Sygeplejersken
Anmeldelser
Sygeplejersken 2014 nr. 10, s. 26-28
Af:
Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør
Indirekte er forfaldstankegangen i fokus
Else Marie Skjøde Damsgaard, Dorte Nielsen
og Kirsten Rahbek (red.)
Geriatri – en tværfaglig og problemorienteret tilgang
Gads Forlag 2014
288 sider – 399,00 kr.
Af Marianne Mahler, sygeplejefaglig konsulent, dr.ph.
At kende til de særlige problematikker, der gør sig gældende for ældre mennesker ved sygdom, er et væsentligt fundament for studerende i sundhedsprofessionerne, ligesom den viden også skal være parat hos de færdiguddannede. I denne bog har redaktører og de fleste forfattere valgt en problemorienteret tilgang til anvendelsen af denne viden i det tværfaglige, sundhedsprofessionelle arbejde.
Første del af bogen fremstiller det problemorienterede og tværfaglige, som danner basis for forståelsen i de følgende kapitler. De næste to dele udgør bogens tyngde, her fremstiller de forskellige forfattere henholdsvis generelle geriatriske problemområder og de største relevante sygdomsområder.
Til slut et kapitel om etiske og juridiske aspekter i behandlingen af ældre habile og inhabile patienter. I dette kapitel fremstilles lovgivning og retningslinjer af Mette Hartlev, professor i sundhedsret. Denne del kunne med fordel være udbygget med flere kapitler om etiske dilemmaer i de sundhedsprofessionelles samarbejde med gamle kvinder og mænd samt deres pårørende.
Nogle kapitler skiller sig lidt ud. Høgh har skrevet om smerter, karakteristika og non farmakologisk behandling. Høgh opfordrer læseren til at forholde sig kritisk til retningslinjer. Han nævner et eksempel fra retningslinjer om lænde-ryg-smerter, der er rettet mod, at patienterne hurtigt kommer i arbejde.
Høgh gør opmærksom på, at fokus vil være et andet for de fleste ældre patienters vedkommende. Som Høgh gør Tellervo også opmærksom på den aldersdiskrimination, der kan gøre gamle mennesker særligt sårbare, hvilket stiller særlige krav til sundhedsprofessionelles kommunikation og øvrige indsats. Tellervo har skrevet et lille relevant kapitel om sorg og tab.
Bogens hensigt er, at patienterne kan opnå en positiv og optimistisk alderdom, også de svageste ældre står der. Det er måske nok at skyde over målet i betragtning af, at kun enkelte forfattere inddrager gamle menneskers forståelser af deres liv og hverdag. Indirekte er de fleste kapitler skrevet ud fra en medicinsk inspireret forfaldstankegang.
Bogens kapitler er opbygget, så de indledes med beskrivelse af patientens problemer og afsluttes med studiespørgsmål. Der er referencer til Sundhedsstyrelsens retningslinjer, rapporter og anbefalinger. På den måde kan bogen også læses som en slags status på behandling af gamle, syge mennesker i Danmark.
Bredden er styrken
Lotte Huniche og Finn Olesen (red).
Teknologi i sundhedspraksis
Munksgaard 2014
357 sider – 325,00 kr.
Af Raymond Kolbæk, cand.cur., ph.d., forskningslektor, Sygeplejerskeuddannelsen i Viborg/Thisted – Sundhedsfaglig Højskole. Via University College og Center for Sygeplejeforskning – Viborg – Hospitalsenhed Midt.
Denne antologi om teknologiers betydning i sundhedsvæsenet udmærker sig ved sit perspektiv, at teknologi ikke blot er et funktionelt værktøj i pleje, behandling, monitorering, patientuddannelse eller ledelse, men er direkte med til at definere og præge de daglige, sundhedsfaglige beslutninger og handlinger. Dermed bidrager den med væsentlige vinkler på teknologianvendelse i sundhedspraksis.
En anden styrke er bogens bredde, den behandler så forskellige teknologier som pleje- og behandlingsværktøjer, visualiserings- og omsorgsteknologier, overvågnings- og sikkerhedsteknologier, telemedicinske teknologier, journaliserings-, styrings- og ledelsesteknologier, bio- og reproduktive teknologier, hospitalsarkitektur og læringsteknologier på sundhedsuddannelserne samt koblingen mellem sundhedsteknologier og etik.
Dette gør bogen meget velegnet til målgrupperne, som er studerende på universitets- og professionsbachelorniveau. Men på grund af de ofte overraskende perspektiver på teknologiernes påvirkning af sundhedsfaglig praksis kan bogen også fungere som en øjenåbner for klinikere, administratorer og beslutningstagere. Bogens prisværdige intention er ”at styrke læseren i at forstå, diskutere og udvikle brugen af teknologi i sundhedsfagligt regi”, og det mener jeg er lykkedes redaktørerne at skabe grundlag for gennem valg og forløb af de enkelte indlæg.
Jeg vil alligevel hælde lidt malurt i bægeret, idet der også i denne antologi savnes, at den teknologifilosofiske definition, der blev udviklet på Aalborg Universitet i 80’rne, behandles: ”Teknologi er ikke blot maskiner. Den er også de produkter, der produceres, og den måde arbejdet er organiseret på.” Dette er stadig en bærende teknologiopfattelse i sundhedsvæsenet, da definitionen bl.a. er grundlaget for medicinsk teknologivurdering.
Udgivelsen blev markeret med et symposium på Syddansk Universitet, hvor flere af bogens forfattere præsenterede deres bidrag og skabte dialog med deltagerne om, hvordan bogens forståelse af teknologi i sundhedspraksis kunne integreres i uddannelse og dagligt arbejde.
Kapitlerne er velskrevne uden overdreven brug af indforstået fagsprog og har mange referencer, web-ressourcer og kilder til videre læsning.
Bogen fås også som i-bog, men en i-boganmeldelse fordrer et særligt fokus, hvor der tilføjes et funktionelt perspektiv, og det tillader pladsen i denne anmeldelse ikke.
Når det er svært i klinikken
Åge Wifstad
Helsefagenes etikk
En innføring
Universitetsforlaget 2013
152 sider – 299 kr.
Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD. MPA, etik- og kvalitetskonsulent, formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital.
Bogen er skrevet af Åge Wifstad, der er ansat ved Medisinsk Filosofi ved Institut for Samfunnsmedisin, Universitetet i Tromsø. Målgruppen er tænkt som studerende i sundhedsfag på mellemlange og videregående uddannelser, men det er også en glimrende bog til den, der arbejder med klinisk etik, idet omdrejningspunktet er hverdagens etiske overvejelser. Der er vedkommende eksempler fra sundhedsvæsenet i et bredt perspektiv, og samtidig har bogen klare etiske referencer som baggrund for beskrivelser og analyser samt et velopsat resumé efter hvert afsnit.
Man kan let dumpe ned et vilkårligt sted i bogen efter en aktuel oplevelse med et etisk dilemma i klinisk praksis. Til dette formål har bogen indbydende og præcise overskrifter for de enkelte afsnit, uagtet at bogen ikke skal anvendes som en facitliste.
Som etiker er det væsentligt at følge med tiden eller holde sig ajour med aktuelle, etiske bevægelser, da det vil inspirere til tidsrelevante spørgsmål ved en etisk analyse. Det er på den baggrund, klinikerne skal gøre sig overvejelser og efterfølgende træffe beslutninger, når det er svært i klinikken. Og skal dette gøres med respekt og professionalisme, er det nødvendigt, at etikeren løbende følger med udviklingen. Til dette formål er bogen velegnet.
Er man ny i arbejdet med klinisk etik, kan bogen læses med fordel. F.eks. kan kapitel 4 vedrørende ”Patientens bedste” læses som baggrundsstof i forhold til mange af de aktuelle dilemmaer vedrørende patientens autonomi. Argumentationen strækkes måske lidt for langt i kapitlet forinden, hvor overvejelserne om frihedsbegrebet umiddelbart bliver for komplicerede at anvende. Men læs alligevel bogen, hvis emnet interesserer – den giver mange væsentlige input og genopfrisker, hvorfor det er væsentligt med klinisk etik. Markeringer af, at grundstammen i moral er viljen til at have medansvar for den svage samt den positive beskrivelse af nytteetikken, efterlader læseren med respekt.
Skilsmisse i børnehøjde
Hanne Søndergaard Jensen
To hjem én familie
FADL’s Forlag
177 sider – 199,95 kr.
Af Hanne Lindhardt, MSA, sundhedsplejerske i Furesø Kommune.
Denne bog handler om skilsmisse set i børnehøjde. Den henvender sig til forældre, som enten har en skilsmisse bag sig, eller som står foran en. Forfatteren har i mange år arbejdet som børnesagkyndig i Statsforvaltningen, og det er disse erfaringer fra praksis, der er udgangspunktet for denne bog. Den tager afsæt i de spørgsmål og dilemmaer, som forældre både før, under og efter en skilsmisse hyppigt stiller og befinder sig i. Sagligt og usentimentalt bliver læseren guidet igennem de forskellige faser i en skilsmisse med råd om, hvordan forældre bedst tager hånd om deres børn. Det går ud over børn, at deres forældre bliver skilt, og det ved forældre sædvanligvis godt, men de har sjældent noget alternativ, fastslår forfatteren. Såvel de positive som negative følger af skilsmissen vil være det vilkår, som barnet vokser op med.
Hvilke følger skilsmissen får for barnet, afhænger af det efterfølgende forældresamarbejde og barnets personlige forudsætninger. Forfatteren slår til lyd for, at forældre er opmærksomme på netop at inddrage de personlige forudsætninger hos barnet, når de skal lave aftaler f.eks. om samvær og deleordninger. Det er vigtigt at være opmærksomme på, hvad er bedst for netop vores barn.
De sidste kapitler beskæftiger sig med den juridiske del omkring skilsmissen og beskriver, hvordan mødet med Statsforvaltningen foregår. Bogen er skrevet i et sprog, der kan forstås af alle. Der er ingen løftede pegefingre, men en appel til forældre om at huske børnene midt i deres eget følelsesmæssige kaos. Den har mange cases, der illustrerer pointerne og øger læsehastigheden og -fornøjelsen.God at have i sundhedsplejerskerygsækken og stikke til forældre, som står foran, midt i eller har været igennem en skilsmisse.
Kort nyt om bøger
Signild Vallgårda, Finn Diderichsen og
Torben Jørgensen
Sygdomsforebyggelse
278 sider – 299,00 kr.
Munksgaard
Til dem, som arbejder med forebyggelse og sundhedsfremme: Her introduceres basale begreber og teorier inden for sygdomsforebyggelse, og metoder til kortlægning af behovet for forebyggelse bliver præsenteret. Desuden beskrives udviklingen i sygdomsmønstre og forebyggelse i Danmark. Et kapitel om magtudøvelse i forebyggelse og sundhedsfremme er interessant. For sygeplejersker med interesse for empowerment og motiverende samtaler er der fine nuancer at hente, som kan danne grobund for diskussioner om, hvordan magten udøves. Forbud, påbud, regler, appel om ansvarlighed – der er mange måder at nå befolkningen på.
Klaus Larsen
Smitstof
Kampen mod sygdom i 1800-tallets Danmark
368 sider – 299,00 kr.
Munksgaard
En velformidlet tekst om vejen fra 1800-tallets snavs, søle, epidemier og dødelige bakterier til det 20. århundredes udvikling med teknologi, medicin, forebyggelse og professionel sygepleje. Bogen er omhyggelig og gennemarbejdet, den er vinklet på kampen mod smitstof, men både sygeplejen og Florence Nightingale får nogle ord med på vejen.
Der er en omfattende litteraturliste og mange interessante citater, bl.a. om Georg Brandes’ datter Astrid, som døde af difteri som 10-årig. Astrid blev pakket ind i et lagen og taget med til fotografen som afdød, så familien kunne bevare mindet om hende. Fotografiet udgør en af de mange illustrationer.
Dorit Simonsen, Rikke Krogager og
Jens Oluf Bruun Pedersen (red.)
Det som har betydning – en ZMET-analyse blandt patienter og pårørende på Hospice Djursland
Boggalleriet 2014
67 sider – gratis på www.hospicedjursland.dk
Kom med patienter og pårørende indenfor på Hospice Djursland. Zartmanns billedfortællingsmetode er anvendt for at undersøge, hvad der har betydning under den sidste levetid på Hospice. Patienter og pårørende har, via et kamera, indfanget vigtige hverdagsbegivenheder, arrangementer eller rutiner, og efterfølgende er fotografen interviewet om det motiv, han eller hun har valgt.Resultatet er en rørende dokumentation af det righoldige liv, der, stik mod alle fordomme, også leves på hospice. Naturen er væsentlig for mange patienter, og der er fotos af de mangler f.eks. på lette adgangsforhold og udsigtspunkter, som nogle er blevet opmærksomme på under deres færden i området udenfor Hospice. Bogen kan således, ud over at afdramatisere døden, lære personale og ledere, hvad patienter og pårørende ser, sanser og sætter pris på i den sidste tid.(jb)