Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Forbundet af sygeplejen

Sygeplejestudiet blev det fundament, deres venskab er bygget på. De startede som elevkammerater på sygeplejeskolen i 1967 og blev siden faste bestanddele af hinandens liv. ”Papegøjerne” har holdt sammen i mere end et halvt århundrede.

Sygeplejersken 2021 nr. 12, s. 46-49

Af:

Maria Klit, journalist

sy12-2021_forbundet-af-oploeft

Den 2. januar 1967 mødte syv unge piger op sammen med resten af hold A67 til deres første undervisning på den daværende Frederiksborg Amts Sygeplejeskole.

I 1970 tog de deres sidste eksamen, og siden da har de mødtes én gang om måneden. 

Sonja, Annelise, Kirsten V., Karen, Jette, Kirsten T. og Lisbet er ikke bare gamle elevkammerater.

De er hinandens livsvidner og veninder for livet.

Selv kalder de sig Papegøjerne, og Sygeplejersken er taget til Hillerød for at møde dem.

Sådan så Hold A67 ud i 1970,  da de netop var færdiguddannede sygeplejersker.
Caption 
Sådan så Hold A67 ud i 1970, da de netop var færdiguddannede sygeplejersker.

De har set det hele

Det er en smuk og solskinsrig eftermiddag i august. Solen står højt på himlen over landstedet Bendtsgaard, da jeg kører ind på gårdspladsen.

Vi er hos Lisbet, og da jeg træder indenfor i de lavloftede stuer, sidder en flok gamle veninder så dybt begravet i en livlig snak, at de knapt opdager, at jeg er dukket op. 

Jeg er ankommet midt i et overdådigt ostebord, og et par søvnige fluer summer rundt over tallerkenerne.

Lisbet henter resolut en fluesmækker i en af landstedets tilstødende stuer, mens hun får drøje hug for sine købeflutes. 

”Må vi lige bede om de hjemmebagte,” bliver der råbt fra den anden ende af bordet.

Tonen er drilsk og bramfri, det mærker man med det samme. Selvom det snart er 10 år siden, at Kirsten V. som den sidste gik på pension, så er sygeplejen helt tydeligt i frisk erindring.

På den ene side af bordet er der gang i en livlig diskussion om forflytningsteknikkens udvikling, der kulminerer i en anekdote om en ældre herre, der krævede en lille smule ekstra. 

”Han var ikke høj, men han var bred! Jeg tror, vi var fire kvinder om at trække ham op, mens han lå dér og sagde ’alle mine hvide svaner’,” imiterer Annelise højtideligt, og så bryder hele bordet sammen af grin. 

På den anden side af bordet handler snakken om, at en fælles bekendt er gået bort for nylig.

Og sådan spænder historierne omkring bordet over et helt liv. Fra ungdomsminder over karriereerfaringer og til livets afslutning.

Denne her venindeflok har set det hele. 

Hinandens supervisorer

Historien om Papegøjerne starter på sygeplejeskolens elevgang, hvor de boede hele deres studietid.

Dengang var der bopælspligt på sygeplejeskolen, og det krævede en vielsesattest at få lov at bo ude i byen. 

Først gik de på forskole i fem måneder, så sygeplejeskole i to måneder og derefter kom de ud som elever. Nogle af dem fik efter blot en måned ansvaret for op til 30 patienter på en afdeling. 

”Nyopererede, dødssyge patienter på en medicinsk afdeling, vel at mærke. Og vi var bare 18-19 år,” siger Lisbet. 

Trods grænseoverskridende patienter og voldsomme oplevelser var der ikke noget, der hed egentlig supervision dengang. 

”Vi var jo i mesterlære. I dag kommer de studerende ud efter at have læst i 3½ år på studiet, men de tør ikke gå på arbejde. De er hamrende dygtige, men de er bange for patienterne, for de har ikke haft nok med dem at gøre,” siger Sonja.

”Vi havde hinanden. Uanset hvornår vi kom hjem fra vagt, var der jo altid én, der var oppe. Der var altid nogen, der havde tid til en kop kaffe ude på gangen,” siger Lisbet.  

”Ja, og så kom der lige én mere forbi, og pludselig sad man 10 mennesker på gangen og snakkede,” husker Annelise.  

Glæderne, sorgerne, succeserne og de fra tid til anden voldsomme oplevelser.

Det hele blev talt igennem på kryds og på tværs. Ingen fik lov at gå alene og putte med noget.

Det gav et sammenhold og en tryghed, som de sygeplejestuderende mangler i dag, mener de.  

”Jeg havde med studerende at gøre i årene op til min pension, og forskellen på os og dem er, at i dag går de hjem fra arbejde til en tom lejlighed eller til mænd og børn, der stiller krav til dem. De får aldrig læsset af. De krakelerer, de går ned og de bliver kede af det. Det er simpelthen så synd for dem,” siger Kirsten V.

Nonnen og Nattens Dronning

Under uddannelsen var det ofte nattrisserne, de ansvarshavende natsygeplejersker, der holdt opsyn med pigerne.

Dem, man kunne gå til, når det virkelig brændte på. Men det foregik ikke som den vejledning, man kender i dag, erindrer Annelise. 

”Engang ringede jeg ned og spurgte om hjælp, fordi jeg stod med en patient, der blødte. “Hvor meget,” lød det helt køligt. “Når det løber ned fra anden sal, så kommer jeg op og kigger”,” fortæller hun. 

Ingen ved bordet husker nattrissernes rigtige navne, for de gik under øgenavnene “Nonnen” og »Nattens Dronning”.

To ældgamle koner, der boede i lejligheder på sygehuset.

I Papegøjernes erindring var de kæmpestore, skræmmende og havde hverken mænd eller børn, men i virkeligheden var de nok nærmere helt almindelige midaldrende kvinder, medgiver de.

”Men når man selv er bare 20 år, så er det jo godt det samme,” lyder det grinende fra Jette.

Babysittede på skift

De næste par timer handler om alle de gode historier.

Om revnede bukser som følge af at måtte planke den over muren til elevgangen, når man kom tumlende hjem fra byen i de lyse morgentimer.

Og alligevel blive opdaget af en af de patienter, der havde sengeplads ved vinduet.

Om forsøg på at smugle mandlige bekendtskaber med hjem, men blive opdaget af portvagten.

Om en tid hvor fester, kærester, drifter og dating fyldte lige så meget, som det altid har gjort. 

Vi taler om den slags erfaringer, der kommer sig af at have været ung kvinde i en tid, hvor p-pillen og aborten pludselig blev fri og vendte verden på hovedet.

Om dem, der alligevel blev gravide og måtte kæmpe for at gennemføre deres uddannelse. 

Som Lene, gruppens sidste medlem, der desværre gik bort i 2015 efter et barsk leukæmi-forløb.

Hendes lille datter, Ditte, kom til verden, mens pigerne var under uddannelse, men da de skulle ud i psykiatrien på sidste semester lød beskeden, at Ditte ikke måtte komme med.

Lene kunne blive nødt til at afbryde uddannelsen, men så trådte Papegøjerne som sædvanligt til. 

”Vi tog Ditte med alligevel, og så passede vi hende på skift, hvis Lene fik aften- eller nattevagter. Sygeplejeskolen fik aldrig noget at vide, og vi klarede den. Vi skulle bare lykkes,” fortæller Kirsten V.

En helt særlig holdånd

Efter uddannelsens afslutning valgte Papegøjerne forskellige veje inden for sygeplejen.

Nogle blev hjemmesygeplejersker, andre sundhedsplejersker og enkelte fandt vej til hospital og privatklinik.

Efter den sidste eksamen kunne historien om Papegøjerne meget vel have været slut. 

”Men vi kunne jo ikke bare skilles. Vi var nødt til at blive ved med at ses,” fortæller Lisbet. 

Og det unikke sammenhold er ikke kun forbeholdt Papegøjerne.

Den helt særlige holdånd på Hold A67 har betydet, at de alle fortsat samles én gang om året. Værtskabet går på skift, og alle prioriterer den årlige sammenkomst højt.

Kun to år ud af de seneste 51 er det ikke lykkedes at gennemføre. Et år blev værten ramt af dødsfald i den nære familie, og sidste år skyllede covid-19 ind over Danmark og lagde alle planer ned. 

”Ellers dukker man op,” konstaterer Kirsten T. og fortsætter: ”Man laver ikke bare en anden aftale den dag. Der skal virkelig noget til, før man aflyser.” 

Det illustreres f.eks. ved, at en af elevkammeraterne bosatte sig i Australien kort tid efter uddannelsens afslutning, og har gjort sygeplejekarriere dernede.

Alligevel er hun ofte rejst hele vejen til Danmark for at deltage. 

Som søstre

Det der bedst kendetegner alle Papegøjernes historier, er sammenhold når det virkelig gælder.

Som dengang Kirsten T. blev hofteopereret, og pigerne både overnattede på skift, sørgede for indkøb og med en telefonkæde sørgede for at tjekke ind hos hende hele tiden.

Eller da Kirsten V. helt uventet mistede sin mand som bare 49-årig, og de alle slog ring om hende.

”Det venskab, vi har, er helt unikt,” slår Kirsten T. fast. ”Vi er som søstre,” siger Jette. ”Hinandens selvvalgte familie,” supplerer Annelise. 

”Man kan ikke lyve for hinanden, man kan ikke lade som om,” siger Kirsten V. 

Derfor var det også et særlig hårdt slag, da Lene døde.

Sådan må det naturligvis være, når man sammen har været igennem både ungdomsliv, hjertesorger, ægteskaber, børn, skilsmisser, sygdom og dødsfald. Op- og nedture, glæder og sorger.

”Ingen ønsker at være den første, der dør. Men man vil jo heller ikke være den sidste,” siger Sonja eftertænksomt. 

Alle ser rundt på hinanden. Smiler og nikker. Årene er bare gået, uden at de egentlig har bemærket det. 

”Men i virkeligheden handler alder også rigtig meget om din indstilling til livet. Når man har det, som vi har det, så føler man sig ikke særligt gammel,” siger Annelise. 

”Det gør jeg altså hver morgen, når jeg skal ud af sengen,” protesterer Karen.

Papegøjerne fra hold A67
Caption 
Papegøjerne fra hold A67
Attribution 
Foto: Claus Bech

På billedet ovenfor:

Fra venstre: Kirsten Velin, 73 år. Hjemme-sygeplejerske. Pensioneret i 2011. Annelise Pedersen,  73 år. Operationssygeplejerske. Pensioneret i 2010. Karen Marie Pallesen, 73 år. Hjemmesygeplejerske. Gik på efterløn i 2008. Kirsten Teilmann , 73 år. Sundhedsplejerske. Gik på efterløn i 2010. Lisbet Nyborg Nielsen,  73 år. Hjemmesygeplejerske. Pensioneret i 2013. Jette Henningsen,  73 år. Sygeplejerske ved privatpraktiserende hudlæge. Stoppede med at arbejde i 2001. Sonja Marie Nielsen, 
 74 år. Sundhedsplejerske. Gik på efterløn i 2007.

 

Årlige ture uden mænd

Vi er rykket ind i den tilstødende stue til kaffe. Billedalbummerne kommer på bordet, og så er der ingen vej tilbage.

Man kan næsten ikke længere høre, hvad der bliver sagt, fordi ethvert forsøg på samtale drukner i den slags latter, der kommer helt nede fra maven. 

De fleste kvinder kan genkalde sig den særlige stemning, der opstår i et rum, hvor virkeligt gode og fortrolige veninder er samlet.

De taler deres helt eget sprog, og som udenforstående er man nødt til at spørge ind og spidse ører for at fange pointen mellem alt det indforståede. 

De fortæller om de årlige ture til Sverige eller Rørvig, hvor mænd og børn var forment adgang.

Om ferierne og festerne og en tid med lidt færre rynker. Om en masse småbørn, karrierer, bryllupper og både gode og knap så gode ægteskaber.

Billederne har slået hul på hukommelserne og anekdoterne flyver på kryds og tværs af bordet. 

Fotografen trisser rundt i baggrunden og forsøger at få et billede, hvor alle er med.

Han beder Karen om at rykke en plads til højre og spørger venligt, om hun skal bruge en hånd til at komme op at stå. 

”Ja, man kan ikke se det, men jeg er faktisk selvhjulpen,” falder svaret prompte. Syrligt, men serveret med glimt i øjet.

Et kort øjeblik er der bomstille, og så eksploderer rummet i latter. 

Mens Karen med et hoverende smil demonstrativt rejser sig og flytter en plads til højre, sender fotografen mig et sigende smil med lidt røde ører. Touché.

Nej, man skal ikke undervurdere en gammel sygeplejerske.

Og da slet ikke syv.