Den personlige hygiejnes historie

Da jeg var i København i starten af oktober 2013, havde aviserne forsidehistorier om, at ældre burde have ret til et bad mindst to gange om ugen, når de ikke kunne tage bad selv (1). I slutningen af november samme år underviste jeg på en sygeplejerskeuddannelse i Jylland.

Der bekræftede lærerne, at der havde været en politisk debat i Danmark om, hvorvidt plejekrævende personer burde have hjælp til at vaske hele kroppen to gange om ugen. Lærerne fortalte, at der manglede politisk vilje til at vedtage sådanne generelle rettigheder. Beslutningen om, hvor ofte ældre skal have hjælp til et bad, blev overladt til de enkelte kommuner.

For 150 år siden blev kroppen sjældent vasket

For at forstå nutidens politiske debatter om kropsvask er det nødvendigt at gå tilbage til midten af 1800-tallet. På den tid fandt der et omfattende politisk arbejde sted i de vestlige lande med det formål at få fattigfolk til at vaske sig oftere og mere omfattende. Dengang var så omfattende kropsvask ikke almindeligt hos almuen. Eilert Sundt, som bliver regnet for Norges første sociolog, skriver, at kroppen oftest bare blev vasket en gang om året i forbindelse med julehøjtiden.

I 1860’erne var det ikke almindeligt, at småbønder og arbejdere vaskede sig til daglig. Når de tog deres arbejdstøj på om mandagen og gik ud for at arbejde, var det, som om hele ugen var én sammenhængende arbejdsperiode, hvor det ikke kom på tale at pynte sig, og derfor vaskede de sig heller ikke.

Selvejende bønder og soldater skulle vaske ansigt og hænder hver dag. Mens småbønder og arbejdere ikke vaskede andet end hænderne til daglig, var det almindeligt, at kvinderne vaskede både hænder og ansigt hver dag, når de huserede i køkkenet med potter og pander. Inden deltagelse i begravelser og møder skulle alle vaske sig. Selv om det kunne variere, hvor meget man vaskede sig til daglig, var det helt uacceptabelt at lade være med at vaske synlige kropsdele som hår, ansigt, hals og hænder i weekenden, for denne rensning var en højtidelig forberedelse til søndagen.

Den svenske etnolog Jonas Frykmans studie af renlighed i Sverige i perioden 1880-1910 viser, at svenskerne heller ikke havde nogen forståelse for, at det skulle være skadeligt at lade være med at vaske sig så ofte og så omfattende. Mennesker gik altid rundt med synlige rester af arbejdet på tøj eller krop. Fiskerkonerne lugtede af fisk, og bønderne lugtede af stald. Skidt blev anset for at være noget positivt. Hvis man ikke vaskede sig så ofte, så frøs man heller ikke så let. Skidt og udsondringer udgjorde et ekstra værn (2).

De vaskepraksisser, som er beskrevet ovenfor, er ikke udtryk for, at mennesker var særligt beskidte i Norden. I verdens første lærebog i sygepleje, som udkom i England i 1860, skriver Florence Nightingale, at hun rystede på hovedet af folk, som pralede af, at de aldrig havde vasket sig længere nede end ansigtet, bortset fra på hænderne (3).

Industrialiseringen øger forventningerne

Historikeren Georges Vigarello (1988: 85-94, 98) som analyserede renlighedspraksisser i Paris fra senmiddelalderen og frem til 1980’erne, argumenterer for, at kropsvasken har ændret sig i takt med politiske ændringer i samfundet i øvrigt. Vigarello dokumenterede, at nutidens vestlige kropsvask opstod i sidste halvdel af 1800-tallet, og at disse vaskepraksisser var et led i det politiske moderniseringsarbejde, som fandt sted i de vestlige samfund (4).

Der er lidt forskel på, hvornår de vestlige lande blev moderne markedsøkonomiske industrisamfund.

I Norge var det især i sidste halvdel af 1800-tallet, at industrialiseringen tog fart. Storbritannien var præget af hurtig industrialisering i første halvdel af 1800-tallet. Konkurrenceøkonomien i industrisamfundet førte til store klasseskel mellem dem, der ejede jord og virksomheder, og dem, der var fæstebønder og arbejdere.

De tiltagende klasseforskelle og dårlige vilkår for fattigfolk førte til social uro. Folk var så fattige, at de knap nok havde vaskefade, vaskeklude og håndklæder. I en landsby var der måske kun håndklæder i 4-5 af husene. I enkelte huse havde man måske gamle tøjstykker, som man kunne tørre sig med, men det gjaldt langtfra dem alle. Borgerskabet brugte hygiejnisk renlighed til at markere, at de hørte til en højere klasse end disse beskidte fattigfolk (5).

I håb om at forbedre deres levevilkår flyttede fattige bønder i hobetal ind til industribyerne. De boede i slumprægede områder, hvor der var lige så beskidt inde i husene som udenfor. Her levede de tæt sammen med dyr, affald, stinkende kloakker og latriner, indhyllet i industrirøg. Fattigdom, elendighed og moralsk forfald førte til både alkoholisme og prostitution.

Borgerskabet tog meget lidt hensyn til, hvordan arbejderne havde det. De var optaget af at få størst mulig profit. Jo lavere løn arbejderne fik, desto mere udbytte blev der til ejerne. Politikerne og kirken gik heller ikke særlig meget op i levevilkårene for fattigfolk. Ansvaret for medmennesker havde en central placering i middelalderkirken, mens den reformerte lutherske kirke, som blev etableret i 1536, nedtonede ansvaret for næsten og pointerede den enkeltes ansvar for sig selv. De fattige blev anset for at være dovne, uopdragne og umoralske (6).

Ingen skænkede det en tanke, at de økonomiske systemer skabte fattigdom, og da store dele af indbyggerne i flere engelske industribyer var så fattige, at de sultede i årene omkring 1850, påtog hverken staten eller kirken sig ansvaret for at hjælpe de nødlidende. I England forsøgte magthaverne at finde ud af, hvordan de kunne udnytte fattigfolk endnu mere. Derfor fik den engelske jurist Edwin Chadwick til opgave at undersøge, hvordan man kunne reducere de omkostninger, som arbejderklassens skidt og sygdom førte med sig.

Det arbejde, som han stod i spidsen for, resulterede i en meget omfattende dokumentation af arbejderklassens levevilkår. Dette arbejde ændrede Chadwicks syn på fattigdom. Fra at have været optaget af at reducere fattigdomsudgifterne blev han i stedet optaget af årsagerne til fattigdom. Fra at se på fattigdom som selvforskyldt på grund af lav moral skiftede han holdning til at mene, at det var de sociale og materielle forhold, de fattige levede under, som førte til skidt og manglende renlighed. Disse forhold, mente han, skulle forbedres gennem socialpolitisk handling. Chadwick havde store problemer med at vinde tilslutning til sin argumentation for sociale reformer, for det ville medføre øget beskatning, specielt af middelklassen (7).

Det var først, da oprørske, syge og døde fabriksarbejdere blev en trussel mod fabrikkernes produktionskapacitet og den velstand, som borgerskabet nød godt af, at der blev iværksat politiske tiltag med det formål at fjerne grundlaget for både sygdom og oprør. Organisationen Sanitation Movement, som Chadwick var en af frontfigurerne i, var en bærende kraft i arbejdet med at ændre de sanitære forhold via politiske tiltag. Florence Nightingale var en anden central spydspids i organisationen, som argumenterede for, at gode sanitære forhold, rent vand, gode afløbssystemer, større afstand mellem mennesker og dyr, bedre boliger og omsorg for mødre og børn ikke bare var til gavn for den enkelte, men en økonomisk fordel for hele samfundet (8).

Det var specielt i fattige kvarterer, at der manglede tilførsel af vand, systemer til fjernelse af affald og kloakering. Til trods for middelklassens kamp mod sundhedsreformer, som kunne føre til øgede offentlige udgifter, blev der vedtaget en sundhedslov i det engelske parlament i 1848. Dette var den første sundhedslov i verden, og den blev mønsterdannende for lignende love i flere andre lande, bl.a. den norske sundhedslov fra 1860 (9).

I forlængelse af sundhedsloven blev der oprettet sundhedskommissioner i alle norske kommuner. Disse kommissioner skulle både sørge for bedre sanitære forhold og for oplysning (8). Sundhedskommissionerne kunne optræde som en slags kommunalbestyrelse, men med lægen i borgmesterens rolle. Som eksempel kan det nævnes, at vi ved, at lægerne i den lille kommune Volda i det vestlige Norge omtalte hygiejne, ikke mindst den manglende personlige renlighed, som et forfærdeligt rod og svineri. Der blev især sat ind over for kvinderne.

Renlighed var primært deres ansvar. Lægerne ville have gjort op med det elendige renligheds- og rengøringsniveau. Derfor uddelte sundhedsrådet i Volda skriftlige formaninger om at holde boliger og kroppe rene. De, der udmærkede sig med hensyn til renlighed, blev præmieret, og det var borgerskabets hygiejnestandarder for renlighed, som skulle implementeres. Det var ikke bare lægerne, der oplyste folk om, hvordan de skulle vaske og pleje deres kroppe.

Skolelæreren var også en central aktør i dette arbejde (9). De moderne sygeplejersker, som blev uddannet efter 1860, blev regnet for hygiejneeksperter, og de fik en meget central rolle i udformningen af det moderne sanitære industrisamfund (10).

Den, som var ren, var moralsk og lydig

Hvorfor var det politisk vigtigt, at fattigfolk var rene og velduftende? Renligheden hos de fattige var et symbol på deres moral og en garanti for orden. Målene var både komplekse og forståelige: Fra rene gader til rene boliger, fra rene rum til rene kroppe, og rene kroppe var moralske. Intentionen var intet mindre, end at man ville ændre fattigfolk ved at få dem til at tillægge sig nye kropslige renlighedsvaner.

Der kom et stærkt moralsk fokus på de fattiges levevis, hvor renlighed fik stor betydning. Renlighed banede ikke bare vejen for god sundhed ved, at det stimulerede energiproduktionen, men blev også et spørgsmål om orden og puritansk moral. Når et menneske blev vant til at gå i laser og pjalter, mistede vedkommende respekten for sig selv og andre, og døren var åben for alle slags laster. Derfor blev de fattige arbejdere oplært i at vaske sig så grundigt som muligt, samtidig med at der blev udarbejdet detaljerede forskrifter for, hvordan det skulle gøres med så lidt vand som muligt.

Undervisningen var gerne knyttet tæt sammen med moralske og religiøse instruktioner. Det drejede sig i høj grad om at sikre den rette levevis. Den, der blev vant til renlighed, fik også for vane at opføre sig ordentligt og disciplineret og dermed i overensstemmelse med magthavernes interesser (4).

Det kan se ud som om, at man begyndte at styre samfundet ved at kontrollere og forme en biologisk, disciplineret krop, som tjente produktionssamfundet i forbindelse med industrialiseringen (11). Som et led i dette disciplineringsarbejde ved vi fra Paris, at der blev iværksat sanitære tiltag i form af billige bade omkring 1850.

Fattigfolk måtte ikke bade mere end 30 minutter, og de måtte heller ikke bruge særlig meget vand. Der var installeret automatiske stophaner, som lukkede for vandet, når der var tilstrækkeligt meget vand i badekarret. Det var et klart formuleret mål at vaske så mange kroppe som muligt på kortest mulig tid ved hjælp af så lidt vand som muligt. For at badene ikke skulle blive for dyre, var temperaturen indstillet så lavt som forsvarligt.

Formålet med badene var at gøre de fattige arbejdere rene, sunde, ordentlige og moralske. Efterhånden kom man frem til, at bad i badekar tog for lang tid, og at det var for dyrt at lade sådanne bade være tilgængelige for fattigfolk. Et brusebad var hurtigere overstået end et bad i badekar, krævede mindre vand og et mindre areal. Eksperimentet med brusebad blev først afprøvet i et fængsel, og efter 1880 blev sådanne offentlige badeindretninger installeret i de fattige bydele i Paris.

For at man ikke skulle vaske sig nøgen i andres påsyn, blev der indrettet private bruserum/-celler ved hjælp af forhæng. Disse brusebadsindretninger, som var beregnet på masserne, stod i skarp kontrast til borgerskabets private baderum. For de fattige var det ikke på tale at have mere privat rum omkring sig (4).

Et brusebad var billigere end et karbad, men det allerbilligste var kropsvask med en kande vand og en vaskeklud, og den form for vask, der benyttes i dag i den daglige sygepleje, kan føres tilbage til denne kropsvask.

Det kunne være vanskeligt at overbevise borgerne om, at det var nødvendigt at vaske næsten hele kroppen hver dag, for der var mange eksempler på, at folk havde været raske og levet længe til trods for, at de ikke vaskede hele kroppen oftere end én gang om året. Idéer om miasmer og teorier om farlige mikrober blev brugt til at understøtte den politisk interessante hygiejniske kropsvask hos borgerne. Truslen om, at man kunne blive syg, ja til og med spedalsk, hvis man ikke var omhyggelig med renligheden, skræmte nok mange til at bruge mere vand på kroppen, end de tidligere havde gjort (12).

Normer om renlighed i sygeplejen

Norske lærebøger i sygepleje, som var i brug i perioden 1877-1910, var præget af de rituelle vaskenormer med tilhørende argumentation for, at det i det daglige var vigtigst, at synlige kropsdele var rene (13,14,15). I 1911 fik Norge den første lærebog i sygepleje, som argumenterede for, at den daglige vask af kroppen ikke bare skulle omfatte ansigt, hænder og mund/tænder, men også tildækkede kropsdele som bagdel, ryg, armhuler, analregion, skridt, lyske og, hos kvinder, folderne under brysterne (16). Disse normer om renlighed er stadig gældende inden for sygeplejefaget i vore dage, hvis patienterne ikke går i brusebad (17). Officielle norske retningslinjer anbefaler dagligt brusebad (18,19,20).

Nu om dage går de fleste i brusebad

I USA blev det en del af den daglige rutine i middelklassen at vaske sig og tage bad fra 1850, og badeværelset blev standard i middelklassehusene omkring år 1900, men det var først efter anden verdenskrig, at det blev almindeligt at have badeværelse i amerikanske og europæiske arbejderklassehjem (21).

I 1947 havde 6 pct. af de norske boliger badeværelse, og man gik ud fra, at de fleste mennesker tog bad 2-3 gange om året (22). I 1959 havde 18 pct. af de norske husstande badeværelse (23). For at vænne norske børn til at holde deres kroppe rene til trods for manglende vaskefaciliteter i hjemmene blev der igangsat et storstilet arbejde med at udstyre skolerne med baderum i perioden 1925-1960, og det blev obligatorisk at tage brusebad efter gymnastiktimerne. Derudover blev der bygget offentlige badefaciliteter (24). Det var først efter 1980, at det blev almindeligt, at mennesker i alle samfundslag tog bad oftere end en gang om ugen. Det var dyrt at opvarme vandet (21).

I Norden er der i vore dage ikke behov for politisk propaganda for at få folk i almindelighed til at vaske sig. Indlagt vand, elektriske varmtvandsbeholdere og veludstyrede badeværelser i næsten alle boliger har gjort det enkelt at efterleve normen om at vaske næsten hele kroppen hver dag, og mange vasker hele kroppen i brusebad både en og flere gange om dagen.

Dagligt brusebad kan blive dyrt

Der kan opstå udfordringer, når mennesker, som er vant til at tage brusebad hver dag, kommer i en situation, hvor de har brug for hjælp fra det offentlige sundhedsvæsen til kropsvask. I et studie, jeg udførte på et norsk plejehjem i 2002 og 2006, viste det sig, at beboere, som tidligere havde fået hjælp til at komme i brusebad hver uge, som regel var i brusebad hver 14. dag.

Ved at reducere hyppigheden af de tilbudte brusebade sparede plejehjemmet tid/plejepersonale/penge, fordi det tog kortere tid at hjælpe beboerne med at vaske enkelte kropsdele end at hjælpe de samme personer med at få et brusebad. Reduktionen var ikke så omfattende, at beboerne så uplejede ud, og den førte ikke til uacceptabel kropslugt (25,26).

Den debat om kropsvask, som fandt sted i Danmark i efteråret, handler vel om at finde en balance mellem plejekrævende personers ønske om brusebad flere gange om ugen og politikernes behov for at holde udgifterne til plejeydelser så lave som muligt. I den forbindelse kan der opstå konflikt mellem plejekrævende personers normer for, hvad der skal til for at føle, at man har velplejet hud og hår, og den politiske vilje til at bruge skattepenge til at betale personale, som kan hjælpe plejekrævende personer i den henseende.

Som vi har set ovenfor, er det fuldt ud muligt at være rask og leve godt uden et dagligt brusebad, men eftersom renlighed har været tæt forbundet med moral og værdighed i moderne statsdannelser, er det ikke uvæsentligt, hvor ofte plejekrævende personer får lejlighed til at komme i brusebad.

I 1869 skrev Eilert Sundt, som bliver omtalt som Norges første sociolog, at vaskepraksisserne for enkeltindivider skulle være i overensstemmelse med vaskepraksisserne i øvrigt i det samfund, som de var en del af (4). Måske bør vi tage disse kloge ord fra sidste halvdel af 1800-tallet med os ind i tidens diskussioner om kropsvask af plejekrævende personer.

Jeanne Boge, dr.polit., førsteamanuensis i sygepleje, Institutt for sykepleiefag, Avdeling Helse og sosialfag, Høgskolen i Bergen, Norge. 

Litteratur

1. Hoffmann-Hansen H. De ældre er tilbage i dansk politik. Kristeligt Dagblad. 04.10.13.
2. Frykman J. Hel og ren. I: Frykman J, Löfgren O, editors. Det kultiverte menneske. Oslo: Pax Forlag; 1994.
3. Nightingale F. Notater om sykepleie. Revidert med tillegg, samlede utgaver ed. Oslo: Universitetsforlaget; 1997/1860.
4. Vigarello G. Concepts of Cleanliness:changing Attitudes in France since the Middle Ages. Cambridge: Cambridge University Press; 1988.
5. Sundt E. Om renligheds-stellet i Norge. Oslo: Gyldendal; 1975/1869.
6. Mathisen J. Sykepleiehistorie : ideer – mennesker – muligheter. 2. utg. ed. Oslo: Gyldendal Akademisk; 2006.
7. Martinsen K. Omsorg, sykepleie og medisin: historisk-filosofiske essays. 2. utg. ed. Oslo: Universitetsforlaget; 2003/1989.
8. Sydnes T. Centrale ideer i Florence Nightingales sykepleiefilosofi. I: Birkelund R, editor. Omsorg, kald og kamp – Personer og ideer i sykepleiens historie. København: Gyldendal; 2001.
9. Schiøtz A. Folkets helse – landets styrke. 1850-2003. Oslo: Universitetsforlaget; 2003.
10. Nerbøvik J. Myndige møringar, 1740-1870. Oslo: Volda kommune i kommisjon hos Samlaget; 2004.
11. Foucault M. The Birth of Social Medicine. I: Faubion JD, editor. Power. London: Penguin Books; 1994.
12. Christophersen HO. Eilert Sundts studier av renslighetsstellet i Norge. I: Sundt E, editor. Om renslighets-stellet i Norge. Oslo: Gyldendal; 1975.
13. Nissen R. Lærebog i Sygepleie for Diakonisser. 1. utg. ed. Oslo: Gyldendal; 2000/1877.
14. Kaurin E. Sygepleiersken: kortfattet Veiledning i Sygepleien for Sygepleiersker i By og Bygd. Kristiania: Cammermeyer; 1879.
15. Waage HR. Lærebog i sygepleie. Kristiania: I kommisjon hos H. Aschehoug & CO; 1901.
16. Waage HR. Lærebok i sykepleie. 2. udg. ed. Kristiania: I kommisjon hos H. Aschehoug & CO; 1911/1901.
17. Mekki T, Holter M. Sykepleieboken 1. Oslo: Akribe; 2011.
18. Fjeld W, Olsen A-G. Menn og personlig hygiene. Ottestad: Habiliteringstjenesten for voksne i Hedmark; 2000.
19. Fjeld W, Olsen A-G. Kvinner og personlig hygiene. Ottestad: Habiliteringstjenesten for voksne i Hedmark; 2000.
20. Skogmo M, Faanes GES. Personlig hygiene. Oslo: Rådet for videregående opplæring; 1991.
21. Twigg J. Bathing, the body and community care. London: Routledge; 2000.
22. Augestad P. Stopuret, kighullet og skoleeleven. I: Larsen K, editor. Arkitektur, kropp og læring. København: Hans Reitzels Forlag; 2005.
23. Dæhlie K. Vi kunne være renslige uten baderom: en studie av vann: personlig renslighet og modernisering i fjellbygda Alvdal: Universitetet i Oslo; 2006.
24. Johnsen T. Badeinnretninger for arbeiderbefolkningen et al. I: Eriksen KEea, editor. Arbeiderhistorie. Oslo: Årbok for arbeiderbevegelsens arkiv og bibliotek; 2004.
25. Boge J. Kroppsvask i sjukepleie. Eit politisk og historisk perspektiv. Oslo: Akribe; 2011.
26. Boge J. Kroppsvask i sjukepleia: Bergen University; 2008.