frydenlund
311 sider – 299 kr.
 

SY-2011-03-b%C3%B8ger%20(7)I min bogreol har i mange år stået en lille gul bog med slidte hjørner. En bog, som siden udgivelsen har passeret igennem utallige sundhedsplejerskehænder: ”Spædbarnet bevæger sig, gi’ det en hånd”.

Birte Servais Bentsen har denne gang slået et større format op og lavet en sammenskrivning af tidligere udgivelser tilsat nye emner og viden.

Målgruppen er faggrupper, som arbejder med spæd- og småbørn.

Formålet er at fremhæve synspunkter vedrørende kulturel praksis omkring børns bevægeudvikling i nutid og fortid.

Hvad forstås i Birte Servais Bentsens optik ved begrebet: ”Bevægeomsorg”? ”

Bevægeomsorg drejer sig først og fremmest om at pleje motorikken i den almindelige hverdag og at sørge for, at børnene får bevæget sig nok i det omfang, de har behov for, og de har et stort behov!

Mange børn bevæger sig for lidt, hvilket kan medføre, at bevægeudviklingen hæmmes og alvorlige gener dukker op (...)

Vi lever i en udpræget siddekultur, som også inddrager småbørn, som på denne måde ikke får den nødvendige bevægeaktive legetid.” Størsteparten af bogen beskæftiger sig med barnets fysiske udvikling og bevægefærdighedernes udvikling og kvalitet. ”Er kravlen et must?” får en grundig behandling.

Jeg kan afsløre, at der ikke er grund til bekymring, hvis barnet bytter rundt på faktorernes orden, forudsat at det i øvrigt er alderssvarende udviklet. Barnet skal ned på gulvet og lege. Diverse hjælpemidler er skabt til voksnes behov for aflastning og gavner ikke børnenes udvikling. Hoppegynger kan forsinke normaludviklingen, barnet er i risiko for at få svagere udviklet krybe-kravle-bevægelser og at være længere tid om at rejse sig op og stå og gå end børn, som ikke har brugt hoppegynge.

”Bevægeomsorg” fungerer som opslagsbog. Der er detaljeret indholdsfortegnelse, gennemgang af kapitlernes indhold, litteraturhenvisning og ditto liste. Der er en ordliste, hvis man skulle have glemt, hvad kinæstetisk perception og stereognose betyder. Her var megen genkendelsens glæde undervejs igennem siderne. Bl.a. genfandt jeg flere af billederne fra min gule bog i reolen.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Furesø Kommune.

Når tunge budskaber flytter ind og bæres med i hverdagen

Michala Gudkov

Når vi skal dø - 8 historier om livets afslutning

Eget Forlag 2010
89 sider – 180 kr.
Købes på www.mikaelagudkov.dk

SY-2011-03-b%C3%B8ger%20(6)Vi lever, til vi dør. En banal sætning, som synes åbenbar og logisk for de fleste – raske.

Men når man ikke mere er medlem af livet på de samme foreningsvilkår som alle andre, får sætningen gradvist en anden betydning og værdi.

Bogen beretter om afmagt og kamp, håb og håbløshed, smerte og glæde.

Dens fundament er otte fortællinger om og af mennesker med kræft, som har forventet kort levetid tilbage. Hvordan er det at være bevidst om, at man snart skal dø? Hvordan lever man sin sidste tid? Hvilke overvejelser gør man sig som døende? ”.. fordi jeg ved, jeg skal dø” er dermed et centralt udsagn i bogen.

Det er dette skridt ind i en anden sfære af livet, som udspiller sig på siderne og i nogle henseender har separeret fortællerne fra resten af verden.

Bogen skildrer lidelserne ved kræft og kræftbehandling samt de tunge budskaber, der skal flyttes ind i og bæres med i hverdagen, for nogle i lang tid. Men nyhedens interesse ebber ud. Man fornemmer skuffelser over nære og bekendte, som ikke magter eller har mod til at bistå med at løfte opgaven hele vejen.

De livskloge fortællere revser dog også sig selv for ikke at være gode nok til at tage imod hjælp og omsorg fra det arsenal af velmenende kræfter, som primært omgiver dem. Man får øje på mange implicitte, lærerige moraler.

”Jeg vil være med, som jeg plejer”, fortæller en. En anden beder netværket blive ved med at være naturlige og opføre sig, som de hidtil har gjort. En tredje: ”Man skal ikke være bange for at sige noget, for man kan ikke sige noget forkert. Skulle man komme til at være lidt klodset, er det i orden, for jeg ved, det ikke er i ond mening.”

Forfatteren har mange års erfaring med lindrende fysioterapi til alvorligt syge og døende, og man aner den underliggende indsigt, der guider formidlingen.

Det er en letlæst, givende og respektfuld bog med portrætter af de implicerede, som rammer én lige i hjertet. Man ønsker, der var flere historier. Som de fleste andre bøger om døden, det palliative og terminale er det en smuk bog med fotos fra naturen. Man kan fabulere over, hvorfor det mon er sådan, at disse bøger altid knytter an til noget af det mest levende og livgivende i livet: træer, blomster, himmel, vand, luft.

Bogens indhold er en god blanding af relevante sygdomsdata koblet sammen med de oplysende og bevægende dagliglivsfortællinger. Den er desuden et utilsigtet vidnesbyrd om nogle af nutidens ubønhørlige fakta: Det tager for lang tid at udrede kræft, og der vælges ikke altid de rigtige undersøgelser, udrednings-/opfølgningsmetoder eller den rette logistik til det. Om det nu er hønen eller ægget, der kommer først her, mister mennesker i hvert fald levetid derved. Levetid, som de gerne ville have haft lidt eller meget mere af og allermest, når de påbegynder rejsen mod livets definitive afslutning.

For tæt på døden synes det venskabelige rusk et sted i bogen, ”du er i live nu, men du lever ikke”, at have nået og påvirket alle fortællerne til at søge det optimale liv for hver især.

Af Joan Lindholm, udviklingssygeplejerske, Hæmatologisk Afdeling X, Odense Universitetshospital.