Livet er for kort til et giftigt arbejdsmiljø

​Illustration: Mikkel Henssel

”Man melder sig altså ikke syg, når man kun har været ansat i 14 dage,” siger afdelingssygeplejersken med et smæk med tungen. Samtidig ruller hun med øjnene og sender de andre et sigende blik.

Dagvagterne er mødt ind, og der bliver holdt morgenmøde med nattevagterne, som skal rapportere om nattens gang.

Midt på opslagstavlen hænger en seddel med rød skrift: XX er syg.
Sara Olsen, 30 år, starter 1. januar i år på en børneafdeling på et stort hospital i Region Hovedstaden. Hun er uddannet fra Professionshøjskolen Metropol i København i 2012 og vender fyldt af gåpåmod tilbage fra barselsorlov til sit nye job på børneafdelingen.

Hun har tidligere arbejdet på en obstetrisk afdeling og er blevet glad for det samspil mellem familiedannelse og pædiatri, som specialet omfatter. Hun ved, hun vil videre i pædiatrien.

Hun begynder på børneafdelingen sammen med en lidt ældre sygeplejerske, som har mange års erfaring fra den kommunale sygepleje. Det er denne kollega, som er så uheldig at redde sig en alvorlig infektion, få uger efter at de to er startet på afdelingen.

Sara Olsen finder hurtigt ud af, at det ikke er populært at lægge sig syg på sin nye arbejdsplads.

”Det var kendt, at man fik skældud, hvis man var så uheldig at få afdelingssygeplejersken i røret, når man ringede og meldte sig syg om morgenen. Var man nu sikker på, at man var rigtig syg? Var der f.eks. temperaturforhøjelse? Man kunne jo lige ligge i sengen og tænke over, hvilken belastning det var for ens kolleger, at man ikke mødte på arbejde,” fortæller hun.
 

Stort personaleflow

Allerede under ansættelsessamtalen undrer Sara sig over, at hele 10 af afdelingens sygeplejersker har sagt op indenfor de foregående tre måneder.

”Jeg får den forklaring, at det store personaleflow skyldes et sammentræf af omstændigheder. Bl.a. skal nogen flytte og andre videreuddanne sig. Det er ikke noget, der ellers kendetegner afdelingen,” fortæller Sara Olsen.

Selv holder hun kun til at være på afdelingen i lidt over et halvt år.

”Der er generelt meget negativ non-verbal kommunikation på afdelingen. Man kritiserer ikke hinanden åbenlyst, men tilkendegiver med sit kropssprog, at der er noget eller nogen, man er utilfreds med.”

Men det er især to faste nattevagter, der gør arbejdet surt for de nyansatte, fortæller Sara.

”Den ene er af den gammeldags skole, sådan lidt kæft, trit og retning. Man skal ikke stille så mange spørgsmål, bare fatte tingene første gang. Jeg har adskillige gange oplevet hende råbe kolleger lige ind i hovedet, hvis hun syntes, de var for langsomme i opfattelsen.”

”Til mig siger hun: ”Du må jo være dum, når du ikke kan se, at barnet har en virusinfektion,” fortæller Sara Olsen og tilføjer, at der på det tidspunkt ikke forelå nogen blodprøvesvar, og at barnet lå i afdelingen til almen observation.”

Ledelse reagerer ikke
Som person vil Sara Olsen beskrive sig selv som psykisk robust og ligefrem. Hun siger, hvad hun mener. Hun har også styr på sin viden og sin faglighed.

”Jeg er normalt ikke typen, der går grædende hjem fra jobbet. Men jeg kan godt blive paf, hvis et andet voksent menneske, kalder mig dum. Det er utroligt grænseoverskridende, når man oplever at blive råbt ad.

Hvis man ikke er i stand til at sige fra, men vender det indad, så risikerer man at blive syg af sådan en opførsel fra en kollegas side.”

Både Sara Olsen og flere af kollegerne konfronterer flere gange ledelsen med problemerne i nattevagten. Men ledelsen reagerer ikke.

”De siger en masse fine ord, men de bliver ikke fulgt op af handling.”
Sara Olsen føler sig også mobbet eller underløbet af en yngre, ansvarshavende nattevagt.

”Det er den ansvarshavende, vi skal gå til, hvis vi er i tvivl om noget. En nat står jeg alene med et mindre barn med akut astma. Forældrene er med på stuen. Drengen er dårlig, og jeg synes, jeg har behov for hjælp. Jeg er i tvivl om, hvilken slags ilttilskud, jeg skal give. Da nattevagten dukker op, spørger han: ”Hvad har du selv tænkt dig at gøre?” Jeg siger, at jeg har tænkt mig at starte med et nasalkateter og se, hvordan drengen responderer på det. Og den plan, siger han OK til.”

Pludselig bliver drengen dårligere, og der må tilkaldes en læge. Det hele ender med, at drengen får en iltmaske med 10 l ilt, og han bliver hurtigt bedre.

Da dagvagterne møder ind om morgenen, giver personalet rutinemæssigt rapport. Bagefter siger den ansvarshavende nattevagt til afdelingssygeplejersken, at han lige vil tale med Sara Olsen.

Det tænker hun ikke nærmere over, før hun efter sin hviledag bliver kaldt ind på afdelingssygeplejerskens kontor. Her bliver hun bedt om at redegøre for episoden med drengen og iltmasken.

”Det går op for mig, at den ansvarshavende nattevagt, jeg var i vagt med, har fortalt, at han fra starten har anbefalet, at drengen fik en iltmaske. Men at jeg havde nægtet at gøre det. Han har fortalt, at det var min skyld, at drengen var blevet dårlig og måtte have lægehjælp. Og det hele skyldtes, at jeg havde nægtet at lytte til ham. Ledelsen ville nu indberette episoden som en utilsigtet hændelse,” fortæller hun.

Hun er chokeret, men vil ikke finde sig i den behandling.

”Heldigvis er barnet stadig indlagt og forældrene stadig på stuen. Jeg beder min afdelingssygeplejerske gå med mig ind på stuen, og heldigvis bekræfter forældrene min forklaring.”

Sara Olsen får en undskyldning af sin leder, som lover at tage fat i nattevagten.
Men intet sker.

Et giftigt miljø

Det er også på en nattevagt, at Sara Olsen  hører, hvordan kollegerne bliver bagtalt i medicinrummet. Den ansvarshavende nattevagt omtaler fem af hendes kolleger ved navn én efter én og påpeger, hvor dårlige sygeplejersker de er. De er dumme og til fare for børnene.

Sara Olsen banker på døren og spørger, hvornår turen mon kommer til hende?
”Dig kan vi godt lide, så du bliver ikke bagtalt,” lyder svaret.

Men bagtalelserne gør miljøet giftigt. Man ved ikke, hvem man kan stole på, føler Sara Olsen. Hun er ansat i seks måneder, og i løbet af de seks måneder siger seks sygeplejersker op. Den ene af dem er hende selv.

”Min afdelingssygeplejerske bliver meget forbløffet. Hun ved, jeg er glad for specialet. Jeg fortæller hende, at jeg bliver syg af at arbejde i så giftigt et miljø, hvor jeg aldrig ved, hvornår det er mig, der bliver bagtalt. Jeg får ondt i maven, hovedpine og kvalme. Jeg bliver en sur mor og en hæslig kone. Og selvom jeg ved, at jeg er en dygtig sygeplejerske, er jeg på den korte tid, jeg har været i afdelingen, begyndt at tvivle på mine egne kompetencer.”

Sara Olsen vælger at sige op den sidste dag i juni. Hun bliver tilbudt en ekstra måned på afdelingen, inden hun skal starte på et nyt job på en børneafdeling på et andet hospital. Men hun vælger at gå en måned uden løn.

I tilbageblik synes Sara Olsen, at ledelsen har svigtet. Hun er flere gange gået til sine ledere. Men de har været berøringsangste og valgte hver gang at sidde klagerne overhørig.

”Holdningen var bare, at den slags måtte personalet selv håndtere indbyrdes,” siger hun og tilføjer:

”Der vil altid være nogle kolleger, man svinger bedre med end andre, men man skal da behandle dem med respekt alligevel. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvad jeg gjorde galt, siden jeg skulle behandles på den måde. Jeg gjorde ikke andet end at være ny i afdelingen.”

Sara Olsen er et opdigtet navn. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.