Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: Det var hårdt og bestemt ikke sjovt at være patient

Man skal vide, hvordan det er at være patient, hvis man skal være en dygtig sygeplejerske. En indlæggelse fremmer forståelsen, oplever en sygeplejestuderende, som erfarer, at patientologien giver mening, da hun ligger i en hospitalsseng.

Sygeplejersken 2017 nr. 5, s. 60

Af:

Maria Strande Sørensen, sygeplejestuderende, modul 11

studerende-i-prakis-maria-strandeEt vigtigt begreb i sygeplejen er patientologi, som er læren om at være patient og pårørende. Patientologi blev vi allerede præsenteret for på modul 1, og begrebet har fulgt os trofast hele vejen igennem uddannelsen. For at man som sygeplejerske kan yde en god sygepleje, er det essentielt at have en viden om, hvad det vil sige at være patient.

Igennem studiet har vi haft masser af litteratur og meget undervisning i patientologi. Jeg har faktisk hele tiden følt, at jeg havde en god forståelse for, hvad det vil sige at være patient i dagens Danmark. Men da jeg i løbet af modul 10 selv blev indlagt, ændrede min opfattelse sig fuldstændig. 

Jeg var nu blevet patient, lå i sygehussengen på en sengestue med andre patienter og ventede på, hvad der skulle ske. Jeg skulle modtage pleje fra sygeplejersker, og helt ærligt: Det var svært. Det plejer jo at være mig, der bærer den hvide kittel, mig, der yder sygepleje, og mig der ved, hvad der skal ske. 

En af de teoretikere, vi har stiftet bekendtskab med i løbet af uddannelsen, er professor emeritus Max Van Manen, som taler om fire eksistentielle fænomener i en patients livsverden: tid, rum, relationer og kroppen. Netop de fire fænomener oplevede jeg selv meget tydeligt. 

Alting fik pludselig en ny betydning. Minutter føltes som timer, og det var ulideligt at ligge og vente på svar på diverse prøver, for hvad nu hvis den sidste prøve heller ikke viste noget? Hvad skal der så ske?

Med et syntes jeg, stuen lugtede, lyset var træls, og at der var konstant larm fra toilettet, som jeg delte med fire andre patienter. Jeg kunne ikke rigtig kende min krop længere. Jeg var endda parat til at sige, at smerterne var forsvundet bare for at slippe for suppositorier, venflon og larmende medpatienter. Jeg ville hjem til mine vante rammer, hvor jeg kendte tingene, og hvor jeg kunne finde mig selv igen, der hvor jeg var tryg.  

Det var hårdt og bestemt ikke sjovt at være patient. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at det at opleve en indlæggelse på egen krop er blevet et vigtigt element i min uddannelse og i min samlede forståelse for sundhedsvæsenet og for patienter. Det har været en kæmpe læring, og jeg vil huske mine oplevelser på både godt og ondt og tage dem med videre. Jeg er helt sikker på, at jeg bliver en bedre sygeplejerske af at have været indlagt og have haft det patientologiske perspektiv helt tæt på.