Sygeplejersken
På job: Akutmodtagelse nudger til gavn for patienter og personale
Mere tydelig skiltning og en sygeplejerske i grøn vest skal skabe en bedre oplevelse for de ventende patienter og færre afbrydelser for sygeplejerskerne. Bispebjerg Akutmodtagelse har taget metoden ”nudging” i brug.
Sygeplejersken 2015 nr. 9, s. 40-41
Af:
Signe Lene Christiansen, journalist
“I går aftes fik jeg rigtig meget positiv feedback fra samtlige patienter i venteværelset. De kommenterede på, hvor travlt jeg havde, og hvor taknemmelige de var for mit arbejde. Når man løber så stærkt hele tiden, er det rart at blive anerkendt.”
Stregen har indtil for få uger siden været meget mindre. Nu er den gjort tydeligt bredere som følge af såkaldt ”nudging”, der er en metode til at påvirke menneskers valg og adfærd i en bestemt retning. Og den adfærd, personalet på Bispebjerg ønsker, er, både at patienterne føler sig ventede og velkomne, når de ankommer, og at patienterne i mindre grad afbryder sygeplejerskerne med spørgsmål om, hvor toilettet og kaffemaskinen er.
“Jeg har lagt mærke til, at patienterne stopper op og studser over skiltningen. Så måske tænker de faktisk mere over, hvor de skal gå hen, og hvor de skal placere sig,” fortæller sygeplejerske Henriette Jensen, som har arbejdet på Akutmodtagelsen i halvandet år.
“Hvad er der sket med dig?” spørger Henriette Jensen og sætter sig ned ved en pige, som har slået foden og sidder i venteværelset med sin far. “Skal jeg ikke lige gå op og tjekke, hvor lang ventetid der er?” fortsætter hun, og den lille pige nikker.
Henriette Jensen er på denne vagt koordinerende sygeplejerske, såkaldt ”grøn kos”. Iført en grøn vest ud over kitlen er det hendes job at sikre et optimalt flow i venteværelserne og hos lægevagten. Samtidig skal hun få patienterne til at føle sig velkomne og trygge, mens de venter i op til flere timer på behandling.
“Det handler om at få patienterne til at føle sig set og hørt og samtidig lette det psykiske arbejdspres hos mine kolleger,” forklarer Henriette Jensen, som i løbet af sin vagt gør klar i de to lægevagtskonsultationer, tjekker patienthenvendelser og ventetider i computersystemet, tilser et betændt sår og taler med samtlige patienter, der sidder i de tre venteværelser. Og selvom et nyt grønt skilt tydeligt markerer, hvor toiletterne er, må sygeplejersken alligevel flere gange vise det til patienter.
Funktionen som grøn kos blev indført i 2014, men afdelingen har styrket funktionen i forlængelse af ”nudging”-projektet. Nudging-løsningerne blev indført i starten af juni 2015. Resultater og eftertest behandles løbende og evalueres i efteråret.