Kommunikation mellem barn og sygeplejerske mangler teoretisk grundlag

En grundig litteratursøgning på emnet ”kommunikation med børn under indlæggelse” afslørede manglende forskning ud fra børnenes perspektiv. Det var ikke muligt at finde en teori om sygepleje, der behandler dette emne. Der er ligeledes ingen retningslinjer for samarbejdet med børn om behandlingsprocedurer, og det ser ud til, at patientperspektivet nedprioriteres til fordel for behandlingsprocedurer og kommunikation med forældrene.

Familiecentreret sygepleje har på mange måder revolutioneret sygeplejen, men hvilken indvirkning har den haft på relationen mellem barn og sygeplejerske i praksis? Fokus i mit projekt var at undersøge kommunikationen mellem barn og sygeplejerske, som den foregår på en pædiatrisk afdeling. Undersøgelsen tog udgangspunkt i børn mellem 4-8 år, som skulle igennem instrumentelle sygeplejehandlinger, f.eks. lungefunktionsundersøgelse (LFU) og fjernelse af perifert venekateter (PVK).

Min undersøgelse viste, at sygeplejerskerne på afdelingen håndterede kommunikationen med og utryghed hos barnet på forskellige måder uden at have en fast teoretisk tilgang eller retningslinje at tage udgangspunkt i. De fleste prøvede sig frem ad hoc, og tre ud af fem sygeplejersker valgte ligefrem at sætte tempoet op frem for at afstemme med barnet, når det blev utrygt. De var dygtige til at vejlede, støtte og anerkende ved procedurer, der krævede korrekt udførelse fra barnets side, og som ikke gjorde ondt (LFU). De havde derimod sværere ved at vejlede og støtte under fjernelse af PVK, som ofte skabte utryghed for barnet.

Der findes flere positive metoder til at inddrage både forældre og børn i samtalen. Ingen af disse metoder blev anvendt som kommunikationshjælpemiddel. Sygeplejerskerne valgte derimod flere gange at henvende sig til forældrene frem for barnet.
Undersøgelsen er udført via kvalitativ metode, empirien er indhentet gennem deltagerobservationer. Der blev i alt foretaget 11 observationer på seks forskellige børn og fem sygeplejersker.

Det viste sig, at der er mange forskellige aspekter i spil i kommunikationen mellem barn og sygeplejerske, derfor udvalgte jeg fem overordnede temaer, se boks. Grundet den manglende teori på det sygeplejefaglige område blev temaerne bl.a. relateret til teorien ”At tale med børn” af psykolog Haldor Øvreeide (1).

Ifølge undersøgelsen ”Coping with hospital-related fears: experiences of pre-school-aged children” beskriver børn, hvordan forældre, læger og sygeplejersker kan hjælpe dem gennem frygt for undersøgelser ved at sørge for, at børn forstår meningen med situationen, inddrager dem og viser omsorg (2). Mit projekt har vist det samme. At de sygeplejersker, der formår at anvende de omtalte metoder i kommunikationen, evner at hjælpe børnene gennem ubehagelige procedurer på en måde, så barnet føler sig trygt.

Observationerne gav også indblik i sygeplejerskernes behov for at tale om emnet. Flere begyndte uopfordret at fortælle om deres oplevelser med kommunikation med børn. En sygeplejerske efterspurgte mere teori på området og et fælles udgangspunkt i form af en vejledning eller klinisk retningslinje.

Der er således brug for teori om kommunikation mellem barn og sygeplejerske. Både for børnenes og sygeplejerskernes skyld. Min undersøgelse viste, at man ved at have fokus på de fem temaer kan arbejde aktivt for, at børn ikke bliver unødvendigt utrygge i forbindelse med sygeplejehandlinger.

Bachelorprojektet kan rekvireres fra forfatterens pr email.

Mari Louise Andersen, sygeplejerske, børne- og ungdomspsykiatrisk center, Hillerød.

Litteratur

1. Salmela M, Salantera S, Aronen ET. Coping with hospital-related fears: experiences of pre-school-aged children. J Adv Nurs, 2010;66(6):1222-31.
2. Øvreeide H. At tale med børn – metodiske samtaler med børn i svære livssituationer. København: Hans Reitzels forlag; 2009.